, , , , , ,

Digital post

Fagre “nye” verden

Fra 1. november 2014 skal man kunne modtage Digital Post fra det offentlige, hvis man er over 15 år og har et CPR-nummer. Århundredets digitale satsning, der kommer i halen på NemID, der overhovedet ikke er nemt.

Mange steder kan man søge om fritagelse; man skal henvende sig i Borgerservice og anmode om det, og man behøver ikke engang angive årsagen. Der er otte fritagelsesgrunde, og det er tilstrækkelig at være omfattet af én af dem. Skemaet til anmodning og fritagelse ligger fx i en stor stak inde i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej, og der er garanteret mange psykiatribrugere, der ikke sådan lige kan håndtere en PC, NemID og digital post.

Kommunerne skønner, at mere end en halv million vil søge om fritagelse fra Digital post. Allerede i juli måned var tallet oppe over 200.000.

Man skal være opmærksom på, at selv om man har fået fritagelse, er der alligevel en række områder, hvor den ikke gælder: Hvis man vil have nyt sygesikringskort eller vil melde flytning gælder fritagelsen ikke, og vil man søge fritagelse for disse områder, skal man have en fritagelse for hver af dem. Den generelle fritagelse gælder der, hvor kommunen vil en noget, men hvis man selv vil kommunen noget, skal man have en fritagelse pr. forvaltning.

Jeg kan ærlig talt være bekymret for om den halve million, der bliver fritaget, er samfundets mest sårbare, og at vi endnu engang svigter dem, men vi har måske allerede tabt dem med NemID? NemID er egentlig praktisk, men man kan undre sig over, at en stor digitaliseringssatsning er endt med et papkort 🙂 Og så min personlige kæphest: Det er komplet umuligt at se de små tal på nøglekortet. Jeg bruger briller, men må alligevel have en lup frem. Nu har jeg af samme grund investeret i en Nøgleviser, der går det en del bedre..

Fagre “nye” verden for det er overhovedet ikke nyt, men har været undervejs i mange år, og personligt synes jeg, det er fedt. Jo mere på nettet jo bedre, jo flere apps jo bedre, jo federe en smartphone jo bedre, for nu slet ikke at tale om en lækker tablet. Det er bare tilladt også at tage hensyn til dem, der hverken kan eller vil leve i den fagre nye verden.

, , ,

kriminalhistorie.dk

Vi er allerede i gang med den næste historie til kriminalhistorie.dk.

“Arkivskaber: Kommission af 21.02 og 20.03 1868 til at pådømme sagen om mord på husmand Mads Hansen, Stubdrup mark. Arkivserier: Forhørsprotokol m.m. 1868-1868”. Det er en vældig sag om et mord på Stubdrup Mark i Harte Sogn, Vejle Amt. Der blev nedsat en kommissionsdomstol fordi, der er mange implicerede. En kommissionsdomstol kan anses for at være datidens rejsehold, og den havde dømmende magt, som navnet siger.

Historien er, at Mads Hansen bliver skudt den 3. december 1867. Gerningsmanden er Peder Pedersen Skjødte. Motivet er endnu uklart. Mads er gift med den 20 år yngre Ane Pedersen, der imidlertid har set sig varm på Hans Christian Hansen, der i retten udtaler, at han slet ikke vidste, at Ane og Mads var gift. Ane har nemlig fortalt ham, at hun kun er bundet til Mads ved en slags testamente udfærdiget af hendes fader.

Skjødte bliver dømt til døden for Mordet, for tre brandstiftelser og for krænkelse af gravfreden. Sidstnævnte skyldes, at Skjødte vil have fat i en udgave af “Cyprianus” som en afdød har taget med sig i graven. Han graver liget op, men finder ingen bog.

Peder Pedersen Skjødte bliver som nævnt dømt til døden, men dommen bliver formildet ved kongeligt rescript til livsvarigt tugthus og senere bliver han benådet mod at rejse til Amerika. Det er slet ikke så få af vores kriminelle, der får en enkeltbillet til Amerika, der åbenbart har været datidens måde at skille sig af med uønskede eksistenser på.

Her er en foreløbig grafisk oversigt over de implicerede, og antallet vil nok vokse efterhånden, som vi kommer længere ind i sagen. Grafikken er lavet med “yEd Graph Editor”, der er det samme program, jeg brugte til at lave nogle af procesdiagrammerne. Programmet er gratis og sjovt at arbejde med.

sa

, , , ,

Iværksætteri og netværk

Iværksætter

Arbejdsmarkedet har åbenbart ikke brug for mig, selv om jeg har brug for det, og så må man finde på noget selv. Jeg ved, jeg er dygtig til det, jeg laver, og jeg ved, at jeg er dygtig til at lære, og at jeg er dygtig til at finde viden på nettet. Kan jeg ikke tingene i forvejen, ved jeg, hvordan jeg finder løsningerne. Jeg er flittig, og jeg er ikke bange for at arbejde intensivt og i lang tid. Der burde derfor være potentialer i mig. Jeg skal ikke gå ledig.

For første gang i mit liv har jeg fundet en forretningsidé, der er en niche, som ingen andre har dyrket i storskala: Hjemmesider til lokalarkiverne. Jeg tænker mig at blive iværksætter! Jeg skal ikke tjene mange penge, jeg skal bare tjene til livets opretholdelse.

Lokalarkiverne skal selvfølgelig spørge sig selv om hvorfor de skal bruge mig og ikke et webbureau? Mit svar er, at jeg har en indsigt i deres verden og har forståelse for, at de er afhængige af frivillige, der er 70+. Et webdesign til ældre, skal være tydeligt og med store bogstaver, med klar baggrund og ikke fancy. Det er vigtigt hele tiden at have målegruppen for øje. Jeg tror på, at jeg har det, de skal bruge. Her er fx en rigtig flot side, der lige falder i min smag, fordi den er simpel og enkel. De templates jeg selv har fundet på nettet er ikke anvendelige, fordi de er for avancerede – de er fyldt med ting, der hopper og danser og kører rundt, og det tror jeg ikke, mine potentielle kunder vil have.

Jeg har et netværk, der er villig til at hjælpe mig i gang og at levere den insiderviden, jeg selv mangler: Mona og Heinz, som jeg kender fra Boyebanden og kriminalhistorie.dk, har i mange år drevet et lokalarkiv i Faxe Ladeplads, har inviteret på en arbejdsdag, hvor de vil fortælle om hverdagen på et lokalarkiv og servere spegepølsemadder – lige min stil.

Den 8. maj skal jeg til samtale i a-kassen, og jeg har tænkt mig at fortælle dem om min idé, og prøve at få noget hjælp fra dem til at føre den ud i livet. Jeg får p.t. ikke skrevet en hel masse ansøgninger, for der er ikke noget, jeg er kvalificeret til at søge. Jeg bruger min tid til Joomla og til Artisteer, og arbejder intensivt med det. Jeg ligger ikke på sofaen, men arbejder hårdt og inderligt, og jeg glæder mig over hvert fremskridt, jeg gør.

Tror du på min ide?

, ,

Joomla

Jeg leger stadig med Joomla, som jeg nu har installeret i ver. 3.2. her. Det er lykkedes at installere kommentarmuligheder og knapper til de sociale medier – pærelet når man har set tutorialen fra Joomlashine. Det er ikke sikkert, at jeg kan gentage manøvren uden at se tutorialen igen, men så er den jo lige ved hånden.

Det template, jeg havde købt til Vrensted lokalarkiv, blev alt for avanceret, så nu prøver jeg med noget meget simpelt, som jeg kan styre. Den 15. skal jeg til Mette Fløjborg i Odense, og hun er en haj til både Joomla og Artisteer. Jeg håber at kunne lokke “alt” ud af hende, og jeg tager med vilje et tidligt tog derover, så jeg er der kl. 9:30, og vi kan få en lang og arbejdsom dag. Det glæder jeg mig allerede til.

Solen skinner, det er dejligt vejr og det er forår og jeg skal på Rigsarkivet for at kigge efter nogle gamle benådningssager – det kan kun blive en god dag. Må din dag også blive god.

PS: Jeg er ikke blevet kaldt til samtale på Stadsarkivet og det er jeg utrolig skuffet over – de havde valgt nyuddannede til samtale, da det er et løntilskudsjob – suk.