,

Barndommens fodbold

fodbold

En tur i Kvickly satte gang i minderne

I Kvickly i dag havde en dreng fundet en lækker læderfodbold, som han spillede med op og ned ad den lange gang mellem mejeri og gulerødder. Han måtte bare ikke få den, for den kostede 89 kr. Han blev henvist til en fodbold af plastik, og det satte gang i minderne.

Fodbold hos mormor

Jeg tilbragte mange sommerferier hos mormor, og som jeg husker det, var det tre uger ad gangen. I hvert fald var det dengang en sommerferie var meget lang. Pengene var små hos hende, men der var altid råd til en fodbold – af plastik. Det gjorde ikke noget, for jeg vidste ikke, at der fandtes andre. På tre uger kan man blive ret god til at drible, til at spille med et ben (jeg ved ikke engang, hvad det hedder), til at score mål osv. Der var ingen at spille med, men det generede mig ikke, for jeg har altid været en enspænder.

Mormor Mary Christensen

Mormor Mary Christensen

En plastikbold har en yderst begrænset levetid, for ryger den ind i hækken, får den nemt så store skader, at den punkterer og er færdig. Mormor var en dejlig mormor, for hun købte bare en ny fodbold. Jeg kunne jo ikke gøre for det. Hun boede i en periode lidt uden for Nykøbing Sj. overfor Nordstrand, så hos købmanden, hvor vi købte den nye fodbold, var der fyldt med turistragelse og ting til børn, de kunne tage med til stranden. Vi tog vist ikke på stranden, for jeg brød mig ikke om det. I det hele taget tog hun meget hensyn til mig.

Noget andet hun købte til mig hvert år var tre kulørte bolde, som det var meningen, jeg skulle jonglere med. Det lykkedes nogenlunde at lære at jonglere med den røde og den blå. Den grønne kom aldrig i spil. Jeg var for klodset. Hun elskede mig, selvom jeg ikke kunne finde ud af det.

Andre beskæftigelser hos mormor

Hun havde det så hyggeligt og var et kærligt menneske, så vi hyggede os utrolig meget gennem de tre uger. Noget af det, jeg husker, er, at når fodbolden var lagt til side for dagen, kom de gamle Familiejournaler frem sammen med en saks og noget papir. Så sad jeg og klippede ud og limede fast, mens hun så TV. Alt sammen uden noget formål; det var bare trygt og hyggeligt – og det kostede ikke noget.

Fodbold i Vollsmose

I min barndom boede jeg i Vollsmose fra januar 1974 til december 1975. Lejligheden var rigtig god og udendørsfaciliteterne for børn var suveræne. Lige nedenfor min opgang lå en kæmpe fodboldbane, og der blev spillet meget fodbold efter skoletid. I modsætning til rundbold og højdespring, som jeg overhovedet ikke kunne finde ud af, kunne jeg give drengene kamp til stregen her. Jeg var en suveræn målmand, og mig kom de ikke forbi med deres driblinger. Al træningen hos mormor viste sig ikke at være forgæves.

Har du den form for mindre fra dine bedsteforældres tid?

,

Arvestykker

Rengøringsvanviddet

Vanviddet har bragt mig ud i køkkenet til det absolut sidste – nu gider jeg virkelig heller ikke mere – og i dag var den ‘ekstra’ ting det åbne hjørneskab, hvor arvestykkerne fra mormor og morfar står, og det er virkelig ikke noget særligt, for de var mere end jævne folk. De var nok nærmere fattige fra fødsel til død.

Morfar var fra den jyske hede, nærmere bestemt Skjærlund i Brande Sogn med de fem eller seks stude på et husmandssted, og mormor var fra Ellinge Kongepart i Højby Sogn, Odsherred og havde seks søskende. Faderen var maler og kaldtes ‘Kludeskomaleren’, fordi han altid skiftede til sådanne, når han kom for at arbejde.

Morfar døde i 1982 og mormor i 1994, begge 83 år gamle. Jeg blev ikke orienteret om nogen af dødsfaldene.

Kaffekanden er fra morfar og sukkerskålen er fra mormors ‘fine’ stel, som var stablet op i det dækketøjsskab, der fulgte hende gennem hele livet. Parret blev skilt i 1956, og derfor havde de selvfølgelig hver deres service. Som nævnt er det ikke noget særligt, men jeg er glad for at have tingene, også selvom de bare står og samler støv og fedt fra gassen. Hvordan de på nogen måde er havnet hos mig, ved jeg ikke. Der er nærmest kun én kilde, og det er min mor i den korte periode, hun boede i Nykøbing, inden hun døde.

Jeg ved godt, det er lidt tåbeligt at hænge sådan ved en sukkerskål og en kaffekande plus oldefars böhmiske glas, men det er stort set, hvad jeg har arvet, så det er ting, jeg er glad for.

, , ,

Diverse

Der være et marked!

Min ven havde været i en pænere tøjbutik på Frederiksberg, hvor indehaveren måtte bede kunderne vente et øjeblik, fordi hun liiige var i gang med noget med butikkens hjemmeside. Det går jo ikke. Det skal hun da have mig til, så nu har jeg skrevet hende en kort uopfordret ansøgning – bare i hendes kontaktformular – så må vi se, om hun gider svare. Med reference til Barbro Shoes skal hun bare ikke forvente, jeg går i kjolerne 🙂 Det ville være urkomisk; bare ikke for mig. En art omvendt drag queen.

Der må være et kæmpe marked for den slags småjobs. Alle firmaer med respekt for sig selv har en webshop, og det kan næppe være nogen fordel for ejeren selv at skulle sætte den op og vedligeholde den. Jeg gætter på, at de brænder for deres produkter/idéer og ikke for at vedligeholde en hjemmeside, og det er så der, vi er det perfekte match. Det skal siges, at jeg aldrig har arbejdet med det mest udbredte shopsystem Woocommerce før, men det da kunne læres. Og det gør jeg gerne i min fritid. Egl. kunne jeg gå i gang i næste uge.

Markedet må være der, men hvordan opsporer man det, når man ikke er typen som Mads Skjern, der går ind og siger goddag og villigt venter en time med hatten (og kufferten) i hånden? Det er kompetencer, jeg ikke ejer.

Flæskesteg i gryde

Min morfar var fra 1899. Som ganske ung arvede han fra mine oldeforældre et lille husmandssted på den jyske hede. Oldefar havde drevet stedet med fem eller seks stude, men morfar ville mekanisere; han fik bare forkøbt sig på landbrugsmaskiner, så ejendommen gik på tvang i 1925. Maskinen på billedet hedder en aflægger, men jeg kan ikke lige huske, hvordan den fungerer.

Herefter arbejdede han i tørvemoserne og med forefaldende arbejde, indtil han i 1933 blev gift med min mormor. Jeg husker min mor fortælle, at der ikke var noget stort overskud hverken økonomisk eller menneskeligt. Hun ville vist gerne have været tandlæge, men den slags var selvfølgelig helt udenfor rækkevidde.

Jeg mener så bestemt, hun voksede op i Vig i Odsherred (i hvert fald i Odsherred), og mener også så bestemt, at hun og hendes bror kun gik i skole hver anden dag. Så hun kom ikke i realskolen men ud at tjene/i huset, steder hun ikke kunne lide at være.

Nå undskyld dette er en diskurs: Flæskestegen! Jeg talte med min ven der af en eller anden grund kunne huske det med, at min morfar stegte sine flæskestege i en gryde, og at de havde sprød sværd. Hver gang. Mens min far levede, dvs. indtil 1972, besøgte vi ofte min morfar, der boede i Odense i jordens mindste lejlighed med lokum i gården. Vi kom fra Brande. Stuen kunne vel rumme 3-4 enkeltsenge større var den ikke. Køkkenet var som en lille bitte entre og andet var der ikke, og en ovn var der da slet ikke. Men han havde sin kolonihave, som var en fryd for mig.. Jeg måtte plukke alt af alle buske og træer og spise alt, der var inden for rækkevidde. Det var som slaraffenland. Jeg husker stadig, at jordbærsorten hed Senga Sengana.

Han sled sig op på Specialbeton i Odense, men så fik han også et elektrisk vækkeur af ledelsen, da han gik på pension…

Remission

Jeg tør ikke tænke det, og jeg turde næsten ikke sige det i distriktspsykiatrien, men jeg føler mig nærmest “rask” – det hedder at sygdommen er i remission. Det er fantastisk, men måske er det bare fordi, jeg har vænnet mig til det lavere funktionsniveau, og føler mig rask, når jeg er 100 pct. der. Jeg kunne aldrig gå ud på det ordinære arbejdsmarked og klare et job der. Jeg ville blive sparket ud efter to timer. Remission betyder bare bedring og det er da fantastisk. Jeg går af og til en tur og glæder mig over det.

Når jeg næsten ikke turde sige det i distriktspsykiatrien, skyldes det, at så bliver jeg vel sparket ud, og hvad gør jeg så? Klarer mig selv, når jeg kunne bruge en snak med min fantastiske kontaktperson? Jeg har haft hende i vist nok tre år, så hun er et ankerpunkt, og så er hun dygtig. Og hvis man først er udskrevet, hvordan kommer man så ind igen? Hvor lang er ventelisten? Ny kontaktperson… Der var mange grunde til at tie stille, men jeg lyver ikke.