Døde børn
Egentlig synes jeg ikke, der skal gå politik i min blog, men den aktuelle flygtningekrise ligger mig på sinde.
Der er så mange dejlige mennesker, der samler ind, organiserer indsamlinger af tøj og andre nødvendigheder til de mennesker, der flygter fra Syrien og Irak og havner på en strand på en græsk ø fx Lesbos. Flygtningestrømmen er enorm og ingen aner rigtigt, hvad de skal stille op med de mange mennesker. For Inger Støjberg og DF er sagen klar: De skal sendes tilbage hvor de kom fra hurtigst muligt. Angela Merkel er fortaler for, at Den Europæiske Union-landene vedtager en fælles strategi, og det kan jeg godt lide hende for. Ingen af landene kan klare dette problem alene.
Det der får mig til at fare i tastaturet er billederne af de døde flygtningebørn i vandet i Tyrkiet. Skal man vise dem eller skal man ikke?
Jeg skrev en kommentar på Facebook til et opslag fra DR. Jeg skrev “Jeg er enig i alle de kommentarer der allerede er lagt her. De døde børn må ikke glemmes. Måske er det netop disse billeder, der får folk til at forstå, at det er alvor dette her. Det går ikke over, blot vi slukker for TV. Børnene har ikke levet eller er ikke døde forgæves. Derfor skal de mindes på alverdens sites.” Det var en reaktion på Red Barnets kommunikationschef Claes Amundsens kommentar om billeder af døde flygtningebørn på de sociale medier. Der er kommet over 80 likes på min kommentar, det har jeg ikke prøvet før.
Man kan sige, at det bare er følelsesporno, og at billederne derfor ikke har nogen berettigelse. Omvendt synes jeg som nævnt, at billederne har deres berettigelse, fordi børnene så ikke har levet – eller er døde – forgæves. Nogle argumenterer med, at familierne ikke skal se deres døde børn flydende i vandkanten på nettet. Sidder man i Syrien eller Irak er ens første prioritet dog næppe at se billeder på de sociale medier.
Hvad synes du egentlig er det rigtige at gøre i denne situation: vise billederne eller ikke?
