,

Arvestykker

Rengøringsvanviddet

Vanviddet har bragt mig ud i køkkenet til det absolut sidste – nu gider jeg virkelig heller ikke mere – og i dag var den ‘ekstra’ ting det åbne hjørneskab, hvor arvestykkerne fra mormor og morfar står, og det er virkelig ikke noget særligt, for de var mere end jævne folk. De var nok nærmere fattige fra fødsel til død.

Morfar var fra den jyske hede, nærmere bestemt Skjærlund i Brande Sogn med de fem eller seks stude på et husmandssted, og mormor var fra Ellinge Kongepart i Højby Sogn, Odsherred og havde seks søskende. Faderen var maler og kaldtes ‘Kludeskomaleren’, fordi han altid skiftede til sådanne, når han kom for at arbejde.

Morfar døde i 1982 og mormor i 1994, begge 83 år gamle. Jeg blev ikke orienteret om nogen af dødsfaldene.

Kaffekanden er fra morfar og sukkerskålen er fra mormors ‘fine’ stel, som var stablet op i det dækketøjsskab, der fulgte hende gennem hele livet. Parret blev skilt i 1956, og derfor havde de selvfølgelig hver deres service. Som nævnt er det ikke noget særligt, men jeg er glad for at have tingene, også selvom de bare står og samler støv og fedt fra gassen. Hvordan de på nogen måde er havnet hos mig, ved jeg ikke. Der er nærmest kun én kilde, og det er min mor i den korte periode, hun boede i Nykøbing, inden hun døde.

Jeg ved godt, det er lidt tåbeligt at hænge sådan ved en sukkerskål og en kaffekande plus oldefars böhmiske glas, men det er stort set, hvad jeg har arvet, så det er ting, jeg er glad for.

, , ,

Diverse

Der være et marked!

Min ven havde været i en pænere tøjbutik på Frederiksberg, hvor indehaveren måtte bede kunderne vente et øjeblik, fordi hun liiige var i gang med noget med butikkens hjemmeside. Det går jo ikke. Det skal hun da have mig til, så nu har jeg skrevet hende en kort uopfordret ansøgning – bare i hendes kontaktformular – så må vi se, om hun gider svare. Med reference til Barbro Shoes skal hun bare ikke forvente, jeg går i kjolerne 🙂 Det ville være urkomisk; bare ikke for mig. En art omvendt drag queen.

Der må være et kæmpe marked for den slags småjobs. Alle firmaer med respekt for sig selv har en webshop, og det kan næppe være nogen fordel for ejeren selv at skulle sætte den op og vedligeholde den. Jeg gætter på, at de brænder for deres produkter/idéer og ikke for at vedligeholde en hjemmeside, og det er så der, vi er det perfekte match. Det skal siges, at jeg aldrig har arbejdet med det mest udbredte shopsystem Woocommerce før, men det da kunne læres. Og det gør jeg gerne i min fritid. Egl. kunne jeg gå i gang i næste uge.

Markedet må være der, men hvordan opsporer man det, når man ikke er typen som Mads Skjern, der går ind og siger goddag og villigt venter en time med hatten (og kufferten) i hånden? Det er kompetencer, jeg ikke ejer.

Flæskesteg i gryde

Min morfar var fra 1899. Som ganske ung arvede han fra mine oldeforældre et lille husmandssted på den jyske hede. Oldefar havde drevet stedet med fem eller seks stude, men morfar ville mekanisere; han fik bare forkøbt sig på landbrugsmaskiner, så ejendommen gik på tvang i 1925. Maskinen på billedet hedder en aflægger, men jeg kan ikke lige huske, hvordan den fungerer.

Herefter arbejdede han i tørvemoserne og med forefaldende arbejde, indtil han i 1933 blev gift med min mormor. Jeg husker min mor fortælle, at der ikke var noget stort overskud hverken økonomisk eller menneskeligt. Hun ville vist gerne have været tandlæge, men den slags var selvfølgelig helt udenfor rækkevidde.

Jeg mener så bestemt, hun voksede op i Vig i Odsherred (i hvert fald i Odsherred), og mener også så bestemt, at hun og hendes bror kun gik i skole hver anden dag. Så hun kom ikke i realskolen men ud at tjene/i huset, steder hun ikke kunne lide at være.

Nå undskyld dette er en diskurs: Flæskestegen! Jeg talte med min ven der af en eller anden grund kunne huske det med, at min morfar stegte sine flæskestege i en gryde, og at de havde sprød sværd. Hver gang. Mens min far levede, dvs. indtil 1972, besøgte vi ofte min morfar, der boede i Odense i jordens mindste lejlighed med lokum i gården. Vi kom fra Brande. Stuen kunne vel rumme 3-4 enkeltsenge større var den ikke. Køkkenet var som en lille bitte entre og andet var der ikke, og en ovn var der da slet ikke. Men han havde sin kolonihave, som var en fryd for mig.. Jeg måtte plukke alt af alle buske og træer og spise alt, der var inden for rækkevidde. Det var som slaraffenland. Jeg husker stadig, at jordbærsorten hed Senga Sengana.

Han sled sig op på Specialbeton i Odense, men så fik han også et elektrisk vækkeur af ledelsen, da han gik på pension…

Remission

Jeg tør ikke tænke det, og jeg turde næsten ikke sige det i distriktspsykiatrien, men jeg føler mig nærmest “rask” – det hedder at sygdommen er i remission. Det er fantastisk, men måske er det bare fordi, jeg har vænnet mig til det lavere funktionsniveau, og føler mig rask, når jeg er 100 pct. der. Jeg kunne aldrig gå ud på det ordinære arbejdsmarked og klare et job der. Jeg ville blive sparket ud efter to timer. Remission betyder bare bedring og det er da fantastisk. Jeg går af og til en tur og glæder mig over det.

Når jeg næsten ikke turde sige det i distriktspsykiatrien, skyldes det, at så bliver jeg vel sparket ud, og hvad gør jeg så? Klarer mig selv, når jeg kunne bruge en snak med min fantastiske kontaktperson? Jeg har haft hende i vist nok tre år, så hun er et ankerpunkt, og så er hun dygtig. Og hvis man først er udskrevet, hvordan kommer man så ind igen? Hvor lang er ventelisten? Ny kontaktperson… Der var mange grunde til at tie stille, men jeg lyver ikke.

, ,

Hvor blev slægten af?

Piv piv

Denne post er tidskrævende, for jeg ser fortsat temmelig dårligt. I går var det helt vildt.  11 ud af 10 på en skal fra 1 til 10. Jeg fik tilsendt en mail med to filer, men jeg så tre og måtte spørge, hvad den tredie skulle bruges til. Afsenderen blev forståeligt nok noget forvirret.

Det er værst om morgenen. Som eksempel skulle jeg i morges over morgenkaffen åbne Excel for at revidere mit skønne ugeskema. Jeg kunne se noget grønt på proceslinien og klikkede der i den tro, at det var Excel; det var bare Publisher.

Det er ikke rart. Jeg håber, det snart er overstået.

Inspiration

Jeg sidder (langsomt) og laver lidt hjemmeside for en veninde, og det er i sig selv en ret lærerig proces, da hendes side skal se helt anderledes ud, end nogen af de andre sider, jeg har lavet. Og det er sørme også også inspirerende. Michael fra Designunivers.dk har været inde over en enkelt time, hvor jeg på forhånd havde samlet 15 spørgsmål sammen. Vi nåede dem alle. Det er en ret effektiv metode, og timen med ham bevirkede for det første, at jeg kunne komme videre og for det andet, at siden blev pænere, da han jo er designer, hvilket jeg ikke er.

Nyt galleri

Michael introducerede endnu en mulighed i Enfold (Enfold kan alt, det er bare om at finde ud af, hvornår man bruger hvad): Et mere dynamisk galleri, som jeg nu har stoppet alle de skønne gamle billeder fra min  fars side ind i. De billeder betyder meget for mig. Du kan se galleriet her.

Siden vil undergå forandringer. Lige p.t. ved jeg ikke, hvordan den skal være, men noget skal der ske. Problemet er, at jeg har så meget indhold, at det ikke kan være i menuen, men måske kan jeg finde en skabelon med en menulinje, der ligger under den øverste menu. Lige nu fungerer det i hvert fald ikke, og min testside er ’til reparation’…

Jeg er også bundet af siden med slægtsforskningen, der rummer mange sider med databasekald, og det har jeg virkelig ikke forstand på. Jeg tør ikke begynde at pille i det, da det ender med at koste penge.

Hvor blev slægten af?

Da jeg skulle lave galleriet, kunne jeg selvfølgelig ikke huske navnene på alle de mennesker, så jeg ville finde min database i Legacy frem, men gisp, den var ikke at finde nogen steder, og jeg ledte over alt. Væk. Ti års intensivt arbejde. Meget af det udført under depressionerne, hvor jeg var sygemeldt, og det hjalp at forsvinde ind i kirkebøger, folketællinger og gravsten.

Jeg har fotograferet mindst 11.000 gravsten, skrevet dem alle af i regneark, omdannet dem til CSV-filer, lagt dem i databaser og lagt dem på min hjemmeside. Sådan gør man gravsten søgbare.

Ræven har imidlertid flere udgange: Jeg har en kopi af mine vigtigste filer i e-boks. Alt det, der bare ikke forsvinde. 10 års arbejde må ikke forsvinde. Alt er nu bragt på plads,  der er kommet navne på i galleriet og databasen på nettet er også opdateret til seneste version af TNG.

Sveden er tørret af panden.