,

Ytringsfrihed!

Tragedien i Paris

10 journalister og 2 politibetjente er i dag blevet dræbt ved et terrorangreb i bladet Charlie Hebdos lokaler i det centrale Paris. Bladet er et satirisk ugeskrift på venstrefløjen, der ikke holder sig tilbage med at kritisere alt og alle, det går især ud over religioner og den katolske kirke må i særlig grad holde for – ligesom selvfølgelig også islam må det. Terroristerne råbte muslimske slagord før og efter attentatet, så der er ingen tvivl om, at det er islamistiske galninge, der står bag. Der er sendt 3.000 betjente og noget militær ud for at fange dem, og Gud hvor jeg dog håber, de bliver fundet og får en ganske ganske alvorlig og langvarig straf, gerne med efterfølgende hjemsendelse til der, hvor de nu end kommer fra.

Hele verden fordømmer det der er sket uanset partifarve, og sådan skal det også være!

Det hele verden nu taler om er demokrati og ytringsfrihed, for det er sidstnævnte, der er i fare.  Hvis vi ikke må tænke og tro hvad vi vil uden risiko for at blive skudt på åben gade, så har vi mistet en vigtig frihedsrettighed – måske flere. Allerede den første grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om ytringsfrihed. Junigrundloven fra 1853 har denne formulering af § 77: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.” Som et lille sidespring vil jeg nævne, at der er rigtig mange, der påberåber sig ytringsfrihed, men de glemmer den del der hedder “dog under ansvar for domstolene.”!

I Kristeligt Dagblad siger professor Jytte Klausen: “Vi reagerer ved at sige, at det også kunne ske her hos os, og så har gerningsmændene opnået det, de vil. Men det er ikke tilfældet. Det her er et nøje valgt mål.”

Jeg synes imidlertid, det er svært helt at tro hende, for risikoen er da også til stede hos os, se bare hvordan det gik til under Mohammed-krisen, hvor tegneren Kurt Westergaard havde tegnet profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Det udløste en lang diplomatisk krise og afbrænding af Dannebrog rundt om på gaderne i de arabiske lande. Hidtil har jeg egentlig ment, at Jyllands Posten mest var ude på at provokere, og at det kunne de så bare have ladet være med; men jeg må indrømme, at dagens hændelse har fået mig til at ændre opfattelse.

Det er ulykkeligt for herboende fredelige muslimer at dette attentat kommer præcis dagen efter dokumentaren om Grimhøjvejens moske i Århus. Det er da lige vand på nationalisternes mølle, og jeg er sikker på, at Pia Kjærsgaard får lidt ekstra vind i sejlene efter disse dage. PS: Jeg frygter det kommende folketingsvalg med et DF med 20 pct. af stemmerne.

,

Islam

Min nabo …

I aftes kl. 20:30 viste DR1 en skræmmende dokumentar om Grimhøjvejens moske i Århus, hvor Syrienkrigere, der dør i kamp for Al-Qaeda i Syrien eller Irak betragtes som helte, og hvor man ønsker sig et kalifat (en islamisk statsform, der samler alle verdens muslimer under en og samme politiske enhed, regeret af en leder kaldet Kaliffen). Herudover arbejder man for Jihad, der bl.a. kan betyde at fremme islam og islams interesser. I Danmark mener vi som oftest, at Jihad betyder Hellig krig, men der altså flere betydninger af ordet. Politiet har dokumenteret i alt 27 Syrienkrigere fra Østjylland, hvoraf de 22 udspringer af den nævnte moske. Af disse årsager er det svært ikke at betragte Islam som en voldelig religion.

Og så på den anden side: Jeg har en rigtig sød nabo på 26 år, der som 16-årig konverterede til islam. Han er meget fredelig, knokler i en bagerbutik på Hovedbanegården på ubekvemme tidspunkter og passer kone og barn. Han overholder Koranens love og beder fem gange om dagen, så han er altså “aktiv muslim”, men han går ikke i moskeen, for den ligger for langt væk.

Jeg er “aktiv kristen”, kommer meget i kirken og er medlem af menighedsrådet mv.

Vi taler meget om religion og tro, når vi drikker kaffe sammen, for jeg synes, det er meget spændende at få en hel masse at vide om islam fra et meget fredeligt menneske, for det er så langt fra det, vi hører i medierne. Han spørger tilgengæld meget ind til kristendommen, for han er aldrig rigtig kommet i den danske folkekirke.

Meget ofte konstaterer vi til slut på vores kaffemik, at der ikke er så stor afstand mellem vores religioner (men de udspringer jo også begge af jødedommen, så det er måske ikke så mærkeligt).

Jeg kunne unde mange flere mennesker at lære en muslim at kende, for måske kunne det nedbryde en masse barrierer, og få danskere og muslimer til at leve bedre sammen.

,

Normeringer i daginstitutionerne

Det kan ikke være sandt

DR1 har i denne uge sat fokus på normeringerne i daginstitutionerne. Det falder fint i tråd med statsministerens nytårstale, hvor hun sagde følgende om børnene:

“Det er de tidlige år, der former Holger og andre små børn. De skal have en barndom med tryghed og nærvær. Med glæde og leg. Vi har valgt at sætte penge af til lidt flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Men vi er ikke færdige. Vi skal have bedre daginstitutioner og dagpleje, end vi har i dag. Børnene skal trives, lære og udvikle sig. Vi skal investere i vores fremtid. Det kan vi gøre, fordi det går bedre i Danmark.”

Nu har jeg lært noget smart af Eric, nemlig at man skal vurdere politikerne på hvad de har foretaget sig, ikke hvad de lover om fremtiden.

Regeringen har med virkning fra 2015 sat ekstra 250 mio. kr årligt af til børnene, således at det samlede årlige beløb er 750 mio. kr. pr. år. Og det er der sandelig også behov for!

DR har været på besøg hos institutionen Nordlyset i Svendborg, hvor lederen fortæller om hvordan hun er alene med 15-20 børn både ved dagens start og slutning. Skal hun skifte en ble, er alle de andre alene på stuen. Ude på legepladsen samles børn fra tre stuer, og så bliver de lige en 50 stykker. Dem er de én pædagog til at tage sig af. Det er ganske enkelt uforsvarligt. Det er også uforsvarligt, at forældre af og til bliver længere i institutionen, fordi de ikke vil efterlade poden til så dårlig en bemanding. Det er altså de færreste, der kan komme tre kvarter på arbejde særlig ofte.

Her er et link til DR’s faktaside, hvor de kommer med alle tal og en video.

Mandag den 5. januar 2015 havde TV-Avisen kl. 18:30 så et indslag med en top-et-eller-andet fra Kommunernes Landsforening. Efter min opfattelse var han urimeligt arrogant, da han skød problemerne ind under, at det handlede om dårlig arbejdstilrettelæggelse i den enkelt institution samt at man jo ikke kunne måle nogen tendenser ved blot at se på én institution. DR kunne så oplyse, at der var tale om en undersøgelse i ca. 400 institutioner lavet i samarbejde med BUPL, men lige lidt hjalp det. Det var topmålet af arrogance.

Der er risiko for, at de afsatte millioner aldrig når ud til institutionerne, fordi kommunerne bruger pengene til alt muligt andet. Enhedslisten foreslår så en øremærkning af pengene. Tænk sådan troede jeg at offentlige midler allerede var øremærkede. Alt andet er da en form for tyveri fra kommunernes side.

Apropos dette, så er der mere på DR’s hjemmeside: “Borgerlige politikere til kommuner: Penge til børn bruges ikke godt nok. Penge til flere pædagoger ender alt for ofte i kommunalt bureaukrati, lyder det fra flere partier. De fleste forældre er tilfredse, svarer KL-formanden.” Endnu en omgang arrogance fra KLs side! Her er endnu en interessant side om det med, hvor pengene reelt bliver af.

Der synes at være langt til statsministerens nytårs-visioner!

,

At vente

Hvorfor skal man det?

Jeg har tilbragt hele min dag med at vente:

  1. Jeg skulle have fat i Psykiatrifonden, fordi overlægen i Distriktspsykiatrien har talt med sagsbehandleren i kommunen om at jeg evt. skal starte i et udviklings- eller mentorforløb hos dem. De havde bare glemt at orientere mig. Det ser spændende ud, men jeg har behov for at vide, hvordan det hele spiller sammen med mit store ønske om et fleksjob. Jeg ventede 1½ time i telefonen, og så havde jeg næsten ikke mere strøm. Ham jeg kom til at tale med var vældig flink og kompetent, men jeg synes ikke, det er rimeligt at vente så længe.
  2. Jeg var hos egen læge og kom til med det samme. Både min og hendes mistanke var et brud på venstre fod efter jeg i mandags faldt op ad en trappe. (Endelig noget somatisk 🙂 Hun sendte mig på skadestuen, og jeg ventede tre timer (og det er måske ikke så galt?). Konklusionen var: Ingen brud og hvis det stadig gør ondt om en uge så “gå” atter til egen læge.
  3. Da jeg skulle hjem fra skadestuen, havde jeg brug for en taxa, da jeg ikke kan humpe til en bus. Adressen kunne ikke findes af selskabets app, så jeg måtte ringe op på almindelig vis. Jeg kom i kø som nummer 22.
  4. Hjemme igen: Jeg skulle have fat i YouSee, hos hvem jeg oprettede en fejlsag søndag aften: problemet er, at jeg på adskillige kanaler har lyd men intet billede. Jeg tør ikke selv pille, for jeg er så ufattelig dum til alt, der hedder noget med TV. Jeg kan tænde og slukke og skifte kanal, så er mine kompetencer udi den verden opbrugte. Jeg ventede en time på at komme igennem, og nu er der så sat en rykkerprocedure i gang, og teknikeren vil ringe i morgen over frokost.

Altså er hele dagen gået med at vente, og jeg synes ikke, det kan være rigtigt. Jeg vil ikke vænne mig til at vente, men det er som om, at det skal man, for når man endelig kommer igennem til et rigtigt levende menneske, er der ingen, der beklager ventetiden. Hvor er servicesamfundet blevet af?