/14 Kommentarer/i , /af ,

Apotekerregninger

Hvem kan?

Lørdag var jeg nede på apoteket på storkøb, og det beløb sig til alt i alt 44,00 kr. Jeg nærmer sig tilskudsårets slutning. Pyt med at jeg så har købt for 4.300,- kr. i årets løb. Jeg er jo en trofast kunde, og jeg regner med, at de snart kan mit CPR-nummer udenad. Jeg kan sagtens. Men hvad med alle dem, der ikke kan? Med 4.300 svarer det til, at jeg lige nu har købt for ca. 4.300 kr./9 måneder = 477 kr. pr. måned.

Hvad med dem, der ikke kan?

For mig er det ikke noget problem. Men jeg kigger med i en Facebookgruppe, der hedder “Kontanthjælpsmodtagere er også mennesker”, og her kan man læse om mennesker, der ikke har råd til livsnødvendig medicin og enten beder apotekeren om en afdragsordning eller henstand, når de kun har 469 kr. tilbage til resten af måneden, når vi fx skriver den 15. Og kan de ikke få en afdragsordning, må de gå uden medicinen!

Jeg spurgte min apoteker, om de har sådanne tilfælde, og det har de!

Som borger i et velfærdssamfund kan jeg ikke forstå, det skal være sådan. Faktisk mener jeg, at det overhovedet ikke kan være sandt, at folk ikke har mulighed for at købe den livsvigtige medicin, og at deres overlevelse afhænger af den enkelte apoteker. Det er sygt.

Ad snirklede veje kommer vi til den nuværende regerings (og også den foregåendes) mantra om, at de skal “tage et arbejde”, og at “det skal kunne betale sig at arbejde”. For pokker da der er jo ikke jobs at få, hvis man ikke er top-fit og robust (det nye boss word) på arbejdsmarkedet. Har man været uden for arbejdsmarkedet i nogle år, er det urimeligt vanskeligt at komme ind igen. Folk skal starte med “Sengepraktik”, bevise deres værd, begå sig godt i en virksomhedspraktik, som arbejdsgiverne lukrerer på, dvs. skaffer sig gratis arbejdskraft uden at kvittere med et job bagefter.

Og hvor langt bringer diverse småjobs på 225 timer ind til apotekerregningen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, der er et eller andet galt i vores samfund. Samfund betyder fællesskab, men det gælder åbenbart ikke de mest marginaliserede og deres medicinregninger!

/2 Kommentarer/i , /af ,

Kvoteflygtninge

Historik

Siden 1989 har Danmark modtaget 500 kvoteflygtninge under UNHCRs genbosætningsprogram (et andet ord for kvoteflygtninge). Det passer ikke rigtig Inger Støjberg, der har sat en stopper for det med “hjemmel” i regeringens 2025-plan. Man kan så spørge, hvordan det fortsat kan være gældende, når nu 2025-planen på det nærmeste er aflyst? Plukker de måske alligevel bare af det, der passer dem bedst?

Summa summarum har vi i 2016 taget i mod 500 minus 491 er lig med 9 kvoteflygtninge. Så satte regeringen bremserne i. De vil gerne “skubbe” de 491 til bedre tider, hvornår det så end er? De faktuelle oplysninger er fra dagens Politikken Resten med indignationen er mine egne.

Aktuelt

Nu har Inger Støjberg så besluttet, at hun gerne vil af med ca. 100 genbosatte somaliere, fordi hun synes, at der er blevet væsentligt tryggere i Mogadishu, som er hovedstaden i Somalia. Hendes holdning deles ikke af Dansk Flygtningehjælp eller af Volker Türk, der for godt en måned siden skrev til Inger Støjberg, at det umuligt kunne være sandt. Volker Türk er FN’s vicehøjkommissær for flygtninge. Det må formodes, at han ved, hvad han taler om.

Det er faktisk aldrig sket før, at man sendte genbosatte (det må være det samme som repatrierede?) hjem igen. Ingen har nogensinde tidligere overvejet den mulighed, at genbosættelserne ikke skulle være en permanent løsning. Allermindst Dansk Flygtningehjælp; de også må formodes at vide, hvad de taler om.

Dansk Folkeparti (DF) vejrer naturligvis morgenluft og finder frem til, at der er ca. 1.450 flere somaliere, der så også kan sendes hjem – i hvert fald undersøges det om det er lade sig gørligt. Af dagbladet Information fremgår det i dag:

Heller ikke Martin Henriksen (DF) er begejstret, men ud fra et andet udgangspunkt:

 

100 kvoteflygtninge er for lidt, synes vi. Men det er godt, at man er kommet i gang med arbejdet, for det er noget, vi har rejst gentagne gange over for ministeren i forskellige sammenhænge, bl.a. i forhandlinger siden folketingsvalget. Flygtninge bør kun være her midlertidigt, og de bør sendes hjem – om nødvendigt med tvang. Stod det til os, skulle det være flere tusinde flygtninge samt deres ægtefæller og børn, der skulle sendes hjem, selv om de har opholdstilladelse i Danmark. Selvfølgelig vil der komme et ramaskrig, men det lever vi med,« siger Martin Henriksen.

Min mening

Det er sådan, at store dele af konventionsflygtningene er handicappede eller på anden vis belastet af sygdom. Dem har vi formået at tage ni (!) af i 2016!

Som et af verdens rigeste lande burde vi kunne tage de 500, som konventionerne pålægger os – og der er altså ingen, der har stoppet konventionerne ned i halsen på os. Vi har selv, ganske vist under tidligere regimer, accepteret og underskrevet konventionerne. Dem kan vi ikke bare løbe fra. Jeg er selvfølgelig klar over, at Inger Støjberg vil “gå til kanten af konventionerne” – det har hun sagt så tit, det gør hende bare ikke mere menneskelig.

Jeg håber på et nyt regime…

/9 Kommentarer/i , /af ,

Julehjælp

Jan Hoby

Jeg har allerede skrevet flere poster, der rummer ordet “Julehjælp” – du finder dem her. Der er behov for at blive ved med at skrive om emnet, for problemet bliver større og større. Mange bliver fattigere og fattigere, mens en hel del bliver rigere og rigere. Det meste skyldes kontanthjælpsloftet.

Der er brug for ny social ansvarlighed og social indignation i Danmark.

Da jeg sad i S-toget på vej hjem, kom en snavset og laset kvinde ind i kupeen med et lille papbæger i en fremstrakt højre hånd. Hun tog ikke imod MobilePay, så jeg tømte møntrummet i tegnebogen. Der var ingen andre, der fandt tegnebogen frem. De kunne garanteret godt have undværet en ti’er.

I toget sad jeg og læste denne blogpost skrevet af en udpræget socialist. Hvor har han ret!

Hans pointer er blandt andet:

  1. “Det går hårdest ud over fattige, syge og arbejdsløse.” De kan ikke holde jul som os andre.
  2. “Dagens Danmark tæller titusindvis af fattige børn, fattige enlige, fattige familier, fattige ægtefælder (det er altså ikke med “d” 🙂 ) og fattige ældre. Kort sagt fattige mennesker i hobevis. Folk sulter for at få råd til medicin i et af verdens rigeste lande pga. kontanthjælpsloftet. Forældre sulter for at have råd til at give deres børn mad.”
  3. “Men titusindvis af fattige børn går julen i møde uden julemand, pakkekalender og adventsgaver. For julemanden besøger kun børn, hvis forældre har råd til at få besøg.”

Julehjælp af overskudsmad

Jeg mener, at det som de første var Folkekirkens Nødhjælp, der med Wefood satte system i kampen mod madspild og overskudsmad. Wefoods overskud går direkte til verdens 800 millioner fattige. Nu vil mange lige pludselig markedsføre sig med, at de vil bekæmpe madspild. Men pyt med det, det er kun godt med lidt konkurrence, og det er kun godt, at der er kommet fokus på, hvor stort spildet egentlig er.

På DR.dk er der en interessant artikel i dag: “10.000 fattige danskere får julehjælp af overskudsmad“:

“Sidste år fik 500 familier gratis mad i et pilotprojekt, men i år bliver hjælpen givet til 2500 fattige børnefamilier, som den 23. december får en kasse med overskudsmad fra REMA 1000s 246 butikker i Danmark og en række andre samarbejdspartnere. Tilsammen er det op mod 10.000 personer, som får hjælp, oplyser arrangørerne.”

Sammenfatning

Den drejning samfundet tager p.t. er sygelig. Der bliver flere og flere fattige, fattigdomsydelserne bliver stadig mere skrabede, der bliver mere til de rigeste, og forskellen mellem fattig og rig bliver følgelig større og større. Revner ballonen ikke på et tidspunkt?

I dag havde vi i FKN en seance, hvor det blandt andet blev analyseret, hvordan vi håndterer at være Folkekirkens Nødhjælp. Hvor er det kirkelige aspekt? Jeg har såmænd tænkt på det så tit, men har ikke kunnet lide at spørge, fordi jeg troede, at alle de andre kendte svaret, og jeg bare ikke havde hørt efter i timen.

Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen (vores direktør) læste op af juleevangeliet – Lukasevangeliet kapitel 2 – fra “Den nye aftale” (som jeg ikke bryder mig så meget om). I den efterfølgende tale kom hun ind på det vigtigste i kristendommen: “Næstekærlighed”.

Det er næstekærlighed, når FKN støtter de 800 mio. fattige i verden, og det er næstekærlighed, når REMA 1000 systematiserer deres overskudsmad til dem, der har størst behov.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Lofter

Det er blevet så moderne at udrulle “Lofter”.

Drop uddannelsesloftet

Først var det kontanthjælpsloftet, nu er det uddannelsesloftet.

Sidstnævnte skal sikre, at ingen tager to uddannelser på samme niveau. Det betyder fx, at en sygeplejerske (der nu er en bacheloruddannelse) ikke kan videreuddanne sig til læge, idet den første del af lægestudiet også er en bachelor.

Pressemeddelelsen fra Uddannelses- og forskningsministeriet findes her: Pressemeddelelsen.

Af meddelelsen fremgår blandt andet:

De penge, der spares ved at indføre et uddannelsesloft, skal dække finansieringsbehovet i det nye dagpengesystem, hvor der er et udestående på cirka 300 millioner kroner årligt. Det forventes, at uddannelsesloftet kan frigøre flere midler.

Det vil altid undre mig, hvorfor det er dem, der har mindst, er dem, der skal finansiere dem, der har endnu mindre. Ovenstående viser, at det er de studerende, der nu skal betale for dem på dagpenge.

I mit univers kan vi ikke uddanne os nok, hvis vi stadig vil kalde os et videnssamfund. Jo flere mennesker vi har med en god uddannelse, som de er glade for, jo mere kollektiv viden har vi. Arbejdsgiverne skriger på uddannet arbejdskraft, og påstår, at de ikke kan finde medarbejdere med de rette kompetencer. Det gælder 20 pct. af virksomhederne, viser en ny opgørelse.

En anden facet er, at man vælger uddannelse tidligt i livet, men man kan jo vælge forkert, og skal det så ikke være muligt at vælge om efter mange år med den “forkerte” uddannelse?

Fra min egen lille butik: Jeg startede på jura i 1984, primært fordi jeg gerne ville have den samme ro som en af fyrene på kollegiet. Han læste jura. Da jeg havde læst de første tre år, gik det op for mig, at jeg havde valgt forkert.

Jeg ville gerne “noget med mennesker”, så jeg var interesseret i socialret, kriminologi, specialstrafferet, retsfilosofi, retshistorie mv. Disse var alle gode fag for mig. Problemet var bare, at de kun varede i et halvt år som kursusfag. Resten af tiden (fire år) gik med alle dem i samfundet, der havde mest: Obligationsret, konkursret, familieret, arveret og så videre i den dur.

Så jeg havde altså valgt det forkerte studie. Skulle jeg have fulgt mit hjerte, skulle det fx have været dansk, historie eller tysk. Jeg er jo i min grundvold humanist. Jeg havde bare ikke pengene til at vælge noget nyt. Dengang hed indkomsten statsgaranterede banklån og et deltidsjob hos Irma. Jeg kunne slet ikke overskue gælden ved at vælge om. Hertil kom, at humanister på det tidspunkt var ledige i flere år, og det kunne jeg heller ikke overskue. Jeg ville gerne bare være gældfri. Og altså gjorde jeg studiet færdigt. Det tog 13 år at betale gælden. Banken tjente fedt på mig!

Skulle jeg spørge mig selv i dag, burde jeg have været økonom eller fx datamatiker eller noget andet med IT.

Hvis jeg kunne, ville jeg tage en ny uddannelse, men lige nu ser det ud til, at man kommer til at betale uddannelse nummer to selv. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med min indkomst. Og selv med en “normal” indkomst ville det være umuligt lige pludselig at vælge om, leve af SU og følge hjertet. Samfundet ville få en yderligere videnskapacitet, hvis jeg kunne uddanne mig til noget nyt.

Hvis loftet bliver rullet ud som påtænkt, nemlig med brugerbetaling, er det endnu eksempel på, at det er de rigeste i vores samfund, der prioriteres højst.

Enhedslistens holdning er klar.