,

At vente

Hvorfor skal man det?

Jeg har tilbragt hele min dag med at vente:

  1. Jeg skulle have fat i Psykiatrifonden, fordi overlægen i Distriktspsykiatrien har talt med sagsbehandleren i kommunen om at jeg evt. skal starte i et udviklings- eller mentorforløb hos dem. De havde bare glemt at orientere mig. Det ser spændende ud, men jeg har behov for at vide, hvordan det hele spiller sammen med mit store ønske om et fleksjob. Jeg ventede 1½ time i telefonen, og så havde jeg næsten ikke mere strøm. Ham jeg kom til at tale med var vældig flink og kompetent, men jeg synes ikke, det er rimeligt at vente så længe.
  2. Jeg var hos egen læge og kom til med det samme. Både min og hendes mistanke var et brud på venstre fod efter jeg i mandags faldt op ad en trappe. (Endelig noget somatisk 🙂 Hun sendte mig på skadestuen, og jeg ventede tre timer (og det er måske ikke så galt?). Konklusionen var: Ingen brud og hvis det stadig gør ondt om en uge så “gå” atter til egen læge.
  3. Da jeg skulle hjem fra skadestuen, havde jeg brug for en taxa, da jeg ikke kan humpe til en bus. Adressen kunne ikke findes af selskabets app, så jeg måtte ringe op på almindelig vis. Jeg kom i kø som nummer 22.
  4. Hjemme igen: Jeg skulle have fat i YouSee, hos hvem jeg oprettede en fejlsag søndag aften: problemet er, at jeg på adskillige kanaler har lyd men intet billede. Jeg tør ikke selv pille, for jeg er så ufattelig dum til alt, der hedder noget med TV. Jeg kan tænde og slukke og skifte kanal, så er mine kompetencer udi den verden opbrugte. Jeg ventede en time på at komme igennem, og nu er der så sat en rykkerprocedure i gang, og teknikeren vil ringe i morgen over frokost.

Altså er hele dagen gået med at vente, og jeg synes ikke, det kan være rigtigt. Jeg vil ikke vænne mig til at vente, men det er som om, at det skal man, for når man endelig kommer igennem til et rigtigt levende menneske, er der ingen, der beklager ventetiden. Hvor er servicesamfundet blevet af?

10 Svar
  1. Pia
    Pia siger:

    Livet er ind imellem en lang ventetid. Sådan er det også hos os i øjeblikket. Det er ikke nemt at blive hørt, eller taget vare på nogen steder. John Mogensens sang ‘ Der er noget galt i Danmark’ er stadig aktuel.
    Det er ikke bare TV kanaler de flytter om på. Nu kan man heller ikke høre alle radioprogrammer mere, hvis ikke man har en DAB radio.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Jeg er fuldstændig enig med dig. Det er flere år siden jeg har hørt John Mogensens sang, men der er meget rigtigt i den. eg har godt hørt, at de vist har flyttet P4 til DAB, og det synes jeg er virkelig ringe. Det er som om den “almindelige” radio kun skal være for de helt unge, sandheden er imidlertid, at DR har mistet de unge lyttere for længst.

  2. Fruen i Midten
    Fruen i Midten siger:

    Åh ja, vi venter meget i det her samfund. Virker dog mærkeligt, at det ikke hos Psykiatrifonden er muligt at få lagt beskedog blive ringet tilbage til. Tre timer i skadestuens venteværelse er nok forventeligt. Vi er blevet klogere og tager ikke afsted til akutklinik eller skadestue uden at være forsynede med både læsestof og noget at spise/drikke. Jeg håber, du fik foden røntgenfotograferet? For ellers kan du jo komme til at sidde der igen om en uge, hvis det ikke er blevet bedre. God bedring – med det hele 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Fruen i Midten

      Du har da helt ret i, at man hos Psykiatrifonden burde kunne lægge en besked. Det er simpelthen for ringe.

      Jeg fik skam foden røntenfotograferet, og de kunne ikke se hverken brud eller overrevne ledbånd. Jeg spurgte så, hvorfor det gjorde så ondt. Det kunne de ikke svare på. Beskeden var, at jeg måtte gå til egen læge igen, hvis det ikke er bedre om en uge. Hvad hun så skulle kunne gøre ved det, ved jeg virkelig ikke.

  3. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Rasmine

    Tak skal du have; det er trods alt rart, at den ikke er brækket. Jeg spurgte så, hvorfor det så gjorde så ondt, men det havde han ikke rigtig noget svar på.

    Jeg kommer rundt ved at humpe, og det er da – retfærdigvis – også blevet lidt bedre end forleden dag.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.