,

Tilbage til slægtsforskningen

Tilbage til slægtsforskningen

Slægtsforskning med Legacy

Tilbage til slægtsforskningen

Åh, hvor har jeg glædet mig til at vende tilbage til slægtsforskningen. Hvor er jeg glad for at se Legacy og mine data igen.

Siden den 15. januar i år har jeg haft travlt med at hjælpe min ven Mathias Emil Nielsen, stifter og ejer af GladTeknik, med hans hjemmeside. Det startede alt sammen med, at jeg “bare” skulle læse læse korrektur på hans hjemmeside, men det udviklede sig, så jeg nu også er deres webmaster.

Det er et “job”, jeg elsker. Det er svært at adskille sproglig korrektur fra ting, der ikke rigtig fungerer på hjemmesiden. Enten får man øje på manglerne, eller også gør man ikke. Og min #Superkraft er, at jeg ser alle detaljer. Det er fx kun mig, der opdager, at et link ikke fungerer, som det burde. Jeg har altid troet, at alle mennesker ser alle detaljer, men har nu lært, at det gør de ikke.

Som hovedregel er jeg glad for min #Superkraft, for den har mange anvendelsesmuligheder. Men der er også undtagelser. Jeg har fx utrolig svært ved at læse opslag på Facebook, der er virkelig dårligt skrevne (fyldt med stave- og kommafejl, ingen mellemrum (2 * tvungen ny linje) osv.).

Er det fuldkommen Anders And, og er jeg “ven” med vedkommende, sletter jeg vedkommende som “ven”. Det kan jeg lige så godt, for jeg kan alligevel ikke læse vedkommendes indlæg. Som min psykolog siger: “Når en autist ser en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen”. Og det har hun ret i.

Og nu, hvor jeg er igennem “det lange seje træk” med ca. 400 sider og indlæg, er der kun det sjove tilbage. Det er utrolig sjovt at være webmaster! Det kan jeg virkelig godt lide. Man skal holde tungen lige i munden, hvis man gør noget “farligt” og man skal vide, hvad man gør. Selvfølgelig kan det gå galt, selvom man er forsigtig. Det gjorde det også for mig en dag.

Heldigvis havde jeg en kopi at rulle tilbage til. “Better safe than sorry”. Uanset hvad var det en “lesson learned”. Jeg var lige lovlig hurtig til at slette et plug-in. Et plug-in er et lille tilføjelsesprogram.

Men uanset hvad har jeg nu tid til at vende retur til slægtsforskningen, og det er virkelig dejligt. Jeg kan ikke læse korrektur mv. mere end 4-5 timer om dagen. Det vil hjernen ikke være med til. Men jeg kan slægtsforske 16 timer om dagen.

At vende tilbage til Legacy

Det er herligt at se Legacy igen. Og jeg ved ganske præcist, hvor jeg kom til i den store oprydning, for jeg har udviklet et lille Excelark, der hjælper mig med at holde øje med, hvor jeg er kommet til.

Bortset fra Sommer-familien, som jeg arbejdede med ultimo februar i år, var jeg i færd med nogle direkte aner i Hørup, Slangerup Sogn, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt. De stammer fra 1600-tallet, hvor størstedelen af kirkebøgerne er brændt, hvor der ikke findes folketællinger (den første findes i 1769), og findes kirkebøgerne, har jeg utrolig svært ved at læse dem. Og det er vel egl. okay, når de er 400 år gamle.

Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke for 20 år siden var tilstrækkeligt opmærksom på, at alt skulle dokumenteres. Erfarne slægtsforskere havde fortalt mig, at jeg skulle notere alt. Nu kan jeg se, at der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det overflødigt at notere. Som eksempel er jeg ikke i tvivl om, at oplysningerne om de direkte aner i Hørup i Slangerup Sogn stammer fra en valid kilde – men havde jeg dog bare noteret hvilken.

Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil komme igennem den store oprydning. Men jeg vil gøre mit bedste. Lige nu er jeg igennem ca. 11 pct. af databasen. Lykkes det ikke, vil det ærgre mig, men der er ingen døde eller sårede af den grund.

Er du interesseret, finder du langt det meste af min forskning her.

Tilbage til slægtsforskningen

Slægtsforskning med DNA

Jeg har indsendt mundskrab til både MyHeritage og Ancestry, og får også jævnligt e-mails fra i hvert fald MyHeritage. Jeg er nok bare en alt for traditionel slægtsforsker, for jeg har svært ved at tro på de mere end 6.000 matches. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal behandle dem. Hvad betyder i det hele taget “Forælders kusine i 2. led“? Det siger mig ikke så meget.

Min strategi er, at først gennemgår jeg min database, hvor jeg har sat slutdatoen til 31-12-2026. Og først derefter kigger jeg på alle de underlige ting fra MyHeritage.

Herudover har jeg smertelige erfaringer med at sige til en (formodet) halvsøster, at vi måske alligevel slet ikke havde fælles far. Så måske skal jeg bare holde mig til det, jeg kender ud og ind: slægtsforskning på papir?

Tilbage til slægtsforskningen

,

Payback time kan være positivt

Payback time kan være positivt

En skøn forårssøndag

Payback time kan være positivt

Tilbagebetalingsperiode
Den tid, det kræver for en virksomhed at afdække omkostningerne ved en investering. Tilbagebetalingsperioden for en investering har stor betydning, da længere tilbagebetalingsperioder oftest ikke er ønskværdige for en investor eller virksomhed.

Kilde: https://wordupmate.dk/ord/payback-period

Når folk taler om, at vi nu er nået til “Payback Time”, mener de sædvanligvis noget negativt.

Jeg mener noget positivt

Jeg har været hos min fars ungdomskæreste i tre timer og i 2½ time var hendes yngste søn og hans hustru, der også. Ham har jeg ikke set siden ca. 1985, hvor jeg sov på hans værelse, de weekends, han ikke var hjemme, fordi han var ude med – ikke garderne som jeg troede – men en afdeling af civilforsvaret.

Jeg vil så gerne betale lidt tilbage for alt det, de engang gjorde for mig. Og jeg tror, det lykkes. Jeg tror, vi er til gensidig gavn og glæde. Men selvfølgelig er det svært at vide det.

Brevene fra 1954

På forhånd havde jeg spurgt, om hun ville være interesseret i, at jeg tog en bunke gamle breve fra min far til hende og hendes mand Vagn med og læste dem højt. Det ville hun gerne have, idet hun ser ret dårligt. Bortset fra det fejler hun intet fra halsen op opefter, selvom hun lige er blevet 98 år. Gamle mennesker bliver ikke dumme!

Det er fascinerende. I fællesskab undrer vi os over, at brevene er havnet hos mig. De er sendt til hende og Vagn, de må være givet tilbage til min far før 1972, “min mor” har gemt dem og givet dem til mig senest 2006 og nu sidder jeg med dem.

Heldigvis er jeg så old-gammel, at jeg kan læse skråskrift, og min far skriver ret pænt. Så det gik. Det var vanskeligere med et postkort fra min farmor (som jeg aldrig har mødt, idet hun dør 1963 og jeg først kommer ind i billedet ca. 1966), som hun sender til mine forældre fra Bolsano i 1958. Indholdet er for så vidt uinteressant, lidt lirum larum om den gode mad og de fine liggestole; det er tidsbilledet, der er det interessante.

En anden del af tidsbilledet er, at min far skriver om “perlon”. Det var det nye “sort” dengang i efterkrigstiden, hvor man gik fra fx bomuld og uld og over til kunststoffer.

Brevene er fra 1954, hvor min far bor alene i Brande. Han vil meget gerne finde en ny kone (han er separeret fra sin første hustru Inge Theil Larsen, g. Sommer) og skriver om den ene og den anden unge pige, han træffer, og om at han nu snart må finde en, der kan lave noget ordentlig mad til ham.

Boligforholdene er ringe. Kakkelovnen er tændt konstant og alligevel sidder han med bælgvanter på og skriver i hvert fald et af brevene. Han har en god stilling og alligevel er boligforholdene ringe, men vi er jo også mindre end ti år efter krigen. Hans mor kommer dog og hjælper ham med at blive installeret i en ny lejlighed, hvor der bare er haner og knapper at dreje på, og det er slut med at hente vand i en bundfrossen pumpe.

Det skønneste citat er dette, hvor han bestemt ikke er høflig, men han kommer jo lige fra storbyen og ud på heden i Brande. Kulturchokket har været stort:

Det skal nu blive dejligt at komme til København igen og se og høre nogen, der kan sige andet end “a” og “do”. Det er en værre samling bønder herovre, men man kan vel ikke forvente andet.

Det er sjovt at lære ham at kende på den måde. Det er sjovt for både mig selv og for hans ungdomskæreste. Højtlæsningen gør, at han bliver mere levende, end når jeg bare læser dem selv. Jeg tror, det er lærerigt for os begge. Jeg har virkelig en fornemmelse af, at det glæder hende. Det er min “payback time”. Jeg vil så gerne, men er selvfølgelig i tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige … Når man ikke har en familie, er det vanskeligt at vide, hvordan man agerer i en familie.

De gamle billeder

Jeg har kæmpet for at få en ny blækprinter, der kunne printe de gamle billeder ud på rigtigt fotopapir. Da Burd endelig kunne levere en, var den fejlbehæftet og måtte returneres. Den næste smed PostNord væk, men man kan først klage efter fem dage. Endelig lykkedes det forleden at få leveret en multifunktionsprinter, der rent faktisk virker. Jeg er ikke tilfreds med scanningerne, men måske kan noget justeres. Så langt er jeg ikke nået.

Jeg udvalgte en stabel gamle billeder og printede dem ud på rigtigt fotopapir – intet er godt nok (“payback time”). Jeg havde glædet mig utroligt til at medbringe dem. Lige i dag så hun ekstra dårligt, men nu vil hun kunne finde dem frem igen og glæde sig over dem, og det er jeg sikker på, hun vil. Jeg har skrevet bag på dem alle; selvom hun måske ikke selv kan se det, kan børn og børnebørn.

Alle på billederne herunder hedder Stegemüller

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

At holde af er at være bange for at miste

At holde af er at være bange for at miste

Hvor mange besøg kan jeg nå?

At holde af er at være bange for at miste

Topbilledet forestiller: min farmor Karen Sørensen g. Stegemüller, min fars søster Kirsten, min farfar Felix Stegemüller og endelig min far Jørgen. Det er desværre nødvendigt at bringe en vandmærket kopi.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg af og til savner at høre til et sted – hvilket ikke betyder, at jeg ikke er glad for livet, som det ser ud, og at det ikke betyder, at jeg ikke accepterer omstændighederne, som de nu en gang er. Og de er helt fine nu. Intet kunne være bedre.

Min fars ungdomskæreste er 98 år, og i den alder kan der ske så meget. Ingen af os er uforgængelige, og det eneste, vi ved, er, at det hele en dag er slut. Vi har nu set hinanden tre gange i nyere historisk tid, jeg har tre lydoptagelser og jeg vil gøre meget for at komme på besøg en gang pr. uge, også selvom det er lidt bøvlet. Pyt med det.

På torsdag vil jeg forhåbentlig kunne medbringe nogle billeder på rigtigt og godt fotopapir af min far, som hun gerne meget vil have og taler meget om. Det kræver, at min nye blækprinter bliver leveret senest onsdag aften. Men mon ikke … Den gamle blækprinter vil kun printe ud i lyserøde toner (og jeg har prøvet alt!). Og hun skal ikke have min far i lyserøde toner. Af den årsag har jeg bestilt en ny printer, og den gamle Canon Pixma MG5300 er alligevel så gammel (over 10 år), at det er i orden at skifte den ud.

Jeg har spurgt en af sønnerne, om det vil interessere hende, at jeg medbringer en stabel breve fra 1954/55 fra min far til hende og Vagn og læser op fra dem. Det regnede sønnen med. Det er et forsøg værd. Og ellers må hun jo selv sige fra. Hvilket hun sagtens kan.

Det er måske dumt, men jeg går og er så bange for, at der skal ske hende noget. Jeg er helt sikker på, at hendes børn husker mig, hvis/når … Jeg hører pludselig til et sted. Og jeg skal med til 100-årsdagen, som hun glæder sig meget til; det kan man ikke fortænke hende i.

Den dag, hun ikke er længere, mister jeg noget af mig selv, og det frygter jeg. Det kan man ikke fortænke mig i. Det er minder om mennesker, der var der for mig fra august 1980 og nogle år frem i en tid, hvor jeg ellers stod ret alene. Jeg prøver at være lidt ydmyg og lidt taknemmelig. Hun siger “Det var da helt naturligt; der var jo ikke andre.” Det, de fandt “helt naturligt”, var nyt for mig.

Vi “traf hinanden” i Svaneke i maj 1979, da min fars søster, “tante Kis”, holdt sin 60-årsdag. Hun og Vagn fangede på en ½ dag, at noget var helt galt, og sagde “Du er velkommen til hver en tid”. Og pludselig dukkede jeg så bare op i Kongens Lyngby.

Den yngste søn fortæller, at familien Stegemüller og min fars ungdomskæreste – og den familie hun stiftede efter at have vraget min far – var “vævet ind i hinanden” – og det på en mere markant måde, end jeg har vidst.

Hvad var det, de gjorde?

De gjorde det, der var normalt i normale familier, men som jeg ikke kendte til:

  • Omsorg uden sære modydelser fx at “putte mig” ved sengetid (selvom jeg var 16 år …). Jeg elskede det! Det føles underligt at fortælle det nu; men sådan var det.
  • De troede på, at jeg kunne tage en uddannelse
  • De satte huen på, da jeg blev nysproglig student i 1983
  • De inviterede på traveture til Fortunen og til Taarbæk Havn blandt andet i de weekends, hvor der var for koldt på det lejede værelse på Nørrebro
  • De gav mig min første elektriske tandbørste (eller måske “bare” et børstehoved og min egen farvede ring til det), og jeg fik plads oppe i skabet til højre i badeværelset. Det virker også underligt nu. Hun måtte vise mig, hvordan jeg skulle bruge den, for jeg vidste det ikke.

Fælles interesse for historie

Fra halsen og op fejler hun intet, bortset fra at hun ser ret dårligt. “Jamen jeg har det jo godt” siger hun. Jeg kender ingen andre med så positivt et livssyn.

I torsdags fortalte hun om Lasse Sommer, der blev skudt af Gestapo i Lauringe Mose sammen med 10 andre modstandsfolk i det, der kaldes “Massakren ved Osted”. Da jeg er en lille bitte smule i familie med familien Sommer pga. min fars første kone (der nu er 96 år), kunne jeg naturligvis ikke undlade at gå hjem og faktatjekke. Alt stemmer! Det glæder jeg mig også til at komme og fortælle på torsdag, for det er virkelig imponerende. Jeg må selvfølgelig tage mig selv i at tro, at man bliver dum, fordi man bliver gammel.

Hendes fortællinger stemmer med mine fakta. Det er altså fantastisk. Det er mit indtryk, at hun glæder sig over, at hendes erindringer er utrolig vigtige og at hun har en at dele dem med, som er uhyre interesseret i dem.

På torsdag vil jeg spørge, hvad hun lavede den 4. maj 1945 om aftenen og hvordan det var at vågne op i fred og frihed den 5. maj 1945.

At holde af er at være bange for at miste

Politiken den 8. november 1945


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Visit hos min nærmeste familie

Visit hos min nærmeste familie

Jeg har ingen familie, men …

Visit hos min nærmeste familie

Som bekendt har jeg egentlig kun to kedelige kusiner, som jeg stort set ikke kender, men jeg har også min fars ungdomskæreste, og det er jeg så utrolig taknemmelig over.

Det er damen på 98 år, og hende har jeg besøgt i dag. Hun kender min far bedre, end jeg selv gør, så det er fantastisk at kende hende – vi har fælles værdier. Hun kan fortælle så meget, jeg ikke ved. Hun er gammel og lider af en voldsom tremor, men fra halsen og op fejler hun absolut intet, bortset fra at hun næsten ikke kan se … For eksempel har hun fuldkommen styr på Putin og krigen i Ukraine. Vi deler sorgen over, at der igen er krig i Europa; ingen af os havde troet, det nogensinde ville ske.

Hun har “kun gode minder” og nogle af dem er, at det var dejligt, at “familien Stegemüller” ikke vragede hende, uagtet hun vragede min far Jørgen Stegemüller til fordel for den mand, hun giftede sig med og var gift med i 64 år og 7 måneder. Vagn døde som 88-årig i 2013.

Familierne var “vævet ind i hinanden” (ref. hende yngste søn) og det vedblev de at være. Således fulgte min fars søsters mand (dvs. min onkel) hende op, da hun blev gift med Vagn i Lyngby Kirke den 14. maj 1948. Pudsigt nok er den 14. maj min fars søsters fødselsdato. Jeg skal have spurgt hende, om der var en mening med det. Det var der sikkert.

En gammel dame kan fortælle

Da jeg er interesseret i historie, er det fantastisk at tale med hende. Hun kan godt nok ikke altid huske, hvad hun allerede har fortalt (men det kan jeg jo heller ikke selv …), så nogle af historierne, får jeg på ny. Jeg genkender dem, fordi jeg har lydoptagelserne af vores samtaler.

  • 11 unge mænd blev skudt af Gestapo ved Lauringe Mose i Rorup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt.
  • En af dem var “Preben Hagelin“. Episoden er kendt som “Massakren ved Osted”. Han var i modstandsgruppe med Vagn. Den unge mand havde et meget fint ur, som han smed på jorden, inden han blev henrettet et sted ved Roskildevej. Derfor kunne man efterfølgende se, at det var stedet, de blev henrettet.
  • En anden af de unge mænd havde en “Genser”, som var en tyk, strikket sweater, på. Hans dæknavn var Lasse Sommer. Hans rigtige navn var Eduard Frederik Sommer (1922 – 1944).
  • Efter befrielsen blev de unge gravet op og genbegravet i Ryvangen ved det, der kaldes Patriotbegravelsen den 29. august 1945. Hans mor Ella Johanne Nielsen, gift Sommer, genkendte ham pga. sweateren, der ikke var rådnet op.
  • Det er barske sager.

Vi talte om hendes 100-årsdag, som hun glæder sig meget til. Åh for pokker hvor jeg håber, hun holder så længe. Lige nu er er hun på et genoptræningscenter, fordi hun har haft en svær infektion med høj feber. Gudskelov er den ene søn overlæge på Bispebjerg, så han sørgede for, at hun blev indlagt på Herlev. Hanne ved ikke helt, hvor længe hun var på Herlev, men det er også ligegyldigt. Hun er heller ikke klar over, hvor længe hun har været på genoptræningscenteret. Det er også helt lige meget.

Hvis vi når 100-årsdagen, er jeg inviteret med som en del af familien. Den slags kender jeg jo slet ikke. Jeg glæder mig allerede, blandt andet fordi jeg så muligvis vil kunne træffe træffe min fars første kone Inge Sommer.

Vi siger “På Brede”

Når vi siger “På Brede”, underforstår vi “På Brede Klædefabrik”. Min oldefar indrejste til Brede fabrik i 1890 som hattemagermester. Han fik børn og børnebørn. Min far Jørgen var et af disse børnebørn. Hanne var på kontoret “På Brede” og der mødte hun min far under besættelsen.

Vi talte i dag om Kæthe Stegemüller, som jeg svagt husker fra et bryllup i 1972. Hun var på hattefabrikken, der flyttede fra Brede til Skodsborg i 1913. Hanne huskede glimrende navnet “Dansk Filthattefabik”. Det er sjovt som hendes erindringer kan kobles med mine fakta.

Endelig hører jeg til et sted

Jeg er rørt. Det har været en dejlig dag, og endelig hører jeg til et sted.

Hanne og Vagn tog sig af mig i 1980, da jeg kom til København og var helt håbløs. Fx havde jeg aldrig før haft en elektrisk tandbørste …!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.