/i /af

Tysk uldhandler? og en sjov søndag

Hvor er det skønt, at dagen nu er tiltaget med næsten tre timer. Jeg egner mig ikke til vinter.

Det hænder tit, jeg får en mail, fra en bruger af hjemmesiden med oplysninger om nye personer til slægtstræet. Der kan godt gå et stykke tid fra mailen kommer til jeg får fulgt op på den. Men jeg gemmer dem altid og er glad for dem. Send bare nogle flere…

Det er lidt pudsigt, for næsten ligegyldig hvilken del af min slægt, jeg pusler med, ender det i Tyskland, og har noget med klæde- eller tøjfabrikation at gøre. Måske skulle jeg have været tysk uldhandler i stedet? På biledet ser du Usserød Klædefabrik, som jeg tilbragte en sjov søndag på i overført betydning, fordi Henning for snart længe siden sendte mig nogle fine oplysninger og en henvisning til hans hjemmeside. Min tip-3-oldefar Johan Wilhelm Westermann havde en datter, Charlotte Elisabeth Westermann (1800-1853), der var gift med Dugmager Bauer, og de boede og arbejdede på Klædefabrikken i Usserød. I går fik de så hinanden og en stribe børn i mit slægtstræ.

Ovre i det jyske (midt i hosebinderområdet) har de seneste dage bragt mig en tur til Bærslundhus i Rind Sogn og Holtbjerg i Herning, fordi Niels har gravet en forbindelse til noget adel frem. Anne Marie Christensdatter giftede sig med et barnebarn af Morten Pedersen Toustrup, så der er da lidt forbindelse til mig. Anne Marie Christensdatters oldefar var Knud Dynesen Birch, der var en sædeles velbeslået herre, der døde på Holtbjerg i Herning Sogn. Prøv lige at se dette skifte på 21 sider, der er transskriberet af Rita H. Matzon. Det er noget andet end skifterne efter mine fattiglemmer. Jeg vil lade historien slutte der, for det er jo “lidt” langt ude. Men det er det gode ved en hobby, man må lave lige det, man synes er sjovt.

/i /af

En makaber hobby!

Slægtsforskning er egl. en mærkelig hobby, for vi jubler i det stille over drab, selvmord, vold, hestetyve, andre former for kriminalitet, fattiglemmer, slavehandlere og des lignenede. Det er jo klart nok, hvorfor vi gør det, for om disse mennesker, er der interessante arkivalier. De endeløse rækker af husmænd, der blev født og døde og stred sig gennem den mellemliggende periode, hører vi jo ikke om. Det var ikke kun i gamle dage. Det er stadig sådan. Når jeg engang ikke er mere, er det en helt almindeligt kedelig embedsmandstype, der har stillet træskoene, og det var så det…

Næh så er der lidt mere sus over hende her, som jeg faldt over i Brande Kirkebog i dag:

“Fødsel den 26 oktober 1881. Ombragt. Ugift Fruentimmer Karen Kristensen, 19½ Aar gl. af Uhre og udlagt Barnfader Jens Mourids Hansen, ligeledes af Uhre. Barnet kvaltes af Moderen omtrent ½ time efter Fødslen, der skete i Dølgsmål.” (Kilde: Brande, C449-8, kort 1 af 7, fol. ?, nr. 39). Indførslen er foretaget i slutningen af december 1881. Det vil sige, der er gået ca. to måneder mellem drabet på det lille barn og så indførelsen i kirkebogen.

Jeg kan ikke lade være at digte, hvad den unge pige har været igennem i den periode: forhør, undersøgelser, nye forhør – til hun til sidst tilstår og også til sidst fortæller, hvem der var barnets fader. De ville jo bare have en hyggelig aften efter ballet på Brande Kro… Nu er det ikke min familie, så jeg gør ikke mere ved sagen, men indledningen er serveret til andre. Der gemmer sig nok nogle interessante arkivalier.

Mindre drabeligt så sidder jeg og pusler lidt med den dejlige hæfteserie “Brande Gårdhistorie”, og det er egl. meget sjovt for en af morfars søstres sønner gifter sig med en kvinde, hvis morfar ejede det gamle elektricitetsværk i Brande, det var beliggende Matr. nr. 8e.8i.4m i Borup. “Lille Nytoft” Højmarksvej nr. 30. Og så står der blandt andet “Den 23-03-1935 fik Jens Kr. Thomsen skøde på matr. nr. 5i i Borup, som hed “Højmarken”, her plantede han en frugtplantage. Denne jordlod blev i 1961 ovetaget af a/s International Kunstnerhjem og i 1963 af Heine Linnemann Hansen, som startede restaurant “Højmark”. (Kilde; Brande Gårdhistorie, Hæfte 3, Borup, side 112.)

Der var et eller andet med det der “Højmark”, det puslede i hovedet, hvorfor pokker havde jeg hørt det før? Og pludselig var den der. Det var jo der, hvor mine forældre tog ud i slutningen af 1960’erne, når de skulle spise lidt godt, og de lærte Heine at kende, og de tog vist også “Steinhecker” med hjem til ham når de var over grænsen. Det er altså ikke kun de gamle i slægten, der bare skal have et par stikord og lidt tid til at bringe tænkeren i sving.

/i , /af ,

Geografi & hundetavler

Geografi og kort er spændende, og der er en grund til, at Peter Korsgaard hurtigt har udsolgt 1. oplag af sin bog “Kort som kilde”. Hvem griber ikke tit et vejkort for at se, hvor langt forfædrene egl. gik eller kørte med heste for at komme til kirke, når børnene skulle døbes og barselskonen introduceres? – eller for at se se, hvor langt der var når de skulle flytte?

Jeg sidder og roder med efterkommerne af min kære Morten Toustrup sammen med Bill i New Jersey. Ja – OK det er nok mest mig der “gør noget” for han kan jo ikke læse, hvad vi skriver Mortens efterkommere kom ikke så langt – på billedet er Morten selv markeret med det blå flag og hans efterkommere sådan 2-3 generationer frem er markeret med de små gule pins. Der er selvfølgelig undtagelser, men sådan den store koncentration, og set i helikopterperspektivet så bliver de i Hammerum Herred og lidt vest derfor. Nok var stavnsbåndet ophævet, men det betød ikke, at mobiliteten var indført. Det er et moderne fænomen. Det gør vi nu, fordi vi kan!

Det er nu så fint at de bliver der… for Arne Feldborg har jo lagt usandsynligt mange nyere kirkebøger ud til fri afbenyttelse og Leif og Knud har stået op mange mange dage i Viborg for at tage billederne. Til jer en varm tak for at det nu også er muligt at forske i den nyere tid hjemmefra, når det drejer sig om Hammerum Herred.

Inspirationen til arbejdet med Mortens Efterkommere kommer dels fra Bill i USA, men også fra Otto som engang i efteråret lånte mig en gl. slægtsbog – og det er den jeg nu endelig er gået i gang med at verificere. Det er lidt sjovt med den slags, for den mindste husmand bliver pludselig “gårdejer”, og en margarinearbejder (uff – sikke et job, bare ordet) er pludselig “kærnemester”. Jeg sidder også og undrer mig over, at firmaet ikke har samlet de oplagte guldkorn op, og taget de billige point (for de billige er da lige så gode som de dyre). Et ex: Johanne Jensen her, afgår ved døden i 1942 i Herning, og kirkebogsføreren er god, for han skriver, hvem hun var gift med både 1. og 2. gang og hvornår de to herrer døde. Men det har firmaet ikke medtaget. Det forstår jeg ikke, men måske har de ikke set efter i kirkebogen? I slægtsbogen har hun i øvrigt også fået en forkert far og mor, og den forkerte far er “forfremmet” fra husmand til landmand, og der er altså ikke noget at tage fejl af, i en kirkebog fra 1942 – nå ja, og så er der den detaille, at slægtsbogen gør hende et år ældre, end hun egl. er.

Hundetavler:
Hundetavler er den slags slægts-websites hvor der er lige så mange oplysninger om slægtens liv, gøren og laden, oplevelser, tanker og følelser, som man ville kunne bringe om det kære kræ. Jeg har altid selv syntes, at den slags var kedelige! Og jeg har gerne villet skabe et site, der var anderledes end alle andres. Men som konsekvens af den omfattende kopiering fra mit site bliver min side indtil videre ca. lige så kedelig som en hundetavle. Det ærgrer mig noget, men det har desværre vist sig at være nødvendigt. Men du kan jo altid droppe mig en mail, hvis du vil høre nærmere om specifikke personer. Måske kan jeg hjælpe.

/i , /af ,

‘Vogt Dem mod Efterligninger’

Billedet har jeg hugget på nettet.

Normalt er jeg det mest fredelige menneske i Danmark, men selv jeg kan blive rasende. Det sker, når jeg opdager, at andre såkaldte “slægtsforskere”, kopierer revl og krat fra min hjemmeside. Vi tager lige reglerne om ophavsret en gang til:

“For at få ophavsretten til en artikel, en hjemmeside, en slægtstavle, et billede eller lignende, er der tre grundlæggende betingelser, der skal være opfyldt. Der skal være tale om:
* en ophavsmand
* et litterært eller kunstnerisk værk
* et værk, det vil sige, at produktet skal have værkshøjde….” osv. Læs selv resten af artiklen på Mette Brobergs hjemmeside, for det er hende, jeg her skriver af fra. Artiklen har været bragt i bladet Slægt & Data, nr. 4 – 2005. Bemærk gerne følgende:

‘Det hun ikke kan tillade sig er at kopiere de små historier om enkelt personer, der gemmer sig rundt omkring på min hjemmeside typisk i notefelterne.’

Det der får mig op at hænge i lysekronen er, at jeg har fundet en hjemmeside, hvor samtlige min noter både om min nutidige familie og min fortidige (sådan ca tip 4) er blevet høstet, incl. alle historierne i noterne. Når jeg i min noter skriver: ‘Jeg har ikke kunnet finde…’, eller ‘Jeg husker morfar have det allerbedst, når…’ ja så genfinder jeg disse formuleringer på den omhandlede side, og jeg er ikke blevet spurgt, og jeg er ikke angivet som kilde. Det kan man simpelthen ikke, og jeg forstår godt, at vedkommende kan have en database på 8.220 personer – for han er jo kommet relativt nemt til dem.

Jeg har en lidt speciel måde at skrive sogn og herred på, som jeg ikke har set andre bruge, jeg skriver fx Brande Sgn., Nørvang Hrd., og mine kilder angiver jeg også typisk med pedantisk nøjagtighed. ‘Vogt Dem mod Efterligninger’ for jeg er ikke i tvivl om, at jeg har ophavsretten til mine noter. Og jeg er jo altså jurist, så lidt skulle jeg da vide om de dele, og ellers kan jeg hurtigt finde en, der virkelig kan!

Jeg er ikke en af dem, der laver en hemmelig hjemmeside, som ingen må bruge oplysninger fra, for så havde jeg nemlig ingen hjemmeside. Vi ved da fx. at alle vores gravsten i DKI-regi, bliver hugget med arme og ben, og det er derfor, de er der! De skal da bruges, sættes ind i slægtsbøger og på hjemmesider. Men når man uden videre høster det, som jeg har ophavsret til uden at spørge mig først, så bliver jeg altså gal. Var jeg blevet spurgt, havde han måske fået lov, mod at jeg var angivet som kilde. Jeg har selv flere gange spurgt andre, om jeg måtte bruge historier fra deres sites, og jeg har aldrig fået nej. Generelt vil vi jo alle gerne dele, og det vil jeg også.

Jeg troede ikke, der var nogle der ‘slægtsforskede’ på den måde..