Min far og jeg ca. 1966

Min psykolog er fantastisk. Hendes tilgang er, at nu kigger vi på alt det skrammel for sidste gang. Når vi har kigget på det, uddrager vi eventuelle positive ting, der peger fremad, og derefter lukker vi posen og behøver aldrig at se det igen. Vi sømmer brædder for, og så er det slut. Det lyder godt, for jeg orker ikke mere. Denne tur er min sidste. Hvis dette ikke lykkes, giver jeg op og må så leve med det.

Det ligger på hylden, og det er væk, vi har set på det, og det er så det. Henter det der peger fremad, og lader skidtet være.

Jeg kan godt lide hendes operationelle og handlingsorienterede tilgang til problemerne. Jeg er lidt  bange for at skulle tegne et eller andet næste gang, men jeg følger hende. Jeg tror på, at hun følger mig på rejsen og samler mig op, når jeg ikke selv kan stå for skud længere.

Jeg er et OK menneske på trods af alt dette. Jeg har bevaret en kerne af klassiske værdier og en måde at være OK på.

Sidst: Lidt følsom = Temmelig “sprød”. Et mareridt at bevæge mig ind i de rum alene. Det kan jeg ikke uden hjælp. Nu kigger vi på det og uddrager det positive. Endelig. Aldrig mere.

Alt det vi har fundet frem til, der peger fremad

1. Klar nu til at se på de svære ting, fordi der er nu stabilitet/orden i resten af mit liv og dermed overskud til det.
2. Fantastisk overlevelseskraft.
3. Stærkt og sejt at sætte mig ind bilen hver dag for at køre mellem Svaneke og Åkirkeby, hvor han havde frit spil, og jeg ikke kunne slippe væk. Kæmpe evne at klare det.
4. Med alt det, jeg har oplevet, er jeg faldet heldigt ud.
5. Jeg har en stor styrke og livsvilje, ellers havde jeg ikke overlevet.
6. Med den baggrund kunne jeg lige så godt være endt som prostitueret. Og det gjorde jeg så ikke.
7. Beskyttelsesfaktor: På den rigtige side af kvik.
8. Min far har lagt værdier hos mig, som gør, at jeg stod i alt det skidt og alligevel klarede det. Han har grundlagt en enorm styrke i mig.
9. Fantastisk at jeg “against all odds” klarede mig igennem alle rutscheturene.
10. Isenkræmmerægteparret i Åkirkeby var et åndehul. De lyttede til mig og tog mig alvorligt, jeg var som en del af familien. Men de rettede ikke henvendelse til de sociale myndigheder, hvilket de burde have gjort.
11. Skaber, på trods af alt dette, et liv på det niveau, og med de værdier, som min far lærte mig.
12. En langvarig universitetsuddannelse som et opgør med det jeg kom af.
13. På vej op igen, måske ikke så meget statusmæssigt – men som menneske. Yderligere mod til at få et ordentligt liv.
14. Skabt et liv, måske et lille liv, men jeg har skabt noget, jeg kan være stolt af.
15. Depressionerne har været voldsomme, fordi tingene ikke har været bearbejdede. Fx. at jeg, da jeg var 14, cyklede mellem Åkirkeby og Vestermarie på vej hjem fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren på en hvid cykel af mærket BKC og for første gang tænkte, at jeg skulle dø for egen hånd. Jeg kiggede til højre, og jeg glemmer det aldrig. Den tanke har forfulgt mig indtil nu.
16. Der er meget tungt at bære på, men jeg kan godt.
17. Filmen: Jeg behøver ikke at se den mere, for jeg kan måske blive master for mit eget liv. Det er et drømmescenarie, som jeg ikke helt tør tro på.
18. Jeg fandt en måde at tackle det på. Gudskelov jeg havde så mange talenter, at jeg kunne flytte mig fra dem.
19. Af skidt kan der nogle gange komme noget, der er enormt vigtigt.
20. Jeg fandt en vej, selvom jeg var en lille pige. Det må jeg gerne være stolt af.
21. Vedholdenhed.
22. Formået at gøre det jeg syntes var rigtigt, og som min far ville have anerkendt, hvis han havde været i live.
23. De seks år (2½ år til 9 år) med min far gav et værdigrundlag, som jeg har kunnet holde fast i gennem hele mit liv – også selvom min mor hadede de værdier og min håndtering af dem. Hun tog helt klart afstand fra dem og mig.