/5 Kommentarer/i , /af ,

Formidling af slægtsdata

At skrive slægtshistorie

Formidling af slægtsdata

I august i år læste jeg med stor glæde og interesse Kathrine Tobiasens bog “At skrive slægtshistorie” (jeg har 2. udgave, 3. oplag). Da jeg netop syntes, det var så fantastisk en bog, har jeg taget den frem igen og er begyndt forfra.

Jeg vil nemlig gerne kunne huske flere af hendes tips til, hvordan det kan gøres – ikke hvordan det skal gøres.

Jeg husker primært to ting fra den første gennemlæsning. Jeg citerer her frit efter hukommelsen:

  1. En slægtshistorie/-tavle genereret af slægtsforskningsprogrammet, der kun består af navne og datoer, er så spændende som en telefonbog.
  2. Dokumenter, man vil dele med andre, bør findes i to versioner:
    1. Selve Worddokumentet man har brugt til at skrive i.
    2. Når det er gemt med et sigende navn som Worddokument, bør det også gemmes som pdf-fil, for så kan andre ikke umiddelbart ændre i det.
  3. Bevar Worddokumentet så du nemt selv senere kan tilføje nyt eller rette fejl.

Små slægtshistorier

Jeg elsker at skrive små slægtshistorier, og nogle gange handler de ikke om mine egne slægter, men ting jeg falder over i kirkebøger, som jeg synes fortjener en eller anden form for omtale. Det kan være, jeg pludselig lærer noget om pesten, opdager en præst i Søllerød, der er begejstret for at beskrive alle omstændighederne om hver enkelt dødfødsel eller noget helt andet, der er lidt ud over det sædvanlige.

Meget ofte er det fordi, jeg synes, jeg lærer noget nyt og har været igennem en læreproces, jeg gerne vil dele med andre. Det gjorde sig fx gældende med artiklen “Letfærdighed og barnemord”, hvor jeg syntes, jeg havde fået et stof godt ind under huden og havde fundet gode og nyttige links, der måske kunne interessere andre slægtsforskere.

Jeg formidler mine små historier via artikler på min hjemmeside, da jeg ikke har hverken efterkommere eller anden familie. Jeg vil aldrig nogensinde få læsere af en stor historie, så jeg må nøjes med de små. Og Google er tilfreds (= indekserer og prioriterer) bare man når op på 600 ord.

Min slægtsdatabase rummer kun ca. 3.400 personer, og det er jo ingenting sammenlignet med mange andres, men jeg er tilfreds med det. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke gerne vil udbygge den.

Databasen rummer – som ordet siger – bare en masse data struktureret i nogle tabeller. Men disse data repræsenterer mennesker, der har levet, og som har en form for krav på at få fortalt deres historie. Altså gør jeg data til de mennesker, de var engang, når jeg prøver at fortælle deres historie.

Eksempelvis har jeg haft meget glæde af at fortælle om de store tyverier fra Dansk Hattefabrik i Skodsborg, hvorfra topbilledet – som jeg har tilladelse til at bruge – stammer. En dag vil jeg kontakte lokalarkivet i Rudersdal Kommune for at spørge, om de kunne være interesserede i, at jeg kommer en aften og fortæller historien om min slægts gang på hattefabrikken (selvfølgelig inkl. tyverierne), og hvordan oldefar Stegemüller egl. kom til Danmark som hattemester og begyndte i filthatteafdelingen på Brede Klædefabrik i 1890, og som hattemagermester flyttede sammen med fabrikken til Skodsborg i 1913. Det tror jeg nemt, jeg kan få en halvanden times tid til at gå med.

Om afsnittenes værdi – det drejer sig om læsbarhed

Når du går i gang med at skrive – det være sig til den store slægtsbog eller til små historier om din slægt – så husk afsnit. Det drejer sig om læsbarhed, der er en nødvendighed i al formidling.

Fortæl mig, hvilken af de to tekster herunder, du har nemmest ved at læse og forstå.

Tekst nummer 1:

Tekst nummer 2:

Må jeg gætte på, at du har nemmest ved at læse tekst nummer 2? Jeg tror faktisk, du lyver, hvis du mener, at læsbarheden er bedst i tekst nummer 1.

Selv har jeg det sådan, at jeg ikke kan fokusere på en tekst som den i nummer 1, og det gælder både, hvis jeg finder den i en bog eller på nettet. Det er som om, jeg ikke ved, hvor langt jeg er kommet. Øjnene kan ikke fastholde den rigtige linje.

Jeg begynder ikke en gang at læse en sådan tekst; jeg springer den helt konsekvent over, jeg gider ikke en gang forsøge, og jeg undrer mig over, at folk ikke indsætter afsnit, hvis de gerne vil have deres budskab ud over rampen. Og det er vel derfor, de skriver? De skriver vel for at blive læst og forstået – ikke for at blive sprunget over? Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der giver op på forhånd.

Man ser ofte tekster som nr. 1 på Facebook, fordi folk har kopieret en hel masse fra et Worddokument og så trykket enter (= udgiv/slå op). I Worddokumentet var der afsnit, og alt var læsbart der, men afsnittene forsvinder af sig selv under kopieringen. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, men jeg ved, at det er sådan.

Jeg har talt med mennesker, der sagde til mig: “Jamen man kan da ikke lave afsnit på Facebook, for trykker man på enter, bliver det jo udgivet/slået op”.

Det har de også ret i. Hemmeligheden er, at man i Windows skal trykke både SHIFT og ENTER på en gang – så ryger teksten ned på næste linje. Hvis du er på Mac, må du selv eksperimentere lidt.

Da man skal lave et afsnit, gør man det lige en gang til – og så er læsbarheden øget med ca. 500 pct. Keine Hexerei nur Behändigkeit!

Jeg vil om kort tid skrive en artikel om, hvor lange – eller korte – afsnit bør være for at være læsbare. Kan man sige noget om det? Ja det kan man faktisk. Jeg har fundet nogle internationale kilder men foretrække nogle danske studier med forsøgspersoner.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Letfærdighed og barnemord

Fødselsstiftelsens start og Kirschbaum fra Højby

Letfærdighed og barnemord

Dagens topbillede er Erik Henningsens (1855 – 1930) maleri fra 1886 kaldet “Barnemordet”. Man må gerne bruge billedet. Billedet til højre forestiller Erik Henningsen, og det er også fri af ophavsret.

Maleriet forestiller en ung kvinde, der står med nedbøjet hoved, mens en betjent holder i hendes venstre arm. Der er kun en hund til at trøste hende.

Som Lex.dk skriver, forstår man af sammenhængen, at det, mændene i forgrunden graver efter, er et barnelig, som hun har gravet ned. Mændene, der graver, overvåges af øvrigheden, så intet kan forblive fordækt.

I Ugeskrift for Læger var der i 2019 en virkelig spændende artikel af læge Klaus Larsen med titlen “Letfærdighed og barnemord”, som jeg viderefører her. Klaus Larsens manchet lyder:

I 1771 fik J.F. Struensee indrettet en »babyluge« ved Fødselsstiftelsen, hvor enlige mødre kunne aflevere et uønsket barn. Det fik bugt med det udbredte problem med barnemord. Men efter Struensees fald blev lugen fjernet igen, fordi den angiveligt fremmede »liderlighed og utugt«. Men Fødselsstiftelsen overlevede.

Jeg har skrevet flere artikler om barnedrab og reglerne i Danske Lov.

Hvad er sammenhængen?

Hvis du er forvirret over, hvordan i alverden jeg er kommet frem til artiklerne, og hvordan det hænger sammen med en af Kirschbaumernes (Hr. Kirsebærtræs) døtre, forstår jeg dig godt.

Kort fortalt er er historien:

Af og til laver jeg et udtræk af Legacy, hvor jeg finder frem til, hvem jeg mangler at rydde op i. Jeg fandt ud af, at en “Kirschbaum” manglede hastagget, jeg sætter på “de færdige”: “#Oprydning”.

Med tiden har jeg fået styr på de fleste andre Kirschbaumer, men jeg manglede Anna Rebecca Kirschbaum født 1760 i Højby, Odsherred, Holbæk Amt. Det er ikke en ane “bare” et familiemedlem i min adoptivslægt; hun hører til på min mormors mor side og er mine tip-4-oldeforældres barnebarn.

Det viste sig, at hun blev gift med smeden Frantz Johansen i Helliggejst (København) i 1781, og helt vanvittigt fandt jeg familien i Søllerød (et godt stykke nord for København) ved folketællingen i 1801. Sikke en rejse for en ung kvinde på det tidspunkt. Det er den slags, man næsten ikke kan tro, og hvor tusindvis af indtasteres arbejde for DDD DDA viser deres værd:

Københavns Amt, Sokkelund Herred, Søllerød Sogn, Ny Mølle, 07/6, FT-1801, A0228:

1) Frands Johansen, 50, gift 1, Hosbond, Smed
2) Ane Rebekke, 40, gift 1, Hustru
3) Marie Kirstine, 9, deres Børn
4) Ane Dorthe, 7, deres Børn
5) Johan Peder, 1, deres Børn
6) Anders Persen, 20, ugift, til Huse, Smede Svend

Nu må jeg så kirkebogen for Søllerød igennem for at se, om jeg kan finde mere om familien. Jeg har fundet drengen Johan Peders dåb, og jeg har uden held gennemset samtlige konfirmationer frem til 1820 for at være på den sikre side. Min fornemmelse er, at de flytter igen, for børnene er ikke konfirmerede i Søllerød.

Kirkebogen for Søllerød er til tider en af dem med “en linje ad gangen”, og lige nu kigger jeg efter, om forældrene skulle være døde i sognet før 1814. De er i hvert fald ikke døde i Søllerød efter 1814 og frem til 1830.

Og her kommer så endelig sammenhængen til de nævnte artikler: Præsten skriver omhyggeligt om hver eneste dødfødsel. Han skriver gerne en ¼ til en ½ side om hver dødfødsel uanset om kvinden er gift eller ej. Linket til Søllerød kirkebog peger på et eksempel både øverst og nederst i højre side og ved nærmere eftersyn, er der også to eksempler på venstre side. Han beskriver sådan set alt det, som den retsmedicinske undersøgelse skal finde frem til:

  • Er barnet levendefødt?
  • Er barnet fuldbårent?
  • Er barnet levedygtigt?
  • Hvem havde været tilstede ved fødslen? Hvis der havde været nogen tilstede, var det jo ikke hemmeligt.
  • Brugte jordemoderen midler? Jeg er ikke klar over, hvad det er for “midler”, der altid skrives om.
  • Dødsårsag og dødsmåde (drab eller naturlig død)

Det eneste, der manglede, var næsten “lungeprøven”: En lungeprøve beror på det faktum, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, i modsætning til en lunge, der har levet, som vil flyde.

Ergo: man sænkede barneliget i et kar med vand. Havde barnet være dødt ved fødslen, ville liget synke. Havde barnet levet og trukket vejret, ville liget flyde, fordi der jo så var en lille smule luft i lungen/lungerne. Og så kunne hun jo have dræbt et levende barn.

Jeg mindes ikke at have set så udførlige beskrivelser af dødfødsler i andre kirkebøger, men det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning eller manglende viden og opmærksomhed fra min side!

Kvinderne på den side i kirkebogen var alle gifte, så der kunne ikke være tale om at bruge bestemmelserne i Danske Lov. Dem forbeholdt man de ugifte!

Danske Lovs (DL) bestemmelser fra kapitel 6 om manddrab og koblingen til de ti bud

6-6-7

Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage.

6-6-8

Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

Dette link peger på Danske Lovs 6. bog, men kunne for så vidt lige så godt pege på biblens “Du må ikke slå ihjel” (det 5. bud) og “Du må ikke bedrive hor” (det 6. bud), for det var de bestemmelser, man lænede sig op ad, da man forfattede DL.

Et “letfærdigt kvindfolk” er en ugift kvinde. Blev en ugift kvinde gravid – uanset hvem faderen var – var hun per definition en “hore”.

Fødte et letfærdigt kvindfolk i dølgsmål (hemmelighed) et dødfødt barn, var formodningen for, at hun selv havde dræbt barnet (6-6-8), og så skulle hun straffes, som om hun forsætligt havde dræbt barnet, og så er vi tilbage i 6-6-7, hvorefter hun skulle halshugges (med sværd eller økse) og hovedet sættes på en stage.

Med vore dages udtryk vil vi sige, at det at “formodningen er for noget”, er det samme som at, bevisbyrden er vendt om (omvendt bevisbyrde). Det var altså kvinden selv, der skulle bevise, at hun ikke selv forsætligt (med vilje) havde dræbt barnet. Det er jo helt utroligt. Tænk at vi havde den regel helt frem til den første samlede danske straffelov i 1866. I dag er det selvfølgelig anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden.

Vi har også nu nogle få bestemmelser med omvendt bevisbyrde, men de er ofte givet for at beskytte den svagere part i en sag. Altså er det hele “vendt på hovedet” i forhold til bestemmelserne i DL

Tilbage til Klaus Larsens artikel

Den omtalte læge Klaus Larsens første afsnit lyder:

En af de mest udbredte forbrydelser i 1700-tallets Danmark var barnemord. Cirka halvdelen af alle, der blev dømt for mord, var ugifte kvinder, der havde taget livet af deres nyfødte spædbørn.

Man måtte gøre noget ved dette enorme problem, og altså fandt man på det med “Barnelugen”, der jo kunne hjælpe i København, men som dog ikke overlevede Struenses fald. Men som han også skriver “Fødselsstiftelsen overlevede”, som et sted fattige, ugifte kvinder kunne føde deres uægte børn og antallet af barnedrab faldt markant. Hvad med kvinderne på landet?

Fødselsstiftelsen var dog ikke kun for fattige kvinder. Der var også pladser til dem med penge på kistebunden, som fik bedre værelser med færre på stuerne.

Tal viser, at hele 11 pct. af de børn, der blev født i perioden 1850 – 1880, var født udenfor ægteskab. Klaus Larsen skriver, at andelen næppe har været mindre i 1700-tallet. En hore blev fuldkommen udelukket af samfundet. Fx ville en tjenestepige blive jaget af pladsen og hendes eneste vej til forsørgelse var prostitution evt. kombineret med tyverier. Samlet set var hendes motivation til at skaffe sig af med barnet stor.

Lic. jur. Beth Grothe Nielsen

En juridisk forfatter, jeg altid har holdt meget af, er Beth Grothe Nielsen. Jeg har været til nogle fine forelæsninger hos hende.

Hun skrev sin licentiatafhandling om ugifte kvinder, der i 1700-tallet blev dømt for barnedrab eller fødsel i dølgsmål “Letfærdige qvindfolk”. Jeg har desværre aldrig fået den læst, men det vil jeg gøre på et tidspunkt. Bogen fås stadig i forskellige antikvariater – blandt andet WilliamDam.dk i Rønne.

Jeg fandt et citat af hende, der bekræfter en fornemmelse, jeg ofte har, når jeg læser kirkebøger: “ren passivitet”:

Barnedrab var tidligere meget udbredt — fortrinsvis blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej efter at være blevet svigtet af barnefaderen. De almindeligste metoder var kvælning, drukning eller ren passivitet.

Jeg har næsten altid på fornemmelsen, at de mange uægte børn, der dør 1-2-3-4 dage gamle simpelthen ikke er blevet passet på. De har ikke har fået mad, de har ikke haft en varm dyne over sig men har måttet ligge i et koldt værelse m.v.

Mine fornemmelse er også, at de uægte børn i almindelighed lever kortere end de ægte børn.

Om man kan finde statistik på det, ved jeg ikke. Hvordan skulle den i det hele taget være opstået? Hvem skulle kunne føre sandhedsbevis?

Jeg ved det ikke, så jeg må måske bare leve med min fornemmelse?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/16 Kommentarer/i , /af ,

Det mest stillede spørgsmål: “Hvor langt er du nået tilbage?”

Tal om tal og formskrift

Det mest stillede spørgsmål: “Hvor langt er du nået tilbage?”

Når jeg fortæller folk, at jeg slægtsforsker (hvis der skulle være nogen, der ikke var klar over det), er spørgsmål nummer et: “Hvor langt er du nået tilbage?”. Jeg kan nemt forstå, folk spørger, men det er ikke nemt at svare på. Mit forhåbentlig mest diplomatiske svar lyder: “Det er sådan et spørgsmål, man ikke kan svare på, for der er mange grene i en slægt – og da jeg er adopteret, har jeg dobbelt så mange.”

Det er sjovt, som “århundreder flytter sig”. Når man taler med ikke-slægtsforskere, synes de, at midten af 1800-tallet er meget længe siden. For mange af os er vi nærmest i nutiden efter 1814.

Spørger jeg Legacy, hvornår personerne i min database er født, fortæller programmet, at jeg har fem personer født i 1500-tallet og 187 personer født i 1600-tallet. Det skal nok passe.

Dem fra 1500-tallet er sikkert nogen af dem, jeg sletter, når jeg finder dem, for de er umulige at dokumentere, da kirkebøgerne først begynder i 1645, og jeg gider ikke have udokumenterede oplysninger, når jeg nu har gjort så meget for at sætte primære kilder på alt andet. Og jeg har brugt lang tid på at ændre de gamle henvisninger til mikrokortene til nye henvisninger til ao.salldata.dk.

Skråskrift ctr. formskrift

For få dage siden talte jeg med en anden slægtsforsker, der gjorde mig opmærksom på, at mit synspunkt om, at der ikke er grund til at taste kirkebøger efter 1814, for der er det jo bare at bladre, er fuldkommen forfejlet. Det skyldes, at bare en generation efter os ikke kan læse skråskrift. De har kun lært formskrift, og de skal jo ikke formenes adgang til vores hobby. Det har jeg aldrig tænkt på, men det er jo rigtigt nok.

Wikipedia oplyser, at formskrift blev introduceret i folkeskolen fra 1952. Det tog ca. 20 – 30 år før, det var slået rigtigt igennem. Jeg undrer mig lidt, for jeg startede i skolen i 1970 og har kun lært skråskrift, men det kan selvfølgelig skyldes de mange skoleskift, og at jeg kun har boet på landet. Udrulningen har formentlig været hurtigere i byerne.

Status for oprydningen

Bortset fra, at jeg ikke kan få alle mine skønne tal om oprydningen til at passe sammen, så har jeg indtil nu haft fat i 2.772 personer, hvoraf en ikke har et efternavn, og det er efternavne, jeg tæller op i graferne. Hvorfor har jeg fx ikke det samme antal personer i Legacy (3.386) og TNG (3.449), når jeg tømmer tabellerne i TNG, inden jeg importerer? Det rigtige tal er tallet i Legacy, hvor de 63 andre kommer fra, ved jeg simpelthen ikke.

Laver jeg lige nu en liste i Legacy over personer, der ikke har hashtagget “Oprydning”, rummer den 908 personer.

Jeg har også lavet en lille tabel, der fortæller noget om, hvad det egl. er, jeg foretager mig som led i oprydningen. Den skal tages med et gran salt, og det er virkelig ingen videnskab:

  • Eksempelvis var det først i juni 2024, jeg begyndte at registrere adresseforespørgslerne, og det var først i januar i år, jeg begyndte at registrere civilstandene, som der lige nu er 155 af.
  • Det vil i hvert fald sige, at antallet af adresseforespørgsler er større end de 124, der er vist her.
  • 190 personer har jeg simpelthen opgivet. Af og til må jeg sige, at nu gider jeg ikke bruge mere tid på en person, for det svarer sig ikke. Dog sker det ikke helt sjældent, at nogen, jeg har opgivet, alligevel lykkes, nu hvor jeg har været flere år om at rydde op.
  • Jeg er desværre ikke klar over, hvornår jeg begyndte at registrere lysninger til ægteskab. Jeg burde have noteret det. Indtil videre har jeg 186 af dem.

Om at registrere civilstande

At registrere civilstand er umådelig praktisk, når det er en oplysning, jeg aktivt skal bruge til noget.

  • Jeg registrerer ikke det utal af ungkarle og piger, der gifter sig, for oplysningen skal ikke bruges til noget.
  • Jeg registrerer derimod, hvis et brudepar fx består af en enke og en ungkarl, for så ved jeg, at hun har været gift før, og der skal ledes efter endnu en vielse samt stamdata på den afdøde.
  • Ved dødsfald registrerer jeg ofte vedkommendes civilstand, hvis det var noget, jeg ikke vidste i forvejen eller noget, der bekræfter tidligere notater vedr. ægtefællen.
    • Hvis hun er gift, står der måske at “Johanne Martine Götz er gift med bødkerformand Heinrich Friederich Lange, Monrads Allé 29 i Valby (Timotheus Sogn)”. Her får jeg altså hans beskæftigelse og bopæl på hendes dødsdato.
    • Hvis hun derimod er enke, bekræfter det, at han allerede er død.

På den måde kan man få meget ud af at uddrage samtlige oplysninger, der kan gøres til rå data.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Slægtsforskere foren eder

Nedskæringer på Rigsarkivet

Slægtsforskere foren eder

Det er nu, vi – som Rigsarkivets største brugergruppe – må gøre os gældende.

Jeg er meget trist over de udmeldte besparelser, men det hjælper næppe, og det hjælper ikke at sende mails til diverse politikere. 7.000 ukoordinerede enkelthenvendelser gavner ingen steder. Løbet er kørt for finansloven for 2026, da aftalen er indgået.

Af faktaarket “Udmøntning af administrationsbesparelser i 2026”, dateret den 23. oktober i år, fremgår, at man forventer at spare 1,5 mio. kr., svarende til 1,0 årsværk (et årsværk er en fuldtidsstilling = 1.924 timer = 37 timer * 52 uger), på følgende opgaver under Rigsarkivet

Opgavebortfald i Rigsarkivet, bl.a. opsigelse af kontraktstyringssoftware, optimering og lukning af hjemmesider og nedskalering af frivilligopgave

Det er ikke let at blive klar over, hvad det konkret betyder:

  • Hvad er “kontraktstyringssoftware”?
  • Hvilke hjemmesider “optimeres og lukkes”?
  • Hvor meget bidrager “nedskalering af frivilligopgave” til besparelsen?

Besparelsen, der fylder uendeligt lidt målt i kroner og øre, betyder uendeligt meget for os i vores daglige arbejde. Og ja, det er arbejde.

De mest brugte arkivalier scannes af frivillige og indtastes herefter af andre frivillige. Det er godt for arkivalierne, der herefter ikke udsættes for slid, og det er godt for os. Utrolig mange slægtsforskere og andre kyndige på tilgrænsende områder har brugt tusindvis af timer i lige så mange år på – i samarbejde med Rigsarkivet – at gøre arkivalier tilgængelige online. Er det arbejde, der pludselig er spildt, når de uspecificerede hjemmesider “optimeres og lukkes”?

Som eksempel på “andre kyndige på tilgrænsende områder” kan jeg nævne, at jeg kender en læge, der hjælper med tydning af dødsattester. Han bruger en dag om ugen på Rigsarkivet i Viborg på opgaven.

Jeg kender ikke andre persongrupper end slægtsforskere, der lægger så mange gratis arbejdstimer. Vi gør det, fordi vi gerne vil formidle glæden ved vores hobby og opsamlede erfaringer/viden, og fordi vi gerne vil “betale tilbage” af det, der engang for mange år siden var nogle, der lærte os. Vi har alle nogle, der hjalp os i gang.

Rigsarkivets formål

Slå man op i bekendtgørelse af arkivloven, kan man læse om Rigsarkivets formål:

§ 4. Rigsarkivet har til formål:

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offentlige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov,

3) at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder, herunder til forskningsformål,

4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier,

5) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

Som slægtsforskere hører vi under flere af punkterne.

Når frivillige scanner arkivalier, hører det under pkt. 1. Når vi sidder på læsesalen eller hjemme ved skrivebordet, hører vi under pkt. 3, og har vi spørgsmål, hører vi under punkt 4.

Hvad er en “rigtig” forsker?

En anden slægtsforsker sagde en dag til mig “nu er vi jo ikke “rigtige” forskere”.

Næh, vi er selvfølgelig ikke aflønnede for vores indsats, men når jeg finder nye resultater, eller formidler tidligere resultater, føler jeg mig ret “rigtig”. Og dermed kunne jeg måske snige mig ind under pkt. 5? Selve formidlingen af både de små og de store historier optager mig meget, for det er her, data bliver til de mennesker, de var engang.

Når jeg hjælper folk i gang med The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG), hjælper jeg dem med at formidle deres resultater.

Hvor mange er vi, og hvad kan vi gøre?

Jeg er ikke klar over, hvor mange slægtsforskere, der er i Danmark. Og jeg er ikke selv kreativ nok til at komme med konkrete forslag til initiativer; men jeg nægter at kaste håndklædet i ringen.

Foreningen Danske Slægtsforskere (DS), som jeg betragter som en “fagforening for slægtsforskere”, fordi det er her vores interesser bedst varetages under en og samme hat, har vist ca. 7.000 medlemmer, men mørketallet – de uorganiserede – må være enormt vurderet på baggrund af diverse Facebookgrupper, brugere af foreningens Forum m.v.

Alene Facebookgruppen “Slægtsforskning” har 33.200 medlemmer (kilde: “Med Adam i arkivet” side 44). Af de 33.200 er der sikkert en del gengangere fra DS. Trækker man alle 7.000 fra de 33.200, får man 26.200, der også kunne gavne DS og gøre os stærkere som gruppe betragtet.

Jeg tvivler på, at der kan rokkes ved besparelsen for 2026, netop fordi det er en del af en allerede indgået politisk aftale, men det må være muligt at ændre på 2027 ff. Ministerierne skal indsende deres bidrag til forslag til finanslov (FFL) 2027 – 2030 medio april 2027. Ergo har vi ca. seks måneder til at få gode idéer og i fællesskab at tømre noget sammen.

Hvis jeg kan hjælpe nogen med noget, melder jeg mig under fanerne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.