/3 Kommentarer/i /af

1813 er spild af tid for alle parter

1813 er spild af tid for alle parter

Første og sidste gang jeg har ringet 1813

1813 er spild af tid for alle parter

Jeg er helt til rotterne og kan ingenting. Jeg har næsten ikke sovet, da jeg ikke kan finde en stilling med bare lidt lindring. Det bliver hele tiden værre.

Jeg var nødt til at gå på indkøb for at have mælk nok at indtage forud for Ipren og Pamol, som gør det nogenlunde udholdeligt i dagtimerne. Mælken beskytter mod akut blødende mavesår.

For første gang nogensinde besluttede jeg at ringe til 1813. Jeg brugte samlet set 77 minutter på muzak og ingen hjælp, eftersom mit problem ikke er akut. De spurgte nærmest, om armen er ved at falde af (er der feber? er der misfarvninger?) – og det er den jo ikke. Og så kan de ikke hjælpe. Så er vejen via egen læge, som de dog venligt sender en SMS om, at man har kontaktet dem. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Hvor henvender man sig så med vilde smerter? Det private?

Jeg har linket til indeværende artikel på regionsrådsformand Lars Gaardhøjs Facebookprofil. Det bliver interessant at se, om han svarer.

Pivet eller ej?

Ingen mennesker vil vel stille sig op og sige “Jeg er nok noget pivet”; ergo mener jeg heller ikke, jeg er pivet. Men efterhånden ved jeg det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan være nogen steder, og at dette er et mareridt.

Fra i går

Ovenstående skrev jeg i går, men kunne ikke gøre det færdigt pga. smerterne. I dag er det bedre. Jeg har sovet godt, og vågnede med følelsen af “det er bedre i dag”. Jeg har taget smertestillende for at holde det i skak, så lige i skrivende stund er det okay. 1. og 2. finger er fortsat “døde” og gør ondt, men det kan man vænne sig til.

Jeg er stadig skuffet over 1813, og at der ikke er nogen steder at gå hen, når man ikke aner sine levende råd. Jeg misbruger ikke systemet; jeg har aldrig ringet til dem tidligere, og det kan de sikkert se et eller andet sted, og det må de gerne for min skyld.

Efter de første ca. 70 minutters ventetid i telefonen med deres hæslige muzak får man fat i en sygeplejerske, der først og fremmest er interesseret i, om man ringer hjemmefra? Jeg ved ikke, hvilken betydning det har, hvor man ringer fra. Og der er jo sikkert en grund. Det forekom mig bare mærkeligt.

Jeg bekræftede, at jeg ringede hjemmefra. Herefter spurgte hun til symptomerne. Det kan være, at det med feber og/eller misfarvninger er symptomer på blodpropper mv. Det ved jeg ikke, for jeg er jo ikke læge. Jeg blev venligt nok viderestillet til en læge, der bare sagde, at jeg henvendte mig det forkerte sted, da det ikke var akut. Næh, når det begyndte den 20. december, og jeg stadig er i live, er det selvfølgelig ikke akut. Det kan selv jeg se. Det kunne sygeplejersken vel have fortalt? Nu spildte vi bare også lægens tid.

Min bekymring

Jeg ringede til 1813, fordi jeg er bekymret over, at fysioterapeuten har skrevet “… mulig diskusprolaps eller sammenfald” i nakken. Det er ikke noget, vi har talt om, og jeg ved det kun, fordi jeg sidder med journaludskriften.

Jeg synes ikke, jeg tør lave en simpel øvelse, hvor man skal hælde hovedet mod højre. Nakken føles låst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Det tværgående samarbejde mangler

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Jeg har i dag været hos fysioterapeuten og tudet både af frustration over situationen og af smerte. Jeg troede, det skulle være noget dejligt at gå til fysioterapeut, men det var det langt fra. Så hjem at æde nogle flere Ipren 400 mg og Paracetamol 500 mg.

Jeg fortalte ham, at jeg har en aftale med en ortopædkirurg på tirsdag. Han spurgte forbløffet om, hvordan jeg havde fået det i stand? Og jeg måtte fortælle om, at jeg har brudt alle mine hævdvundne principper og har søgt tilflugt i “det private”. Og jeg fortalte om mine bevæggrunde for at gøre det. Om at jeg fx ikke orker en tur i karrusellen for i månedsvis at blive sendt fra den ene klog mand til den næste kloge kone osv.

Det var som om, han slet ikke var enig, dog sagde han det ikke højt, så det er min tolkning og mine gætterier. Det indrømmer jeg blankt. Jeg bad ham beskrive sine fund i journalen og printe det for mig, så jeg har noget at tage med til ortopædkirurgen. Fysioterapeuten mente ikke, ortopædkirurgen ville være interesseret i det. Men det kan vi jo ikke vide, hvis han ikke i det mindste får tilbuddet og muligheden for at sige fx “Nej tak. Jeg er ligeglad. Jeg stoler kun på mig selv.”

Fysioterapeuten “advarede” herudover om, at jeg kan blive vældig skuffet, hvis vedkommende ortopædkirurg kun har forstand på skuldre, undersøger mig og siger “det er ikke mit bord”, når det nu næppe er en “frossen skulder” fordi bevægeligheden gudskelov er alt for god. Nogen må kunne fortælle, hvad det så i stedet er.

Mit behov er fakta og vished

Jeg har behov for at vide, hvad der foregår i min krop. Jeg vil gerne vide, hvorfor jeg kan høre knæk-lyde fra skulderen, når jeg ligger ned. Jeg tror altså ikke, det er psykosomatisk, for det lyder højt og tydeligt. Og det er heller ikke fordi, jeg tror, jeg har brækket noget, og at jeg derfor er ved at falde fra hinanden. I givet fald ville jeg jo være lam eller noget andet grimt.

I fysioterapeutens venteareal hænger forskellige opslag. Et af dem drejer sig om billeddiagnostik, hvor det i seks punkter forklares, hvorfor fysioterapeuter ikke giver en bøjet femøre for det. Desværre glemte jeg at tage et billede af plakaten. Det gør jeg næste gang, som er på fredag.

Set fra mit synspunkt ville det bare være vældig rart at vide, hvad der foregår derinde. Uden den viden er det vel svært at sætte de rigtige modforanstaltninger i gang?

Hvorfor arbejder de ikke sammen?

Oplysningerne i journalen er jo sådan set mine egne data, og derfor fik jeg selvfølgelig en udskrift med mig (i hånden). Hurra for GDPR! De kan ikke sige nej. Jeg er noget overrasket over at se overvejelser om en mulig diskusprolaps i nakken … Det sagde han da ikke noget om.

Men jeg undrer mig over den manglende lyst til – og interesse for – samarbejde med andre faggrupper. Patienten har kun en krop. Den ene krop har behov for flere faggruppers samarbejde og input, når symptombilledet er uklart.

Hvis mine fordomme om “det private” står til troende, vil en ortopædkirurg næppe sige “dig gider vi ikke beskæftige os med”. De driver en forretning, så mon ikke de et sted i butikken vil prøve at finde en, der i stedet/også kan hjælpe? Det vil jeg tro, for ellers er de dårlige købmænd, og det vidner regnskabstallene for den sektor ikke ligefrem om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Selv jeg tyr til “det private”

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Jeg har altid betalt min skat med glæde, fordi jeg mener, det er et korrekt omfordelingsprincip, fordi det er soleklart, at “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, tjener man mange penge, har man også rigeligt råd til at betale skatten, og fordi jeg har ment, at jeg fik meget for pengene – måske ikke her og nu men så muligvis en gang ud i fremtiden.

Systemet er en art kollektiv forsikring, der – i modsætning til forsikringsselskaberne – ikke har noget imod at dække, når skaden sker, idet der ikke er et bagvedliggende profitmotiv.

Fremtiden har indhentet mig siden 2014, og det kan såmænd være, jeg har fået det retur, som det progressive skattesystem har bedt mig indbetale. Jeg prøvede engang at beregne, hvad mit forløb havde kostet, men det var ikke muligt at skaffe data.

Jeg har gjort noget, der strider mod alle mine principper og alle mine tanker om, hvad der er rigtigt og forkert mht. (u-)lighed i sundhed: Jeg har bestilt tid på Capio Gildhøj privathospital og kan komme til forundersøgelse på tirsdag. Jeg har fået stedet anbefalet af en Facebook-ven, der havde en (måske) lignende problemstilling.

Jeg havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske for mig, men jeg kan ikke holde dette ud længere, og jeg vil have mit liv tilbage. Og jeg orker ikke et langt forløb, hvor jeg vil blive sendt frem og tilbage mellem alle mulige kloge mænd og koner, der kommer med hver deres gisninger. På tirsdag ser jeg med det samme en ortopædkirurg. Jeg vil have facts og vished. Jeg gætter på, at jo før, der sættes ind, jo kortere bliver forløbet.

Problemet med det offentlige sundhedssystem er, at skiftende regeringer i årevis har drænet det for både materielle og immaterielle ressourcer (blandt andet mennesker) via kreative metoder, der skulle modernisere og effektivisere. De dygtigste medarbejdere er mange steder flygtet til det private sammen med patienterne. Jeg forstår dem desværre godt.

Øvelserne fra fysioterapeuten forværrer det?

Den omtalte Facebook-ven bad mig være opmærksom på, om øvelserne fra fysioterapeuten forbedrede eller forværrede det. Natten har været lang, idet jeg har gået tudende rundt og ledt efter lindring uden at finde den.

Det kan (måske) skyldes et af to/tre:

  1. Jeg sad i aftes i min seng og lænede mig op ad hovedgærdet, mens jeg så en film af to timers varighed. Det klemmer på nerven.
  2. Øvelserne fra fysioterapeuten? – som jeg måske udfører forkert?

Uden at jeg kan sætte en finger på årsagen, er der et eller andet ved den fysioterapeut, der gør mig utryg. Og det er nok helt urimeligt, for han er sikkert dygtig på sit felt, som jeg jo intet kender til. Men man skal føle tryghed ved sin behandler.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hos læge og fysioterapeut

Hos læge og fysioterapeut

Det kan gå stærkt

Hos læge og fysioterapeut

Jeg sad klar i morges 7:59, for min læge åbner for telefonen kl. 8:00. Jeg var i kø som nr. to og fik en akuttid kl.10:00.

Inden da havde jeg booket den tidligst mulige tid i hendes bookingsystem – den 8. januar … Hun er så god og jeg er virkelig glad for hende, hun gør nemlig altid, hvad jeg siger 🙂 Men det skyldes jo bare, at jeg selv har prøvet at finde ud af noget, læst om det, aktiveret mit netværk osv.

Måske spiller det også lidt ind, at hun gennem 20 år har den erfaring, at jeg kun kommer, når lokummet brænder. Jeg plejer jo heldigvis ikke at fejle noget somatisk.

Hun testede og undersøgte og hældte mest til den dybfrosne skulder men var alligevel i tvivl, fordi bevægeligheden egl. er rimelig. Henvisning til fysioterapeut og recept på ordentlig smertedækning i stedet for det der håndkøbspjat, hvor man også på apoteket kun kan købe 2*10 Pamol af 500 mg. Jeg kender godt baggrunden for reglen, og det er selvfølgelig fuldt forståeligt, men har man mange smerter, er det vanvittigt frustrerende.

Bliver det ikke hurtigt bedre, kan jeg bare komme igen. Og hun sagde nærmest, at jeg ikke skulle spare på de smertestillende. Det gør jeg bestemt heller ikke. Smerten må ikke “komme op at ringe”, for det forværrer bare det hele.

Fysioterapeut kl. 18:00

Efter turen på apoteket gik jeg straks hjem og ringede til en fysioterapeut. Til min store overraskelse kunne jeg få en tid i dag kl. 18:00. Og der har jeg så været.

Han undersøgte og testede også. Han mener heldigvis ikke, det er en frossen skulder men “bare” en voldsomt irriteret nerve. Det stammer muligvis fra nakken, da jeg nok er lidt “skæv”. Det siger frisøren også altid. Han kan ikke klippe lige, hvis jeg ikke retter mig op. Jeg har fået nogle øvelser, som jeg må se, om jeg kan finde ud af. Jeg er bare et fjols til sådan noget, men jeg vil gøre alt …

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at jeg lige har købt nye briller, og de almindelige kunne jeg slet ikke bruge ved skærmen, da jeg for at fokusere sad og bøjede nakken lidt bagover; det holdt jeg kun til i 1½ uge. Så røg der 2.000 kr. mere til også et par deciderede skærmbriller. Jeg synes, det er den eneste ændring, jeg har foretaget, bortset fra at jeg har købt den nye store skærm.

Jeg spurgte til tidsperspektivet. Hvis jeg kan få det til at fungere med øvelserne, og det er, som han tror, vil det muligvis kunne klares på 14 – 21 dage. Det er virkelig opløftende i forhold til en frossen skulder, hvor tidsperspektivet kan være årelangt. Jeg kan jo ikke sætte mit liv på stand by i flere år. Det har virkelig bekymret mig.

Ny tid på fredag! Det er skønt.

Hvad med akupunktur?

Tre mennesker har uafhængigt af hinanden sagt “akupunktur” til mig. Den tredje, som jeg kender relativt godt, fortalte om helt konkrete og målbare resultater i løbet af meget kort tid.

For så vidt angår de to første var jeg så dum bare at afvise det, da jeg anså det som en form for “alternativ behandling” – og her var min opfattelse fuldkommen antikveret. Akupunktur er ikke (længere) “alternativ behandling”. Det er en anerkendt og effektfuld metode, der bruges også på landets sygehuse.

Så er der ikke effekt i løbet af de 14 – 21 dage, går jeg til lægen igen og beder om en henvisning til en akupunktør. Dette skal bare holde op! Jeg vil have mit liv tilbage, og jeg savner min forskning og tilsvarende gøremål.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.