Hvorfor skal man det?

Jeg har tilbragt hele min dag med at vente:

1. Jeg skulle have fat i Psykiatrifonden, fordi overlægen i Distriktspsykiatrien har talt med sagsbehandleren i kommunen om at jeg evt. skal starte i et udviklings- eller mentorforløb hos dem. De havde bare glemt at orientere mig. Det ser spændende ud, men jeg har behov for at vide, hvordan det hele spiller sammen med mit store ønske om et fleksjob. Jeg ventede 1½ time i telefonen, og så havde jeg næsten ikke mere strøm. Ham jeg kom til at tale med var vældig flink og kompetent, men jeg synes ikke, det er rimeligt at vente så længe.
2. Jeg var hos egen læge og kom til med det samme. Både min og hendes mistanke var et brud på venstre fod efter jeg i mandags faldt op ad en trappe. (Endelig noget somatisk 🙂 Hun sendte mig på skadestuen, og jeg ventede tre timer (og det er måske ikke så galt?). Konklusionen var: Ingen brud og hvis det stadig gør ondt om en uge så “gå” atter til egen læge.
3. Da jeg skulle hjem fra skadestuen, havde jeg brug for en taxa, da jeg ikke kan humpe til en bus. Adressen kunne ikke findes af selskabets app, så jeg måtte ringe op på almindelig vis. Jeg kom i kø som nummer 22.
4. Hjemme igen: Jeg skulle have fat i YouSee, hos hvem jeg oprettede en fejlsag søndag aften: problemet er, at jeg på adskillige kanaler har lyd men intet billede. Jeg tør ikke selv pille, for jeg er så ufattelig dum til alt, der hedder noget med TV. Jeg kan tænde og slukke og skifte kanal, så er mine kompetencer udi den verden opbrugte. Jeg ventede en time på at komme igennem, og nu er der så sat en rykkerprocedure i gang, og teknikeren vil ringe i morgen over frokost.

Altså er hele dagen gået med at vente, og jeg synes ikke, det kan være rigtigt. Jeg vil ikke vænne mig til at vente, men det er som om, at det skal man, for når man endelig kommer igennem til et rigtigt levende menneske, er der ingen, der beklager ventetiden. Hvor er servicesamfundet blevet af?