,

Der er uorden i de gamle billeder

Et enormt oprydningsprojekt er sat i gang

Det startede med, at jeg ville gøre en ende på de omkring 600 ubrugte mediefiler i The Next Generation of Genealogy Sitebuilder (TNG). Altså knytte billedfilerne til personerne, så hjemmesiden bliver mere spændende at se på og søge på.

Men, men, men… Det gik op for mig, at det var det forkerte sted at starte. Det rigtige er selvfølgelig at knytte personer og billeder sammen i stamdata-programmet Legacy (et slægtsforskningsprogram), hvorfra billedet med min morfars data stammer, og herefter lave en eksport af data og billeder fra Legacy og så en import ind i TNG. Det er den rette vej, når der skal være orden i tingene, så jeg ikke fortsat skal vedligeholde data to steder, som jeg ellers var kommet ind på, hvilket er en uskik og dømt til på et eller andet tidspunkt at gå galt.

1.061 billeder at ensarte

I Legacy har jeg 1.061 billeder, og de har da på et eller andet tidspunkt været knyttet til personerne, men det er de pludselig ikke mere. Hvordan den tilknytning kan være glippet, ved jeg ikke. Der er kun den hårde vej… et ad gangen, søge billedet frem og knytte til personen. Der er adskillige dubletter, så det er fint at få ryddet op og ud.

Når jeg nu alligevel er i gang, kan jeg lige så godt også rydde op i filnavnene, der bærer præg af at være oprettet over en periode på 10 – 15 år. De er overhovedet ikke strukturerede/ensartede. Det tager sin tid, men det bliver godt: fornavn, efternavn, ID-nr. Så er det lettere at forbinde personerne med billederne, og det bliver sværere at tage fejl.

Og så er der lige GPS-koordinaterne

TNG viser et fint begivenhedskort fra Google Maps for hver person. Koordinaterne dannes af Legacy, men Legacy gør det ikke særlig godt, for adskillige personer får pludselig vist steder i USA eller midt i Frankrig, hvilket er noget sjusk at se på. Så hvis jeg kan overtale mig til det, rydder jeg også op i dem, inden jeg eksporterer/importerer. Det er bare pokkers besværligt, og jeg har 2.032 steder, der skal tjekkes et efter et. Men det kan også blive godt.

Det er sørme godt, jeg har tiden til det 🙂

, ,

PhotoTangler Collage Maker

Fascinerende lille program til 127 kr.

Hvis du synes, det er sjovt og lidt udfordrende for kreativiteten at “lege” med dine billeder, nye som gamle, er “PhotoTangler Collage Maker” en nødvendighed. I 2017 skrev jeg en guide til programmet. Du finder den her.

Programmet findes både i en gratis version og en pro-version. Den gratis udgave har dog den væsentlige begrænsning, at man kun kan indsætte tre billeder. Det ses ofte, at forhandlerne skilter med, at et program er gratis, men ved nærmere eftersyn er programmet så begrænset i den gratis udgave, at det ikke er noget værd. Det kalder jeg bondefangeri.

Pro-versionen har masser af finesser. En af dem er, at man kan ændre samtlige billeder til “Grayscale”, så man ikke har nogle billeder i farve og andre i sort hvid, hvilket ville se underligt ud.

Jeg har styr på, hvem de er

I øverste venstre hjørne sidder Ane Margrethe NIELSEN (Født ANDERSEN), 1841 – 1926. Boet udlægges for begravelsesudgifterne. Hun er min 2 * oldemor. Slægtskabet er vist grafisk her.

Mogens Hansen fortæller (han var vist nok ven med en af cheferne i Arbejdsskadestyrelsen, hvor jeg havde min første ansættelse som kandidat): “Hun har sin barndom på Brede, og får som stor pige arbejde på Brede Klædefabrik. Senere får hun plads i huset hos en københavnsk familie, hvor hun lærer Jens Nielsen at kende. Han kom på besøg i det hus, hvor hun tjente, men da det ikke var velset at få besøg af sin kæreste, fortalte Ane Margrethe sit herskab, at det var en fætter fra landet, der var på besøg hos hende.”

Manden med barnet er min far, Jørgen STEGEMÜLLER, 1922 – 1972, med mig. Billedet er vist nok det første, der er taget af os, da de lige har hentet mig til Skjern fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.

Til højre herfor sidder min mormor Mary KRISTENSEN (Født CHRISTENSEN), 1910 – 1994. Hun var en fantastisk mormor, og jeg har tilbragt meget tid hos hende som barn. Billedet er et godt eksempel på effekten af omdannelsen til sort hvid. Sepia var aldrig gået sammen med alle de andre billeder i s/h.

Næste i rækken er min morfar Carl Frederik KRISTENSEN, aka Carl Baunsgaard, 1899 – 1982. Også ham holdt jeg meget af. Mine politiske anskuelser er delvist baserede på harme over det liv, der blev ham til dels. Som ung arvede han husmandsstedet “Schiøttsminde” på heden, og fik skøde på det den 1. marts 1919. Skødet er dog først tinglyst i 1922.

Han ville mekanisere “Schiøttsminde”, så driften blev baseret på moderne landbrugsmaskiner fremfor på heste. Han fik imidlertid forkøbt sig på maskinerne og gik konkurs. Der er tinglyst fogedudlægsskøde den 6. september 1929.

Morfar skriver selv i sin levnedsbeskrivelse til en købt slægtsbog fra 1977 (levnedsbeskrivelsen er et imponerende og rørende lille værk på 100 håndskrevne sider), at “auktionsdagen var frygtelig at komme igennem, fordi han havde følelsen af, at alle der, der var kommet for at overvære auktionen, tænkte, at nu havde han sat alt det over styr, som hans forældre havde bygget op.”

Herefter gravede han tørv i mange år og ødelagde tildels sin ryg på det. Mormor ville tilbage til Ellinge Lyng i Ods Herred, hvorfra hun stammede, så familien rykkede op fra heden, men morfar kunne ikke få arbejde på Lyngen, men måtte tage til Specialbeton i Odense som cementstøber.

Af slægtsbogen fremgår endvidere blandt andet:

Årene fra 1926-1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Omkring 1947 flytter familien til Ellinge Lyng på Sjælland, men Carl fortsætter med at arbejde rundt om i landet, så han er meget borte fra familien. I 1952 kommer Carl til fabrikken Specialbeton i Odense som støbemester, og den efterhånden faste adskillelse fra familien ender da også med separation og skilsmisse.

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelsen ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.”

Efter 16 års tro tjeneste, som 69-årig, får man et elektrisk vækkeur… Jeg kan huske det vækkeur endnu. Den mand sled sig selv op, boede i Allégade i Odense i den mindste lejlighed, man overhovedet kan forestille sig. Der var lige plads til en seng og et lille spisebord i det ene rum, der var. Køkkenet var på størrelse med mit køkken på kollegiet. Der kunne ikke stå to mennesker derude, men han kunne stege en flæskesteg med sprød svær i gryde, for der var ikke plads til en ovn. Lokummet var i gården.

I 1976 flytter han til en pensionistbolig i Odense, der også kun består af et værelse. Juli 1979 flytter han ind i stueetagen hos min mor og hendes mand i Svaneke. Der er også kun ét værelse, som er et baglokale til en butik. Han sidder dag ud og dag ind og ser på fjernsynet eller glor ind i væggen, da det er det eneste, han kan. Han er så dårlig, at han ikke kan komme ad trappen til første sal for at spise med os, så jeg går ned med en bakke til ham. Han har svært ved at komme ud i badeværelset, så han må bruge ble og tisse i en kolbe. Han bliver behandlet, som er han en belastning og kun til besvær. Efter jeg flyttede den 1. august 1980, kommer han på Svaneke plejehjem, som sikkert ikke er noget dårligt bytte. Af en eller anden grund er han begravet på Olsker kirkegård i november 1982.

Nede i venstre hjørne sidder Lydia Frida Martha NIELSEN (Født STEGEMÜLLER), 1892 – 1967, der er min grantante, fordi hun er datter af min oldefar hattemageren på Brede Klædefabrik. Slægtskabet er vist grafisk her. Aase Grethe Olsen (f. Stegemüller) fortæller i 2003: “Hun bliver gift med “Musiker-Karl”, der spillede nede på Nærum kro. De fik sønnen Kaj.”

Herefter atter min far og til sidst mig selv.

Thyregod kirkebog nu søgbar

Nu kan du søge i dele af Thyregod kirkebog

For adskillige år siden indtastede jeg store dele  af Thyregod kirkebog og lagde resultaterne på hjemmesiden. Dengang jeg slægtsforskede for alvor, var Arkivalier Online ikke opfundet, så vi var adskillige, der indtastede diverse kilder og gjorde dem søgbare. Det er jo ikke rigtig nødvendigt i dag, hvor vi alle kan sidde hjemme og slå op døgnet rundt.

Alligevel har jeg atter gjort tabellerne tilgængelige på hjemmesiden samme med gravstenene på Thyregod kirkegård. I lang tid har der stået på siden, at kirkebogen var med, men hvor den var blevet af, ved jeg ikke. Den er vel smuttet i en opdatering, uden jeg har opdaget det.

Du finder kirkegård og kirkebog her.

99 år i dag

Jørgen Stegemüller

Denne her lille fyr kunne – helt urealistisk – være blevet 99 år i dag. Sådan skulle det ikke gå. Han døde, kun 50 år gammel, den 21. november 1972 kl. 07:29 på Kolding Sygehus af sprængt hovedpulsåre efter et forgæves forsøg på transplantation. Jeg var ni år og skulle blive halvgammel, før jeg kom over det. Det var et traume, men sådanne kan heldigvis bearbejdes sammen med en dygtig psykolog.

Det betød straffesagen fra 1947

Han var en god far, der bare var steril, og derfor er jeg adopteret. I forbindelse med adoptionssagen, der varer mere end 1½ år, bliver samtlige deres forhold endevendt og det var lige ved ikke at lykkes for dem at få lov at adoptere, eftersom han var tidligere straffet:

Aktivt medlem af modstandsbevægelsen under tyskernes besættelse af Danmark. I en periode gruppefører i 4. komp., 1. deling, Afsnit 2. Som modstandsmand arbejdede han for fremmedpolitiet. Efter besættelsen samlede han sammen med andre unge mænd våben ind hos mennesker, de mente var kommunister. Det var selvtægt og naturligvis strafbart.

Kriminaldommeren i Københavns Nordre Birk 6/12-1947: betinget hæfte i 3 mdr., prøvetid i 5 år uden tilsyn, jf. straffeattest fra Politimesteren i Lyngby udstedt 22.11.1963.

Dommen betød også, at hans ansøgning fra juni 1950 om at komme til USA, som led i Marshallplanen, blev afvist, da amerikanerne ikke ville have straffede personer ind i landet. Det skal jeg nok være glad for, for tænk om han var kommet afsted og blevet derovre. Så havde mit liv været et andet.

(Note: Marshallplanen er en populær betegnelse for det amerikanske hjælpeprogram, European Recovery Program, som general og udenrigsminister George C. Marshall (1880-1959) satte i værk efter afslutningen på 2. verdenskrig til støtte for genopbygningen af Europa.)

Adoptionssagen er spændende

Det er mange år siden, jeg indhentede adoptionssagen fra Rigsarkivet, så jeg kunne læse om blandt andet min far. Jeg måtte lære ham at kende fra papir:

03-07-1962: “Andrageren oplyser om sine forhold, at han er født i Brede og opvokset i sit hjem som yngst af to. Faderen var designatør og er nu direktør ved Junckers Savværk [det står i sagen, men det er noget sludder. Felix har aldrig været på Junckers Savværk. Red.]. Barndomsforholdene skal have været gode nok, men man får indtryk af, at der ikke har været særlig stor kontakt. Andragerens søster er tre år ældre, hun er nu gift med overlæge Sigvard Kaae, Radiumstationen i København. Andrageren har taget realeksamen fra Lyngby Statsskole og har siden uddannet sig i tekstilbranchen…

Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

21-04-64: “Man har god kontakt med begge andragerne. Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold. Andragerinden er stadig den rolige, smilende varmhjertede kvinde.”

18-02-1965: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Det er da rørende. Sjovt nok så minder/mindede vi om hinanden, idet jeg også selv af og til betegnes som “hæmmet” og “tillukket” – helt så galt synes jeg nu ikke selv, det er.

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus, så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

En god far

Han brugte mange af sine vågne timer på sit arbejde (endnu et lighedspunkt) og var ambitiøs. Han tog tit “et smut” ned på fabrikken efter aftensmaden, og ofte var jeg med. Vi legede gemmeleg i de store tørrehaller, hvor klædet hang til tørre efter prøvefarvning, så man kunne vurdere, om det ville få den rigtige tone, når det var tørret op. Der var meget varmt og lugtede specielt; nærmest lidt hengemt. Det er specielt stadig at kunne huske den lugt.

Vi gik rundt til “arbejderne”, for sådan kaldte vi dem, der passede hver deres maskine. Man skulle op ad nogle interimistiske træstiger med fire til fem trin for at komme op på den “bænk”, hvor de stod foran maskinen. Meget ofte blev jeg budt på citronvand. Endnu et sjovt minde.

Derhjemme så han en ny Michaela Petri i mig, da jeg begyndte til blokfløjte. Da jeg aldrig har haft en tone i livet, var det langt fra virkelighedens verden, men det fortæller om relationen.

Det var ikke ham, men min mor, der tog slæbet i haven, når der fx skulle lægges fliser. Han foretrak lettere sysler såsom at brodere! Jeg har en bunke af hans broderede mellemlægsservietter med fuglemotiver. De har aldrig været brugt, og bliver det nok heller aldrig, men jeg kan godt lide at have dem.

Min mor havde gemt en bunke breve fra ham til til et vennepar i Kgs. Lyngby, som han skrev i 1954. De er også med til at give et billede af et menneske, jeg godt kunne lide og kunne identificere mig med.

Et sidste lighedspunkt

Hans fætters kone Elly Thomas fortalte f.eks., at han, når han skulle hjem fra hende og Poul, var en af hans typiske bemærkninger, at hvis der kom en taxa før en bus, så ville han tage taxaen.