/i /af

En Stegemüller, drab i 1945 og Finnebørn

Det er sørme sket, som jeg altid har håbet på: Jeg er blevet kontaktet af en af min farfars søskendes børnebørn, der bor i Tyskland. Vi er jævnaldrende og hun havde googlet lidt og fundet den tyske del af min hjemmeside (den er beskeden, men den er der da). Hendes far var dansk, hendes mor tysk, og selv taler hun ikke dansk.

Vi har mailet lidt frem og tilbage og hun har bidraget med mange sjove små detaljer. Og så sker der det, som jeg altid tænker på med forskning i efterkommere: Når man har udvekslet data og gamle billeder, hvad så? Hvad har to mennesker sammen, fordi de nu har en fælles oldefar og derfor begge to hedder Stegemüller? Ikke ret meget.

Jeg tror, andre mennesker er bedre til den slags end mig. Jeg er et fjols til udveksling af almindeligheder og small-talk.

Samtidig prøver jeg at sætte mig i det sted, at jeg fandt en grandonkels barnebarn via Internettet. Hvor meget ville jeg så selv bidrage med af nyere familiehistorie til et menneske, der var mig ret fjernt. Faktisk tror jeg ikke, det var så meget. Pudsig tanke for en slægtsforsker.

Hendes farmor var gift én gang, før hun blev gift med en Stegemüller. Nu har jeg fra to dele af familien, at den 1. ægtefælle blev skudt på vej hjem på cykel på åben gade. I første omgang havde jeg kun ”under besættelsen”, som er et lidt vidt begreb, men nu er der kommet dato på: februar 1945. Jeg skal lige have set lidt i gamle aviser, når vejen en dag falder forbi Det kongelige Bibliotek. Det var vel heller ikke i ’45 så sædvanligt at blive skudt på åben gade!

Inde i hovedet har jeg allerede opdigtet alverdens historier om, hvad baggrunden kan være? Måske var han en frihedskæmper, måske var han en værnemager, måske var han en stikker, måske var det slet ikke ham, der skulle have været skudt, men den næste cyklist? Hvordan man end vender og drejer det, så vil vi fra den generation, der ikke har oplevet besættelsen, altid synes, det er en spændende tid. Og det er ikke en dis-respekt for de, der oplevede ”de fem forbandede år”.

Lørdag viste DR2 (min yndlingkanal) en udsendelse om Finnebørnene. Jeg har altid hørt om dem, men ikke været helt klar over, hvad begrebet dækkede over. Det var gribende at se de små blive sendt herned, hvor Tysken pludselig var fjenden, knytte sig til de danske plejeforældre og måske alligevel blive sendt tilbage til de finske forældre, selv om de efter nogle år ikke længere kunne et ord finsk. De finske forældre havde gjort det eneste rigtige, redde børnene fra den russiske overmagt under vinterkrigen, sendt dem herned (og andre steder), og pludselig ville de ikke hjem igen. Resultatet var det samme: de mistede deres børn – men det var måske alligevel lettere at miste drengen til det gode sønderjyske købmandspar end til de russiske kanoner? Verden er ubegribelig!

/i , , , /af , , ,

Glad – en gang lommefilosofi

For det meste går man bare rundt og lever, uden at tage stilling til, hvordan det nu er at være i live. Og sådan skal det nok også være. Jeg har det nu lidt anderledes. Mit lille mantra er “Life is an offer you can’t refuse”.

Slægtsforskningen med kirkebøgernes optegnelser om dåb, konfirmation, vielse og død, og det at jeg er medejer og medstifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en ressource til slægts- og lokalhistorikere, hvor jeg ind i mellem tager billeder af alle gravsten på en kirkegård og efterfølgende indtaster teksten fra stenene i en database, gør at jeg er opmærksom på, at “Livet er jo dagene”, og at rækken af dage ikke er uendelig, selv om de fleste af os lever sådan.

Vi tror, vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist. Men det er en fejlslutning. Måske burde jeg ikke tænke sådan, men det gør jeg altså, for det er ofte bevist, at jeg har ret 8)

Når man har erkendt – og ved – at vi ikke er her evigt, er det om at optimere den periode, vi er her. Det kan gøres i det store og i det små. For mig har det ikke materialiseret sig i det store, men jeg er opmærksom på, at kan jeg vælge, gør jeg kun det, jeg har lyst til. Et ex er at lade være med at lade som om, jeg er udadvendt, når jeg overhovedet ikke er det. Måske er lykke bare at leve i overensstemmelse med den, man nu er? Kunsten kan så være, at finde ud af, hvem man er.

I mange år (mere end 10) havde jeg kun fokus på mit arbejde og min karriere, som bare er meget almindelig; jeg havde ikke tid til at leve. Dengang var jeg ofte utrolig bange for pludselig en dag at være blevet gammel, at vende mig om, og så sige “Jamen det var jo slet ikke sådan, det skulle være”. Der er kun én chance, og den kommer aldrig igen. Søndag den 16. september 2007 kommer aldrig igen. Da jeg fik en hobby, begyndte jeg at prioritere tid til den, hvilket vil sige, tid til mig.

På den måde kan jeg sidde en søndag foran en kirkebog, min pc og med gode gamle Giro 413 i baggrunden og føle mig glad. Bare sådan helt almindelig glad. Det er er da herligt.

/i , /af ,

Holmens Kirkegård

Weekenden gik med at fotografere gravsten til Tage på Holmens Kirkegård. Det er vel blevet til omkring 1.200 billeder og er bare fire små bidder af denne mastodont.

Det har været en udfordring, fordi kirkegården er så gammel og mange steder tilgroet, at jeg til tider har været nede og kravle ind mellem træerne, og så ind med kameraet, og spændt se på, hvad der kom med ud. Til tider et brugbart billede.

Det værste er spindelvævene, for de kommer jo altså ikke af sig selv; man ved godt, at der et sted i nærheden gemmer sig en edderkop. Typisk dem der med meget tynde ben og så en krop (eller hvad det nu er) på størrelse med et knappenålshoved. De tager fire skridt, så har de krydset en gravsten er halvt oppe i en tuja. Kunne de ikke forbydes adgang til kirkegårde? Jeg bryder mig ikke om dem.

Gamle sorte sten er så pæne at se på, men står de i skygge er de svære at fotografere, og står de i høj sol som i dag, så er det også svært. Refleksionerne synes at forevirre alt det fine i objektivet. Der er måske samlet 10 af billederne, som jeg ikke er tilfreds med; men jeg ville da lægge dem på min egen hjemmeside – når det er til andre, så bliver man godt nok selvkritisk. Jeg håber, du kan lide dem Tage – for de kan ikke tages om

Ugen har også budt på gennemgang af Bingoer fra Lundins GEDCOMP; Det er en helt genial service, han tilbyder. Man sender sin fil ind, den gennemgåes, og når man har rettet så mange fejl, man nu kan/vil, indsender man den rettede fil og giver besked om, at filen er klar til sammenligning. Og er man heldig, får man besked om hvilke andre slægtsforskere, der arbejder med de samme personer, som man selv. Man får de såkaldte Bingoer retur med et summarisk uddrag af egne data og den andens data.

I starten, jeg brugte denne service, troede jeg idéen var, at jeg skulle kontakte alle disse mennesker. Det var uoverkommeligt. Nu har jeg fundet fidusen: jeg gennemgår hver enkelt e-mail for detaljer i den andens fil, og så tjekker jeg selv, om jeg kan nå til samme resultat, hvilket er en reel mulighed nu, hvor Arkivalier Online altid er lige ved hånden (hvor er det dog dejligt). På den måde kan der lægges ekstra små brikker i det store puslespil.

En information, som jeg kunne se flere havde, men som jeg ikke gjorde brug af, drejede sig om Christen Pedersen og hans hustru Kirsten.

Han kan være født i Ølstykke 1694, og hjemmedøbt den 26. august 1694 Ølstykke, 1685-1734, opslag 30, fil. K02-01-A Tekst :

“1694. D 26 August bleff Christen Peder Smids Søn udi Ølstøcke, hiemme døbt; Sara Verner holt ___ daaben; ___ ___ vare: Maren Holgers, Kirsten Laiuritz Lauritsøns Kirsten, Niels Jørgensøns”

Jeg ved bare ikke, hvordan jeg kan være sikker på, at det er ham! Det eneste der antyder det er faderens erhverv – også smed. Hans vielse bør ligge før 1. barns dåb i 1720 i Ude Sundby, men kirkebogen findes stort set ikke på det tidspunkt.

Og om hustruen Kirsten: Muligvis hedder hun Mogensdatter til efternavn, da Mühldorff og Larsen skriver det ved hendes død. Men det fremgår ikke af kirkebogen, så jeg ved ikke, hvor de har det fra. Af bingoen fremgår også Mogensdatter, og at hun er født i 1700. Desværre er der ingen kildeangivelse. Det havde været rart.

Da de to mennesker er mine 5*tipoldeforældre på min farmors side, ville det være dejligt, hvis jeg kunne finde ud af, hvordan det hang sammen. Men sådan er slægtsforskning, og det kommer nok en dag.

/i , /af ,

Ferien er slut

Ferien synger på det allersidste vers, og det skal jeg da lige vænne mig til, for fire uger er gået, hvor jeg bare har lavet det, jeg havde allermest lyst til. Hvis det ikke var nødvendigt at gå på arbejde for at tjene nogle penge, ville jeg sagtens kunne beskæftige mig selv på fuld tid!

Der er blevet gjort en del ved slægten og slægtsforskningen. Fx er der langt om længe kommet et nyt lille glimt af historien efter et besøg i Kongenshus mindepark for hedens opdyrkere. Parken er et meget flot sted, hvis man holder af heden.

Det er længe siden, der har været tilvækst i mine glimt af historien, og det er ellers ikke fordi, jeg ikke holder ører og øjne åbne. Men alle de åbenbare historier er fortalt, og så er der dem, jeg kan falde over i kilderne, som på det seneste ikke har budt på større dramaer.

Når sommerferien er slut, er det også tid for aftenskolernes kataloger. Jeg springer altid om til afsnittet om IT med det samme. I år tilbyder FOF PhotoShop som fjernundervisning, og det har jeg så meldt mig til. Yes… sidde hjemme ved egen pc og få noget ny viden, det er lige mig. Enten kan man følge sit eget tempo eller deltage på et virtuelt hold. Jeg har endnu ikke besluttet mig, hvad jeg skal vælge. Materialet er kommet, og det er baseret på PhotoShop 7, det forstår jeg ikke helt, når det nu er flere år siden afløseren CS2 kom frem. Men teknikkerne er sikkert de samme.

Et par sider længere fremme (eller var det før?) var der også et weeekendkursus om Nikons digitale spejlrefleks – det tog jeg lige med i indkøbskurven. Hvor er det dejligt at bo i et land med traditioner og muligheder for undervisning også efter folkeskolen. Jeg sender Christen Kold og Grundtvig – folkehøjskolen grundlæggere – en venlig tanke. Mens jeg stadig betalte af på min uddannelse, var der ikke råd til sligt (for det er da faktisk små-dyrt), men nu er det en del af budgettet – og sådan kan man jo gå og føle sig rig.

Som sagt har det været en god sommer for slægtsforskningen. Viborg var en meget givtig affære, og så er der kommet ikke mindre end syv kirkegårde “i kassen”. Per Agerbæk gav en stor hånd med Slangerup og Jørlunde i går. Tak for det Per!

Sønder Omme og Ejstrup er færdige, og jeg er gået i gang med Nørre Snede. Interessen for det hjørne af Danmark skyldes jagten på min 3 * tipoldefar Morten Pedersens efterkommere. Ja det vil sige, jeg har egentlig fundet frem til disse efterkommere, men som enhver slægtsforsker ved, er det svært at finde dødsdatoer, når vi kommer frem i tid. Og der er gravstenene unægteligt praktiske. Jeg havde ikke tastet mere end 27 sten fra Nørre Snede før jeg havde fundet tre brugbare datoer.

Hvis du læser lidt længere ned, vil du se et indlæg om, at et bogprojekt er i sin vorden. Vi er begge meget begejstrede for idéen, men døgnet mangler timer