,

“Under sandet”

Bagud

Jeg er altid bagud… men det kan man lære at leve med. Således har jeg lige fundet ud af, hvor mange gode film/videoer man kan købe hos iTunes.

Jeg har hentet den to år gamle “Under sandet” og det er en rigtig god film: Wikipedia skriver sådan:

Under sandet er et dansktysk krigsdrama fra 2015, der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet. Filmen er inspireret af autentiske hændelser og fortæller historien om unge, tyske krigsfanger, der blev beordret til at rydde to millioner miner på den jyske vestkyst med deres bare hænder. Et hidtil mørklagt kapitel i den danske efterkrigstids historie.[1] På rollelisten ses Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard og Laura Bro samt de tyske unge stjerner Louis Hofmann, tvillingerne Emil & Oscar Belton og Joel Basman.

Filmen åbnede den 10. september 2015 den prestigefyldte filmfestival, Toronto Film Festival (TIFF), i Canada.[2] I Danmark havde den biografpremiere den 3. december 2015. 24. januar 2017 blev filmen nomineret til en Oscar, ved uddelingen 2017 for bedste fremmedsprogede film.[3]

Min far

Min far var med i modstandsbevægelsen, og han findes i modstandsdatabasen. Hvad han ret præcist lavede i modstandsbevægelsen, har jeg aldrig kunnet finde ud af, selv om jeg har kigget i mange arkivalier. Men i min familie har vi altid talt med stor respekt om arbejdet i der.

Vi har højtideligholdt både 9. april og 5. maj. som symboler på henholdsvis besættelsen og befrielsen. Vi kaldte det “De fem forbandede år”, og herefter var der ikke mere at diskutere. Selv her mange år efter har jeg selv lys i vinduerne den 4. maj om aftenen. Måske ikke så meget for at mindes de fem forbandende år som for at mindes min far.

Et af de steder besættelsen bliver beskrevet tydeligst og mest forståeligt er i “Matador”. Hvem husker ikke den ellers handlingslammede Maude køre Hr. Stein, der var jøde, ud til Hr. og fru Larsen – det var ham med Hitler på lokumsbrædtets inderste del. Lukkede man brættet, så man lige ned i lortet! Og sådan ville Hr. Larsen have det!

Tilbage til filmen

Filmen viser purunge tyske krigsfanger, der intet havde med besættelsen at gøre, men som blev hentet til Danmark for at rydde op efter Hitlerregimets svinske spredning af miner langs den jyske vestkystkyst. Der ligger to millioner miner, så det er bare er om komme i gang. Ind imellem mister en eller anden hænder og arme, fordi minen detonerer, før han kan nå at fjerne tændsatsen (tror jeg, det hedder). De bærer ham nogle kilometer og får ham læsset på en Røde Kors-bil, men da er det allerede for sent. Han er død.

Den danske “Feldtwebel” var ganske enkelt ligeglad med, hvor mange der gik til på den konto. Hans opgave var at rydde Vestkysten for miner, koste hvad det koste ville. I dag, sådan ca. 77 år efter, er det nemt at tage afstand fra den slags handlinger. Han er jo modbydelig. Men hvordan var det for de mennesker, der levede i de “fem forbandede år”? De havde naturligvis ikke en skuffe, de kunne trække frem af kommoden og kalde tilgivelse. De havde brugt alle kræfter på at overleve, skulle de nu stå frem i en form for “tilgivelse”? Jeg forstår godt, hvis de ikke kunne.

Filmen har en overraskende slutning: Den danske “Feldtwebel” kører de unge tyskere til grænsen, læsser dem af og siger, at de bare skal løbe 500 meter, så er de tilbage i Tyskland. Ondskab kan altså af og til veksles til næstekærlighed og medmenneskelighed.

God påske!

2 Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Anette

      God fornøjelse; jeg synes faktisk, den er ret god.

      Tilgivelse er jo nærmest noget overjordisk, og hører måske mest til hos Kristus.

Der er lukket for kommentarer.