Folketingsvalg den 18. juni

Så kom det

Radio, TV, aviser og internettet har svirret med valgrygter i dagevis, altså den slags om, at nu er det lige op over. I dag kom det så, og jeg sad og så dette pressemøde med en veloplagt og glad statsminister. Gad vide hvor længe hun er det?

Nu har vi så 23 dage til at høre på alskens løfter, hvor alle partierne taler til noget i mig. Jeg synes da, de alle sammen siger noget (meget eller lidt), der lyder godt – selv DF. Som tidligere socialdemokrat fra dengang Anker var ved roret og parolen lød “De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs” kan jeg såmænd også synes, der er noget fornuftigt ved det parti. De har bare fjernet sig for langt fra den gamle parole.

Men det drejer sig om at kunne skelne skidt fra kanel, for der er så meget, der bare er sød fremtidsmusik og løgn for at få en masse stemmer. Næh kig på hvad de har gjort, ikke hvad de siger, de vil gøre (Citat Eric Bentzen). I min optik mangler de næsten alle en hel del på troværdighedsbarometeret. De går til valg på et men handler derefter stik modsat.

Jeg synes ikke, jeg lider af politikerlede, men jeg er på forhånd træt af de 23 dage, hvor fronterne vil blive trukket skarpt op, og hvor det vil blive valget mellem pest eller kolera, eller valget mellem velfærd og skattelettelser. Så vil jeg også gerne spå, at indvandrerdebatten vil blusse op igen, og at DF vil få et fantastisk valg; er der ikke noget med, at de spås til at blive det tredjestørste parti – jeg synes, det er uhyggeligt.

Personligt synes jeg, at dagpengespørgsmålet skal løses, og så skal der afsættes ekstra midler til sygehussektoren, hvor de alle sammen løber stærkt – jeg har lige selv set det. Og jeg ved, at “min Gitte” i Distriktspsykiatrien (DPC) har intet mindre end 53 patienter, som hun skal holde rede i og huske historien om. Det er ikke rimelige vilkår. På afdelingerne lover de guld og grønne skove om, hvad DPC formår og kan tilbyde, men når man så tager det op i DPC, siger de, at det har de ikke ressourcer til. Det er ikke tilfredsstillende.

God valgkamp!

2 Svar

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.