Sandheden er ofte ilde hørt
Sammensatte erindringer
Erindringer, breve og kirkebøger fortæller ikke altid den samme historie. Når oplysningerne stritter i hver sin retning, opstår tvivlen: Hvad er sandt – og hvad er blot det, jeg helst vil tro?
Sandheden er ofte ilde hørt
Jeg har undersøgt min farfars dødsårsag, og den skulle være “alkoholisme”. Han døde i Randers i 1952. Det kan jeg slet ikke få til at passe med overleveringerne fra mine forældre og min fars ungdomskæreste. Jeg tenderer til at tro, at det er en fejl. På den anden side er det vel sådan, at at når der er noget, man ikke kan lide, så mener man, det må være en fejl? (Opdateret: Det var en fejl! Han døde heldigvis bare af “Hjerneemboli og trombose”).
Den bedste andenhåndkilde, jeg har til min farfar, er faktisk min fars ungdomskæreste, som jeg har kendt rigtig godt, idet hun og hendes mand tog mig under deres vinger, da jeg som 16-årig kom til København og ikke rigtig vidste, hvordan “verden var skruet sammen”. Det var blandt andet hende, der satte huen på, da jeg blev student.
På hendes meget gamle dage højt oppe i 90’erne, fik jeg kontakt med hende igen, og takkede for alt det, de gjorde for mig engang. Især det med studenterhuen står lysende klart for mig. Hun svarede nøgternt, “der var jo ikke andre”, og det havde hun ret i.
Jeg sagde til hende, at jeg var stolt over at være en Stegemüller og hun svarede: “det kan du også roligt være”. Det passer ikke med alkoholismen. Men det kan jo have været en offentligt kendt hemmelighed.
I hendes ungdom var hun på kontoret på Brede (underforstået Klædefabrik). På et tidspunkt kom hun til at smide nøglen til spindemesterens kontor væk, men min far reddede hende. De lærte hinanden at kende til et foredrag under krigen, hvor min far og hans ven Jan Bacher sad og smed små papirkugler i nakken på hende og hendes veninde.
Hun vragede min far og giftede sig med en anden, men de holdt alligevel forbindelsen lige til hans død i 1972.
Jeg har en stor stabel breve fra ham til hende og hendes mand. De fleste er fra 1955. Brevene er det tætteste, jeg kommer på min far bortset fra det lidt, jeg selv husker.
Et dejligt minde om ham og mig er, at jeg står i stuen i Brande, jeg er vel 3-4 år, og spørger min far, der sidder henne ved spisebordet med avisen, hvad jeg har kostet? Han svarer “vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Det blev jeg meget skuffet over, for barnelogikken var, at jeg skulle have været dyr for at være noget værd som menneske, men også at hvis jeg havde været dyr, kunne jeg bedre forstå “deres glæde over endelig at få et barn i hjemmet”, som der står i adoptionssagen.
Det var bestemt “en anden tid”. Blandt andet skriver han i brevene fra 1955 om noget tøj, han – der var uddannet i tekstilbranchen – skal fremstille til en af ungdomskærestens sønner, og han skriver “det skal vel være perlon?”. Det var på det tidspunkt, kunststofferne kom frem.
De holdt også forbindelsen til “moster Karen”, som var min farmor. Hvordan hun bliver til “moster”, er aldrig gået op for mig, da det vel vil kræve, at hun havde en søster, men det havde hun – så vidt jeg ved – ikke.
Kort før min fars ungdomskæreste døde 98 år gammel, sagde hun “Jeg har kun gode minder”.
Jeg var inviteret med til 100 årsdagen.
Slægtsforskning skal glæde familien – ikke gøre dem kede af det
Jeg har arbejdet med en af min farfars søskende og fået kontakt til et barnebarn. Jeg kunne slet ikke få brikkerne til at passe.
I flere dage troede jeg, at et barn var adopteret ind i familien og kom til at hedde Stegemüller. Moderen var hemmeligt fødende på Rigshospitalet og i kirkebogen i bopælssognet står blot, at barnet er navngivet til det pågældende sogn.
I kirkebogen står også, at moderen er borgerligt viet på en given dato. Det kan jeg heller ikke få til at passe.
Vielsen er ikke fundet i følgende kilder (eksempler på “ikke-fund”):
1) Københavns Amt, Sokkelund, Københavns Amts Nordre Birk, Ægteskabsbog for Københavns Amts Nordre Birk (slutter 1922 31/12)
2) Københavns Amt, Sokkelund, Lyngby, Ægteskabsjournal for Lyngby Sognefogeddistrikt 1941-1946
3) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1942 12 25-1944 8 26
4) Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, Duplikat af ægteskabsbog 1944 9 16-1946 1 26
5) Københavns Amt, Sokkelund, Tårbæk, Ægteskabsjournal 1923-1949
Jeg var utrolig bange for at afsløre en adoption, som barnebarnet og den afdøde moder ikke kendte til, så jeg var ekstra omhyggelig. Det viste sig heldigvis, at det var mig, der tog fejl. Det er tit sådan, at pårørende giver en masse oplysninger og måske også sender billeder, men det er næsten umuligt at få det til at passe, og det er svært at vide, hvem der er på billederne.
Billeder, hvor jeg er usikker på, hvem der er hvem, kasserer jeg simpelthen. Hellere det end at sætte noget forkert sammen.
Nu har jeg fået at vide, hvem faderen var, for det var en offentlig hemmelighed, men som sagt er han ikke anført nogen steder. Det virker underligt, men når datteren siger det, må det vel være sandt, selvom familien tit husker temmelig dårligt?
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
