, , , , , , ,

Det dufter

Salme 725

Egentlig giver ordene “Se det dufter…” ikke megen mening; alligevel Salme 725 hedder “Det dufter lysegrønt af græs”. Jeg kom til at tænke på den, da jeg i morges gik op til stationen. Nede i haven lyser forsythiaerne vildt gule. Hækkene er lysegrønne og minder om den tid, der skal komme. Tekst og musik er her. En af de gode ting ved at komme (nogenlunde regelmæssigt) i kirken er, at jeg har lært en masse nye salmer. Der er så mange skønne. Jeg har det skidt med Grundtvig, og da han har skrevet det meste af salmebogen (han var også bipolar, og skrev tit i mani. Han digtede hele natten), er det svært at komme uden om ham. Mine favoritter stammer primært fra tillægget til salmebogen, og mange af dem er skrevet af Hans Anker Jørgensen, der betegner sig selv som “kristen socialist”. Set fra mit synspunkt hænger kristendommen og socialismen meget fint sammen – de er nærmest uløseligt forbundne. Jeg ved, at mange er uenige – men pyt nu med det.

Jeg er et politisk tænkende menneske, og det vil jeg altid være, så naturligvis kobler jeg min tro med mit politiske ståsted. Jeg tænker, at Jesus var en sand socialist! Han gjorde ikke forskel på rig og fattig, men sørgede for, at de to røvere på korset også kom til orde. “Næstekærlighed” er sand socialisme!

Mine salme-favoritter er:

  • 14: “Tænk at livet koster livet”. Jørgen Gustava Brandt 1986.
  • 763: “Du, som har tændt millioner af stjerner”. Johannes Johansen 1981 og 1982.
  • 704: “Det dufter lysegrønt af græs”. Carl David af Wirsén 1889. Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.
  • 448: “Fyldt af glæde over livets under”. Svein Ellingsen 1971. Str. 1-5: Jens Kristian Krarup 1974. Str. 6: Jens Lyster 1978
  • 439: “Oh du Guds lam”. Oldkirkelig latinsk hymne. Tysk omkr. 1500 Dansk 1528.
    • For mig har den en lille sjov (og dum) historie: Da jeg begyndte at komme i kirken i starten af 2008, undrede jeg mig over, at alle præsterne tilsyneladende vældig kunne lide denne, for de valgte den alle hver søndag 🙂 Det var før, det gik op for mig, at den var en del af nadverritualet!
    • Jeg er fra et særdeles kirkefremmed hjem – vi kom ikke engang til jul – så hvordan skulle jeg vide, at salme 439 hører til ritualet?
  • “Hil dig, frelser og forsoner”. Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837. Melodi: C. C. Hoffmann, 1878
  • “Tak Gud for denne lyse morgen”. Tekst: Inge Schrøder-Hansen 1963. Musik: Martin G. Schneider 1963.
  • “Kære linedanser”.
  • “Må din vej gå dig i møde”.
  • “Du kom med alt det, der var dig”.

Jeg hører dem ofte på YouTube, og så sidder jeg såmænd og synger med ganske ud i mit eget rum. Det er vist godt, at ingen hører det 🙂

Hos psykologen

Jeg er vild med min psykolog Anette Friis. Hun er så dygtig, og jeg synes, hun er et dejligt menneske. Jeg har fuld tillid til hende, for jeg har kendt hende siden foråret 2015, hvor hun var ansat i Psykiatrifonden. Hun kender mig ud og ind. Jeg kan få lov at være den, jeg er med en overvældende fokus på svaghederne. Hvor går jeg ellers hen med alt det, jeg ikke kan?

I dag rundede vi naturligvis internatet på Nyborg Strand. Hun har overbevist mig om, at det jo egl. gik godt: Flot på første dag – ikke godt anden dagen – dvs. det gik gennemsnitligt godt… Jeg vil prøve at spørge Dorte – den nye mellemleder – hvad det var, de så, siden de syntes, jeg skulle tage hjem? Jeg ved ikke helt, om jeg tør, men det ville være godt at få fat på. Jeg har jo mest lyst til at være en ganske almindelig medarbejder, der bare arbejder 15 timer og ikke 37. Jeg har ikke lyst til at gøre særlig meget ud af mig selv.

Fremtiden

Vores fantastiske HR-chef Sune Lyng holder op og vender tilbage til forsvaret.

I min kontrakt står, at vi skal evaluere efter seks måneder i Second Hand Unit/Genbrug. Det vil jeg meget gerne have til at ske, inden Sune holder op. Han kender historikken, og han var den første, der så mulighederne fremfor begrænsningerne med mig. Og han skaffede mig en plads i Genbrug, da opgaven i HR var løst.

Hvis det ikke ender med en fastansættelse, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Jeg leverer varen, når jeg er der, og det arbejde, jeg laver, er solidt, også selv om jeg af og til bliver sat til noget tåbeligt. Så tænker jeg bare, at jeg sparer på min sparsomme hjernekapacitet.

Nørderi

Jeg har nærmest brugt flere dage på at etablere en server på min egen PC, hvor jeg kan teste alt muligt, inden  jeg lægger det på nettet. Sikke noget bøvl… Men det er lærerigt.

Endnu et slideshow

Jeg har samlet omkring 1.200 gamle billeder som led i min slægtsforskning – og nu kan du se nogle af dem i et nyt slideshow ude i højre side.

,

Prioriteringer

Politikernes vigtigste opgave er at prioritere – og det gør de så:

Boligskat

Der er i dag indgået en bred politisk aftale om en ny model for boligskat. Den er ikke helt enkel at forstå, men følgende fremgår af dr.dk:

De nye ejendomsvurderinger vil dog stadig være usikre. Derfor kommer der en sikkerhedsmargin på 20 procent, så der kun betales boligskat af 80 procent af værdien.

Det vil sige, at der skal betales ejendomsværdiskat af 3,2 mio. kr. for et hus, der er vurderet til 4 mio. kr.

Ejendomsværdiskatten bliver på 0,55 pct. af beskatningsværdien op til 6 mio. kr. – det vil sige en vurdering på 7,5 mio. kr. Værdien derover beskattes med 1,4 pct.

– Det betyder, at vi får en aftale, som giver boligejerne en lille lettelse samlet set, når man regner det hele ind i modellen.

Altså boligejerne får i 2021 en samlet skattelettelse på 20 mia (!). Det er det, de kalder “en lille lettelse” Det er dem med de dyreste boliger, der får de største lettelser – sådan er det jo, når man regner i procent. Men det er det, der på nationaløkonomisk hedder, at det “vender den tunge ende nedad”. Mest til de rigeste, og ingenting til de fattigste. Der står godt nok også noget om, at det også vil komme lejerne tilgode, men det er ikke beskrevet nærmere.

Den lille lettelse er finansieret af et råderum, som er tilvejebragt ved hjælp af kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen.

Barndom på bistand

Også i dag: Tilfældig faldt jeg over anden sæson af DR2’s glimrende fire udsendelser ved navn “Barndom på bistand”. Første sæson var optaget før kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen og anden sæson efter disse nye fattigdomsydelser.

I udsendelserne følger man forskellige udsatte og hudløse mennesker, der ikke kan få det til at løbe rundt rent økonomisk. De har ingen uddannelse, de har intet job, og de er konstant overvåget af systemet. Det skal retfærdigvis siges, at det fortælles der ikke meget om. Der er dog den undtagelse, at en pige på 18 år bor med sin mor og lillebror i et rækkehus, hvor skimmelsvampene vokser 12 cm op fra gulvet. Lillebroderen var 13 år, og fandt de ikke en ny bolig, ville han blive tvangsfjernet, da skimmelsvampe naturligvis er sundhedsskadelige… men det gælder jo altså for alle aldersgrupper. Kommunen havde dog fundet et mindre og sundere rækkehus til familien.

Der er en kvinde med to sønner på 12 år – Peter og Mikkel – der ikke altid spiser sig mæt om aftenen, for at børnene kan dele de kogte ris, der er tilbage. Så går hun sulten i seng. Hun er i øvrigt også begyndt at spise et stykke rugbrød mindre til frokost. Den familie er rørende.

Hun er en god mor på de præmisser, der er. Hun er nærværende og kærlig. Man kan høre på børnene, at de – trods fattigdommen – har det godt, fordi hun giver dem alt det lidt, hun kan. De må aflive hunden, da den lider af en uhelbredelig sygdom. De får en ny på afbetaling med 500 kr. om måneden, dog ikke i december, og er der problemer med at betale, kan hun ringe og få ydelsen sat ned. En hund er hendes antidepressiva. Jeg må indrømme, at jeg sad med tårer i øjnene, da hun fortalte drengene, at den første hund måtte aflives. Der var meget gråd, for et dyr kan betyde meget, hvis man ikke har så meget andet. En at kramme og en at fortælle hemmeligheder.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de alle sammen havde dyr: Hunde, papegøjer og slanger. Det er også bemærkelsesværdigt, at de alle levede i et afsindigt roderi. Men man må huske, at det kræver overskud at rydde op og gøre rent. Der er heller ingen af de voksne, der lever i parforhold, men den slags kræver også overskud.

Der er den overvægtige dreng, Mikkel, der skal på julemærkehjem i 10 uger. Han bliver mobbet, fordi han er for tung, fordi de ikke har råd til sund mad. På julemærkehjemmet vil han få noget ordentlig mad og en masse motion. Så kan det være, han ikke bliver mobbet så meget længere. Derudover lærer han at tale ordentligt, som jo også er en vigtig kompetence, hvis man vil bryde ud af fattigdommen. Der skal spares en del på maden, for at han kan få løbesko og joggingbukser med på hjemmet. Det opvejes delvist af, at moderen så kan spare lidt, mens han er væk.

Det er markant, at alle børnene er fuldstændig viklet ind i familiens økonomi. De ved alt om kontanthjælpsloftets ikrafttrædelsesdato og konsekvenser. De ved, at de nu vil blive endnu fattigere, end de hele tiden har været.

Børn skal ikke have styr på husholdningsbudgettet. Det hører ikke til en ordentlig barndom!

Prioritering

Så politikerne har i sandhed prioriteret!

Bag aftalen om boligskatten står – udover regeringen – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale. Kun Enhedslisten og Alternativet kæfter op om uhyrlighederne. Enhedslisten er de eneste, der siger, at det er fattigdomsydelserne, der finansierer den lille lettelse på 20 mia. kr.

Der var engang, jeg stemte på Socialdemokratiet, fordi jeg syntes/troede, de stod for solidaritet, lighed og fagbevægelse. Men det er mange år siden!

 

 

,

Kan det være sandt?

Fattigdomsydelser

Jeg følger med i Facebookgruppen “Kontanthjælpsmodtagere er også mennesker”, der af en eller anden grund er skrevet med udelukkende versaler.

Der er ingen tvivl om, at der nu i Danmark findes tre vanvittige former for fattigdomsydelser/reformer der skal gøre syge mennesker raske ved at “tage et arbejde” ud fra devicen: “Det skal kunne betale sig at arbejde”. De tre reformer, jeg har i tankerne er:

  • 225 timers-reglen
  • Kontanthjælpsloftet
  • Integrationsydelsen
Kan det være sandt?

Her til formiddag faldt jeg over følgende opslag:

Jeg tror, det er sandt. Hvorfor skulle skribenten dog lyve?

Ingen mennesker kan leve af 200 kr. om måneden! Jeg spørger mig selv, hvordan skribenten overlever, og om dette kan være sandt i et såkaldt velfærdssamfund?

Historien melder intet om, hvorvidt skribenten er syg eller rask, eller om vedkommende har en uddannelse. Og det er sådan set heller ikke det centrale her. Det centrale er de 200 kr. til en måned. Hvis vedkommende rent faktisk er syg, er der i hvert fald ikke råd til medicinen.

Hvad er formålet?

Ifølge VLAK-regeringen er formålet at få flere til at “tage et job”. Der er bare ingen jobs til disse mennesker. Økonomer har regnet på den såkaldte beskæftigelseseffekt af fattigdomsydelserne. Deres konklusion er, at disse ydelser vil bringe ca. 700 mennesker i arbejde, og at de vil bringe 7.000 børn i yderligere fattigdom. Forældrene bliver sat på gaden, når huslejen ikke bliver betalt, og næste skridt er at børnene bliver tvangsfjernet.

Visse boligselskaber har oprettet rådgivere, der skal hjælpe med at se på et budget og en vej til at blive i den eksisterende bolig.

Det kan simpelthen ikke være sandt! Men det er det jo nok.

,

“Under sandet”

Bagud er jeg altid

Jeg er altid bagud… men det kan man lære at leve med. Således har jeg lige fundet ud af, hvor mange gode film/videoer man kan købe hos iTunes.

Jeg har hentet den to år gamle “Under sandet” og det er en rigtig god film: Wikipedia skriver sådan:

Under sandet er et dansktysk krigsdrama fra 2015, der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet. Filmen er inspireret af autentiske hændelser og fortæller historien om unge, tyske krigsfanger, der blev beordret til at rydde to millioner miner på den jyske vestkyst med deres bare hænder. Et hidtil mørklagt kapitel i den danske efterkrigstids historie.[1] På rollelisten ses Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard og Laura Bro samt de tyske unge stjerner Louis Hofmann, tvillingerne Emil & Oscar Belton og Joel Basman.

Filmen åbnede den 10. september 2015 den prestigefyldte filmfestival, Toronto Film Festival (TIFF), i Canada.[2] I Danmark havde den biografpremiere den 3. december 2015. 24. januar 2017 blev filmen nomineret til en Oscar, ved uddelingen 2017 for bedste fremmedsprogede film.[3]

Min far

Min far var med i modstandsbevægelsen, og han findes i modstandsdatabasen. Hvad han ret præcist lavede i modstandsbevægelsen, har jeg aldrig kunnet finde ud af, selv om jeg har kigget i mange arkivalier. Men i min familie har vi altid talt med stor respekt om arbejdet i der.

Vi har højtideligholdt både 9. april og 5. maj. som symboler på henholdsvis besættelsen og befrielsen. Vi kaldte det “De fem forbandede år”, og herefter var der ikke mere at diskutere. Selv her mange år efter har jeg selv lys i vinduerne den 4. maj om aftenen. Måske ikke så meget for at mindes de fem forbandende år som for at mindes min far.

Et af de steder besættelsen bliver beskrevet tydeligst og mest forståeligt er i “Matador”. Hvem husker ikke den ellers handlingslammede Maude køre Hr. Stein, der var jøde, ud til Hr. og fru Larsen – det var ham med Hitler på lokumsbrædtets inderste del. Lukkede man brættet, så man lige ned i lortet! Og sådan ville Hr. Larsen have det!

Tilbage til filmen

Filmen viser purunge tyske krigsfanger, der intet havde med besættelsen at gøre, men som blev hentet til Danmark for at rydde op efter Hitlerregimets svinske spredning af miner langs den jyske vestkystkyst. Der ligger to millioner miner, så det er bare er om komme i gang. Ind imellem mister en eller anden hænder og arme, fordi minen detonerer, før han kan nå at fjerne tændsatsen (tror jeg, det hedder). De bærer ham nogle kilometer og får ham læsset på en Røde Kors-bil, men da er det allerede for sent. Han er død.

Den danske “Feldtwebel” var ganske enkelt ligeglad med, hvor mange der gik til på den konto. Hans opgave var at rydde Vestkysten for miner, koste hvad det koste ville. I dag, sådan ca. 77 år efter, er det nemt at tage afstand fra den slags handlinger. Han er jo modbydelig. Men hvordan var det for de mennesker, der levede i de “fem forbandede år”? De havde naturligvis ikke en skuffe, de kunne trække frem af kommoden og kalde tilgivelse. De havde brugt alle kræfter på at overleve, skulle de nu stå frem i en form for “tilgivelse”? Jeg forstår godt, hvis de ikke kunne.

Filmen har en overraskende slutning: Den danske “Feldtwebel” kører de unge tyskere til grænsen, læsser dem af og siger, at de bare skal løbe 500 meter, så er de tilbage i Tyskland. Ondskab kan altså af og til veksles til næstekærlighed og medmenneskelighed.

God påske!