En frossen skulder er ved at tø op
Det er helt exceptionelt
En frossen skulder er ved at tø op
Jeg er meget, meget glad og lettet efter for første gang i livet at have besøgt et privathospital. Det tog ham 11 minutter og 9 sekunder (lydfilens varighed) at finde ud af følgende:
- Det er en frossen skulder.
- Den er ved at “tø op” af sig selv. Det er exceptionelt at det “kun” har varet tre uger (Jeg synes nu, det er længe nok).
- Det er karakteristisk, at det opstår ud af den blå luft og kan gå i sig selv igen på tilsvarende vis. Jeg vågnede ganske enkelt op i går og tænkte “Det er bedre”.
- De resterende smerter i 1. og 2. finger vil formentlig fortage sig i løbet af 3 – 4 uger. (Dem kan jeg leve med).
- Drop fysioterapien. Der er ingen dokumentation for, at det skulle virke. (Jeg synes faktisk, det har gjort det værre, og af den grund har jeg ikke lavet øvelserne).
- Der er ingen grund til en MR-scanning.
- Blokader (med ultralyd) gives kun, når det er rigtig slemt.
Grunden til at jeg er glad er, at jeg har læst om, at en frossen skulder kan vare i årevis, og det er virkelig en smertefuld tilstand. Jeg har vandret rundt om natten og grædt.
Jeg er også glad fordi, det ikke er en diskusprolaps eller et sammenfald i nakken, som fysioterapeuten udtænkte, da han fuldkommen havde afvist “(dyb-)frossen skulder”, og som ville have været ret alvorlige tilstande, der i meget lang tid kunne have hindret mig i at gøre det, jeg gerne vil bruge min tid på. Jeg har aflyst den næste tid!
Maskinhenvisninger til fysioterapeuterne
Min oplevelse er lidt, at de praktiserende læger altid anbefaler fysioterapi, når de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med fx en smerteplaget patient. Det er det, jeg kalder “maskinhenvisninger”. Og jeg forstår godt de praktiserende læger, for hvad søren skal de stille op? De har ikke meget i værktøjskassen. Min læge talte om MR-scanning, som næste skud i bøssen, men der er lang ventetid.
Jeg er meget begejstret for min egen læge, som jeg har haft i mere end 20 år. Faktisk kom jeg til klinikken, før hende selv. Jeg var nemlig også “kunde” hos de tidligere ejere af klinikken. Hun er simpelthen så lyttende, spørgende, empatisk og interesseret.
En praktiserende læge ved lidt om meget og dækker jo et kæmpe område indenfor både somatik og psykiatri. Som patient har man i stedet ofte brug for en, der ved meget om lidt.
Bekymret over de nye toner om almen praksis
Der er røster fra Danske Regioner, der vil ændre grundlæggende på almen praksis (her er en interessant artikel fra Ugeskrift for læger). Danske Regioner mener, at vi som patienter ikke længere kan kontakte egen læge ved problemer. Og regionerne fungerer jo strålende, så det har de nok forstand på … Se bare på mave-tarm kirurgien i Aarhus …
Danske regioner har fået den “fantastiske idé”, at vi ikke længere kan kontakte egen læge direkte. Næh nej – vi skal i stedet ringe til et “kontaktpunkt”, der beslutter, om vi må gå til egen læge. Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin kalder det for et “nationalt 1813”. Det er første gang, jeg er enig med M om noget. Og med baggrund i min første – og sidste – erfaring med 1813 anser jeg det for en mindre katastrofe, udtænkt af mennesker, der ikke har forstået værdien af at have en egen læge, man har kendt i årevis. Og en egen læge, der selvfølgelig har kendt patienten lige så længe.
Danske Regioner lægger i sit udspil, som kan hentes på deres hjemmeside, op til, at det nationale kontaktpunkt på sigt kan tænkes sammen med den regionale lægevagt, 1813 og Region Sjællands akutnummer 1818. Det skal nok gå godt.
Danske Regioner understreger overfor TV 2, at det centrale nummer ikke skal afløse kontakten til egen læge, men blot fungere som et supplement. Det kan eksempelvis være i tilfælde af mindre alvorlige henvendelser, hvor man har behov for at få forlænget en recept eller har ørepine.
Hos min læge kan man bede om receptfornyelse på hendes hjemmeside. Det fungerer upåklageligt og lynhurtigt. Og hvis man nu har ørepine (tåbeligt eksempel) hvordan kan den så klares telefonisk? Hvorfor har man ørepine? Hvad kan der gøres? Det er nok svært, selv for Danske Regioner, at se ind i øret via telefonen, men der er selvfølgelig Zoom, Facetime og Teams, og hvis man nu holder øret henimod sin iPad, kan det måske klares ad den vej? Vi lærte jo meget af pandemien.
Jeg er kommet i psykiatrien i 9½ år og kan skrive under på, at for mig udgør det relationelle halvdelen af helbredelsen. Jeg bliver tryg, når jeg møder overlægen på 808 eller min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Vi kender hinanden, for jeg er kommet der så længe. De finder ikke pludselig på, at jeg har generaliseret angst eller noget andet, jeg ikke tidligere har hørt om. De roder nemlig ikke patientjournalerne sammen.
Og faktisk vigtigst af alt: Jeg skal ikke begynde forfra hver eneste gang. Jeg bliver taget alvorligt med det samme. Det er for mig en vigtig parameter.
Man kan stille mange spørgsmål. Her er nogle få:
- Hvor kommer ressourcerne til “supplementet” fra? Hvilke områder skal beskæres, for der kommer næppe nye penge?
- Hvorfor skal man nærmest gøre sig fortjent til at se sin læge?
- Hvem er det, man får i røret hos kontaktpunktet?
- Hvem beslutter, om man må gå til sin læge?
- Hvilke kriterier lægges til grund?
Tror de, at man render til læge for sjov? Hvorfor er lægen så ophøjet et menneske, at man næsten ikke kan få foretræde? Bliver det ligesom 1813, hvor man skal være døden nær, før man kan få hjælp?
Følgende er hentet fra TV2’s hjemmeside:
Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, lægges der op til “en fuldstændig omkalfatring af ledelsesforholdene”, hvor Danske Regioner vil tage styrepinden. Jes Søgaard siger yderligere: Det svækker jo i væsentlig grad hele samspillet og båndet mellem borgere og deres praktiserende læger.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Jeg kender Mathias E. Nielsen. Han er en ung mand på 31 år. Han er direktør for – og stifter af – virksomheden 
Podcastserien, som jeg linker til ovenfor, har den overordnede titel “Er det et handicap?” Svaret er “nej”, hvis man fx indretter arbejdspladsen efter medarbejderen og ikke forsøger at indrette medarbejderen efter arbejdspladsen.
