/1 Kommentar/i , , /af , ,

Tvangsfjernelse 2

Tvangsfjernelse 2

Det illoyale barn

Tvangsfjernelse 2

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Gennem ca. 10 år er min bedste ven en kvinde, der i 22 år – i perioden fra 1988 til 2010 – arbejdede med tvangsfjernelser i en storkøbenhavnsk kommune. De tungeste sager landede på hendes bord, idet hun var kommunens dygtigste sagsbehandler, når det drejede sig om fjernelser. Jeg kan ikke lige huske, om det altid var uden samtykke, altså med tvang, eller om der også var sager baseret på frivillighed. Men det er heller ikke vigtig for min historie.

Årstallene gør, at hun har arbejdet under bistandsloven, der var i kraft fra 1976 til 1998 (kilde: Danmarkshistorien.dk udgivet af Aarhus Universitet), hvor den blev afløst af serviceloven.

Min ven siger direkte adspurgt, at hun ville have sørget for at tvangsfjerne mig, hvis jeg havde boet i hendes kommune, og hvis hun havde arbejdet med sådanne sager i 1970’erne. Hun er ikke i tvivl om hjemlen. Hun ville formentlig have sørget for at anbringe mig et særligt sted, fordi risikoen for indtrufne skader var stor.

Det er lidt underligt at tænke på, at jeg formentlig blev reddet af min hjerne.

Skoleinspektøren i Aakirkeby var psykopatens overordnede, idet han jo var lærer. Havde hun samme viden som i hvert fald tre personer, jeg med lethed kan navngive; den ene var også lærer, og jeg har talt med ham for et par år siden (men hvorfor skulle viden om forholdene begrænse sig til netop dem?), havde hun været forpligtet til at gribe ind.

Fra 1972 hed den ledende skoleinspektør og skoledirektør for Aakirkeby Kommune Birthe Juel-Jensen. (Kilde: TV2 Bornholm). Hun repræsenterede partiet Venstre som borgmester i Aakirkeby fra 1986. Det ligger i mange venstrefolks DNA at omgås offentlige midler med stor forsigtighed.

En anbringelse kan nemt koste 50.000 kr. pr. måned.

Børns muligheder har gudskelov ændret sig!

Min ven har i sine 22 år med de tungeste sager aldrig mødt et barn, der var illoyalt overfor forældrene. Hun har aldrig mødt et barn, der af sig selv sagde: “Jeg vil gerne fjernes”, “jeg vil gerne bo et andet sted” eller hvordan det nu kan formuleres af et barn. Var jeg blevet spurgt, er jeg ikke i tvivl om svaret. Jeg ville have været fuldkommen illoyal.

Modsat mange andre misbrugte børn har jeg aldrig nogensinde været et sekund i tvivl om, at det ikke var min egen skyld. Det har også været en af mine redningsplanker.

Dengang var der ingen steder at gå hen. Dengang havde børn ikke selv en telefon, og dengang var der en snor fra husets eneste telefon og ind i væggen, hvilket betød, at man ikke kunne ringe til nogen uden at husstandens øvrige medlemmer kunne høre det. Telefoner stod jo oftest i stuen el.lign.

Børnetelefonen blev først oprettet i 1987 af den landsdækkende humanitære organisation Børns Vilkår med det formål at hjælpe børn med behov for anonymt at tale om små og store problemer med en erfaren rådgiver. (Kilde: Varmer, Glen: Børnetelefonen i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 5. februar 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/Børnetelefonen).

Det vil sige, at selvom jeg havde haft adgang til en telefon, var der ingen steder at ringe hen.

Det jeg fortalte dem, der ikke gjorde noget

Stop læsningen her hvis du ikke kan klare sandheden og baggrunden for mit ønske om en fjernelse.

Jeg har ingen familie, jeg har ingen pårørende af nogen art, og mine nærmeste venner kender allerede fakta, og derfor skriver jeg dem her, for at andre kan få en forståelse for mine oplevelser mellem 1974 og 1980 (altså i forhistorisk tid).

Jeg prøver at gøre det nogenlunde kronologisk, men jeg er ikke sikker på, det altid lykkes. Det er trods alt mange år siden.

1) Allerede inden min “mor” og psykopaten bliver gift (april 1975) kommer han tidligt hjem fra sin lærergerning, sidder i åbentstående morgenkåbe uden trusser ved sofabordet i Vollsmose og lægger kabaler.

2) Vollsmose før vielsen: Han tilbyder mig penge for at gå i bad med ham. Jeg afslår.

3) Vollsmose før vielsen: Jeg ville så gerne have en far til erstatning for ham, der døde. Derfor holdt jeg psykopaten i hånden, når vi gik over en stor plads for at køre til Odense centrum og hente min “mor” fra hendes arbejde hos Bilenstein. Han kælede med en eller to af sine fingre inde i min venstre håndflade. Jeg syntes, det var ulækkert men sagde ikke fra. Jeg har været ca. 10 eller 11 år. Psykologen har fortalt, at det er en temmelig seksuel handling. Vil man kærtegne et barns hånd, aer man forsigtigt på håndryggen. Håndfladen er “no go”.

Jeg fortæller min “mor” om episoderne 1 – 3. Hendes reaktion er, at det er mig, der bliver forhørt ved det runde køkkenbord. Det burde have været ham, og hun burde ikke efterfølgende have giftet sig med ham.

4) Efter vielsen og flytningen til Nellemose pr. Hårby i december 1975: Min “mors” ældre halvbror flytter ind. Alkoholmisbruget tager til (eller begynder her? Det ved jeg faktisk ikke). De brygger både øl og vin. Hele huset stinker af gær. De fester til langt ud på aftenen. Mit værelse støder op til hammondorglet og harmonikaen. Jeg har derfor svært ved at sove. Jeg søger tilflugt i fysikbøgerne.

5) Jeg skal “lære at bestille noget”, og det gør jeg sandelig også. Til det hører ugentlige pligter med at vaske alle vinduer udvendigt og med samme frekvens vaske bil og ordne den indvendigt (støvsugning mv.). Ingen normale mennesker gør sådan!

6) Marts 1976: Min halvbror bliver født ved kejsersnit, så min “mor” var indlagt to uger på Odense sygehus. Psykopaten bruger det meste af tiden i soveværelset på at se pornofilm på smalfilmsapparatet. På et tidspunkt lykkes det ham at binde mig til en spisestuestol og kræve oralsex. Jeg husker ikke yderligere, og har allerede fortalt om og fortolket episoden i 2017.

7) Jeg får en hundehvalp og knytter mig til den, men den bliver aflivet, idet den gør, når min halvbror skal sove til middag i haven.

8) Jeg bliver konfirmeret 27. marts 1977 i Hårby Kirke. Af min “mor” og psykopaten får jeg en brugt elektrisk guitar, de enten har købt eller fået af min fætter Bjarne – men den mangler en forstærker, ergo er den ubrugelig. Det betyder ikke noget for mig, da jeg aldrig har haft interesse for at spille noget som helst, og min “mor” altid sagde, at jeg “ikke havde en tone i livet”. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor de forærer mig en guitar. Jeg gætter på, den var billig.

9) Til konfirmationen får jeg en “Barnets bog” fyldt med pseudolykkelige historier underskrevet af “mor og far”. Jeg ved, jeg tænker, “Det er ikke min far. Jeg har haft en far for længe siden”. Jeg har smidt bogen ud for en del år siden, fordi der stod så meget “bræk”, som jeg ikke holdt ud. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har gemt billederne.

10) Så flytter vi til Vestermarie i juli 1978. Det er ca. fem km. fra Aakirkeby. Jeg får eftermiddagsjobbet hos isenkræmmerne, som jeg er glad for, og de er en stor støtte. De er unge, har tre små børn, en hund og kat – og en kæmpe butik med stor vækst. Jeg har truffet dem i 2018, hvor de blandt andet sagde: “Du var god til at finde på løsninger på opgaverne”.

Noget af det skønne ved at overnatte hos dem (jeg havde nærmest mit eget værelse der) var, at der ikke om morgenen stod en stort set nøgen mand med erigeret lem ved min seng, således som det skete på min egen bopæl.

11) Min “mor” og psykopaten er ikke begejstrede for mit tætte forhold til isenkræmmerne, for så mangler min arbejdskraft derhjemme. Og så gætter jeg på – men det er gætværk – at de er bange for, at jeg fortæller sandheden til isenkræmmerne. Det ville jeg da være, hvis det var mig.

Derudover husker jeg ikke noget specifikt fra den adresse, hvor vi kun bor fem måneder. Den første gang, jeg tænker “Jeg skal dø for egen hånd“, sidder jeg på cyklen mellem Aakirkeby og Vestermarie. Jeg er på vej hjem fra eftermiddagsjobbet. Jeg kigger ned i grøften til højre og tænker de tanker, der har (for)fulgt mig i så mange år. I mange år troede jeg, at alle mennesker altid havde denne udvej.

12) December 1978 flytter vi til Svaneke. Jeg fortsætter hos isenkræmmerne og i Aaker Skole; det var måske mit eget ønske? Det husker jeg ikke. Men jeg husker alle de mange dage, hvor jeg skulle vente på bussen, der ikke kørte særlig ofte. Havde jeg tidligere fri end psykopaten, ventede jeg. Havde han tidligere fri end mig, ventede jeg også, denne gang på bussen – men heldigvis kunne jeg søge ly hos isenkræmmerne i en eller to timer.

13) Drikkeriet tager til. Det er efterhånden meget sjældent, min “mor” står op og spiser morgenmad med os. Jeg elsker, når hun gør det. Måske sover hun brandert ud, eller måske orker hun bare ikke at stå op til virkeligheden? Det ved jeg ikke. Når jeg skal købe ind hos “Købmand Bent” på Torvet i Svaneke, skal det “skrives” fra ca. den 15. i måneden. Jeg hadede det og syntes, det var pinligt, når nogen hørte det.

Isblomsterne sad på indersiderne af de gammeldags etlags-ruder, for der var ikke altid råd til at fylde olie på tanken. Men der var altid råd til tobak og alkohol.

14) Sover jeg fra vækkeuret, står han ved min seng med erigeret lem, som han gnider på. Derfor sover jeg sjældent for længe. Jeg skynder mig fra 2. sal og ned i badeværelset i stueetagen. Når jeg er færdig med badet og skal ud, står han dér med erigeret lem, som han gnider, og jeg kan ikke komme forbi, da døren er ret smal. Hvordan disse episoder ender, ved jeg faktisk ikke. Han må vel have flyttet sig?

15) Jeg har ansvaret for morgenmaden. Når jeg skal tage noget i et overskab i køkkenet, trænger han sig ind på mig bagfra. Jeg er påklædt. Han er i den sædvanlige åbentstående cerutstinkende morgenkåbe. Hvordan disse episoder ender, ved jeg heller ikke.

16) Indtil jeg får en knallert som 15-årig, kører jeg med ham i bilen til skole i Aakirkeby fra Svaneke. Hvorfor, jeg ikke satte mig på bagsædet, er mig ubegribeligt den dag i dag. Jeg sad på forsædet, så mens han kørte bilen, kunne han nemt befamle mine lår og mit skridt.

17) Jeg flytter/flygter og er fri den 1. august 1980. Så vidt jeg husker, var det en fredag.

Når/hvis min ven, der har arbejdet med tvangssager, ser disse 16 eksempler, vil jeg tro, hun bliver bekræftet i, at en fjernelse uden samtykke havde været det rigtige.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Tanker om tvangsfjernelse

Tanker om tvangsfjernelse

Adoption eller bare i pleje

Tanker om tvangsfjernelse

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Indeværende er inspireret af et opslag på de sociale medier om et barn på ca. 13 måneder, der bortadopteres uden samtykke. Det kaldes også tvangsbortadoption. Det er moderen, der skriver om sagen.

Årsagen til myndighedernes enslydende afgørelser, kender jeg ikke, og i moderens mange opslag om emnet, har jeg ikke set en troværdig beskrivelse af årsagen.

Det, jeg har set fra sommeren 2023, hvor hun opsummerer, er småting, man forhåbentlig ikke kan tvangsfjerne på grund af. Herudover er der mange billeder med et glad barn og et lykkeligt forældrepar. Men hvem vil ikke altid fremvise billeder af idel lykke i en sådan situation? Det er der da ikke noget at sige til. Der er vist noget her, der ikke rimer og som ikke lægges på de sociale medier – og det er der heller ikke noget at sige til.

Helt uden sammenhæng – og så alligevel ikke – kommer jeg til at tænke på mine egne år mellem ca. 1974 og 31. juli 1980. Sidstnævnte er lidt af en “skæbnedato” for mig, og jeg glemmer den aldrig. Det er dagen, jeg flyttede/flygtede fra Bornholm og blev fri. De kørte mig dog til færgen i Rønne. Den 1. august 1980 kl. 7 om morgenen stod jeg i Havnegade i København med en kuffert og skulle finde ud til Dagmarsgade nr. 5, 4. sal, på Nørrebro, hvor jeg havde lejet et værelse ud mod baggården. Men alt var bedre end der, hvor jeg kom fra.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan mine forhold på fire forskellige adresser – og altså i fire forskellige kommuner – kunne negligeres?

  • Hvorfor skete der ikke noget?
  • Hvorfor var der ingen, der handlede?
  • Hvorfor snakkede de bare?

Jeg ville umådelig gerne have været fjernet – og jeg er ligeglad med, om det havde været med eller uden samtykke. Jeg er ligeglad med, om det var til pleje eller adoption. Mit liv havde måske set helt anderledes ud? Måske var jeg ikke blevet psykisk syg? Måske havde jeg ikke skullet kæmpe i alle de år indtil 2021? Jeg ved/husker, at jeg ønskede mig at blive fjernet allerede dengang. Det er ingen efterrationalisering. Det er ingen erindringsforskydning.

Det havde da været skønt at få et godt liv noget tidligere.

Før forældrekompetenceundersøgelserne

I sagen om barnet på de ca. 13 måneder skrives meget om forældrekompetenceundersøgelser efter servicelovens § 50. Den slags var garanteret ikke opfundet/indført i 1970’erne. Jeg kender ikke de regler, der må have eksisteret på det tidspunkt. Der må have været et eller andet regelsæt. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet.

Men inden en forvaltning kan gribe ind, skal den jo have et grundlag eller bare en mistanke, og det får den ikke, hvis ingen taler om forholdene. På Bornholm kunne isenkræmmerne have kæftet op og det samme gjaldt en af psykopatens skolelærer-kolleger på Aaker Skole i Aakirkeby. Jeg har for nogle år siden talt med dem alle tre, der samstemmende om psykopaten sagde, “han var noget af en drukkenbolt”.

Selvfølgelig tvangsfjerner man ikke uden videre børn, fordi nogen i husstanden drikker for meget. Men ofte er det sådan, at er der alkoholmisbrug i hjemmet, er der også andre former for misbrug. Og i hvert fald kunne forvaltningen da have talt med mig og/eller isenkræmmerne, som jeg betroede mig til, og som tog sig meget af mig. Men de handlede ikke.

Min “mor”

Det klareste og måske næsten værste eksempel er vel, at jeg – mens jeg boede i Svaneke – fortalte min “mor”, hvad der foregik. Det var formiddag. Hun stod lænet op af køkkenbordet; jeg stod midt i rummet måske ca. ved vasken. Hun svarede: “Det skal du ikke tage dig af. Det har jeg også prøvet”. Hvordan sætningen herefter faldt, kan jeg ikke huske, men det fremgik, at hendes fire år ældre halvbror var gerningsmanden.

Det er muligvis denne hændelse, der var en medvirkende årsag til, at hun i 2003 svarede bekræftende, da jeg efter en “pause” på 22 år spurgte, om hun havde vidst, hvad der foregik. Men hun ignorerede mig, allerede før hun giftede sig med psykopaten, hvor jeg også åbnede munden om overgrebene.

Der er en grund til, at jeg konsekvent sætter hende i anførselstegn.

Min mormor

Jeg holdt meget af min mormor, men jeg ved positivt, at jeg fortalte hende om de konstante og daglige seksuelle overgreb fra psykopatens side. Jeg ser det for mig: Vi sidder sammen i hendes stue i pensionistboligerne på Landø 41 i Hårby. Hun sidder i lænestolen, og jeg sidder i sofaens højre side. Selvfølgelig kan jeg ikke huske, hvad jeg helt konkret fortalte, men jeg ved, at jeg sagde, hvad der foregik på min bopæl.

Det har været mellem 29. december 1975 og 11. juli 1978, for der boede jeg i det firlængede skrammel i Nellemose pr. Hårby.

Hun gjorde heller ikke noget.

Tante Kis og min fars ungdomskæreste

Jeg ved fra min fars ungdomskæreste, at hun og min fars søster – Tante Kis (Kirsten Stegemüller)  – var vidende om, at jeg efter min fars død gik på kirkegården og ikke i skole. Dette havde selvfølgelig intet med psykopaten at gøre, men når nu de to talte om det, kunne der måske have ringet en klokke om et eller andet?

  • Det kunne for det første være om en stor sorg, hvilket ville have været naturligt.
  • Men det kunne for det andet have været nys om, at min “mor” ikke havde overskud og kræfter til at tage sig af mig, hvilket også ville have været naturligt, når man lige er blevet enke som 37-årig og står uden hverken uddannelse eller arbejde og udsigt til at skulle finde en anden bolig inden for seks måneder.

Hvorfor gav det ikke anledning til handling af en eller anden art – fx støtte til min “mor”? Jeg kunne jo have boet hos tante Kis og onkel Sigvard, indtil hun var kommet lidt på fode igen.

Jeg synes, min historie vidner om en masse vidner, der var handlingslammede. Sig venligst ikke “Det var jo en anden tid”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Når man hele livet leder efter spor

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Lige nu findes der på DR1 en DR-Dokumentar i tre afsnit ved navn “Det store adoptionstyveri”. Jeg har set de første to afsnit, hvor børn kommer til Danmark fra et børnehjem i Indien. Herudover så jeg lidt af et “Aftenshowet” om dem, vi engang kaldte for “Koreabørn”. Så havde jeg fået nok. Det er positivt ment!

Jeg forstår deres smerte og livslange søgen efter deres biologiske forældre. De børn – som altså nu er granvoksne mennesker – leder efter nåle i høstakke for at finde frem til deres biologiske forældre eller bare slægtninge et sted i det enormt store Indien og Korea. Og det lykkes for flere af dem, også selvom papirerne har været forfalskede. Detektivarbejdet er imponerende – men selvom det selvfølgelig hjælper at have Danmarks Radio i ryggen, fremgår det, at flere har ledt efter deres forældre på egen hånd i ca. 10 år. Sikke en kampgejst.

Min historie er (heldigvis) en helt anden

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, forstået på den måde, at jeg ikke kan huske, at jeg ikke har vidst det. Således holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  1. Den dag jeg rent faktisk har fødselsdag
  2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup. Jeg har altid syntes, det var rørende, fordi det beskriver deres glæde over at blive forældre.

Jeg kan huske, at jeg selv som ganske lille sagde til mine forældre “Når jeg bliver stor, vil jeg møde min rigtige mor”. Jeg har været mindre end ni år. Af og til har jeg tænkt på, om det gjorde ondt på dem, og om de blev kede af det. Jeg håber, de kunne drage den logiske slutning, at når mine adoptivforældre havde fortalt mig, at de ikke var mine biologiske forældre, ville jeg en dag lede efter dem. Desværre er der ingen at spørge.

Jeg er utrolig glad for altid at have vidst det, og jeg føler med de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede fx via en DNA-test. Det må være som at få gulvtæppet revet væk under sig. Alt det man har troet på, viser sig at være en livslang løgn.

En underlig “medgift”

Normalt var “medgifter” noget unge kvinder fik med hjemmefra, når de giftede sig og skulle etablere en husholdning med ægtefællen. Min “medgift” var adoptionsbevillingen, der blev stoppet ned i kufferten, da jeg flyttede til København fra Bornholm som 16-årig. Det var selvfølgelig meget praktisk, at jeg selv havde den hos mig, men … jeg synes nok, man kan undre sig lidt. Men jeg skulle selvfølgelig heller ikke giftes. Jeg flyttede/flygtede bare, og så er medgiften måske en anden?

Detektivarbejdet var let

Jeg havde en idé om, at jeg skulle være 18 år, før jeg kunne opsøge mine biologiske forældre. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg var 18 år og en eller to uger, da jeg i 1981 kontaktede Civilretsdirektoratet for at få oplyst deres navne. Om det stadig er dem, der har kompetencen på området, ved jeg ikke.

Da jeg havde navnene, var det bare at slå op i telefonbogen. Nu undrer jeg mig lidt over, hvordan Civilretsdirektoratet kunne vide, hvad min biologiske mor så mange år efter hed til efternavn. Og det kan også være, jeg husker forkert, men jeg ville da huske, hvis jeg havde brugt flere år på detektivarbejdet. Jeg husker det som hurtigt og nemt.

Det var før, jeg selv havde telefon, så jeg stod i gård 80 på Amagerkollegiets lille telefonboks og ringede hende op.

Det resterende var svært

Hun havde altid vidst, at jeg en dag ville ringe. Det første møde var fantastisk. Jeg tror, det var hos hende et sted i Nordsjælland. Jeg traf mine to halvsøskende og hendes ægtefælle.

Jeg husker tydeligt, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Og det var jo i virkeligheden stort af hende. Men det var ikke nok for mig, for jeg ville så gerne have en mor, hvilket jeg jo ikke rigtig havde haft efter november 1972, hvor min far døde.

Og derfor var det vældig svært. Det var for eksempelvis svært, at hun ikke havde tid til at besøge mig på Amagerkollegiet, fordi hun skulle træne til maraton. Jeg var ikke kvik nok til at sige, at hun da bare kunne løbe ud til mig, eftersom distancen passede nogenlunde.

Samlet set mødtes vi nogle gange – sådan tre eller fire gange – og så døde forbindelsen ud. Men jeg er glad for at have mødt hende, fordi der trods var nogle huller, der lukkede sig. Der var spor, jeg ikke længere behøvede at lede efter.

/0 Kommentarer/i , /af ,

De troede på ufoer og dødsstraf

De troede på ufoer og dødsstraf

Og ønskede Glistrup som statsminister

De troede på ufoer og dødsstraf

Nogle gange tænker jeg tilbage … Det burde jeg egentlig ikke, for det er for forstemmende, men jeg prøver at grine af det. Det er mit våben. Havde de levet under pandemien, havde de helt sikkert været Coronafornægtere …

Jeg kom til at tænke på alle disse skøre ting, fordi jeg var på vej ind i en diskussion på Facebook, hvor man mente, at Mette Frederiksen udøver censur og bestemmer, hvad TV skal sende. Mine argumenter om, at TV-stationerne gennem mange år har vidst, at folk hellere vil se kagedyster end krig, og at den viden har man fra grundige analyser, faldt til jorden. Først da opdagede jeg, at jeg hurtigt måtte “bakke baglæns …”.

Det med ufoerne

Der, hvor jeg boede – efter min fars død i november 1972 – fra lidt før april 1975 (tidspunktet hvor min “mor” giftede sig med psykopaten), til jeg flyttede i juli 1980, troede man på ufoer.

De mente ganske bestemt, de havde set ufoer lande i haven på Sydfyn. Mere ved jeg ikke om det, men det er også nok. Det var i hvert tilfælde nok til at skræmme et barn.

Selv var jeg optaget af mere jordnære emner så som de fysikbøger, jeg lærte udenad fra femte klasse og frem. Jeg kunne simpelthen ikke få det med ufoerne til at passe med bøgerne, men hvad stiller man op som barn, når de voksne taler om de uidentificerede flyvende objekter, som var de virkeligheden? Også selvom den mandlige part var skolelærer og vældig godt kunne lide børn, især piger …

Den gamle dame under kastanjetræet

En periode (12/1975 – 07/1978) boede vi i noget gammelt faldefærdigt skrammel på Sydfyn. Det var nærmere bestemt en firlænget gård fra 1850 (kilde: BBR) med bindingsværk og stråtag. Haven rummede et kastanjetræ, der kunne ses fra køkkenet. Min “mor” havde en nat været oppe og kigget ud i haven. Der havde hun set en gammel dame, der sad med et håndarbejde i en gyngestol under kastanjetræet. Min “mor” var slet ikke i tvivl om, at det var var sandheden.

Jeg selv var slet ikke i tvivl om, at jeg var skræmt fra vid og sans. Derefter gik jeg ikke på toilettet om natten, med mindre det var højst nødvendigt. Jeg havde ikke spor lyst til at møde den gamle dame – og det skete nu heller aldrig. Man kan jo overveje hvorfor.

Forestillinger om retssikkerhed

Deres forestillinger om retssikkerhed var langt fra mine. De mente, at det bedste ville være at indføre dødsstraf, da det ville virke vældig godt både som generalprævention og specialprævention.

Altså ville det bedste være at skyde de kriminelle for panden med en boltpistol, for så gjorde den gerningsperson helt sikkert ikke det samme igen, og det ville også afholde potentielle gerningspersoner fra at begå kriminalitet.

Luk Christiania

De forstod på ingen måder, hvorfor der kunne være fordele ved fristaden, der var blevet grundlagt i 1971. De så skævt til mennesker, der ønskede at forsøge at leve på en anden måde end i det sædvanlige hamsterhjul.

I deres billede var der udelukkende tale om samfundsnassere, der skulle “lære at bestille noget”, og hippier.

Selv lærte jeg alt for godt “at bestille noget”.

Glistrup som statsminister

I perioden fra 07/1978 til 07/1980 boede jeg sammen med parret på Bornholm. De ønskede sig brændende Glistrup som statsminister, hvilket ikke var et helt ukendt standpunkt på øen på den tid, og som selvfølgelig faldt fint i tråd med alt det ovenstående. Dog kender jeg ikke Glistrups syn på ufoer.

Og deres forkærlighed for atomkraft behøver jeg næppe nævne …

Jeg kom til Amagerkollegiet med disse holdninger …

Uha, det var en omvæltning i juni 1981 at komme til Amagerkollegiet med disse holdninger efter at have skurret gulve i De Gamles By i et år.

Jeg var ikke for kvik og troede, man kunne leve af at være student; ergo ville jeg have en studentereksamen.

Gad nok vide hvad de øvrige kollegianere har tænkt? Jeg ved det ikke – og jeg blev nu ret hurtigt “genopdraget”.

Jeg mødte noget, der må kaldes dels normalitet, dels selvstændig tænkning. Pludselig skulle jeg argumentere for mine synspunkter, og det kunne jeg jo ikke. Dog kunne jeg tænke så langt, at jeg kunne se, at noget var helt ravruskende galt inde i mit hoved. Det var faktisk pænt af de øvrige kollegianere, at de inkluderede mig til trods for mine vanvittige synspunkter.

Jeg fik venner, der kunne tænke selv, og det smittede gudskelov af. De lærte mig starten på selvstændig tænkning, hvilket tog fart, da jeg startede på “Statens Kursus til Studentereksamen”. Alle lærere krævede argumentation og kildekritik af os uanset hvad.

Det var to skønne og hårde år. Hver dag cyklede jeg hjem fra Frederiksberg til Amager og var blevet lidt klogere. Jeg kan næsten savne det.

Uden de øvrige kollegianere og studenterkurset var jeg måske også selv endt som Coronafornægter … Det er en pudsig tanke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.