/4 Kommentarer/i , /af ,

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Vi skal hjælpe Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Jeg har lige siddet og set TV Avisen 18:30, hvor det fremgik, at G7-landene sender mere hjælp til Ukraine, der indføres endnu flere sanktioner mod Rusland mv., og det glæder jeg mig over.

I går forlød det, at USA har åbnet for, at F16-jagere må sendes til Ukraine. De kan være klar til kamp i løbet af 3 – 6 måneder, da de ukrainske soldater først skal lære at betjene dem. Det er svaret på præsident Volodymyr Zelenskyjs bønner i umindelige tider.

Selvfølgelig skal vi fra Vestens side hjælpe Ukraine alt det, vi overhovedet kan, og kineserne og inderne må se at finde ud af, hvor de står.

Jeg har respekt for et folk, der – meter for meter – kæmper for deres land, og som på mange måder kæmper vores kamp, så vi selv slipper for at få blod på hænderne, leve med lutalarmerne og at bo i ruinerne.

Jeg har respekt for en præsident, der konsekvent optræder i sin armygrønne T-shirt; også når han møder verdens ledere med slips og i jakkesæt.

Jeg ser gerne Putin hængt langsomt i en strik med fødderne syv alen over jorden. Han minder mig med sit despoti alt for meget om både Stalin og Hitler. To herrer der ikke gjorde noget godt for menneskeheden.

Nu håber jeg, det er tilstrækkeligt tydeligt: Jeg er ikke Putinist! Får du en anden opfattelse, så læs venligst ovenstående igen – og gerne langsomt.

Dilemmaet

Krigen i Ukraine har nu varet i 1 år; 2 måneder; 3 uger; 6 dage eller 451 dage. Millioner af mennesker er flygtet til tryghed og bort fra bombardementerne, enten til os i Danmark, mange til Tyskland, men langt de fleste til Polen.

Billederne, af vandrende kvinder med et barn i venstre hånd og transportkassen med katten i højre hånd, har gjort stort indtryk på mig. Der har været oprettet evakueringskorridorer, der mindede lidt om “De hvide busser”, men flere af forsøgene var mislykkede. Der har været spagfærdige forsøg på fredsmægling med tyrkiske Erdogan og franske Macron i spidsen. Ingen af parterne ønsker at give sig bare en tøddel. Jeg forstå godt, at Zelenskyj siger “Gu’ vil jeg da ej. Det er mit land og mit folk”.

Det minder mig bare alt for meget om den kolde krig. Øst og Vest oprustede hver for sig, men det førte ikke til fred. Det minder mig om min ungdom. Det minder mig om “Dobbeltbeslutningen“, hvor man ville opstille 572 atombårne missiler i Vesteuropa, primært i Vesttyskland, (tjah, sådan hed det dengang), som svar på Sovjetunionens opstilling af SS-20-raketter i Østeuropa. Det minder mig om min frygt for atomkrigen, truslen der konstant rumlede i horisonten. Begge parter stod på deres. Oprustningen førte ikke til fred. Det minder mig om mit eget spagfærdige engagement i fredsbevægelsen og om “Next Stop Sovjet”.

Vi åndede lettede op, da Sovjetunionen faldt i 1991. Fra 1991 til 22. februar 2022 har jeg, måske en anelse naivt, troet på, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel i Europa. Vi behøvede ikke længere et regelsæt, der kaldes “krigens love”. Been there, done that. Nu kunne vi løfte ansigtet og se fremad til et Europa i fred og frihed. Vi kunne rejse rundt bare med det rødbedefarvede danske pas. Verden lå åben for vores fødder.

Også nu rumler truslen for et atomart modtræk fra Putins side, når vi støtter alt det, vi kan fra vestlig side. Hvor skal det ende, når ingen vil give sig? Putin ønsker naturligvis ikke at tabe ansigt og opgive sin “specialoperation” i Ukraine. Og Zelenskyjs soldater kæmper for deres land. Hvor mange unge drenge og mænd skal miste livet i dette fuldkommen absurde teater? (I parentes bemærket så jeg i aftes filmen “Under sandet”. Den endte godt, men jeg måtte flere gang holde hånden over skærmen, når en dreng fik sprængt armene af).

Jeg bliver kun opmuntret, når jeg hører på Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet. En aften sagde han om alle de unge, tvangsudskrevne russiske soldater: “Tjah, de ved, hvad vej geværet skal vende”. Så havde han sagt, hvad han mente om dem.

Man vænner sig til det …

I krigens første dage var jeg meget bange og næsten grædende over at se ødelæggelserne i Ukraine og de, der vandrede med katten i transportkassen i højre hånd. Nu har jeg vænnet mig lidt til det. Det er også et dilemma.

Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til bortset fra at tale lidt med den ukrainske kvinde, jeg mødte i S-toget en dag og byde hende velkommen i vores land. Det er måske nok lidt latterligt, men jeg kunne ikke lade være.

Nogle siger, at så skal jeg bare undlade at se TV Avisen; men jeg ved godt, at to plus to er fire, og at folk dør i Ukraine, selvom jeg slukker for mit TV.

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Børn og unges mistrivsel 2

Børn og unges mistrivsel 2

Unge presses vanvittigt hårdt

Børn og unges mistrivsel 2

Denne artikel er en fortsættelse af “Børn og unges mistrivsel”.

Forleden talte jeg med en ung mand på 23 år, dvs. jeg er næsten tre gange så gammel som ham, idet jeg bliver 60 i år (hvilket er lidt skræmmende, men det går nok). Havde jeg været hurtig til at få børn, og havde mine børn også været hurtige, kunne jeg altså have været den unge mands bedstemor …

Han fortalte om sin hverdag:

  • Han er fuldtids bachelorstuderende på RUC
  • Han har deltidserhvervsarbejde i Hvidovre
  • Han har 30 timers transporttid pr. uge, da han ikke har råd til en bolig i København
  • Han har kun fri, når han sidder i toget fra Roskilde
  • Han vil i virkeligheden gerne fortsætte to mere år på RUC og blive kandidat, inden regeringen reducerer det til et år.

Erhvervsarbejde er nødvendigt for at få et arbejde efter endt studie, da arbejdsgiverne vil have mennesker med erhvervserfaring, når de kommer frisk fra fad fra universitetet … Det er sådan set ikke meget anderledes, end da jeg selv læste. Også dengang kom kandidater med relevant erhvervserfaring foran i jobkøen. Nogen sikkerhed gav det dog ikke.

Jeg husker min studietid som hård. Jeg elskede at studere og få ny viden, men fri havde jeg aldrig, da jeg også arbejdede på deltid. Noget af det er dog en erindringsforskydning, idet jeg boede på kollegium og var ret social der, og jeg havde da også kærester. Men studeret blev der.

Som årene gik, blev erhvervsarbejdet mere og mere kvalificeret og relevant. Det var slut med at forsøge at være hjemmehjælper (stakkels de gamle der fik besøg af mig) og at vaske op hos Frelsens Hær på Hørhusvej. Det var noget bedre at være i det daværende “Registertilsynet” og at være forskningsassistent på Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet.

Da jeg talte med ham, fik jeg bare indtrykket af, at kravene er væsentligt større i dag end dengang. Jeg havde da fri; det har han aldrig, og der er ikke meget tid til at studere. Han bruger en masse tid med at føre kalender og planlægge sin tid. Jeg foreslog ham – som en anden bedstemor – at lægge tid ind i kalenderen, hvor der bare står “Fri”. Det var trods alt ikke nødvendigt, da jeg startede på Uni for næsten 40 år siden.

Regeringens påtænkte uddannelsesreform

Er det virkelig i orden at presse de unge så vanvittigt? Svaret er et klart “Nej”.

Psykologen har tit og ofte fortalt om de unge, hun har i sin klinik; de er ved at bukke under af stress, og de spørger hende, hvordan de skal vide, hvad de vil med fremtiden. Det er måske i orden at blive stresset i et job, når man vil have en karriere. Men det skal ikke begynde allerede på studiet.

Det er simpelthen ikke i orden, når nyeste forskning fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.viser, at den væsentligste årsag til mistrivslen er tempo, tempo, tempo. Der er sket en voldsom acceleration på de 40 år.

– Tempoet er mange gange forstørret. Både i skolen, men også i hverdagslivet, i fritidslivet og i aktiviteter. Og det får det til at kamme over for nogle, siger professor Noemi Katznelson, der er en forfatterne bag rapporten.”

Noemi Katznelson peger på, at “acceleration” er den absolut væsentligste årsag. “Acceleration: Også kaldet tempo. Alting skal gå hurtigere og hurtigere. Man skal hurtigere igennem uddannelsessystemet …”

Stress, angst og depression er folkesygdomme i Danmark, og der er ikke noget, der synes at blive bedre. For de unge på en videregående uddannelse, der gerne vil tage en kandidatgrad, bliver det bare værre, da SVM-regeringen planlægger at reducere den tid man “må have lov” at bruge på kandidatstudiet. De unge skal altså nå det hele på den halve tid.

Den unge mand og jeg blev enige om, at vi ikke kender nogen arbejdsgivere, der ønsker sig unge, der er dårligere uddannede – tværtimod. Men regeringen er på gennemført “uddannelsesbashing” og jagter unge på en videregående uddannelse, fordi man mener, de hellere skulle være blevet smedelærlinge eller lignende.

Forleden skrev en kvinde på Facebook, at de unge er evighedsstudenter og byrder for samfundet, der har “givet” dem en lang uddannelse. Jeg bad om dokumentation og kildehenvisninger for påstandene.

Jeg så, hun sendte et svar, men jeg orkede ikke at læse det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/9 Kommentarer/i , /af ,

PFAS er vores egen skyld

PFAS er vores egen skyld

Regntøj og gryder med teflon

PFAS er vores egen skyld

PFAS er vores egen skyld

Lige nu bliver der fundet PFAS flere og flere steder. Senest er de økologiske æg kommet til, fordi der er FPAS i fiskemelet, man fodrer hønsene med. Børn mellem fire og ni år må højst spise 2½ økologisk æggeblomme om ugen.

Problemet er, at det er vore egen skyld – men vi var i god tro, der er laveste trin på culpa-stigen (hvor culpa betyder skyld); vi var ikke engang simpelt uagtsomme.

Vi ville have vandafvisende regntøj, potter og pander med teflon, vandafvisende maling og meget andet, der var vand- og fedtskyende og let at gøre rent.

Nu sidder vi med smerten, for stoffet dukker op stort set alle de steder, Fødevarestyrelsen undersøger for det: I havskummet, på markerne og nu i de økologiske æg (og sådanne køber jeg altid). Hvad bliver det næste?

Man skal ikke bilde sig ind, at PFAS bliver nemt at komme af med, for det bruges rigtig mange steder. Vi har at gøre med et meget omfangsrigt problem, som vi først nu begynder at kende omfanget og alvorsgraden af. Men et fælles EU-forbud er et vigtigt skridt. Det er ét af de initiativer, der skal til for at inddæmme og på sigt fjerne kilderne til forureningen, så vi trygt kan drikke vores vand og spise vores kød, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Kilde: Miljøministeriets hjemmeside.

Miljøministeren vil i næste uge indkalde alle Folketingets partier til drøftelse, så det er alvorligt. Der tales om en national handlingsplan. For mange fylder kampen om store bededag imidlertid mere. Den er nemlig lettere at forstå. Kan man forestille sig en underskriftsindsamling med mere end 400.000 underskrifter mod brugen af PFAS (fluorstoffer)? Nej, vel!

Danmark og fire andre lande er klar med forslag til EU-forbud mod PFAS. Udkastet, der er sendt til EUs Kemikalieagentur, bliver præsenteret i Bruxelles d. 7. februar.

Hvad sker der med vores klima?

Nu er det PFAS (Der findes ca. 12.000 forskellige slags PFAS-stoffer), før jul var nyheden, at mere end halvdelen af drikkevandsboringerne er forurenede. Mange kommuner har søgt om at få andel i en statslig pulje på 150 millioner til at bygge diger, fordi vandstanden stiger som følge af klimaforandringer. Dragør Kommune var kun tre centimeter fra at blive oversvømmet, da der senest var en alvorlig storm. Der er helt sikkert mere, end jeg lige kan komme i tanke om.

Det er alvorligt, men det bliver ikke taget videre alvorligt af befolkningen. Myndighederne gør, hvad de kan. Mange af os tænker måske, at det ikke for alvor vil gå galt i vores levetid, men det vil det! Truslen rykker tættere og tættere på.

Vi bliver opfordrede til at købe el-biler, fordi el er mindre forurenende end fossile brændstoffer. Problemet er, at både fremstillingen og bortskaffelsen af batterierne er vanvittigt miljøbelastende. Jeg har flere gange overvejet, om man indtænker den samlede livscyklus, når man opfordrer til at købe el-biler. Det må man da gøre, for ellers er det helt Anders And, men jeg er ikke sikker på, at det sker.

Vores computere

Min leverandør af computere, reparationer, “dimser” mv. hedder GladTeknik. Der er flere årsager til, at jeg har valgt dem. En af dem er deres klare miljøprofil.

Mange mennesker smider bare computeren ud, når den bliver gammel og langsom, og så går de ned og køber en ny. Hvis man kender en dygtig reparatør, er det slet ikke nødvendigt. En sådan vil kunne reparere ned på komponentniveau eller blot udskifte de dele, der er blevet slidt med årene. Måske skal der bare en indvendig rensning til evt. kombineret med en ny omgang kølepasta. Så kan computeren køre mange år endnu. Det er godt for forbrugeren, hans/hendes pengepung og ikke mindst miljøet.

GladTeknik skriver blandt andet

Hos GladTeknik tænker vi meget over miljøet og opfordrer alle til at prøve at få repareret deres computer i stedet for blot at købe ny. Hvorfor? spørger du måske? Det er der flere årsager til. Produktionen af computere kræver enormt mange ressourcer og udleder omkring 250 kg. CO2 pr. computer og kræver ca. 1,5 kg. råstoffer. Det er altså en meget tung post i klimaregnskabet.

Derudover kan du ved at få repareret din computer i langt de fleste tilfælde fordoble dens levetid. Ofte er det små ting, som blot skal repareres eller udskiftes, før din computer kan leve videre. Du sparer dermed både dit CO2 forbrug, men højest sandsynligt også en del penge ved at få repareret din computer frem for at købe en helt ny (med forbehold for reparationens omfang).

Energikilder

“Hvad skal væk? Barsebäck”. Sådan sagde vi i min ungdom, for værket lå kun 20 km. fra København, og vi var bange for et uheld. Angsten blev cementeret i april 1986 i forbindelse med ulykken på Tjernobylværket.

Nu taler mange stærke kræfter for at indføre atomkraft i Danmark; argumentet er, at det er den sikreste og reneste energikilde, og at der er sket en voldsom udvikling de seneste 35 år. Selv vil jeg nu altid være bange for affaldet. Hvor skal vi gøre af det?

Jeg fandt følgende med Google. Desværre kan jeg ikke finde kilden, så det kan også være det rene Anders And.

Behandler man ikke det brugte brændsel overhovedet, tager det 250.000 år, før giftigheden er på niveau med det naturlige uran. Genbehandler man brændslet, som man gør i Frankrig, og trækker uran og plutonium ud, så det kan genbruges i en klassisk atomreaktor, går der “kun” 10.000 år.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

52,4 milliarder kroner ekstra i statskassen

52,4 milliarder kroner ekstra i statskassen

Hvordan kan man regne så forkert?

52,4 milliarder kroner ekstra i statskassen

Finansministeriet skød langt under målet i sin vurdering af statens såkaldte nettokasse fra august 2022.

Finansministeriet har virkelig gjort i nælderne. Nyheden fremgik af Berlingske Tidende den 5. januar, og de havde nyheden fra /ritzau/, der atter havde tallene fra Nationalbanken. Trods de mange omveje er de alligevel nået frem til mig.

Hvordan kan man regne så meget forkert? Det var aldrig sket under Birgit, Vibeke og mig, sagde hunden.

Det er ikke første gang, at forventningen til statens finanser har været lavere, end hvordan virkeligheden har formet sig.

For 2021 fandt man 33,3 milliarder kroner mere, end hvad man forventede.

Var der ingen til at holde snuden i sporet?

Når vurderingen, der slog fejl, stammede fra august måned, spørger jeg mig selv og andre, om de ikke følger op på så vigtige nøgletal mere end hver fjerde måned? Finansministeriet må da have et sæt procedurer, der sikrer tæt opfølgning minimum en gang om måneden?

Der må mangle medarbejdere, der har til opgave at holde snuden i sporet.

Selv har jeg aldrig regnet med milliarder, men antallet af nuller er for så vidt også ligegyldigt; det er princippet og det er produren, og den manglede måske. Det kan selvfølgelig være, at man har sparet de medarbejdere væk, som noget af det væmmelige, overflødige bureaukrati, vi straks må til livs, og som politikerne i valgkampen var ved at falde over hinanden for at få aflivet; hellere i går end i dag.

Vil man have styr på sin styring, sker det altså ikke uberørt af menneskehånd. Det er ikke neurale netværk, der stopper tal ind i Excel eller andre former for “regnemaskiner”; det er mennesker af kød og blod.

Et stort gravearbejde?

Nu er vi ikke mange gravere i centraladministrationen, men dokumentation af upopulære fakta forudsætter ofte et enormt stort forudgående gravearbejde. Og til det behøver man medarbejdere, der bare ikke giver op, heller ikke selvom niveauet/niveauerne over dem helst vil fortsætte i uvidenhed og med bind for øjnene. De medarbejdere skal være gjort af godt stof.

For mange, mange år siden var jeg ansat et sted, hvor der var gået kuk i noget med nogle millioner. Jeg var mellemleder uden forstand på debet og kredit, men jeg bakkede fuldt ud op om de to, der vidste, hvad de foretog sig. Og det var ikke populært. De undersøgte, regnede, dokumenterede og gjorde ved i lang tid – og ikke overraskende havde de fuldkommen ret i deres formodninger.

Der var gået kuk i noget, og det var alvorligt. Perioden, hvor sandheden kom for dagen, var ikke rar, og der rullede chefhoveder. Menige medarbejdere måtte også afskediges, for at vi kunne få vendt skuden. Vi skulle selv sørge for at få orden i eget hus igen; folk uden for centraladministrationen ved ikke, at det fungerer sådan. Men det gør det altså, og det er jo på en måde i orden, men det er ikke i orden, når det går ud over medarbejdere, der intet har haft med det at gøre, andet at de var ansat på den forkerte adresse.

Tilbage til de uventede 52,4 milliarder kr.

Da jeg læste nyheden om alle de rare ekstra penge, var min første tanke: “Jubi nu kan vi rette op på både psykiatrien og somatikken på en gang”, men sådan spiller klaveret desværre ikke.

Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, er af /ritzau/ citeret for følgende

Det betyder ikke, at vi næste år kan bygge nye hospitaler for pengene.

Det skyldes, at der er en række krav til, hvordan og hvor meget man må påvirke økonomien.

Systemet er indrettet sådan, at der kan være gode eller dårlige år, uden at man af den grund skal lave om på, hvordan samfundet fungerer.

Det er selvfølgelig den slags instrumenter, der sikrer balance og stabilitet henover årene, så vi ikke pludselig ender med en statsbankerot, som den i 1813, når der regnes forkert “i den anden retning”, men det kunne nu være rart, hvis vi kunne bruge bare halvdelen af beløbet på en genopretning af det sundhedsvæsen, der lige nu ligger for døden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.