En meget meddelsom præst i Sakskøbing
En interessant kirkebog
En meget meddelsom præst i Sakskøbing
For tiden roder jeg nede på Lolland efter mine biologiske rødder, og jeg støder ind i den ene blindgyde efter den anden. I går ledte jeg således uden held efter en 3 * tipoldefar ved navn Rasmus Rasmussen i Sakskøbing. Mennesker, der burde være nemme at finde, er simpelthen gået under jorden. Jeg forstår det ikke.
Men af og til, når man ikke finder noget, så finder man noget andet.
Præsten i Sakskøbing er meget meddelsom og kirkebogen er uhyre let at læse.
En alt for tidlig fødsel i 1809
Indførslen herunder fortæller om et barn, der kun levede i seks timer. Den er interessant, fordi den er så lang og så beskrivende. Men den er også interessant, fordi en fødsel 14 dage for tidligt i 1809 beskrives som “alt for tidlig”. Det ville vi vist ikke gøre i dag, så den fortæller om en helt anden tid for 200 år siden.
Jeg er godt klar over, at der vist mentes “hjemmedøbt” ved det første spørgsmålstegn og vist “Bækkenet” ved det andet spørgsmålstegn, men alligevel undrer jeg mig over det skrevne. Kilden har I her.
Søndagen d fjerde Advent blev Indsidderens Peder Nielsens
i Reersöe og Kones Barbara Hansd. hiemm Deth.(?) Dorthe Marie
begraven, som blev födt og döde d 17de Dec. og
lagt paa den söndre Side af Kirkegaarden. Dette
Barn, hvis alt for tidlige Födsel var Aarsag
til dets Död, blev födt i Midten af Svangerska-
bets ottende Maaned, og Moderen angav som
Aarsag for hendes for tidlige Nedkomst, at have
fölt stærk Kulde i Begenet(?) faa Dage förend
Födselen, som ellers var let og naturlig. Der
var Liv i Fosteret, men Giordemoderen, Kirstine
Heide paa Reersöe Mark, brugte intet Middel
for at holde Liv i det, da Barnet var meget svagt,
formedelst dets alt for tidlige Födsel. Moderen
har ellers ei födt noget dödfödt Barn. Peder Kyl-
lings Kone, Marie Hansd., og Hans Kyllings Kone, Dorte,
vare overværende ved Barnets Födsel, som levede i 6 Timer.
Kilde: Maribo Amt, Musse, Sakskøbing, 1793-1815, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 237 af 262 opslag.
Selvmorder begravet om natten
Når man begik selvmord, fik man ikke en gang et nummer i kirkebogen. Det er jo faktisk dybt tragisk. Kilden er her.
Døde og Begravede 1812
Löverdagen den 8 Aug.
Jacob Rasmussen, uden No. da han var Selvmorder.
Hængte sig i Saxkiöbings Arrest og blev i al
Stilhed om Natten begravet i det sydøstlige Hiørne af den
nye Kirkegaard. Han var 32 Aar gammel
og opholdt sig paa Nielstrup da han blev arresteret
for Tyverie.
Kilde: Maribo Amt, Musse, Sakskøbing, 1793-1815, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 250 af 262 opslag.
De deltes om graven
Jeg tror ikke, jeg er stødt på det før: nemlig at to mennesker begraves i den samme grav.
Peder Ruberg og Peder Nagelstie må både dele graven og nummeret. Det er som om, at det, der optælles, ikke er mennesker men grave.
Samme kilde som ovenfor: Maribo Amt, Musse, Sakskøbing, 1793-1815, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 250 af 262 opslag.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.





Også i min adoptivfamilie findes selvmord. Vi er denne gang i Højby Sogn i Ods Herred, Holbæk Amt.


