,

Vi leder efter min mor men finder min far

Vi leder efter min mor men finder min far

Fortsat skrælles lag af

Vi leder efter min mor men finder min far

Jeg undrer mig over, at der kan blive ved at være lag at skrælle af, men det er der. Selvfølgelig er det lidt op og ned. Jeg stortuder jo ikke hver gang (længere). Til tider bruger jeg mere psykologen som en form for sparringpartner; andre gange kommer hun på arbejde.

Sådan er det og sådan var det i går. (Jeg havde på forhånd ventet, at 50-året for min fars død var en fornuftig dag at booke en tid). Det har jeg vænnet mig til, og det fungerer godt for mig.

Den rationelle del af mig forstår selvfølgelig ikke, at når vi nu har talt om z, y og z 20 gange mindst, og jeg synes, at nu har jeg styr på det, min hjerne er klar over, hvad der er sket, også rent psykologisk, så dukker der alligevel emner op, jeg behøver hendes hjælp til. Men jeg accepterer, at sådan er det, og sådan har mit liv været.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan prioritere at komme hos hende. Man siger, at alt er prioritering, og det er sandt, men det kræver, at man har noget at prioritere med. Det er den privilegerede del af det.

Da gammelt had, nag og andre ubehagelige ting er usunde og alt andet end gode for det mentale helbred, har vi gjort en del for at finde noget positivt at sige om “min mor”. Jeg synes ikke, jeg selv har kunnet bidrage ret meget til den proces; ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg kan ikke kan.

Psykologen sagde i går, at hun ikke syntes, hun kendte “min mor” ret godt; og det er sandt. Jeg forstår hende godt, for “min mor” fremstår temmelig anonym både nu og i det, der var min virkelighed. Og det jeg husker, ville jeg faktisk hellere glemme.

Vi leder efter noget positivt og godt om hende, men vi finder gang på gang min far. Fornuftsmæssigt er det jo pudsigt, eftersom jeg havde ca. seks år med ham, men kendte hende fra ca. 1966 – 2006 minus “pausen” på de 22 år, som giver ca. 18 år, altså tre gange så lang tid. Det siger noget om, hvor usynlig hun var, og måske om hendes evne til at falde i med tapetet. Det var muligvis noget, hun fik brug for sammen med psykopaten.

Min sympati kommer i stedet til at ligge hos min stakkels gamle morfar, der ender sine dage i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det tilgiver jeg dem aldrig! Morfars samlede livshistorie danner grundlag for min sociale indignation. Det med hans livs efterår kan dog virkelig røre mig til tårer.

Psykologen fandt noget i adoptionssagen

En gang i sommer lånte jeg psykologen adoptionssagen. Jeg lånte hende ikke sagen for, at hun skulle lære noget om mig, men fordi det måske kunne være relevant for hende at vide noget om, hvordan man behandlede den slags børn og den slags sager i forhistorisk tid.

Typisk nok fik hun noget positivt ud af det. Faktisk fandt hun noget positivt at sige om “min mor”, og det kan jeg sagtens se, og det er en vinkel, jeg trods alt er glad for.

Det positive består i

Da jeg lige er kommet til Skjern og vi alle tre er lykkelige, forstår “min mor” ikke papirerne fra børnehjemmet og Rigshospitalet, som børnehjemmet gav dem med. Hun forstår ikke, hvad der står i dem, og hun forstår ikke, hvad hun skal med dem. Mødrehjælpen siger ved et af sine uanmeldte besøg, at papirerne ikke har nogen betydning, og at dem kan hun bare smide ud. Hun smider dem straks i skraldespanden, og Mødrehjælpen noterer, at det virker som om, at hun er meget lettet over det.

Den positive vinkel er: Hun er sådan set ret glad for det barn, de har hentet, og hun er nærmest lidt vred over, at det har fået et stempel som værende retarderet, tilbagestående og smådum, når hun selv (i lighed med Rigshospitalet) synes, det virker normalt. Hun er muligvis klar over, at et sådant stempel kan følge med enten bare mange år eller resten af livet og derfor vil hun gerne af med det/papirerne.

Mit eget ræsonnement er, at selvom man smider nogle papirer ud, så står diagnoser, tests, undersøgelsesresultater mv. jo alligevel et eller andet sted, og jeg synes, det er lidt smådumt. Det svarer lidt til at tro, at krigen i Ukraine ikke længere udkæmpes, bare man ikke tænder for TV Avisen. Men okay … jeg kan godt lide psykologens tankegang og tilgang, der virker logisk, og jeg vil jo gerne finde noget positivt, hvis der vel at mærke er noget at finde, så dette har jeg mærket mig.

I Vollsmose havde vi det hyggeligt nogle måneder

Jeg er også selv kommet i tanke om en enkelt ting: Efter vi flyttede fra revisoren i Odense (hendes første bekendtskab efter min far døde) til Vollsmose og inden psykopaten dukkede op, var der nogle få (hvor mange?) måneder, hvor vi havde det ret hyggeligt – bare hun og jeg.

Jeg husker faktisk ikke, hvori det hyggelige bestod bortset fra én ting: Vi spiste spaghetti med kødsovs i køkkenet og sugede pastaen ind i munden og syntes, det var vældig sjovt, når tomatsaucen landede på køkkenvæggen …

Hvor blev pengene af?

Min fars pludselige død må have været et fuldkommen vanvittigt chok og traume for hende. Det er slet ikke til at sætte sig ind i, selvom man prøver. Enlig kvinde uden uddannelse, uden arbejde og med et barn, der lige akkurat er blevet ni år. Og i øvrigt i en funktionærbolig, hvor kontrakten løber ud om seks måneder. Jeg ville så sandelig heller ikke vide, hvordan jeg skulle håndtere det.

Nu kommer lidt gætterier, som jeg faktisk ellers mener, man bør holde sig fra, men det skader jo ikke at prøve at tænke sig ind i den virkelighed, “min mor” var i.

En ting undrer både psykologen og mig (det var hende, der begyndte): Hvor blev pengene af?

  • Man kan ikke forestille sig, at der ikke har været en livsforsikring efter min far: Han simpelthen have været så ansvarligt et menneske, at der har været styr på den slags. Ellers taber jeg noget for ham! Mens jeg sidder og skriver dette dukker ordene “Statsanstalten for Livsforsikring” op i min hjerne. De pludselige glimt plejer at have noget på sig.
    • Gad vide om jeg kan grave noget frem? Jeg plejer at kunne grave ret meget frem, så hvorfor ikke her?
  • Hvis man tegner en livsforsikring, sørger man vel også for, at der er taget hånd om den efterladte ægtefælle i form af en enkepension. Nogle gange er de to ting selvfølgelig en del af et samlet hele.
  • Der må have været en form for eftervederlag fra fabrikken. Det må have haft en ret pæn størrelse, og det må have varet nogle måneder, når man ser på hans stilling. Andet giver heller ingen mening.

Okay hun arbejdede – så vidt jeg husker – ikke, mens vi boede i Brande, eller mens vi boede hos revisoren i Odense. I Brande har det været dagens priser. Man må forestille sig, at det har været billigere hos revisoren.

Der simpelthen have været penge tilbage? Hvor blev de af? Kunne psykopaten vældig godt lide dem?


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hun kom ud og sagde, han var død

Præcis 50 år siden

Hun kom ud og sagde, han var død

Jeg er klar over, at det meste af nedenstående er berettet tidligere. Jeg har bare behov for at markere den runde dag og mindes et fint menneske, der har haft stor betydning for mig og mit lidt sære liv.

Denne artikel udgives præcis kl. 07:29 den 21. november 2022, for der er det på minuttet 50-året for min fars død, jfr. dødsattesten.

Selvom det er 50 år siden, husker jeg det glimrende og jeg har lagt det i æsken med begivenheder, jeg aldrig kommer over. Det har jeg opgivet for nogle få måneder siden.

Psykologen vendte (som vanligt) det hele på hovedet ved vores session den 31. oktober i år: Sorgen består og er stor, fordi det var et usædvanligt og fint menneske, der pludselig forsvandt som dug for solen. Vi fik omkring fem eller seks år sammen. Jeg er ikke helt klar over, hvornår jeg kom til Skjern fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.

Tænk at han har eksisteret og har været der for mig. Tænk at der var en infertil mand (han havde haft fåresyge), der havde så stort et ønske om et barn, at han “overtog” et tilovers-barn fra et børnehjem. Det er jo sådan set både fantastisk og positivt. Og det – og han – er værd at mindes.

Det er okay at sørge på denne mærkedag. Kunne man stadig købe sørgebind, ville jeg gøre det.


Køreturen havde været fra Give Sygehus til Kolding Sygehus. Der er 49 km. i fugleflugtslinje men 63 km., når man kører. Vi fulgte efter den sorte hjerteambulance, der var lavet af bølgeblik. Jeg var for en måned siden blevet ni år, og jeg var bange for ambulancen, der i al sin sorthed mindede om, at dette var alvorligt. Jeg husker tydeligt, at jeg var klar over, at min far lå inde i alt det sorte.

Psykologen rammer plet, når hun siger, at det væsentlige var, at barnet sansede. Der er så meget, jeg på én måde ikke husker, men på den anden side set ikke er i tvivl om er sandt. Det har været sansningerne.

Hun kom og sagde, han var død

Vi boede i Brande, og vi overnattede ikke på Give Sygehus, altså må vi være stået meget tidligt op for først at nå til Give og dernæst fortsætte til Kolding. Vores bil var en næsten ny Renault 16.

Jeg ved, den var ny, for ved udskiftningen fik jeg den tidligere bil til at lege i, og legen havde ikke varet ret længe.

Jeg blev anbragt på en stol ude på gangen og måtte ikke komme med ind på stuen, hvor han lå. Hvor længe jeg var afsondret, husker jeg ikke. Jeg var alene, for ingen kom og snakkede. Alligevel var jeg klar over, hvad der foregik og jeg fik korte glimt af ham, når læger og sygeplejersker gik ind og ud af stuen. Der var en jævn trafik. Han lå i venstre side på en enestue.

Et barn på otte år og en måned, der sidder helt stille på en stol på en hospitalsgang i et ukendt tidsrum, er paralyseret af angst. Det er ikke naturligt. Naturligt havde været at hoppe op og ned på trapperne, at kræve en sodavand el.lign.

Hun kom og sagde, han var dødKl. 07:29 udåndede min eneste ven i verden. Den, der ville mig og altid forstod mig. Den om hvem Mødrehjælpen blandt andet skriver i 1965 og 1966:

“Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold.”

Og kort tid efter:

“Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne”.

Den, der heller ikke var meget for en teltferie ved Vedersø Klit, men hellere ville tage “et smut” ned på fabrikken efter middagen og tog mig med.

Den, der altid fandt mig, når vi legede gemme i de store tørrerum, hvor klædet skulle tørres på noget tørresnor-lignende, hvis man testede farveprøver. Lugten i tørrerummene var speciel; sådan lidt krydret. Den kildede i næsen på en god måde. Det har sikkert være på grund af appreturen.

Da hun kom ud fra stuen, sagde hun bare “Han er død”. Ikke andet. Hun tog ikke om mig; hun så mig ikke i øjnene; hun sagde ikke “far er her ikke mere”. Hun gjorde ikke noget af det, hun burde have gjort. Hun var “wc-kold”.

Som man gjorde dengang, bar hun nu både sin egen og hans vielsesring. Sådan viste man omverdenen, at man var enke/enkemand. Det så jeg med det samme. Nogle holder stadig den fine skik i hævd. Havde jeg været gift og mistet, ville jeg gøre det samme.

Jeg var klar over, hvad “død” betød, men jeg var ikke klar over, hvilken betydning hans død fik for de år, der fulgte.

Hun kom og sagde, han var dødVi gik retur til Renaulten og kørte de 77 km til mormor i Brande. Det var uansvarligt at lade en kvinde, der pludselig er blevet enke, køre den lange tur alene med et barn på bagsædet. Hun har været i chok over at miste sin mand efter kun 17 års ægteskab. Men sådan var tiden åbenbart dengang.

Hos mormor sad de i køkkenet og talte voksen-tale. Jeg kan ikke huske, om de tog sig af mig. Det kan være, de har gjort det, men det er glemt. Mormor sad til højre ved køkkenbordet. Hun sad til venstre.

Psykologen havde en fin betragtning: eftersom jeg husker et væld af detaljer, har de voksne ikke været fyldt med omsorg, for så havde jeg (også) kunnet huske det. Det er en logik, jeg holder af, og jeg tror, det er rigtigt.

Begravelsen den 26. november 1972

Hun kom og sagde, han var dødJeg husker heller ikke dagene indtil begravelsen, der foregik fra en mere end fyldt Brande Kirke, eftersom alle kendte ham. Brande Kirke er stor. Jeg tror, alle “arbejderne” (sådan kaldte vi dem altså) fra Martensens Fabrik var tilstede. Måske var jeg hos mormor noget af tiden? Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg kan huske, at jeg gerne ville se ham i kisten som et sidste farvel, men det måtte jeg ikke. Man syntes åbenbart ikke, at det var noget for børn. Det betyder, at jeg aldrig fik sagt farvel til min eneste ven i verden.

Vi sad på den forreste bænk i venstre side af kirkeskibet. Provst Otte stod for ceremonien. Jeg sad til højre for hende. Måske havde jeg mormor på min højre side.

Vi sang blandt andet “Nu falmer skoven”, som jeg kendte og kunne synge med på, men jeg forstod ikke det med “… og vipper bolde …” for bolde var nogle, man legede med. Jeg kan stadig ikke holde ud at synge den salme. Jeg får stadig en klump i halsen og tårer i øjnene.

Collagen i bunden er ikke køn, men den er gammel og i hvert fald fra før 25. december 2006, hvor hun døde, for den er lavet på min fars lille konfirmationssalmebog, som jeg gav hende med i kisten som et minde om min far og mig – og om en tid, hvor verden stadig var normal. Først ved retskrivningsreformen i 1948 holdt man op med at skrive substantiver med stort.

Efter begravelsen

Han blev begravet på Brande Østre Kirkegård, hvor jeg tilbragte så meget tid alene foran den store gravsten på familiegravstedet (der skulle jo være plads til os alle tre) i stedet for at være på skolen. Det var der ikke nogen, der tog notits af, bortset fra at jeg ved, at hans søster “Tante Kis” talte med hans ungdomskæreste Hanne om det. Det fik jeg fortalt af Hanne selv engang i sommer, og det gjorde indtryk, at nogen vidste noget men ikke handlede på deres viden. Det må have været en kold fornøjelse på kirkegården, eftersom det jo var vinter og det har været december, inden stenen kom på.

Vi flyttede til Odense seks måneder senere og kaos begyndte. Resten er historie.

Der gik mange, mange år før jeg i forbindelse med noget slægtsforskning igen kom til Brande Østre Kirkegård. Jeg kunne sagtens finde gravstedet. Ruten var (og er) prentet ind i hjernen. Gravstedet var misligholdt, der stod tidsler og voksede græs, stenen var grøn af mug. Der var helt åbenbart ikke betalt for vedligeholdelse.

På det tidspunkt havde jeg ikke råd til en genopretning og det gav heller ikke mening at have et familiegravsted ude på heden. Jeg kunne bare ikke holde ud, at det skulle se sådan ud. Min fars gravsted skulle enten være i orden eller også skulle det nedlægges. Værdier og ordentlighed delte jeg ikke med hende.

Da jeg ikke stod som gravstedsejer, begyndte jeg en lang, sej kamp med Ribe Stift for at få gravstedet nedlagt. Det lykkedes efter mange skriverrier frem og tilbage. Det er jeg glad for. Enten har man et gravsted, eller også har man ikke.

Af samme grund skal min egen aske spredes ud over Øresund, for det er her, jeg hører til.

 

Hun kom og sagde, han var død


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Det hastigt voksende stedregister

Det hastigt voksende stedregister

Tusind nye steder på 15 måneder

Det hastigt voksende stedregister

Jeg synes, jeg engang for flere år siden læste en mere officiel artikel om “Det hastigt voksende stedregister”, men jeg kan ikke finde den igen, så nu skriver jeg selv en.

Jeg ved med sikkerhed, at jeg den 1. august 2021 havde 2.014 steder i min database. Nu har jeg 2.986. Jeg undrer mig lidt over, hvor de er kommet fra, da jeg jo ikke “opfinder” dem, men faktisk prøver at “spare” på dem. Men der skal være de steder, der skal være!

Hvert sted har i TNG to koordinater: længdegrad og breddegrad. Altså er der 5.972 små ekstra stykker data at holde rede på, når kortene skal give mening og mormors gravsted skal ligge i Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt, Denmark og ikke et sted i Afrika.

Sikkerhedskopi!

Det var hårdt (og kedeligt) arbejde at geokode (dvs. sætte koordinater på) de første 2.014 steder. Nu går det nemt, for jeg tjekker ved hver opdatering af TNG om der er kommet nye steder til, som mangler koordinater. Og så geokoder jeg dem med det samme, så jeg altid er ajour.

Jeg laver en eksport i phpMyAdmin af stederne både før og efter opdateringen, for jeg gider simpelthen ikke lave arbejdet en gang til. Og jeg gemmer den eksporterede fil godt, så den er let at genindlæse, hvis noget skulle gå galt. Jeg har lige nu 36 af dem efter en let sanering. Herudover laver jeg backup af tabellen tng_places i selve TNG, inden jeg importerer den nye GEDCOM-fil fra Legacy.

Jeg går altså med livrem og seler, for jeg gør det altså ikke en gang mere. Og jeg kan så godt lide at se kortene i TNG. Det tager ti sekunder at lave sikkerhedskopierne, men det ville tage tre måneder at indsætte 5.972 koordinater på ny.

Datafelter skal ikke være kildetro

Hvis man vil styre stedregisteret, skal selve datafeltet ikke være kildetro. Den kildetro afskrift findes jo i kildeangivelsen, der rummer transskriptionen.

Hvis man nu et øjeblik tænker, at man alligevel gerne vil være kildetro i datafelterne, skal man være parat til at stedregisteret vokser tifoldigt, for datidens kancellister og andre “unødige bureaukrater” (det er så moderne) skrev jo ikke ensartet. Dels skrev de ikke altid selv det samme hver gang og både forgængeren og efterkommeren skrev helt sikkert noget andet.

Et eksempel fra min egen database er: Tÿregod, Tyregod og Thyregod. Det er det samme sted, dvs. ét sted i stedregisteret, men var man kildetro i datafeltet, ville man skabe tre forskellige steder. Og det er vel ikke meningen?

Imod at være kildetro taler tillige, at de redskaber, der findes til at hjælpe med at geokode, ikke kan finde ud af, hvad der menes med hverken Tÿregod eller Tyregod, eftersom det hedder Thyregod. Og det vil sige, at man selv kan få “fornøjelsen” af at geokode alle de overflødige steder fra bunden. Og det er vel heller ikke meningen?

Et komma skaber et nyt sted i de “dumme” tabeller

Det hastigt voksende stedregister

Hvis man vil have styr på stedregisteret, skal man have luppen frem, for et komma for lidt eller for meget skaber et nyt, overflødigt og forkert sted.

Alle stederne findes i en tabel i fx Legacy, TNG eller et helt andet sted. Det er lige meget. Tabeller er dumme! De fatter simpelthen ikke, at følgende to steder reelt er de samme.

Min far var fra Brede pr. Lyngby:

  1. Brede, Kongens Lyngby Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Denmark
  2. Brede Kongens Lyngby Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Denmark

Mine opmærksomme læsere har selvfølgelig for længst gennemskuet, at i nr. 2 mangler kommaet efter “Brede”. Det kan vi mennesker se, men tabeller vil altid “opleve” dem som to forskellige steder.

Det må gerne se pænt ud

Hvis man laver en hjemmeside med TNG eller noget andet, må resultatet gerne blive pænt. Hver gang jeg laver et nyt sted, tjekker jeg, om jeg har gjort det konsistent.

Har jeg husket, at ordene Sogn, Herred og Amt skal med stort, at der skal stå Denmark og ikke Danmark, og at sætte de kommaer, der adskiller niveauerne.

Ved kommunalreformen den 1. januar 1970 blev herrederne nedlagt, men jeg bruger dem stadig, og jeg tager ikke hensyn til de utallige senere reformer. For eksempel har jeg ikke en eneste region, og jeg vil heller aldrig nogensinde få det. I modsat fald ville der jo igen opstå mange steder, der reelt dækkede over det samme sted.

Man kan sige, at mine angivelser fra 1970 og frem er forkerte. Men det valg har jeg truffet, blandt andet fordi jeg (indtil videre) baserer mig på krabsen.dk, så hvis det er noget vrøvl, er jeg klar over, hvorfor det er noget vrøvl. Herudover har jeg ikke videre mange data, der hidrører tiden efter 1970, da jeg aldrig har interesseret mig for efterkommere.

Ingen kritik af Krabsen.dk

Jeg er vild med krabsen og har lavet tusindvis af opslag der. Noget af det, den er rigtig god til, er at agere læsehjælp, når man sidder med en indførsel og der står noget “volapyk” om et sted i et sogn, man ikke kender specielt godt. Kan man læse bare nogle af bogstaverne, kan krabsen bruges som en genvej til at se/gætte, hvad der kan stå, fordi de fleste steder pr. sogn er oplistede.

Når jeg alligevel skriver “indtil videre” om krabsen.dk skyldes det, at jeg synes, der for tiden sker noget “mærkeligt” i den database, som jeg ikke kan gennemskue.

Fx dukker der nye forkortelser op, som jeg ikke kan gennemskue. Et eksempel er “Lb.”, som jeg vil gætte på betyder “Landsby”, men det er ikke forklaret nogetsteds. Et andet eksempel på noget, der pludselig dukker op, er “old”. Det skal jo nok forstås som henvisning til en gammel stavemåde. Men det ville have været godt med lidt ordforklaring/notation et sted på siden.

Herudover dukker der forskellige stavemåder op for  steder, som reelt er de samme. Et af “mine sogne” er Højby Sogn i Ods Herred, hvor jeg er ret godt kendt for 150-200 år siden. Der finder jeg fx disse: Slagelse-Nykjøbing Landevej, Ellingegaard, Ellingegård, Lumbsaas, Lumsås og Lumsås Old.

Så er der jo ikke noget at sige til, at der lige p.t. findes 100 forekomster i Højby Sogn, Ods Herred. Men det er nok Gert Krabsen, der gør det rigtigt og mig, der gør det forkert! Vores formål er forskellige.

Og heldigvis findes der ikke et slægtsforskningspoliti, hvor jeg ellers ville elske at være politimester. Det er nemlig så rart med orden i data.

God weekend!


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Slægt & Data

Slægt & Data

Engang hed det “DIS-Danmark”

Slægt & Data

“DIS” betød “Databehandling i Slægtsforskning”, og det var en forening, der blev stiftet 21. maj 1987 af en arbejdsgruppe i “Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie”. Arbejdsgruppen skulle undersøge, om der var interesse for at danne en underafdeling, der beskæftigede sig med databehandling i slægtsforskningen. DIS-Danmark udgav det flotte blad “Slægt & Data”. Det er bemærkelsesværdigt, at redaktør Katrine Tobiasen stadig er ved roret bag bladet “Slægtsforskeren”.

Ak ja. Det var dengang, det hed EDB, jeg stadig var stud.jur. og der skulle bruges en 5¼” diskette for at starte en form for PC på Kriminalistisk Institut, hvor jeg var ansat som forskningsassistent. Det kan vi jo slet ikke forestille os i dag hvor vi sidder med en 1.000/100 forbindelse derhjemme. I mit første job i det hedengangne Arbejdsskadestyrelsen, var jeg i januar 1992 med til at sørge for, at alle medarbejdere fik en computer. Det krævede en særbevilling fra Finansministeriet.

I nogle år holdt jeg selv en ufrivillig pause fra slægtsforskningen grundet sygdom og det er lige gået op for mig, at en af pionererne Charlotte S. H. Jensen er afgået ved døden i 2019 kun 57 år gammel. Det må være, mens jeg pauserede, for det er nyt for mig. Ære være Charlottes minde. Hun gjorde noget fantastisk.

Jeg har altid været medlem. DIS-Danmark og senere Danske Slægtsforskere er en form for “fagforening” for mig, og det er ikke gratis at drive hjemmesiden, så selvfølgelig skal jeg være betalende medlem! Så har jeg det også bedre med at stille spørgsmål på foreningens Facebookside, hvor der blandt andet sidder sindssygt dygtige tydere, der træder til, hvor jeg må stå af.

Over årene er der sket en voldsom professionalisering, og det er godt. Hjemmesiden er blev super professionel. Enten er det tiden, der af sig selv har bevirket det, eller også skyldes det ihærdige ildsjæle, der har sagt til sig selv og hinanden at noget måtte ske.

Mine egne Slægt & Data

Jeg har genoptaget mit arbejde med at perfektionere og supplere data. Jeg kalder det for “Den store oprydning” og jeg startede i august i år. På et tidspunkt beregnede jeg, at det vil tage et par år, før jeg er igennem mine ikke en gang 5.000 personer.

Jeg tager simpelthen en person ad gangen og undersøger, om jeg kan tilføje og/eller rette nogle data. Det er mere data end slægt. Selvfølgelig ville det være sjovere at fortsætte med at finde nyt fremfor at rydde op. Men oprydningen bringer meget nyt med sig.

Det er fascinerende, hvor meget det er muligt at sidde hjemme og validere og supplere nu. Nu kan jeg gøre mange af mine personer “færdige”. Jens Andersen født 1783 er jo nok død, så selvfølgelig må jeg lede efter dødsfaldet. Det var nogenlunde nemt at få personer til at opstå via folketællingerne, der dog stadig var i deres vorden, på DDD.DDA. Nu opfatter jeg det som sjusket, at så gamle folk ikke også er fundet døde. Selvfølgelig er der nogle, jeg må opgive, men det er dog forholdsvis let at få mange slået ihjel = gjort “færdige”. Det lyder måske ikke så pænt, men jeg glæder mig over hvert enkelt dødsfald, for det betyder, at jeg har fået en person “gjort færdig”.

Og så vil jeg jo gerne fremstå som en seriøs slægtsforsker, så alle de “Husmænd”, jeg engang – grundet manglende erfaring – gjorde til “Gårdmænd”, må degraderes. For som Anton Blaabjerg skriver “Sådan er det jo. Vi må holde os til sandheden”.

Da jeg startede, for 20 år siden, var tiden på arkivet kostbar. Jeg var altid velforberedt og medbragte en prioriteret liste over det vigtigste at nå denne lørdag, denne afspadseringsdag eller denne feriedag. Det var noget stressende.

Det betyder, at Jens Andersens vielse ikke er med, det er ikke med, at konen gifter sig igen efter hans alt for tidlige død, det er ikke med, hvad der sker med næste ægtefælle osv. Det vil sige, at de nye personer kun medtages, hvis de skal “bruges til noget”. Jens Andersens ægtefælles næste vielse fortæller jo om hendes liv. Det er interessant at se på, hvor kort tid (ofte bare et par måneder) der gik mellem et dødsfald og så den næste vielse. Her er et meget godt eksempel på det med nye hustruer og deres nye ægtefæller.

Efter min død

Nu til dags kan slægt ikke adskilles fra data. Slægt er ganske enkelt lig data. Selv foretrækker jeg at publicere via min hjemmeside, fordi den er dynamisk. Det betyder bl.a., at jeg kan rette gamle fejl, uden at det uden videre bliver opdaget. Kopierer folk fra min side, er de velkomne, men er det deres eget ansvar, at det måske ser anderledes ud i næste uge.

Tre år efter jeg var begyndt at slægtsforske blev “min mor” 70 år og jeg forærede hende en slægtsbog på 300 sider, læderindbunden og med guldtryk. Det har været i 2005. Bladrer jeg i den nu, korser jeg mig – men der er også en del, der er okay. Alligevel er jeg stor tilhænger af online-medier. Jeg har nul slægtsforskning på papir. Papiret låser et øjebliksbillede, mens diverse online medier er dynamiske. Der kan man opdatere, så snart man bliver klogere.

Jeg har ingen arvinger, så min beslutning er, at min hjemmeside skal videreføres 50 år efter min død. Er der alligevel noget til overs, skyldes det, at jeg har regnet forkert.

Det er ikke, fordi jeg tror, jeg kan tilføre eftertiden noget sublimt, men at jeg alligevel har en formodning om, at mine dokumenterede fund vil kunne bringe andre en anelse videre.

Alle mine fund har vedhæftede kilder. Mange af dem er selvfølgelig henvisninger til tiden med mikrokort på arkivet og de mikrokort, jeg havde derhjemme ved mit eget mikrokortapparat. Jeg brugte tusindvis af kroner på kirkebøger på mikrokort. Nogle referencer ajourfører jeg. Andre må folk selv finde frem til efter gældende praksis.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.