Jeg skal ikke på plejehjem!

Jeg skal ikke på plejehjem!

Parolen var “Længst muligt i eget hjem”

Jeg skal ikke på plejehjem

Om den parole fortsat er gældende, er jeg ikke klar over, men faktum er, at jeg bliver her. Jeg skal ikke på plejehjem og spille ludo. Det føler jeg mig simpelthen for god til; det er under min værdighed.

Jeg vil være hjemme hos mine egne ting, ved mine egne vinduer og ved min egen computer, der udgør grundstammen i mit liv. Andre kan mene, det er underligt, men ikke desto mindre er det sådan, det er. Det er det, der gør mig glad og tryg.

Måske skal jeg så ligge i min egen afføring, men det gør jeg hellere hjemme i min dejlige lejlighed end på et eller andet plejehjem, hvor det er “underklassen”, der er ansat (jfr. Nye Borgerlige i “Altinget” den 21. oktober 2022).

Da jeg troede, jeg var dement

Jeg glemmer det aldrig. Jeg må have været i en (nær)psykose?:

Engang i 2018 eller 2019 var jeg oppe midt om natten. Jeg ville lave kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man gjorde, skønt jeg har lavet kaffe på gammeldags manér siden 1. august 1980. Det giver rundt regnet 100.000 kopper kaffe – men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det.

Og jeg lagde brødkniven på plads i køleskabet. Jeg var klar over, at der skulle den ikke ligge; samtidig kunne jeg ikke finde andre placeringsmuligheder.

En del af mig var altså helt væk, men en anden del af mig var smerteligt bevidst, at dette var helt galt. Jeg var simpelthen så bange for, at jeg nu var dement eller bare på vej til at blive det. Samtidig var jeg klar over, at hvis jeg virkelig var på vej ad den vej, ville jeg ikke være klar over det. En virkelig dualisme.

Jeg var så bange, at jeg ringede til psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej, der sagde, at jeg skulle pakke tasken og komme med det samme. Og det gjorde jeg selvfølgelig i tryg forvisning om, at de både kunne og ville tage sig af mig. Og det gjorde de som så ofte før. De fik dysset det hele ned, men frygten sad i mig. Og af og til kan jeg genkalde den, når jeg rækker ud efter endnu en pakke blå Irma på øverste hylde.

Nu er jeg glad, for jeg ved, at det var en ubegrundet frygt. Jeg var ikke på vej til at blive dement.

Et stærkt mandskab hos FOA

TV2, som jeg ikke ser, har åbenbart vist en udsendelse om fuldkommen urimelige og frygtelige vilkår på et plejehjem i Køge. Jeg kommenterede tidligt på dagen de reaktioner, jeg havde set, og jeg pointerede, at jeg ikke havde set udsendelsen, men at jeg alene forholdt mig til omtalen af udsendelsen. Jeg skrev højt og larmende, at det, mht. netop de påpegede forhold på netop dette plejehjem, vel måtte være anses bevist vha. billeder, at forholdene for beboerne var utilstedelige.

Det skulle jeg aldrig have gjort, idet topfolk i FOA (Torben Hollmann og Brian Kobbenagel) blev ved med at skyde mig ting i skoene, som jeg aldrig nogensinde havde udtalt mig om. Jeg forholdt mig til, hvad jeg havde forstået på en række seere, som jeg fandt valide. Og det var jeg åben om. De fremturede med, at jeg fremkom med en generel kritik at samtlige deres medlemmer, hvilket jeg naturligvis aldrig kunne finde på. De, der læser med her hos mig, vil formentlig kunne genkende min profil.

Der blev formenlig brugt 20 kommentarer, før jeg fik dem til at holde mund. Til sidst måtte jeg skrive til Torben Hollmann: “Jeg har ALDRIG nogensinde skrevet om den generelle kvalitet, for det ved jeg intet om. Derfor kan jeg heller ikke besvare dine spørgsmål”. Det var svar på hans spørgsmål om mine holdninger til kvalitetsstandarderne. På et tidspunkt stoppede det heldigvis, og mit indtryk er, at jeg faktisk fik det sidste ord. I hvert fald holdt de kæft!

Jeg synes, det er trist, man ikke kan indgå i en saglig debat uden at få skudt udsagn i skoene, som man aldrig har fremsat. Debatten bliver noget helt andet end saglig. Facebook er et dejligt medie, men hvis man mener noget, med det man siger, skal man godt nok stå tidligt op. Men i dag var jeg nu også oppe 6:55, så de fik mig ikke.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

2 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg har ikke set dit FaceBook-opslag, men jeg vil dog sige, at jeg aldrig kunne finde på at skrive om en udsendelse, jeg ikke selv har set. Hvad fik dig dog til det?

    Det ude af verden, så _har_ jeg set udsendelsen. To gange. Det var intet mindre end forfærdeligt. Der blev begået overgreb mod nogle meget svage borgere. Jeg har fuld forståelse for, at det ikke er verdens bedste job at skulle rydde op efter en voksen, der er smurt ind i afføring. Men den person har jo netop brug for empatiske hjælpere. Situationen i sig selv er så nedværdigende, hvis der så efterfølgende bliver brugt vold overfor én i den situation, ja så holder alting op. Jeg ville alvorlig talt hellere dø end ende i den situation.

    Jeg er selv i den modtagende del af ældreplejen, og med et par beklagelige undtagelser får jeg fantastisk hjælp. Det par gange, jeg har følt mig trådt for nær, har jeg åbnet næbbet og givet ren besked. Det har hjulpet, aldeles omgående. Frygten er, hvad der sker den dag, man ikke længere er i stand til at sætte igennem og forlange at blive ordentligt behandlet. Da er det jo, at man er totalt underlagt en andens magt. Hvis den anden så er en uempatisk, træt, uuddannet, overarbejdet og udbrændt sosuhjælper, så har vi balladen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Under “normale omstændigheder” ville jeg heller ikke skrive om en udsendelse, jeg ikke har set! Jeg forholdt mig til seriøse og oplysende kommentarer, fra mennesker jeg mener leverer valide kommentarer og som jeg har “kendt” gennem flere år. Det svarer til, at hvis du skrev om en udsendelse, ville jeg stole på dig, da jeg har “kendt” dig i lige knap 10 år, og kommentere/skrive om det, du skrev – og sådan set ikke om udsendelsen. Okay, sondringen er måske nok lidt subtil. Og måske var det ikke mit kvikkeste moment! Derudover synes jeg ikke, det var “normale omstændigheder”.

      Din beskrivelse svarer helt til, hvad jeg har læst hos andre. Det lyder forfærdeligt, og jeg ville ikke kunne holde ud at se udsendelsen. Den slags kan jeg ikke klare. Selv ville jeg også foretrække at dø (alene herhjemme) end at ende sådan.

      Fra 1. august 1980 og ca. et år frem gjorde jeg rent i De Gamles By på Nørrebro i København. Der var gulvene på stuerne ofte smurt ind i afføring. Jeg husker stadig både lugt og udseende. Det var altså ulækkert – men de gamle mennesker kunne jo ikke gøre for det.

      Jeg er også i den modtagende del af hjemmeplejen. Jeg får hjælp til medicindossering. Og jeg er også utrolig godt tilfreds. “Min” social- og sundhedsassistent er en sød ung kvinde i 30’erne og vi får os en lille snak om mangt og meget, hver gang hun er her. Når vi er færdige med det, lader jeg hende passe arbejdet, for det skal hun jo koncentrere sig om (hjerne – ikke varme hænder!), og jeg går ind til mig selv for ikke at forstyrre. Med mindre hun er på kursus eller har ferie, er det altid hende, der kommer. Det er jeg glad for, for det betyder også, at min kommune har styr på butikken.

      En enkelt gang kom der en “fremmed” (altså en anden), der var enormt stresset. Det mærkedes tydeligt, og det var en ret ubehagelig følelse. Jeg åbnede også “næbbet”, da “min” faste social- og sundhedsassistent kom næste gang. Og hun sagde helt klart, at det ville hun lige nævne på kontoret. Det er det eneste, jeg nogensinde har været mindre glad for.

      Tjah, “den dag man ikke længere kan sætte sig igennem”, håber jeg, at jeg heller ikke ved det og ikke er klar over, at jeg måske bliver dårligt behandlet.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *