/i , , /af , ,

52.000 likes

Kage

Hvis jeg nu arbejdede om tirsdagen, kunne jeg have fået et stykke kage i vores “Newsroom” i går. Anledningen var, at videoen fra Roskilde Festivalen var liket 32.000 gange. I skrivende stund (onsdag eftermiddag) har den høstet 52.000 likes, den er delt 36.500 gange og der er kommet 3.200 kommentarer.

Vi driller curling-forældrene lidt. De klager nemlig over, at deres poder ikke kan finde et godt sted at slå teltet op på Dyrskuepladsen i Roskilde. Måske klager de også over regnvejret 🙂 Vi lover at sende dem mange gode tanker, hvis de sender os en tyver til verdens fattigste. Det er der rigtig mange, der har gjort, og vi er selv overraskede over al den positive omtale, vi har fået. Sammenhængen til verdens fattigste (dem er der “kun” 800 millioner af) er, at de dårligt nok har et telt og at de ikke kan tage hjem til ordnede forhold, når ugen er omme. Vi bruger lidt humor, lidt glimt i øjet, og det er der åbenbart mange, der kan lide. Vi har altså en dygtig medieenhed!

De donerede penge bliver lagt i organisationens pulje, der arbejder med flygtningelejre i Etiopien og Uganda, oplyser generalsekretæren.

– Det er jo rigtig mange tyvere, og de kan række rigtigt langt, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Vi er blandt andet omtalt her: Danmarks Radio, Ekstrabladet, Jyllands-Posten, Metroxpress og Berlingske.

Administrationsprocenten

Noget af det, der ofte går igen, når man taler nødhjælpsorganisationer, er, at vi bruger for mange penge på vores egen administration og for lidt på dem, vi egentlig skal hjælpe. Det er bare et dogme og en død sild. Folkekirkens Nødhjælps administrationsprocent lå i 2016 på 8,3. Mange tror, at det er omvendt – altså at vi bruger 91,7 pct. på os selv. Jeg forstår ikke helt, hvordan sådanne misforståelser kan opstå.

Jeg kommer jo fra staten gennem 23 år, hvor vi konstant har været presset af et “effektiviseringskrav” (altså sparekrav) på to pct. årligt. Vi har været tvunget til at effektivisere samtlige processer. Sådan er det ikke for NGO’erne. Vi sparer på al daglig drift – også selvom det indimellem ville være en god idé at investere lidt i vores interne processer for på sigt at kunne sende flere penge til verdens fattigste. Men den slags kræver et stort politisk mod, og det mangler vi måske? Det er jo selvfølgelig slet ikke let at gå ud at sige, at nu investerer vi os selv i et par år, netop fordi der er så mange misforståelser.

/i , /af ,

Tiggeri på Facebook

Forbudt!

Sidst med det ældste 🙂

Tiggeri er ulovligt i Danmark, men Østjyllands Politi har ikke kunnet udtale sig om, hvorvidt den digitale metode er lovlig. Kilde: TV2.

Jeg har svært ved at forstå, at Østjyllands Politi ikke vil udtale sig om, hvorvidt tiggeri via Facebook er lovligt eller ej. Facebook er bare en platform, og der står ikke noget i straffelovens § 197 om, at man skal differentiere alt afhængig at platformen. Tiggeri er ganske enkelt forbudt:

Straffelovens §197: ”Den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri, eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler, straffes med fængsel indtil seks måneder.”

Betalingshjælpen – kun for piger

Ovenstående er titlen på en ret ny gruppe på Facebook, der på ingen tid har fået 3.900 medlemmer. Folk søger hjælp til hvad som helst, og nu hvor vi nærmer os den første, er forespørgslerne på mad – eller penge til mad – eksploderet. Folk skriver eksempelvis, at de har syv kroner tilbage, og der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle være sandt. Mange starter deres forespørgsel med at skrive, at de har rigtig svært ved at bede om hjælp på denne måde. Det ville jeg også have.

Mange beder om penge til medicin, evt. på grund af et nyt CTR-saldo-år. Mange beder om hjælp, idet de er gravide. Jeg undrer mig over, at man bliver gravid, når man dårligt har til dagen og vejen. Så bliver der jo bare flere munde at mætte. I øvrigt er der flere, der beskriver en storfamilie med enten tre eller fire børn.

Der er ofte tale om småbeløb, men der findes også mennesker, der beder om 1.100 som hjælp til huslejen for ikke at blive sat på gaden.

Konkret

En forespørgsel kan se sådan ud:

“Jeg har før lavet en annonce om hjælp, nu mangler vi penge til mad igen. Vi har maks 17 kroner på kontoen. Nogle, der kan undvære lidt?”

Overordnet

Flere har udtalt sig om, at det er meget lettere at tigge, når man kan gøre det hjemme bag skærmen. Man er meget mere udstillet, hvis man sidder på et tæppe ved hæveautomaten med det lille papbæger i fremstrakt arm. Sådan siger lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Jesper Tække, og det er logisk og fuldt forståeligt.

Dette fænomen vil helt klart blive mere udbredt, når folk ser, at det virker, og efterhånden som systemet skaber flere og flere fattige mennesker.

 

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Integration

Reel integration

Forleden hørte jeg om verdens bedste integration. Om den fandt sted i en af Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker eller i en af de andre organisationers genbrugsbutikker, husker jeg ikke – og det er egentlig også ligegyldigt. Det er processen og målet, der er vigtigt.

Substansen

To unge syriske mænd på 18 og 20 år er blevet tilknyttet en genbrugsbutik. Der er mange forskelligartede opgaver i en genbrugsbutik, fx at sortere tøjet, prissætte det, udstille i vinduer, sætte labels på, tale med donorer osv. Disse opgaver kan man løse uden at kunne så meget dansk. Men ved at man løse dem, bliver man langsomt bedre til dansk. Det er at komme ind i en positiv spiral.

Der, hvor det rykker, er, at “damerne” i butikken (typisk lidt ældre kvinder) har tillid og tålmodighed til at hjælpe de to gutter i gang med at lære dansk, få et ben indenfor i det lokale foreningsliv – fodbold, bordtennis, skydning mv., blive kendt i lokalområdet, få et netværk mv. Det er integration, der rykker. “Damerne” bringer sig selv spil, og hjælper alt det de kan, og de ved, hvilke knapper, der skal trykkes på. De har accepteret at hjælpe gutterne i gang, og de kan se, det virker. Det er integration, der lykkes.

Det er integration, der rykker!

/6 Kommentarer/i , /af ,

Uddannelsesvalg

Dagens historie

I dag mener undervisningsminister Søren Pind, at det er for ringe, at 25 pct. af de studerende skifter studie inden for de første to år. Hans argumentation er, at når man er gammel nok til at kunne blive fængslet, er man også gammel nok til at træffe valg om fremtid og uddannelse.

Fra min egen “ørnerede”

Jeg startede på jura 1. september 1984. Efter tre år konstaterede jeg, at det var en fejl. Mit oprindelige mål var “noget med mennesker”. Jeg ville noget med strafferet, specialstrafferet, kriminalpolitik, kriminologi, socialret og den slags. Realiteten var, at disse emner kunne man få lov at beskæftige sig med i seks måneder. Al resten af tiden gik med fx ejendomsret, konkursret, arveret, familieret og andre økonomiske emner. De emner tændte mig slet ikke.

Tre år var gået og hvad så? Almindelig økonomisk fornuft tilsagde, at jeg ikke kunne skifte retning. Jeg havde ganske enkelt ikke råd, så jeg blev ved min læst. Havde jeg haft råd, skulle jeg have været cand. polit. eller datamatiker, evt. cand. mag. i tysk og historie. Det var bare ikke en mulighed. Enden på det blev, at min juridiske embedseksamen blev en ganske udmærket grunduddannelse, som jeg kunne udvikle til cand. polit. i praksis. Samfundet havde fået mere ud af at lade mig bevare mine drømme om “rigtig cand. polit.”

Nu om dage

Nu om dage forventes børn nærmest i børnehaveklassen at have taget stilling til deres uddannelsesvalg. Børn i vuggestuen skal i hvert fald kunne definere en firkant og en trekant og kunne tælle til 10. Hvorfor pokker lader vi dem ikke være børn? Nej nu skal der tværes “læringsmål” ud over enhver årgang.

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole, og det var der også nogle få andre børn, der kunne. Men vi havde ikke mulighed for at “udleve” disse kompetencer.

Fornylig er der så sket det, at der er indført et “uddannelsesloft” (det er så moderne med lofter, fx “kontanthjælpsloftet”). Det går ud på, at hvis man allerede har én uddannelse, kan man ikke begynde på en ny på samme niveau inden for de første seks år. Det er nærmest en straf at blive klogere på sig selv.

Jeg begriber ikke et samfund, der ikke understøtter unge mennesker i deres studievalg. Pyt da med at 25 pct. vælger forkert – det betyder jo, at 75 pct. vælger rigtigt! Lad os holde fokus på dem. De 25 pct. er jo i virkeligheden temmelig modne – de er så modne, at de kan erkende en fejl og kan handle på den.