Landsindsamling og mormonerne

På denne søndag i marts er det en tradition, at kirken står i spidsen for arbejdet med at samle ind for Folkekirkens Nødhjælp. Pengene går altid til steder, der kæmper mod sult og i år er der særligt fokus på Etiopien, der for 30 år siden var ramt af en hungerkatastrofe, hvor der døde en million mennesker. Måske husker du billederne fra TV…  Et af de tiltag, der arbejdes rigtig meget med nu, er at dyrke nye næringsrigtige afgrøder, der kan klare lang tids tørke, for på grund af klimaforandringerne kommer regnen ikke, når der er brug brug for den.

Der er 845 mio. fattige i verden, og de har hårdt brug for, at der bliver samlet ind, og hvert et lille bidrag tæller i det samlede regnskab. At give et par timer en søndag formiddag betyder så  lidt for mig, men betyder meget så ude i den store verden.

Jeg fik Holmelundsvej, og den rute vil jeg ikke have igen. Den gav simpelthen ikke ret godt. For det første var der mange, der ikke var hjemme, og for det andet var der mange, der var negative over at det var til Folkekirkens Nødhjælp. Andre igen lukkede slet ikke op, og et sted var beskeden, at de havde “frabedt sig alle henvendelser fra Folkekirken Nødhjælp” – så er der ikke at gøre end at ønske “god søndag”. Det er lidt svært at blive afvist ved døren, når man selv synes, at man arbejder for et godt formål. Nogle afviste også med den begrundelse, at de havde et sponsorbarn ude i verden. Det er en god begrundelse, som giver mening. Selv om jeg syntes, at bidragene var små, kom jeg trods alt hjem med ca. 600 kr., og lidt har også ret. Vi plejer at nå op omkring 45.000 for kirken, og konfirmanderne er nogle gode og flittige indsamlere, så det er spændende hvor højt op, vi kommer i år.

—–

I mens jeg har skrevet dette indlæg har jeg været på chatten med Bodil via Facebook. Bodil er mormon og vil invitere mig til en gudstjeneste i mormonkirken, og det har jeg sagt ja tak til, efter jeg havde forsikret mig om, at jeg ikke forpligter mig til noget. Det skal blive spændende at se, hvordan andre kirker udfolder den kristne tro. Jeg har så tit tænkt på, at folk, der er medlem af andre trossamfund, har taget aktivt stilling til deres tro; det er der ikke så mange af folkekirkemedlemmerne, der har. I folkekirken er der mange der er medlemmer bare fordi, at de ikke har meldt sig ud, de har ikke taget aktivt stilling til at være medlemmer.

Det er ikke så længe siden jeg hos Rebound mødte en ung kvinde, der var med i Pinsekirken, og hun inviterede mig også til gudstjeneste hos dem. Desværre fik vi ikke lavet en aftale, så det bliver nok ikke til noget. Mit billede af Pinsekirken er, at det er “Glad kristendom”, og det kunne faktisk være spændende at overvære en gudstjeneste der.

Jeg føler mig vel forankret i folkekirken, og det er der, jeg gerne vil lægge mine kræfter, men jeg synes, det er spændende at møde andre trosretninger, hvor medlemmerne har taget aktivt stilling til deres tilhørsforhold til deres kirke. Det må nu en gang give nogle stærkere mennighe