Vi må ikke brænde hinandens hellige skrifter
Den såkaldte “koranlov” er vedtaget
Godt vi ikke må brænde hinandens hellige skrifter
Folketinget har i dag vedtaget en ændring til straffelovens § 110. Ændringen medfører forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Set fra mit synspunkt er det en glimrende lovændring, fordi det er noget svineri at besudle hinandens hellige skrifter.
Hvordan ville kristne/danskere reagere, hvis muslimer behandlede Bibelen lige så svinsk som stifteren af fx Stram Kurs har behandlet Koranen?
Og rent praktisk: Hvorfor skal danske skatteydere ofre millioner af kroner på at samme partistifter skal have politibeskyttelse, når han sviner en anden trosretning til? Ville han have mod og mandshjerte til at gøre det samme uden politiets tilstedeværelse, for så er det da bare at gå i gang? Jeg tror, jeg kender svaret.
Nogle mener, at det er en helt forfærdelig indskrænkning af ytringsfriheden. Det har jeg svært ved at se, eftersom grundlovens § 77 lyder som følger, og at der således altid siden juni 1849 har været grænser for ytringsfrihed. Det er der intet nyt i. At vi har ytringsfrihed er ikke det samme, som at vi har ytringspligt:
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Normalt afholder jeg mig fra sådanne debatter
Sædvanligvis debatterer jeg ikke hverken jura eller fx krigen i Israel på Facebook, da det typisk er ørkesløst. Jeg fandt alligevel den spidse pen frem, da en person skrev, at han ikke håbede, at domstolene ville følge lovgivningen og jævnførte det til, at der ikke var dømt i sager efter bestemmelserne om, at man ikke må brænde flaget af. (Så må det vel også være en knægtelse af ytringsfriheden?)
Det eneste, det kan dreje sig om, er, at der ikke har været rejst sager efter bestemmelsen. Jeg håber så sandelig ikke, at domstolene beslutter sig for ikke at følge lovgivningen. Det ville krænke min retsfølelse noget så gevaldigt. Sikke en glidebane – hvor kunne det ikke ende? Det kunne få meget alvorlige konsekvenser, der ikke er en retsstat værdige.
Selvfølgelig er det en balancegang
Jeg er naturligvis ikke blind for, at der er tale om en balancegang. På den ene side hensynet til ytringsfriheden og så på den anden side kravet om, at vi opfører os ordentligt og holder os inden for lovgivningens rammer. Og selvfølgelig er det svært at træffe en beslutning, men så er det jo heldigt, at vi lever i (og med) et repræsentativt demokrati, hvor vi har “ansat” 179 kvinder og mænd til at holde balancen.
De laver en masse, jeg slet ikke er enig i, men der findes bare ikke en bedre model. Det er den mindst ringe. Og her har de for en gangs skyld ramt skiven.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
