/5 Kommentarer/i , /af ,

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Reumatolog Karen Lisbeth Faarvang i Kgs. Lyngby

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Jeg er ganske udmærket klar over, at jeg ikke har gigt, og det er jo typisk det, reumatologer tager sig af, men jeg fik varmt anbefalet speciallæge i reumatologi Karen Lisbeth Faarvang af en, der kendte en, der havde fået god og professionel hjælp til en frossen skulder der. Altså gik jeg til lægen og fik en henvisning – og det er jeg glad for!

Karen Lisbeth Faarvang er anerkendt vidt og bredt med priser, akkrediteringer og tillidsposter. Det kan man læse om på hjemmesiden. Og hun kender Per Nyvold, som jeg var hos på privathospitalet Gildhøj. Altså følte jeg mig i trygge hænder. Det er vigtigt for mig.

En second opinion

Jeg ønskede mig en second opinion, fordi smerterne går og kommer. Der kan være dage, hvor jeg ikke behøver tage smertestillende, og der kan være nætter, hvor jeg stadig vandrer grædende rundt med vilde smerter. Men samlet set er det da bestemt blevet bedre, bortset fra at jeg stadig har konstant fandens ondt i 1. og 2. finger på højre hånd. Når jeg kommer ud i kulden bliver det værre. Når jeg bærer rygsækken med varer, bliver det også værre.

Hun stillede mange gode spørgsmål, bad mig lave forskellige tests og bevægelser, og hun lavede en enormt grundig ultralydsscanning, hvor hun (og jeg efter instruktion) blandt andet kunne se, at supraspinatus, som er en lille muskel, var “væk”. Mens hun skrev, sad jeg og tænkte lidt over det, så jeg spurgte, hvordan en muskel kan forsvinde? Det kan den selvfølgelig heller ikke. Den kan briste og altså gå i to stykker, og derfor var den ikke at se, hvor den burde være.

Diagnosen var ret klar “Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken”. Så der er ikke noget at sige til, at det har gjort – og ind imellem stadig gør – fandens ondt. Det positive er, at hendes vurdering er, at begge dele er ved at gå i sig selv. Jeg skal ringe, hvis det bliver værre, inden vi ses næste gang den 29. februar.

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Hun viste mig nogle lette øvelser, som jeg skal lave nogle gange om dagen. En af dem kaldte hun for “Edderkop”, og hun viste den to gange. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad de hånd- og fingerbevægelser havde med en edderkop at gøre, så det var jeg nødt til at spørge om for at begribe, hvad øvelsen gik ud på. Eller kan jeg jo ikke lave den rigtigt herhjemme.

Ergo stillede hun sig op ad døren, lavede bevægelsen og sang et par strofer af “Lille Peter Edderkop for mig”. Vi lo begge højt, men jeg var nødt til at sige noget, jeg ellers meget sjældent siger efterhånden, fordi det kan lyde for hårdt: “Jeg er ikke blevet dum af at blive syg”.

Jeg havde min solsikkesnor på, og da hun spurgte, om jeg fejlede andre ting, sagde jeg selvfølgelig, at jeg havde Aspergers syndrom og bipolar affektiv sindslidelse. Begge dele er ret ligegyldige for en frossen skulder og en diskusprolaps, men nu spurgte hun jo, og så var jeg selvfølgelig ærlig. Jeg har faktisk papir på, at jeg ikke er dum, så jeg orker ikke helt at blive anset som sådan. Og det kan da også være, jeg bare er for følsom?

Ikke at forstå den slags er bare et meget godt billede på, hvordan det kan være at have autisme. Mange af os sanser mindre og er meget konkrete. Fx forstår jeg aldrig vittigheder, emojis, “sjove” billeder mv., folk viser på Facebook. Og tit sidder jeg virkelig og spørger mig selv “Hvorfor er det mon sjovt?”. Jeg prøver virkelig, men det lykkes ikke.

Frossen skulder plus diskusprolaps i nakken

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Vidunderlige Valomand

Vidunderlige Valomand

Hjerne som en computer

Vidunderlige Valomand

Den seneste tid har flere nævnt “Valomanden”, og jeg blev opmærksom på, at jeg aldrig havde set den oprindelige DR-Dokumentar fra september 2001. Den rørende 58 minutter lange udsendelse kan ses kvit og frit på Bonanza.

I programinformationen skriver Danmarks Radio:

Portræt af autisten Martin Gunnarsen. Som treårig var han besat af benzinmærker. Som femårig vidste han alt om broer, og da han var otte, var hans værelse fyldt med Valosæbepakker. I dag er han 46 år gammel og samler stadig. Han har en hjerne som en computer, en enorm omgangskreds og en svaghed for smukke lyshårede piger. Kalendere, togplaner eller telefonbøger bruger han aldrig. Han har det hele i hovedet. Åndssvag lød eksperternes dom dengang i 1960. I dag ved vi, at Martin er autist. DR-Dokumentar fortæller hans forunderlige historie.

Man kan kun holde af ham og af de mennesker, han omgiver sig med. En vigtig brik i spillet er hans omsorgsfulde mor. Hun fortæller fx om, at han som lille er indlagt på Dronning Louises Børnehospital i 17 forfærdelige døgn. Efter en uge får hun allernådigst lov at besøge ham og se ham gennem en glasrude. Hun siger blandt andet: “Der sad han og kiggede på sine hænder og så ud som en, der havde opgivet det hele”. Åh herregud … den slags kan jeg slet ikke tåle, uden at tårerne står i kø. Hospitalet diagnosticerede ham som “åndssvag”.

Forældrene troede ikke på dommen, for de mente, at Martin manglede flere træk, som i hvert fald nogle åndssvage har. De mente, at nogle åndssvage er opsøgende, mens de vidste, at Martin helst gik sine egne veje i sin egen verden og havde sine egne lukkede systemer. 

De tog ham blandt andet til en “klog mand” i Tyskland, der gjorde et eller andet med nogle stemmegafler, som han placerede forskellige steder uden på hovedet. Ingen blev klogere af det.

Hjemvendt finder de endelig Himmelev Børnehjem, hvor forstander Sofie Madsen med det samme ser, at “han er da vist en af vore”, da hun har set Martins fascination af vinduer og vindueshasper. På ingen tid lærer Martin, der da er 10 år, at læse, stave og skrive – og naturligvis geometri. Som moderen siger med en pegende bevægelse mod hjerneskallen: “Han havde jo altså noget herinde; det skulle bare kaldes frem.”

Ud af en tangent: egne erindringer

Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på dengang jeg som barn (før 1973), gik rundt og besvimede. Helt umotiveret faldt jeg bare om midt i leg eller noget andet. Det var, mens min far levede, så mine forældre handlede på det og tog mig til specialister – formentlig neurologer – i både Randers og Viborg. En overgang troede man, jeg havde epilepsi, men det havde heldigvis intet på sig. Da man aldrig fandt en årsag, skulle jeg bare “vokse mig fra det”. Og det virkede da også. Dengang skulle børn vokse sig fra det meste.

Af og til har jeg overvejet om besvimelserne havde med Aspergers syndrom at gøre? Gad vide om det var det, man i dag ville kalde nedsmeltninger? Det er selvfølgelig ligegyldigt nu så mange år efter, men tanken taler om tiden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

Hvorfor sender vi de unge studerende “hjem”?

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

(Billedet er genereret af OPenAI/CharGPT 4.0. Det rammer egl. meget godt)

Jeg har lige set TV Avisen kl. 12:00; der var ikke en gang noget om H.M. Dronningen …

Nye Borgerlige nedlægger heldigvis sig selv og så er den anden store nyhed, at regeringen i al sin visdom nu vil oprette “partnerskaber” med Indien og Filippinerne, så Danmark kan “importere” sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter derfra. Pressemeddelelsen findes på Sundhedsministeriets hjemmeside.

  • Der er jo egl. ikke noget at grine af, men jeg sad alligevel og lo. Jeg synes, det ligner et mislykket forsøg på en feberredning fra 25. kartoffelrække.
  • Dansk Sygeplejeråd peger med det samme på, at der er 5.000 pæredanske sygeplejersker, som det ville være bedre at trække tilbage til deres egentlige profession, i stedet for at de har forladt blandt andet hospitalerne, fordi arbejdsvilkårene ganske enkelt er for ringe. Jeg kender et par af dem.
  • Ville det ikke være smartere at ændre vores udlændingepolitik? Faktum er, at mange af de unge kvinder, der sidder i årevis og rådner op på et udrejsecenter (for at blive “motiverede” til at rejse “hjem” til et sted, de måske aldrig har været), var i fuld gang med at uddanne sig til netop social- og sundhedsassistenter. Og de taler glimrende dansk, og de kender den danske kultur, eftersom de har boet og arbejdet her i årevis. Mange af dem kom fra Syrien i 2015.

Sprogproblemer

Det er svært at forstå indisk-engelsk! Nogle gange, hvis jeg bøvler med noget på computeren, finder jeg et par videoer på YouTube. Mange af dem er på indisk-engelsk, og der har jeg “udfordringer”. Jeg synes, det er rigtig svært.

Mange af de mennesker, der har behov for social- og sundhedsassistenterne er ældre og gamle. Der er mange i den generation, som ikke engang taler britisk engelsk, for det lærte de ikke i skolen. Og de forstår da slet ikke indisk-engelsk. FOA peger helt rigtigt på sprogbarrieren og kulturbarrieren.

De ansatte skal lære dansk, og skal kende både de danske fagtermer og dansk kultur
– Sproget er rigtigt vigtigt, når vi arbejder med ældre, siger Tanja Nielsen fra FOA.
– Det betyder meget, at vi kan tale med hinanden. ‘Hvad lavede du i weekenden?’ ‘Hvad lavede du juleaften?’, siger hun.
– Snakken om dansk kultur er rigtig vigtig, for det er her den ældre eller demente borger kan relatere, siger hun.

At gribe om nælden ved dens rod

Hvornår kan hele cirkusset implementeres? Det vil tage årevis. For hvis det skal gøres ordentligt og med respekt for de ældre og gamle, skal der tilrettelægges målrettede, langvarige kurser til de studerende i Mumbai, Manilla mv., hvor dansk sprog og kultur indgår som noget af det første og det blivende gennem hele uddannelsen. Der skal tænkes godt og grundigt, for at det ikke bare bliver en eller anden “løsning”, der kunne være købt hos Netto. For det kan vi ikke tillade os over for brugerne. Vi har behov for Irma-løsninger!

Jeg synes, vi ser det ene forsøg på en snup tags-løsning efter den anden på sundhedsområdet. Vi havde engang et fint og forkromet sundhedsvæsen. Jeg er rasende over, at det snart er fuldstændig smadret. Måske skal jeg bare være glad over at være blevet syg for så mange år siden?

Uha – vi kan sørme ikke bruge flere penge på sundhed, så vi må hitte på noget. Men når det kommer til forsvarsområdet, indgås der nemt et bredt forlig til en værdi af 143 mia. kr. over en 10-årig periode. Gad vide, hvordan sundhedsområdet ville se ud, hvis man også her tilførte 143 mia. kr.?

På sundhedsområdet ville man gribe om nælden ved dens rod, hvis man også greb dybt i portemonnæen. Der er ganske enkelt behov for “Send more money”. De effektiviseringsgevinster, der skulle og kunne indhøstes, er for længst opnåede siden regionerne blev oprettede i 2007.

Magten tilbage til lægerne

På det samme område mener jeg i øvrigt, at man burde give flere kompetencer = mere magt tilbage til lægerne! Jeg elsker Excel, og jeg har levet af tal i tabeller i årevis og været utrolig glad for det! Men programmet har (måske) sine begrænsninger. Jeg er klar over, at dette kan forekomme kontroversielt, men lad mig komme med et eksempel:

På cancerområdet arbejdes med et maksimalt antal dage, inden patienten skal være sat i behandling, altså en behandlingsgaranti. Flere onkologer siger: “Det er slet ikke alle kræftformer, hvor behandlingsgarantien giver mening.” For nogle kræftformer spreder sig vanvittigt hurtigt, så vi skal gribe ind med det samme, og der er 30 dage lang tid. Andre kræftformer udvikler sig langsommere, så der kunne vi måske fint have styr på situationen også indenfor en både 60 og 90 dages behandlingsgaranti.

Når ressourcerne ikke er uudtømmelige, må vi altså vurdere hvert tilfælde individuelt og se på, hvad behovet er. Hvis man er dygtigere til Excel end mig, kan man sikkert bruge programmet til at danne sig det nødvendige overblik over den samlede situation. Men i sidste ende må det være et lægeligt skøn baseret på en livslang ekspertise.

En meget kort fortælling

Og så kan jeg ikke undlade at fortælle: Jeg har en specifik problemstilling, som jeg gerne vil drøfte med en privatpraktiserende psykiater. Der er ikke tale om en udredning – bare nogle samtaler. Jeg gik til min egen læge og fik en henvisning. Jeg ringede til psykiateren, der sagde “Du kan få en tid om 63 uger”. Det kan jeg ikke vente på, så jeg er gået i tænkeboks for at finde alternativer.

Så er det alligevel bedre at have cancer – selv på AUH.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

En frossen skulder er ved at tø op

En frossen skulder er ved at tø op

Det er helt exceptionelt

En frossen skulder er ved at tø op

Jeg er meget, meget glad og lettet efter for første gang i livet at have besøgt et privathospital. Det tog ham 11 minutter og 9 sekunder (lydfilens varighed) at finde ud af følgende:

  • Det er en frossen skulder.
  • Den er ved at “tø op” af sig selv. Det er exceptionelt at det “kun” har varet tre uger (Jeg synes nu, det er længe nok).
  • Det er karakteristisk, at det opstår ud af den blå luft og kan gå i sig selv igen på tilsvarende vis. Jeg vågnede ganske enkelt op i går og tænkte “Det er bedre”.
  • De resterende smerter i 1. og 2. finger vil formentlig fortage sig i løbet af 3 – 4 uger. (Dem kan jeg leve med).
  • Drop fysioterapien. Der er ingen dokumentation for, at det skulle virke. (Jeg synes faktisk, det har gjort det værre, og af den grund har jeg ikke lavet øvelserne).
  • Der er ingen grund til en MR-scanning.
  • Blokader (med ultralyd) gives kun, når det er rigtig slemt.

Grunden til at jeg er glad er, at jeg har læst om, at en frossen skulder kan vare i årevis, og det er virkelig en smertefuld tilstand. Jeg har vandret rundt om natten og grædt.

Jeg er også glad fordi, det ikke er en diskusprolaps eller et sammenfald i nakken, som fysioterapeuten udtænkte, da han fuldkommen havde afvist “(dyb-)frossen skulder”, og som ville have været ret alvorlige tilstande, der i meget lang tid kunne have hindret mig i at gøre det, jeg gerne vil bruge min tid på. Jeg har aflyst den næste tid!

Maskinhenvisninger til fysioterapeuterne

Min oplevelse er lidt, at de praktiserende læger altid anbefaler fysioterapi, når de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med fx en smerteplaget patient. Det er det, jeg kalder “maskinhenvisninger”. Og jeg forstår godt de praktiserende læger, for hvad søren skal de stille op? De har ikke meget i værktøjskassen. Min læge talte om MR-scanning, som næste skud i bøssen, men der er lang ventetid.

Jeg er meget begejstret for min egen læge, som jeg har haft i mere end 20 år. Faktisk kom jeg til klinikken, før hende selv. Jeg var nemlig også “kunde” hos de tidligere ejere af klinikken. Hun er simpelthen så lyttende, spørgende, empatisk og interesseret.

En praktiserende læge ved lidt om meget og dækker jo et kæmpe område indenfor både somatik og psykiatri. Som patient har man i stedet ofte brug for en, der ved meget om lidt.

Bekymret over de nye toner om almen praksis

Der er røster fra Danske Regioner, der vil ændre grundlæggende på almen praksis (her er en interessant artikel fra Ugeskrift for læger). Danske Regioner mener, at vi som patienter ikke længere kan kontakte egen læge ved problemer. Og regionerne fungerer jo strålende, så det har de nok forstand på … Se bare på mave-tarm kirurgien i Aarhus …

Danske regioner har fået den “fantastiske idé”, at vi ikke længere kan kontakte egen læge direkte. Næh nej – vi skal i stedet ringe til et “kontaktpunkt”, der beslutter, om vi må gå til egen læge. Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin kalder det for et “nationalt 1813”. Det er første gang, jeg er enig med M om noget. Og med baggrund i min første – og sidste – erfaring med 1813 anser jeg det for en mindre katastrofe, udtænkt af mennesker, der ikke har forstået værdien af at have en egen læge, man har kendt i årevis. Og en egen læge, der selvfølgelig har kendt patienten lige så længe.

Danske Regioner lægger i sit udspil, som kan hentes på deres hjemmeside, op til, at det nationale kontaktpunkt på sigt kan tænkes sammen med den regionale lægevagt, 1813 og Region Sjællands akutnummer 1818. Det skal nok gå godt.

Danske Regioner understreger overfor TV 2, at det centrale nummer ikke skal afløse kontakten til egen læge, men blot fungere som et supplement. Det kan eksempelvis være i tilfælde af mindre alvorlige henvendelser, hvor man har behov for at få forlænget en recept eller har ørepine.

Hos min læge kan man bede om receptfornyelse på hendes hjemmeside. Det fungerer upåklageligt og lynhurtigt. Og hvis man nu har ørepine (tåbeligt eksempel) hvordan kan den så klares telefonisk? Hvorfor har man ørepine? Hvad kan der gøres? Det er nok svært, selv for Danske Regioner, at se ind i øret via telefonen, men der er selvfølgelig Zoom, Facetime og Teams, og hvis man nu holder øret henimod sin iPad, kan det måske klares ad den vej? Vi lærte jo meget af pandemien.

Jeg er kommet i psykiatrien i 9½ år og kan skrive under på, at for mig udgør det relationelle halvdelen af helbredelsen. Jeg bliver tryg, når jeg møder overlægen på 808 eller min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Vi kender hinanden, for jeg er kommet der så længe. De finder ikke pludselig på, at jeg har generaliseret angst eller noget andet, jeg ikke tidligere har hørt om. De roder nemlig ikke patientjournalerne sammen.

Og faktisk vigtigst af alt: Jeg skal ikke begynde forfra hver eneste gang. Jeg bliver taget alvorligt med det samme. Det er for mig en vigtig parameter.

Man kan stille mange spørgsmål. Her er nogle få:

  • Hvor kommer ressourcerne til “supplementet” fra? Hvilke områder skal beskæres, for der kommer næppe nye penge?
  • Hvorfor skal man nærmest gøre sig fortjent til at se sin læge?
  • Hvem er det, man får i røret hos kontaktpunktet?
  • Hvem beslutter, om man må gå til sin læge?
  • Hvilke kriterier lægges til grund?

Tror de, at man render til læge for sjov? Hvorfor er lægen så ophøjet et menneske, at man næsten ikke kan få foretræde? Bliver det ligesom 1813, hvor man skal være døden nær, før man kan få hjælp?

Følgende er hentet fra TV2’s hjemmeside:

Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, lægges der op til “en fuldstændig omkalfatring af ledelsesforholdene”, hvor Danske Regioner vil tage styrepinden. Jes Søgaard siger yderligere: Det svækker jo i væsentlig grad hele samspillet og båndet mellem borgere og deres praktiserende læger.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.