/6 Kommentarer/i , /af ,

Tanzania, Karagwe stift

Hjemme igen efter en vellykket tur i Tanzania.

Jeg har været 14 dage i det nord-vestlige Tanzania, nærmere bestemt Karagwe stift, og det har været en fantastisk rejse. Lige nu står alle indtrykkene i kø for at komme til udtryk, men det er ikke muligt at beskrive det hele på én gang.

Rejsen var arrangeret af Ida Kongsbak, der er sognepræst i Avedøre og som har arbejdet 10 år som missionær i Karagwe. Det har betydet, at alverdens døre stod åbne for vores gruppe på 16 mennesker fra Rødovre og Hvidovre provstier. Det ville være umuligt at arrangere en sådan rejse selv!

Anledningen til rejsen er projekt “Mayaja”, som er et selvhjælpsprojekt, hvor der blandt andet undervises i landbrugsudvikling, sundhed og mikrolån. Jeg havde et noget andet billede af missionsarbejde; faktisk troede jeg, at mission gik ud på at rejse ud i verden og fortælle andre mennesker, at de skulle tro på en anden Gud – intet kunne være mere forkert, kan jeg nu se. Grænsen mellem udviklingsbistand og mission står ikke klar for mig, men det er sikkert, at missionen ligner udviklingsbistanden meget.

I projekt Mayaja lærer landbefolkningen at:

  • øge udbyttet af landbruget
  • forbedre deres ernæring
  • organisere lokale låne-sparekasser
  • blive aktive medborgere

Det er konkrete mål med synlige resultater og pengene går ikke til dyre middage og røde løbere for alverdens ministre og ledere.

Jeg har taget 470 billeder og der ligger nu et større – dejligt – arbejde med at sortere og redigere billederne. Mange af dem er skudt for hurtigt, så mange skal slettes, inden jeg kan lægge dem i mit galleri, men de skal nok komme! Kameraet trænger vist til en rensning nu, for Afrika er fyldt med rød jord, der sniger sig ind alle vegne. Min Miele-vaskemaskine har allerede kørt et par ture, for hele indholdet af rygsækken var usandsynligt beskidt. Selv er jeg efterhånden nogenlunde ren igen.

50 pct. af Tanzanias befolkning er under 15 år! Man kan slet ikke forestille sig, hvilke krav det stiller til et samfund, at have så mange liv “på vej”. Hvor skal de alle sammen finde arbejde og bolig?

Vi har besøgt adskillige primary schools. Skolegang koster penge og familierne må knokle ekstra hårdt for at få råd til at sikre alle børnenes skolegang. Noget af det familierne lærer i projekt Mayaja er “family planning” og det er nødvendigt. Mange kvinder har allerede forstået, at det ikke længere er nødvendigt at få så mange børn, da børnedødeligheden trods alt er faldende.

Det ser fattigt ud – og det er det også! Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om, at der var en grundlæggende ulighed i fordelingen af verdens goder, ville den tvivl nu være aflivet. Trods fattigdom har vi kun mødt stor gæstfrihed og gavmildhed alle steder vi har været. Det er mærkeligt at være Europa igen, det er mærkeligt, at der kommer vand ud af vandhaner og at strøm bare er noget man bruger. Jeg har kun været væk to uger og alligevel er der noget, der er forandret.

Man må gerne fotografere, og vi har stort set ikke mødt nogle, der ikke ville have taget et billede. Når vi efterfølgende viste billederne frem på den lille skærm var der stor jubel over, at de nu “var inde i kameraet”. Som europæer synes vi, at det er det mest naturlige i verden, men verden se nu én gang anderledes ud fra Afrika.

Man vasker hænder konstant og da vand er en meget knap ressource, der skal hentes fra en brønd eller skal samles sammen af regnvand, er der lavet mange interessante indretninger for at spare. Jeg holder meget af denne Georg Gearløs-håndvask, der er velfungerende og som opsamler det brugte vand, som utvivlsomt bliver genbrugt på en eller anden måde.

Vi var blandt andet – to og to – ude at bo mere end et døgn hos en familie og det var spændende. Herover skræller Magdalena madbananer, og det går tjept. Vi kunne ikke hjælpe med noget, og havde sikkert også mest af alt været elefanter i en glasbutik. Madlavningen tager timevis, for alt bliver lavet fra grunden. Vi blev sat på et par stole for at se på, hvordan Magdalena lavede mad.

Konceptet med at bo hos familierne i små grupper er godt, for man lærer folk at kende og man får lov at tage lidt del i deres liv. På den anden side er det kolossalt anstrengende at blive ved med at finde på noget at tale om i ca. 30 timer. Jeg må sige, at jeg åndede lettet op, da vi gik derfra.

Rejsen hjem varede 30 timer, fra vi forlod Elisabeth Park i Uganda til flyet landede i Kastrup. Det er næsten ikke til at forstå, at man på lidt over et døgn kan bevæge sig fra stor fattigdom til den vestlige verdens overflodssamfund.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Den 6. ferieuge

De særlige feriedage udbetales.

Undersøgelser viser, at op til 40 pct. får udbetalt alle eller nogle af de særlige feriefridage, altså den 6. ferieuge, som vi var mange, der kæmpede for at få. Vi havde argumenter om, at det var godt at holde fri, at det var nødvendigt og sundt at være sammen med børnene mv. Så fik vi de 5 særlige feriedage, og nu udbetales de rask væk.

Jeg begriber det ikke! Hvordan pokker kan man få feriedage i overskud, hvordan kan man vælge penge frem for frihed? Udhuler det ikke arbejdstagernes argumenter? Sidder arbejdsgiverne ikke bare tilbage og fryder sig?

Personligt har jeg det modsatte problem. Jeg kan faktisk slet ikke få mine samlet set seks uger til at slå til, til alt det jeg gerne vil. Jeg er begyndt at købe mig til den ekstra frihed ved at holde ferie uden løn. Det ser pokkers dyrt ud på lønsedlen den måned, pengene trækkes, men når vi så kommer til selvangivelsestiden, kommer nogle af pengene tilbage i form af for meget indbetalt A-skat. Og de penge kan man jo meget passende starte med at putte i banken til starten på en ny rejse.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Afkortning af dagpengeperioden

En del af regeringens økonomiske genopretningsplan

Når man regulerer et eller andet ved lov er det typisk fordi man vil have befolkningen til at gøre et eller andet eller at undlade at gøre noget.

Nu er det så en del af regeringens genopretningsplan at halvere dagpengeperioden fra fire til to år. Det må være fordi man vil spare udgifterne til dagpenge og sørge for at folk tager et arbejde.

Måske har jeg sovet i timen, men faktisk har vi p.t. en stigende ledighed, det vil sige, at der ikke er jobs til de ledige; der findes altså ikke jobs, disse mennesker kan gå ud og tage. Efter to år på dagpenge overgår de så til kontanthjælp.

Hvordan i alverden kan man lovgive på den måde? Er forudsætningen, at alle de ledige bare er nogle dovne hunde og at der bare skal tilstrækkeligt med incitamenter til, så kan de få et job? Jeg begriber det ikke – i givet fald ville vi jo have en situation med fuld beskæftigelse?

/5 Kommentarer/i /af

Lys i vinduerne

Det er 4. maj

Det er den 4. maj 2010 og dermed 65 år siden befrielsesbudskabet med “Her er London, her er London…. Det meddeles i dette øjeblik, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig” (citeret frit efter hukommelsen).

Jeg skal have lys i vinduerne, som jeg altid har det den 4. maj. Det er en smuk tradition og skik, der vidner om, at vi ikke kan tage frihed og frihedsrettigheder for givet. Det har ikke altid været sådan, at vi har haft forsamlings-, ytrings- og talefrihed. Masser af steder i verden er det stadig noget, man drømmer om – tænk på Kina, Burma, Nordkorea for blot at nævne nogle få. Vi har alle de frihedsrettigheder, vi kan ønske os og jeg kan skrive på min blog eller i avisen, at jeg synes, statsministeren er dum. Folk vil højst ryste undrende på hovedet. I Kina bliver man henrettet med nakkeskud for mindre.

Det undrer mig altid, at der er så mange, der ikke har lys i vinduerne den 4. maj. Engang troede jeg, det havde noget med alder at gøre, men det viste sig, at de “mørke” ofte var ældre end mig selv. Jeg drøftede det engang med min mor – hun syntes ikke, der var nogen grund til at gå og huske på den gamle sag, og hun havde ikke lyst til at blive mindet om “de fem forbandede år” hele tiden. Det er en holdning, jeg ikke forstår.

I år har der – sikkert på grund af det halvrunde tal – været en del omtale af besættelsens ophør, og jeg håber, at det bringer flere lys, men ellers har det gennem nogle år været sådan, at der var mere snak, end der var lys. Lad os prøve at gøre det anderledes i aften.