, , ,

Restitution mv.

Jeg har fri hver tirsdag og hver torsdag. Meningen med det er, at jeg skal restituere mig. Og det gør jeg så.

Og hvad laver jeg egentlig de dage? Jo jeg sover længe, taler typisk med præsten herhjemme hos mig selv (fantastisk gejstlig betjening), har evt. en aftale i Distriktspsykiatrien, kigger mig for i Blogland, skriver måske selv et indlæg, leger sprogrøgter, er på Facebook, skriver mails og den slags ganske unyttige og hyggelige ting. Af og til finder jeg også støvsugeren frem.

Jeg tror ikke, jeg ville hænge så godt sammen på arbejdet, hvilket er mig magtpåliggende, hvis jeg ikke havde disse dage. Jeg har to personlige mål for 2016:

  1. Undgå indlæggelse – det ser indtil videre ud til at lykkes.
  2. Have mindst muligt fravær fra arbejde – her kommer restitutionsdagene ind i billedet.

I går talte jeg med Pernille (lægen i DPC). Hun er fantastisk – så sød og så lyttende.Vi jokede lidt med min tanke om, at hun har kendt mig længere, end jeg har kendt hende. Hun kan jo huske, men det kan jeg ikke.

Jeg har altid en dosmerseddel med både for at huske og for at få mest muligt ud af den tid, vi har sammen. Det er jo ligesom at gå til et møde. I går handlede den kun om de kognitive problemer. Og jeg tror, jeg fik gjort hende begribeligt, at det er et væsentligt handicap at føle sig som et halvt menneske, når det både er fortid og nutid, der er ramt. Jeg har opgivet håbet om bedring, og samtidig håber jeg, at hun kan trække en kanin op af hatten. Jeg ved godt, at det er selvmodsigende. Alle de dygtige mennesker har gjort alt for mig, men problemet er ikke hverken løst eller reduceret.

Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte grine, men at jeg faktisk har tænkt tanken, om det kunne være tidlige tegn på demens. Hun grinede ikke, men tog mig seriøst. Hun svarede ærligt, at noget af det godt kunne ligne, men heldigvis er der ikke alle de andre tegn, der hører med så som at tage sandaler på i snevejr eller at lægge tandpastaen i køleskabet osv. Jeg har kun én gang oplevet ikke at kunne huske, hvordan man laver kaffe. Det var jeg ret skræmt over.

Hun havde ikke umiddelbart en kanin at trække op af hatten, men hun ville høre sine kolleger på konferencen i dag til morgen. Det er jeg rigtig glad for. Jeg regner med at kunne få en tilbagemelding torsdag.

Jeg er begyndt at få nogle underlige kommentarer til mine blogindlæg. De ser umiddelbart ud til at være affødt af mit politiske ståsted, som der ikke er noget hemmelighedskræmmeri om. Jeg har altid været et politisk tænkende menneske, og det hverken kan eller vil jeg lave om på. Det hører med til at leve i et demokrati. Kommentarerne ønsker mig død, ulykke, voldtægt mv. med baggrund i mine holdninger til flygtningekrisen. Hvis det fortsætter, går jeg til politiet, men jeg holder ikke op med at skrive. Jeg henholder mig derimod til Grundlovens § 77 om ytringsfrihed:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Det har altid undret mig, at de, der påberåber sig ytringsfriheden, altid overser ordene “dog under ansvar for domstolene.” Der er altså grænser for ytringsfrihed, men det overses ofte af de etnisk danske hadprædikanter. Situationen har fået mig til at sætte følgende lille tekst øverst på min forside: “Jeg er glad for alle kommentarer og svarer hurtigst muligt. Kommentarer med racistisk indhold slettes dog uden videre.” Det hjælper sikkert ikke, for tosserne kan vel næsten ikke læse. Men så har jeg da gjort et eller andet.

 

, ,

Uhyrligheder

Hver morgen vågner jeg op til nye politiske uhyrligheder på alle de områder, jeg synes er vigtige, for at vi kan kalde os for et samfund, hvilket jo altså er synonymt med fællesskab.

Eric skrev den 28. maj:

Det er ved at være så vanvittigt, at jeg nok stadig observerer, men ligesom lukker af så vanviddet ikke smitter. Vi kan heldigvis skabe en fornuftens osteklokke i vores eget liv.

Jeg kunne også finde på at gemme mig i osteklokken, og alligevel kan jeg ikke lade være at følge med i, hvad der foregår:

De største uhyrligheder findes i asylpolitikken senest med hastebehandlingen af lovforslaget om, at børn på otte (!) år skal bedømmes på deres integrationspotentiale (eller hvad det nu hed – meningen er klar nok) for at kunne blive familiesammenført med en herboende forælder. Hvordan i alverden foretager man den vurdering af et barn? Selve behandlingen af lovforslaget skete på tre dage. Jeg betegner det som lovsjusk og undergravning af demokratiet, da fx interesseorganisationer ikke kan nå at afgive høringssvar på den korte tid.

Og så var der integrationsministerens annoncer i syriske og libanesiske aviser, hvor formålet var at skræmme folk fra at søge asyl i Danmark – og det har sandelig virket. Hertil kommer, at ministeren nu vil gøre tålt ophold lig med utåleligt ophold – det skal nok lykkes hende.

Og glem ikke at udlændinge ikke længere har den grundlovssikrede ret til at blive stillet for en dommer indenfor 72 timer.

Endelig er der selvfølgelig Lovforslag L87 med 12 stramninger = “Smykkeloven”. Danmarks Radio har lavet en fin opsummering af uhyrlighederne her. Egentlig burde jeg ikke starte afsnittet med “endelig”, for det er helt sikkert ikke slut endnu. Ministeren “udfordrer” de internationale konventioner Danmark har tilslutte sig, og går Den Europæiske Union hende imod på én lov, ændrer hun da bare i en anden lov. Hun vil have sin vilje, og hun kan være sikker på støtte fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Som et aber dabei kan man undre sig over, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet er slået sammen. Hvordan kan man under én hat være eksperter på både udlændinge og boliger? Hvad har disse sagsområder med hinanden at gøre.

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde, og derfor har regeringen opfundet det moderne kontanthjælpsloft, der træder i kraft den 1. august i år. Dansk Folkeparti forsvarer sit løftebrud med, at der jo ikke skæres i selve kontanthjælpssatsen men i de tilgrænsende ydelser, der oftest består af boligstøtte og støtte til finansiering af særlig høje boligudgifter jfr. lov om aktiv socialpolitik § 34, hvis stk. 1 lyder sådan: “Personer, der opfylder betingelserne i § 11, og som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan særskilt eller i forbindelse med udbetaling af hjælp efter § 25 få en særlig støtte.” Organisationerne – endda KL – betonede i deres høringssvar, at kontanthjælpsloftet i særlig grad ville ramme de allersvageste i vores samfund og deres børn. I værste fald vil folk ende på gaden.

Jeg bliver altid så vred, når jeg hører termen “Det skal kunne betale sig at arbejde”. Jeg har lige selv været uden for arbejdsmarkedet i et par år. Og det var altså ikke, fordi det ikke kunne betale sig at arbejde! Jeg delte bare skæbne med flertallet af kontanthjælpsmodtagere; jeg var hundesyg. Enhedslisten plejer at svare, at man ikke bliver rask af at arbejde. Og er der hovedet et arbejde at få for de mest syge? Dagens arbejdsmarked kræver, at man er “robust” – det nye modeord i jobannoncerne.

Gårsdagens uhyrlighed var: Regeringen, DF og S vil lave loft over gratis uddannelser.
For at dække udgifter til dagpengesystemet skal det være delvist selvfinansieret, hvis man vil tage flere uddannelser på samme niveau. Det virker som om, det altid er de svageste, der skal finansiere hinanden, mens de rigeste også skal finansieres af de svageste. Der er altid råd til skattelettelser for de rigeste, og dette er Liberal Alliances ypperste mål. Besparelsen ved uddannelserne må bare anses for minimal, da en opgørelse har vist, at der i 2014 kun var 2.500, der tog sig en ekstra uddannelse.

Afskaffelsen af PSO-afgiften bevirker, at der ikke længere er råd til at bygge nye vindmøller. Klimaministeren mener godt nok, at Danmark stadig skal være i front med hensyn til den grønne omstilling, men det er åbenbart ikke qua vindmøllerne, der er en torn i øjet på regeringen. Et svar fra Klima- og Energiministeriet til Folketinget viser, at støtten til de kystnære møller – betalt af virksomhederne og borgerne over elregningen med PSO-afgiften – kan stige dramatisk, i forhold til hvad man kunne have forventet. Dermed bliver den grønne omstilling for dyr, mener ministeren. Vindmølleindustrien svarer, at så kan ministeren lige så godt nedlægge energiaftalen, der stammer fra den forrige regering (2012), og som Politiken beskriver i store træk her. Den grønne omstilling er kort sagt ikke regeringens kop te.

Hvis vi vil have et bæredygtigt landbrug med alt hvad det betyder for reduktion af CO2-udledning, bedre forhold for dyrene, reduktion af kvælstoffer i vandløb, mindre gødning på markerne osv. skal der forskes i økologi, og forskningsresultaterne skal omdannes fra rapporter til virkelighed. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har afsat 20 millioner til forskning og udvikling af økologisk landbrug. Det er kun en tredjedel af de penge, der er nødvendig for at opretholde det nuværende niveau.

Indlægget kunne være meget længere, for der er langt flere uhyrligheder i spil for tiden; jeg har bare udvalgt dem, der lige randt mig i hu. Og i øvrigt er det for varmt…

God weekend.

Folkeafstemning

Jeg er træt af at høre om Europol og 72.000 årlige opslag i deres database.

Nu er det (næsten) nu, altså at vi skal til stemme for eller i mod “omdannelsen” af Den Europæiske Union-retsforbeholdet. Der står “omdannelse” på valgkortet, men der kunne ligeså godt have stået “afskaffelse”.

Som tidligere skrevet, ved jeg virkelig hverken ud eller ind, men jo mere jeg har lyttet og læst, jo mere er jeg blevet overbevist om, at et rungende NEJ er det, der ligger mig mest på sinde. Jeg har såmænd set alle udgaver af “Ask og partierne” på DR1 hver aften efter den sene TV-Avis. Ja-siden siger, at hvis man er i tvivl, skal man stemme ja. Nej-siden siger det samme. Hvad skal man tro? Når begge sider argumenterer ud fra, om man er i tvivl, må det betyde, at dette er meget kompliceret.

I går var der en ny måling, nemlig om befolkningens tillid til politikerne. Den kunne ligge på et meget lille sted, og det skulle i følge det oplyste give nej-siden lidt ekstra vind i sejlene. Dagens måling viser da også et flertal til nej-siden. Det ville glæde mig, om der for en gangs skyld var et flertal, der var enigt med mig. Jeg har heller ikke tillid til politikerne. De burde kunne oplyse om deres ord er juridisk bindende eller alene er politiske tilkendegivelser. Kan vi tro på udsagn som “til solen brænder ud”, der kom fra statsministeren som svar på spørgsmålet om asylpolitikken og om hvorvidt en tilslutning hertil ville udløse en ny folkeafstemning.

Begge sider har ført skræmmekampagner; alskens ulykker vil regne ned over os både hvis vi stemmer ja, og hvis vi stemmer nej. Sandheden er vel, at ingen aner, hvad der vil ske ved hverken ja eller nej. Jeg sad og så DF med Ask Rostrup, og for en gangs skyld var jeg enig med Kristian Thulesen Dahl i alt, hvad han sagde – men han holdt også mund om flygtninge- og indvandrerpolitik. Hvorfor skulle Danmark nu ikke kunne opnå en parallelaftale mht. Europol? Alle ja-partierne får det til at ligne en afstemning for eller imod Europol. Sandheden er, at alle – uanset partifarve – ønsker at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, men der er forskellige veje til at nå dette mål. Hertil kommer at det handler om 22 andre retsakter, som ingen rigtig kerer sig om, og ingen ved rigtig, hvor mange retsakter det drejer sig om i fremtiden.

Enhedslisten argumenterer med, at vi med et Ja afgiver suverænitet i et hidtil uset omfang, og lægger beslutningskompetencen langt væk fra danskerne. De siger, at retspolitikken er for vigtig til at lægge i Bruxelles. Lægger vi den ikke i Bruxelles, kræves der 5/6 flertal i folketinget eller en folkeafstemning hver gang der overgives magt = suverænitet. Personligt kan jeg godt lide, at befolkningen skal spørges.

Jeg synes, dette her er hamrende kompliceret, og man bliver ikke så meget klogere af at følge med i diverse oplysende programmer, for i dem alle står politikere, der ikke kan blive enige om, hvad konsekvenserne af hverken et nej eller et ja vil blive – selv ikke på enkle (evt. enkelte) spørgsmål som fx asylområdet. Jeg er træt af politik og føler ikke, at diverse politikere kan retlede mig. Selv hvis der foreligger notater fra diverse embedsmænd, der i sagens natur er neutrale, bliver disse fortolket i et partipolitisk lys, og så er de alligevel ikke forståelige.

Jeg er i tvivl, og derfor stemmer jeg NEJ. Det vil nu ikke hindre mig i at tænde for “Den Europæiske Union 2015 – Demokratiets aften” kl. 20:00 i aften på DR1. Måske kan jeg overbevises om noget andet?