/4 Kommentarer/i , /af ,

Elforbrug

Så kom den årlige måleraflæsning.

Det er på en eller anden måde meget motiverende at være gået i “save-mode” på el-fronten.

Man skal have det lys man skal have, der skal være ordentligt varmt osv.; jeg gider ikke sidde indendørs med tællelys og pandelampe og tænke på 70’ernes oliekriser eller på dengang jeg boede hjemme og der altid var problemer med olie til fyret (bemærk det var ikke problemer med oliefyret).

Jeg bruger det, jeg skal bruge, basta, men jeg sender klimaet mange gode tanker og prøver at være en bevidst forbruger. Da jeg købte ny computer og skærm, var noget af det jeg lagde vægt på faktisk, at der skulle være en bevidst “strømpolitik”; jeg tænkte godt nok, at det på bundlinjen alligevel ikke ville kunne ses, men skade kunne det vel ikke.

Nu er måleren så årsaflæst for første gang, siden den nye computer kom ind i huset, og det har faktisk givet sig udslag i et fald på 52 kWh eller ca. 5 pct. Jeg er ret sikker på, at det er computeren, der kan tage æren, for jeg synes ikke, jeg på andre punkter har ændret mit energiforbrug. Hvis det globale energiforbrug faldt fem pct. var det virkelig noget, der kunne mærkes – nu er det bare mit forbrug og derfor betyder det samlet set intet. Jeg kan bare glæde mig over at ligge væsentligt under gennemsnittet for min husstandstype.

/12 Kommentarer/i , , , /af , , ,

NemID er ikke nemt

Hvordan har ordningen fået sit navn?

Jeg må melde mig i det hylekor, der slet ikke synes, at NemID er nemt, for trods briller til både skærm og almindelig brug har jeg ganske enkelt svært ved at se de 6-cifrede tal på papkortet. Jeg begriber ikke, hvordan denne lavteknologiske metode med et papkort er kommet til at hedde NemID.

NemID er indført af hensyn til sikkerhed og det er jo en plausibel forklaring. Problemet er bare – har jeg læst mig til – at langt de fleste benytter deres CPR-nummer som brugernavn og så deres “sædvanlige” password, altså har hackerne kun tilbage at knække den 6-cifrede kode, og det siges at være relativt let for dem, der har forstand på den slags.

Nuvel  jeg skal ikke kunne sige, om sikkerheden er blevet hverken værre eller bedre, men det irriterer mig gang på gang at skulle føle mig som en blind høne, når jeg dårligt kan aflæse den 6-cifrede kode. Jeg er trods alt kun 47 – hvad nu hvis jeg var 87? Så havde jeg ærlig talt ikke en chance for at komme på netbank, for jeg kunne ikke aflæse mit nøglekort.

I denne artikel fra Computerworld (kun et halvt år gammel – jeg er sidst med det første) står der ganske vist, at nøglekortløsningen er “ældrevenlig”. Sådan noget sludder! Bare man er halvgammel, er det ikke særlig nemt og for mit vedkommende tror jeg faktisk, at den gamle løsning med en nøglefil på pc’en var noget mere sikker.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Afrika under huden

Det er som om, jeg har fået Afrika under huden.

Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på turen, de mennesker vi mødte og deres livsvilkår. Jeg tænker fx på dem, hver gang jeg tager et bad eller lader vandhanen løbe for at få koldt vand i glasset. Jeg tænker på dem, når jeg tænder lyset eller når der er et problem på arbejdet, der efter danske forhold synes stort.

Det at rejse ud i verden, sætter ens egen verden i perspektiv – og det er sundt! Af samme grund har jeg heller aldrig følt mig hævet over mennesker, der tager på charterture. En gang i Spanien oplevede jeg en gammel dansk kvinde, der hver morgen fodrede gråspurvene ud for sit lille studio. Hun havde fået rejsen i gave fra sine børn og børnebørn, og det var hendes første rejse til udlandet. Hun syntes, hun oplevede en masse og charterturen var hendes mulighed for at opleve et andet land og nogle andre gråspurve.

Men tilbage til Afrika: Vi var ude at bo – to og to – hos familier i lidt over et døgn. Jeg var på forhånd bange for lus og lopper og en eller anden slags dyr, som æder sig ind i ens tæer. Det viste sig at være helt ubegrundede bekymringer.

Kravet til familierne var, at der skulle være mindst én, der kunne tale engelsk. Rita og jeg boede hos Lewis på 19 år og hans mor Magdalena samt Lewis’ fem mindre søskende. Lewis havde netop afsluttet “form 4” på en secondary school, svarende til 11. klasse, og gik nu og ventede på at få sine karakterer. Han havde store planer for fremtiden og ønskede sig at blive læge. Ventetiden er fire måneder, fordi der er central bedømmelse. I ventetiden var han hjemme og hjælpe til i sin familie – og der er altid noget at gøre, når alting netop foregår ved håndkraft.

Familien havde to jordlodder (shambaer) med bananer og bønner. På dag to var vi med på markarbejde, og der er helt sikkert ikke er gået en stor afrikansk bønnedyrker tabt i mig. Magdalena løsnede jorden foran sig med en hakke, spyttede en majsbønne ud af reservoiret i munden, skubbede den næste hakkefuld jord over bønnen og fortsatte med at løsne det næste stykke jord. Det varede længe, før det gik op for mig, at det var bønner, hun spyttede ud. Men det er vanlig afrikansk effektivitet, for ved at opbevare bønnerne i munden, havde hun jo begge hænder fri til hakken. Jeg var bedre til at luge ukrudt omkring bananpalmerne!

Et af de store problemer i det nordlige Tanzania er den manglende regn, der tilskrives klimaforandringerne. Det regner simpelthen ikke længere, som det plejede. Lige nu betyder det, at kaffehøsten slår fejl, at bønnerne ikke spirer og at køerne ikke giver mælk, da det græs, de burde spise, er tørret ud. Det er ellers skik og brug, at der serveres the med mælk, når der kommer gæster, men ikke engang for penge var der mælk at få.

Denne kaffeplante ser ud som den skal, men vi har set alt for mange, der ganske enkelt var tørret ind og så næsten mugne ud.

Vi er blevet taget imod som konger og dronninger, vi har fået gaver – alle 16 – hvor end vi kom frem, og det er slet ikke til at forstå. Hvad ville jeg selv stille op, hvis der pludselig stod 16 afrikanere i min stue?

En tirsdag formiddag skulle vi lige kigge ind i en kirke, og det skulle bare være et kort besøg, hvor vi i fællesskab bad en bøn og i øvrigt kiggede os lidt omkring. Men da vi kom, blev vi mødt af et stort kor bestående af mænd, kvinder og børn, der sang, dansede og trommede for os. Det var fantastisk – mine billeder fra den seance er desværre ikke gode, fordi de er taget med for lang en lukkertid i forhold til at undgå rystelser. Vi blev indbudt til dansen, og dansede med, hvilket bragte megen latter med sig. Vi har jo slet ikke den rytme og smidighed i kroppen, som afrikanerne har.

Efter seancen i kirken tog vi alle hinanden i hænderne uden for kirken, mænd og kvinder, voksne og børn, sorte og hvide – alle skel var ophævet, da vi delte velsignelsen. Hårene rejste sig på mine arme. Disse mennesker ejer en livsglæde, som er forunderlig; de evner at give gaver til os i form af fine flettede bakker med vores navne, salt, æg, avokadoer og en høne – men selv ejer de dårligt salt til et æg. Målt med vores målestok mangler de alt, men de ejer en glæde ved livet og den blotte eksistens, som vi ikke kender til.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Flere billeder fra Tanzania, Karagwe

Lidt flere billeder fra Karagwe i Tanzania

I skulle have haft alle 341 billeder i webgalleriet, men jeg kan ikke få det til at virke! Øv, men det skal nok lykkes på et eller andet tidspunkt. Det giver omvendt muligheden for at fortælle lidt mere af historien. Når jeg ser på mine billeder, er der rigtig mange af børn, og den naturlige forklaring er, at der er så mange børn i Tanzania – 50 pct. af befolkningen er under 15 år, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de vil håndtere det.

Skolesystemet opfanger omkring 80-90 pct. af børnene, der starter i primary school (1. – 7. klasse), og evt. fortsætter i secondary school (8. – 11. klasse), hvis der er råd til det. Systemet er engelsk inspireret og børnene bor ofte på skolen. Måske er det lidt svært at se på det lille billede, men det er en opvask på en skole…

Vi oplevede en del undervisning, og for en dansker virker det som gammeldags terperi på et niveau, der slet ikke modsvarer børnenes alder. Jeg skulle fx spidse ørerne til en time om “udvikling af handel i den prækoloniale tid”. Børnene gik formentlig i 5. – 6. klasse, og de skrev pænt det samme i deres hæfter, som læreren skrev på tavlen, men der var ingen dialog og ingen der stillede spørgsmål… Klassekvotienten lå typisk omkring 50 elever pr. klasse.

Her er ingen Miele, der klarer vasken! Alting sker ved håndkraft. En af de ting vores familie, som vi boede hos et døgn, spurgte om var, om det er rigtigt, at vi i Europa bruger strøm til alting – det kunne vi jo kun bekræfte. Afrikanerne er simpelthen så rene og pæne i tøjet, og jeg undrer mig over, hvordan de bærer sig ad med at være det, for vi var stort set snavsede, så snart vi trådte ud af hoveddøren.

Rejsen i hovedtræk: Fly fra London til Entebbe i Uganda (9 timers flyvning), herefter ligeså mange timer i minibus til Kayanga, som var vores hjem i tre dage. På den første dag havde vi et program med 21 punkter med blandt andet en masse besøg hos familier. Da vi var igennem de første fire punkter tænkte jeg, at “dette klarer jeg ikke 14 dage i træk”, men sådan blev det heldigvis heller ikke. Der var en god balance mellem dage med fuldt program og dage, hvor der også var tid til at trække vejret og måske også gå lidt for sig selv.

Efter Kayanga gik turen til Nkwenda, hvor vi boede fire nætter på et ungdomscenter, der også driver et gæstehus. På ungdomscenteret er der en håndværkerskole, hvor der uddannes murere og tømrere, og hvor pigerne lærer madlavning og syning. Efter endt uddannelse får pigerne en symaskine med sig, så de umiddelbart efter kan skabe deres egen lille virksomhed. Det gik aldrig op for mig, hvor pengene til alle disse symaskiner kommer fra, men måske er de inkluderet i skolepengene.

En dag var vi opdelt i små grupper og på besøg hos forskellige familier. Jeg landede hos lederen af en bibelskole – og det blev en lang eftermiddag, for det er svært at holde en samtale i gang i mange timer med mennesker, man ikke kender, også selv om man ihærdigt prøver at stille spørgsmål om alt, der fremmedartet og anderledes. Der burde være et program med en eller anden form for indlagte aktiviteter. Vi så hele bibelskolen, derefter spiste vi og så var det ellers om at prøve at holde samtalen i gang. Men igen: Vi har kun mødt venlighed og imødekommenhed!

I afrikansk mad indgår der konstant bananer, og vi har skitseret modellen til en kogebog, der kan hedde “Bananer på 100 måder”. Bananerne koges ofte sammen med bønner og det ender som en eller anden form for mos, der er meget mættende og sikkert også er sund. Vi har fået fin mad! Først og fremmest bananer og bønner, men også ris (stenene sorteres fra med håndkraft), “knust ko” og ditto kylling, masser af friske ananas og hos Else Højvang, der er tovholder på projekt Mayaja, også masser af dejligt friskbagt brød.

Alting er simpelt men fungerer på en eller anden måde. Det varede lidt før det gik op for os, at ovenstående er den lokale tankstation 🙂