Jytte Baunsgaard Kristensen 1935 – 2006

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

(Topbilledet stammer fra mine forældres vielse i 1955, hvor hun var klar til at blive mor uden anførselstegn).

Jeg holder så meget af maj måned, fordi naturen står på spring. Når det fine, grønne forår kommer, kan jeg mærke, hvor meget jeg har savnet lyset og de lange dage. Heldigvis mærker jeg ikke længere mørket og de korte vinterdage, men engang for mange år siden mente psykiatrien, at jeg havde “vinterdepressioner”. Det var altså noget ævl.

Maj er også speciel, fordi så mange familiemedlemmer m.fl. havde begivenheder der:

• Min far Jørgen Stegemüller født den 17. maj 1922,
• Min fars søster Kirsten Stegemüller (“Tante Kis”) født den 14. maj 1919,
• Min fars ungdomskæreste giftede sig den 14. maj 1948 (det var ikke et tilfælde, at det var på Kirstens fødselsdag. De var tæt forbundne),
• Min “mor” Jytte Baunsgaard Kristensen var født den 7. maj 1935,
• Min “mors” ægtefælle nr. to (Psykopaten) var født den 20. maj 1929.

Følger du dette link, får du en næsten komplet fortegnelse over begivenheder i maj måned 2025.

Jeg skriver altid “mor” i citationstegn, og det er ingen tilfældighed. Slår man synonymet “anførselstegn” op i Den Danske Ordbog (DDO), får man at vide, at tegnene kan betyde “med forbehold”, og jeg tager et stort forbehold.

Indtil november 1972, hvor min far dør, var hun en god mor. Når man læser min adoptionssag, beskrives hun meget positivt som ung, glad og smilende, altså prototypen på en ung, dansk, god moder. Nu har Mødrehjælpen jo selvfølgelig gerne villet have afsat et barn, så den positive beskrivelse har været nødvendig – på den anden side set, er der ikke konkrete grunde til at tvivle på beskrivelsen.

Min forældre gifter sig hos sognefogeden i Brande i oktober 1955. Han er da 33 år, og hun er 20 år. Han var noget ved musikken på Martensens Fabrikker i Brande og har muligvis ønsket sig en kone, fordi det hørte sig til, når man var over 30 år og havde en god stilling. Han har muligvis haft brug for en “trofækone”, som DDO beskriver sådan: “kvindelig ægtefælle som i kraft af sit udseende bidrager til at øge en som regel ældre og velstående partners sociale status”. Det passer ret godt.

De kommer fra hver deres segment: Han fra det bedre borgerskab i Kongens Lyngby, hun fra en arbejderfamilie på den jyske hede. Det er aldrig gået op for mig, hvordan de har kunnet træffe hinanden. Det kan være i Randers, og det kan være i Silkeborg. Jeg traf hans ungdomskæreste igen for et par år siden, og hun sagde noget sjovt “Hvor har han dog støvet hende op?” Jeg ved det ikke.

Jeg tror, det 17 år lange ægteskab var lykkeligt. Jeg husker ikke uoverensstemmelser, skænderier eller højrøstet tale. Jeg husker derimod godnathistorier på sengekanten læst op af de små Pixibøger, der typisk handlede om katte, eller af “Peter Pedal” eller “Troldepus”, og at de begge var dygtige til at læse op.

De var velstillede. Han havde eksamen fra Den Danske Væveskole i 1943 og et godt job. Hun havde ingen uddannelse, og hendes vigtigste “arbejde” var at gå hjemme og passe mig. Det var i sandhed en anden tid. Da han døde, havde hun heller ikke et sted at bo.

Efter min fars død forvandlede hun sig som en slags kamæleon. Jeg kunne slet ikke genkende hende. Jeg holdt fast i hans ret konservative værdier, og jo mere, jeg gjorde det, jo større blev afstanden mellem os.

Da hun i april 1975 giftede sig med Psykopaten var forvandlingen tilendebragt. Hun var hans, og jeg var mest i vejen. De blev forældre til en søn i marts 1976. Jeg ved ikke rigtig, om de var optagede af ham eller ej, men i hvert fald fungerede jeg som en form for “nanny” sammen med de øvrige pligter, der blandt andet bestod af ugentlig udvendig vinduesvask og ugentlig ud- og indvendig renholdelse af bilen. Ingen normale mennesker gør den slags hver uge. Det foregår kun i “Absurdistan”, men jeg har i sandhed “lært at bestille noget”. Det var en værdi for dem.

Derfor skriver jeg “mor”

De seksuelle overgreb begyndte allerede før, hun giftede sig med psykopaten. Jeg fortalte hende inden vielsen om hans tilbud om – ganske vist mod betaling – at gå i bad med ham, som jeg afslog, om hans befamling af mine håndflader på en klam måde, men hun valgte ham til og mig fra.

Da vi på et tidspunkt (mellem december 1978 og juli 1980) boede i Svaneke, husker jeg tydeligt en scene i køkkenet: Hun står lænet op ad et køkkenbord. Jeg står i den modsatte side af køkkenet. Jeg fortæller hende, hvad der foregår, at overgrebene er taget til, og hvad de går ud på, men hendes svar er “Årh, det skal du ikke tage dig af, det har jeg også prøvet”. Hun havde været udsat fra overgreb fra sin bror.

Jeg flytter til København den 31. juli 1980, og i 1981, hvor jeg er flyttet til kollegiet og selv har taget kontrol over mit liv, forsøger jeg telefonisk at kontakte hende og fortælle om mine oplevelser. Samtidig fortæller jeg, at jeg er dybt og inderligt forelsket i en kvinde. Det er psykopaten, der tager telefonen og svarer “Den slags svineri vil vi ikke have her hos os”. “Svineriet” var min kærlighed til en kvinde ikke hans egne overgreb.

Herefter går der 22 år. I 2003 ser jeg i en telefonbog, at de har hver deres adresse, og jeg kontakter hende. Vi har lidt sporadisk kontakt, hun flytter til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøger at opbygge en relation. Men jeg formår det ikke. Forskellene i værdierne er blevet endnu større, end de oprindeligt var.

Jeg spørger hende til min barndom, og om hun vidste, hvad der foregik? Det bekræfter hun. Jeg spørger herefter “Hvorfor gjorde du så ikke noget?”. Hun svarer “Det kunne jeg ikke overskue med to børn”. Den samtale glemmer jeg aldrig.

Hun dør i december 2006. Jeg tager til selve bisættelsen i Højby Kapel, der var som en begravelse uden en afdød; jeg viser flaget og at mig, kan de ikke kue. Jeg står det igennem, men der er intet savn. Jeg deltager ikke i den efterfølgende kaffemik. Det er på det tidspunkt 25 år siden, jeg har set psykopaten, nu står vi overfor hinanden ved kisten.

Jeg synes ikke, hun var en rigtig mor. Og derfor omtales hun kun i citationstegn.

Det kunne jeg godt have tænkt mig

Jeg har prøvet meget i mit liv, men der er også noget, jeg ikke har prøvet.

I søndags sad jeg og tudede til “Hvidstengruppen” i TV. Der er en scene, hvor pigen på ca. 9 – 10 år er bange, og det er hendes mor, spillet af Bodil Jørgensen, tydeligvis også, men hun siger “kom her hen”, og hun tager hende på skødet. Det kunne jeg slet ikke tåle at se, tårerne tog til, og tanken var “Det har jeg aldrig prøvet”. Jeg var godt gammeldags misundelig, hvilket selvfølgelig ikke er en pæn følelse, men det gik jo ikke ud over nogen andre end fjernsynet. Og så går det vel nok?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.