/2 Kommentarer/i , , /af , ,

En nation af brokkerøve?

Nets’ nedtur og manglende regn

En nation af brokkerøve?

Hold da op, hvor har vi det godt i lille Danmark og i vor tid.

Betalingstjenesten Nets gik for en uge siden ned nogle timer. Det skabte selvfølgelig en del bøvl rundt omkring. Det var problematisk ved broerne, på restauranterne, og TV Avisen stillede sågar en journalist op foran Tivoli for at fortælle, hvor slemt det var for gæsterne, at de ikke kunne bruge deres betalingskort.

Nu vil regeringen gå ind i sagen. Herregud …

Direktøren for Nets har lagt sig fladt ned og fortalt, at de burde have kommunikeret bedre med deres kunder og fortalt, at de mange kort kunne bruges off-line, så transaktionen så at sige kunne ligge og vente på, at tjenesten igen fungerede. Årsagen til nedbruddet var en fejl, de aldrig har set før.

DMI varslede for første gang i tjenestens historie “Meget farligt vejr”. Her hos mig var det ikke videre farligt i mere end ca. 15 minutter, men nogle egne fx omkring både Næstved og Lolland Falster var hårdt ramt, og der faldt mere end dobbelt så meget regn, som der normalt falder i hele juli måned, hvor gennemsnittet er 66 mm.

Et par dage efter var bestyreren af en campingplads i TV Avisen. Hun var sur over, at der slet ikke var faldet de mængder nedbør hos hende. Hun skældte ud på DMI og på medierne, fordi hendes gæster enten var rejst hjem eller havde afbestilt deres bookinger. Det ville jeg også have gjort, for et vådt telt lugter rædsomt indvendigt.

Man kan tænke over reaktionen, hvis DMI ikke havde udsendt varsel, og hvis DR ikke havde fulgt op på sagen og opfordret folk til at få styr på nedløbsrør, kloakdæksler, tagrender m.v. Så havde det også været galt.

En medarbejder fra DMI blev interviewet i en TV Avis, hvor hun sagde, at det var sandt, at det ikke havde regnet lige meget alle steder, men havde hun selv haft vagten den pågældende aften, ville hun også have varslet “Meget farligt vejr”.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Lad mig vurdere proportionerne

To millioner mennesker risikerer at dø af sult i Gaza, og forsøger de at skaffe mad via de fire maduddelingssteder, der drives af Gaza Humanitarian Foundation (GHF), risikerer de at blive skudt af israelsk militær. Da nødhjælpsorganisationerne drev madudleveringsstederne var der ca. 400 udleveringssteder.

TV Avisen viser billeder af børn, hvor ribbenene næsten stikker ud af ryggen, og som kun kan ligge på en måtte hele dagen, fordi de ikke har kræfter til at lege med deres søskende.

Vi ligger ikke i en våd og/eller kold skyttegrav i Ukraine eller Rusland. Vi mister ikke vores nærmeste i en “specialoperation”, der nu har varet 3½ år. Vi må ikke søge ly i metroen mange nætter og mærke, at vores børn er bange for, hvad der kan ske. Det er ikke vores kat, der bliver reddet ud af en rygende ruinhob af en mand fra redningstjenesten.

Også mange andre steder i verden er det helt galt. Det drejer sig fx om Khartoum i Sudan, hvor mennesker også dør af sult.

Så vi har det godt i vor tid i vores lille smørhul så hold nu op med al det brok! Eller har vi virkelig udviklet os til en nation af brokkerøve?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

De farlige polariseringer

Hvem tør lytte?

De farlige polariseringer

Jeg synes, der bliver flere og flere af dem, og derfor bliver der i stigende grad behov for rummelighed overfor det uforståelige og “de andre”.

Slår man ordet “polarisering” op i Den Danske Ordbog, får man følgende at vide

proces eller udvikling hvor noget, fx holdninger, udtryk eller sociale grupper, splittes op i skarpe modsætninger

Polarisering nr. 1: Israel ctr. Hamas

Jeg havde en bekendt, der vedblev at sige, at krigen i Gaza ville være slut, så snart Hamas frigav gidslerne, selvom jeg kunne bevise, at Netanyahu allerede for meget længe siden har sagt, at han vil have hele Gaza, koste hvad det ville.

Vedkommende ville overhovedet ikke høre om de døde børn i Gaza men vedblev at sige, at Israel har ret til at forsvare sig. Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvordan små børn kan udgøre en trussel for staten Israel. Jeg vil aldrig bifalde, at man opererer børn uden bedøvelse.

Det endte med, at jeg afbrød relationen. Jeg blokerede vha. en firewall vedkommendes adgang til mit website, jeg sørgede for at mails fra vedkommende aldrig vil nå frem til min indbakke, og jeg blokerede vedkommende på telefonen. Jeg kunne ikke udholde hans holdninger.

Debatten Israel ctr. Hamas udgør i høj grad en polarisering. Forstår man palæstinensernes lidelser i Gaza, er man en venstreorienteret Hamas-tilhænger – evt. kommunist eller det, der er værre. Siger man, at Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober var en brutal svinestreg, er man Zionist.

Polarisering nr. 2: Ulvediskussionen

Ulve-diskussionen er blevet en debat mellem jyder og sjællændere (københavnere især).

På Østerbro sidder københavnerne på café og spiser speltboller og drikker chaite, mens barnevognen trygt kan stå udenfor. I Jylland kan man ikke gå tur med hunden, uden den er i snor. For der lurer en ulv på hvert af de imaginære gadehjørner.

Jyderne skriver på Facebook til københavnerne, at lovgivningen er, som den er, fordi de ikke ved noget om naturen og de invasive arter. Selvom der gives en økonomisk kompensation for de hegn, der skal sættes op rundt om fårene, er det et indgreb i den personlige frihed – måske ligefrem overtrædelse af nogle grundlovssikrede rettigheder.

Polarisering nr. 3: Neurodivergente versus neurotypiske

Som neurodivergent har man hele livet fået at vide, at man var anderledes, mærkelig eller i sidste instans dum, og at det var de neurotypiske, der var de “rigtige”. Min egen skolegang var et mareridt, blandt andet fordi jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, eftersom jeg er fra en nomadefamilie. Det er slet ikke godt for et barn med Aspergers syndrom, men da jeg var barn i 1960’erne/1970’erne, havde man jo ikke “opfundet” diagnoserne; man havde dårligt nok opfundet barndommen. Man måtte bare tage sig sammen.

Selv kom jeg fx aldrig over i højdespring, for selvom jeg stod sidst i rækken og således kunne se, hvordan alle de andre før mig gjorde, kunne jeg simpelthen ikke regne ud, hvordan jeg skulle hoppe op i luften og deroppe parallelforskyde min krop ind over stangen for at lande på madrassen. Utallige er de gange, jeg landede på asfalten foran madrassen. Det gjorde pokkers ondt. Jeg ramte heller aldrig bolden i rundbold.

Til gengæld læste jeg helt frivilligt fysikbøger, fra jeg gik i femte klasse, og jeg elskede at sætte bøger på plads på skolebiblioteket hos frk. Christensen. For der var ro og forudsigelighed – og duften af bøger var andeledes dejlig end stanken af madpakker i klasseværelset efter spisefrikvarteret.

Os på autismespektret har ofte kæmpet for at være i verden. Gudskelov er der langsomt – men sikkert – ved at opstå en opblødning i denne polarisering. Virksomheder vågner op og diagnoser er ikke længere fremmedord. De fleste ved lidt om, hvad autismespektret er for en størrelse, og de har måske hørt om “popcornhjerner”, når de skal prøve at forstå mennesker med ADHD/ADD.

I går hørte jeg en fantastisk episode af GladPodcast, hvor Bo Rygaard fortæller om den gryende forståelse i “Fremtidens teams kræver forskellige hjerner”, men også at det ikke er nok at være ih så forstående, man skal også gide at være med, når det bliver lidt besværligt, at en enormt dygtig medarbejder ikke kan møde kl. 8 og ikke trives i en kantine.

Polarisering nr. 4: Traktordemonstrationerne

Traktordemonstrationerne når landmænd – ligesom Trump – mener, at det der med klimaforandringer og CO2-reduktioner er noget venstreorienteret pjat. Det er nok noget, de dovne DJØF’ere har skabt i de regneark, der er en del af alt det overflødige bureaukrati, vi har her i landet. Sandheden er, at landmændene slet ikke har råd til at betale en klimaafgift. [Her håber jeg, du forstår ironien.]

Lyt for pokker

Nu blev denne artikel lidt lang, fordi jeg faldt ned i erindringerne i “Polarisering nr. 3”, og det var jo egl. ikke meningen.

Min pointe er bare, at vi mangler redskaber til at lytte og forstå “de andre”. Sådanne redskaber udvikler Özlem Cekic i Brobyggerne – Center for dialogkaffe. Et af Özlems centrale statements er, at vi skal turde dialogen med dem, vi er mest uenige med. Jeg synes, hun har fat i noget centralt, for det er enormt svært. Som polarisering nr. 1 viser, er jeg ikke selv for god.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?

Ensomhed i erhvervsvalget

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?“Hvad kan jeg blive?” var titlen på en meget tyk bog, der handlede om alle mulige forskellige uddannelser og erhverv. Som billedet viser, findes den stadig.

Jeg kan stadig se mig mig selv bladre frem og tilbage i den; bange for at vælge forkert. Jeg sad alene på værelset i Svaneke. Der var ingen at tale om de forskellige muligheder med.

  • Det ene år havde jeg været i erhvervspraktik på Nexø Apotek og lavet Kodimagnyl, fordi jeg troede, jeg ville være apoteksassistent lige som kusine Winnie. Da ugen var omme, var jeg klar over, at jeg ikke ville være apoteksassistent.
  • Det andet år havde jeg været i erhvervspraktik på Bornholms Landøkonomiske Forening, fordi jeg troede, jeg ville være agronom. Efter en uge gik det samme vej som det med Kodimagnylerne. Det med lange grønne gummistøvler i ko- eller svinestalde var ikke lige noget for mig.

Overvejelserne gik fra skibskok til efterskole eller alt mulig andet, der kunne bevirke, at jeg kom væk hjemmefra. Efterskole var der selvfølgelig ikke penge til, når der ikke var råd til olie på tanken, og når der skulle være råd til tobak og alkohol.

Jeg besluttede mig for at ville være student, for jeg troede, det var noget, man kunne leve af. Heraf ses tydeligt, at jeg ikke er fra et sted, hvor man fik en akademiker til morgenmad. Jeg har af og til tænkt på, at min “mors” ægtefælle da trods alt var folkeskolelærer, så han må i det mindste have vidst, at “student” ikke var et erhverv. Det gjorde han sikkert også, så måske afspejler det mere ensomheden?

Hvis jeg havde børn, ville jeg tale med dem om, hvad de kunne blive, og hvordan deres styrker kunne bruges i forskellige erhverv. Og jeg ville fortælle dem, at de ikke kunne leve af at blive student. Jeg er i sandhed fra et mærkeligt sted.

Havde jeg været forælder til mig selv, ville jeg have fokuseret på mine evner til at systematisere og bemærke detaljer. Jeg havde ikke været i tvivl om, at mit barn skulle have en boglig uddannelse.

Tage 10. med og “uddannelsessnobberi”

Jeg husker frasen “tage 10. med” og det var jeg sådan set enig i, eftersom jeg ikke følte mig klar til at flytte til København allerede efter 9. klasse. Og jeg var klar over, at jeg måtte “over”, som det hedder på bornholmsk, når man taler om Sjælland/resten af landet. Der var/er et gymnasium i Rønne, men jeg måtte væk fra øen, hvis jeg skulle skabe mig et liv.

Lige p.t. har politikerne besluttet at nedlægge 10. klasse bortset fra for de unge, hvis forældre kan betale for et ophold på en efterskole. Det er en social skævhed, jeg ikke bryder mig om. Der kan være mange årsager til, at en ung ønsker at tage 10. klasse med, og selvfølgelig håber jeg ikke, at nogen oplever det, jeg oplevede. Jeg kan bare ikke se nogen god grund til at fjerne muligheden. Hvorfor skal de skynde sig så meget? Landet mangler arbejdskraft, men et år fra eller til løser næppe problemet.

På et tidspunkt talte blandt andet Mette Frederiksen meget om “uddannelsessnobberi” som en grund til, at flere skulle vælge en ikke-boglig uddannelse. Nu skal alle unge så på gymnasiet og blive studenter, også dem der vælger en ikke-boglig retning. Det kalder jeg en høj grad af “uddannelsessnobberi”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Kloge mennesker tør sige, de er bange

Kloge mennesker tør sige, de er bange

Trump og Putin forstyrrer

Kloge mennesker tør sige, de er bange

Kloge mennesker tør sige, de er bangeI går talte jeg med to kvinder, jeg anser for kloge, og som jeg ved er ærlige. Jeg spurgte dem, hvad de tænker om den aktuelle udenrigspolitiske situation. De sagde begge, at de er bange. Så kunne jeg rette mit “jeg er bekymret” til “jeg er også bange”. Er man bange, retter det sig mod noget konkret. Er man angst, er det abstrakt som eksempelvis min angst for ECT. Den aktuelle situation er i høj grad konkret.

Til den ene sagde jeg “Du skal ikke fortælle mig, at jeg bare kan undlade at se TV Avis, for jeg ved godt, at det er der alligevel”. Vi blev enige om, at man skal holde sig orienteret, men at man nok ikke skal se alle døgnets TV Aviser og følge ti podcasts om det samme emne, for så går det måske galt. Så kan man måske blive syg.

Vi drøftede også det helt uforståelige i, at nogle mennesker mener, at Putin er en klog mand.

Med den anden drøftede jeg tanker om børnebørnenes fremtid. Hun har adskillige, jeg har ingen, hvilket jeg er glad for. Hvis jeg havde, ville jeg være bekymret. Hvad er det for en verden, de overtager?

Både Trump og Putin forstyrrer min verdensorden. Jeg anser dem begge for folk, der bare vil have magt og bestemme. Ingen af dem er bange for at sende soldater, hvis de ikke får deres vilje. Det er jeg bange for.

Det ligner 1939

Der er meget, der bevirker, at situationen ligner 1939. I USA sidder der pludselig en mand på magten, som skelner mellem “dem” og”os”, og som gør “dem” til forkerte mennesker, der eksempelvis skal udelukkes fra bestemte jobs – fx i centraladministrationen. Det er set før.

Pludselig er der en debat om antallet af køn, hvor de, der føler, at de er “tildelt et forkert køn ved fødslen”, gøres til forkerte mennesker. De bliver “dem”. Jamen er det da ikke fuldkommen ligegyldigt, hvem folk retter deres lyster mod, hvis de er gode medarbejdere? Jeg kan slet ikke se problemet, uanset jeg også selv mener, der kun er to køn, og jeg ikke rigtig forstår det med “tildelt”.

Vi har det godt i Danmark

Selvfølgelig har vi yderligtgående partier i Danmark. Det er fx Dansk Folkeparti, Borgernes Parti (eller hvad de hedder for tiden) og Jyllandsdemokraterne, og de har en vis vælgertilslutning. Når de ikke har en højere tilslutning, og når det ikke ligner hverken USA eller Tyskland, skyldes det, at vi har en høj grad af velfærd i Danmark. I begge lande har mange mennesker svært ved at få enderne til at nå sammen. I begge lande må mange mennesker have to jobs, når de vil have mad på bordet.

Jeg har altid betalt min skat med glæde – også da jeg betalte topskat – fordi jeg mener, pengene går til noget godt. Selv nu, hvor jeg er pensionist, tænker jeg, at jeg egl. godt kan bidrage en smule mere under forudsætning af, at de rigeste bidrager meget mere, og at der ikke gives flere skattelettelser til dem.

Jeg tror på, at følgende er den rigtige model: “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, og at den er med til at udelukke de mest yderligtgående synspunkter.

Kloge mennesker tør sige, de er bange

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.