Jeg vil have en kat!

Servicekat

Jeg vil have en kat!

Flere gange har jeg fået afslag fra min udlejer, når jeg har spurgt til muligheden for at holde en servicekat. Deres standardsvar er “Nej”, uanset hvad man spørger om. Jeg har flere gange fremsendt udtalelser fra psykiatrien, hvor de beskriver, hvorfor det vil være så godt for mig at få en servicekat. Men der er ingenting, der kan lade sig gøre.

Hende til højre er “Pi”, som jeg fik på kollegiet og som flyttede med mig til Vanløse. Hun ser lidt sur ud, men det var hun ikke.

Nåh … det er nu ikke helt fair overfor administrationen: Jeg har lige fundet ud af, at de har opkrævet antennebidrag siden september 2023, selvom det er årevis siden, jeg opsagde min TV-pakke, da jeg jo ikke ser TV. Det var helt uproblematisk at få dem til at tilbagebetale de 3.359,12 kr. – men jeg sendte dem også et nydeligt regneark! 3.400 kr. er da også en slags penge. Men fra nu af vil jeg se meddelelsen fra Betalingsservice efter hver måned. Jeg plejer bare at forvente, at det er korrekt …

Nu har jeg simpelthen besluttet alligevel at anskaffe mig en kat, når de engang har synet lejligheden efter maling. Det vil være dejligt at:

have en at være noget for,
have en at “tale” med og
have en, der bliver glad, når jeg kommer hjem.

Det skal være en racekat af en slags, og jeg håber at kunne finde en British Shorthair, da de er meget dygtige til at være indekatte. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Jeg tror, jeg vil kontakte Roskilde Dyreinternat, der skulle være et godt sted. Det skal være en killing, så vi stille og roligt kan vænne os til hinanden.

Jeg har god plads, så her kan være et “aktivitetscenter” til mis, for en kat skal stimuleres, når den skal have et godt liv. Den skal have en kurv at sove i, legetøj, bakke osv. Det er alt sammen uproblematisk. Det skal bare arrangeres. Jeg glæder mig allerede.

Jeg er vant til katte

Bortset fra her i Hvidovre har jeg haft kat hele livet, selv under min sære opvækst. Man kan vist sige, at kattene havde det bedre end børnene.

Ham til højre er Pis bror “Basse”, som en veninde og hendes mand ejede. Det er mig til venstre. Billedet er fra oktober 1989, hvor vi spiller Backgammon som en kærkommen afveksling til eksamenslæsningen. To måneder efter blev jeg kandidat.

Der er en risiko ved at trodse forbuddet

Jeg kan slet ikke udholde tanken om, at jeg anskaffer mig en kat og knytter mig til den, og det dernæst bliver opdaget, hvorfor jeg må af med den. Men hvem i alverden skulle opdage det? En kat larmer ikke bortset fra Siamesere, der er meget “talende”.

Jeg fatter faktisk ikke, hvorfor der er forbud mod husdyr her, og jeg forstår slet ikke, hvorfor min nabo gerne må passe hunde i ugevis.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Julebrev “From All of Us to All of You”

Glædelig jul!

Julebrev “From All of Us to All of You”

Risalamanden er klar. Jeg ved godt, hvem der får mandlen. Jeg har købt en Kvik Jul hos Aarstiderne, så menuen er traditionel med and, de to typer kartofler, den gode sovs og rødkål.

Jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, at julen er børnenes fest. Jeg har hørt om et barnebarn på tre år, der har syntes, at det var så spændende, at nissen boede ude på trappen og skulle have grøden, der blev stillet frem. Nu venter hun på julemanden, der helt sikkert kommer forbi. Sådan skal det også være.

Da jeg var barn, og mens min far levede, var det største faktisk Walt Disneys Juleshow, og jeg elskede Chip og Chap. Min morfar kom med lyntoget fra Odense, og sammen tændte vi for fjernsynet kl. 16:00. Det var hyggeligt.

Nu har jeg det lidt svært med alt det, der er så koncentreret i december. Folk skal nå det hele på den halve tid, og alt det, der er bygget op til, er overstået kl. 23:00.

Jeg har aldrig brudt mig om hverken pakkeleg eller julefrokoster, men jeg var nødt til at deltage, mens jeg var på arbejdsmarkedet, for eller var jeg for sær. Og de år jeg var chef, kunne jeg slet ikke undlade at deltage.

Jeg har talt med flere voksne, der i virkeligheden ikke rigtig orker juleaften. Da jeg gik mine daglige 5.500 skridt i dag, mødte jeg flere, der gik afsted med de blå ikea-poser fyldt med gaver. Det var svært at se, om de nød det.

Selvfølgelig ville jeg lyve, hvis jeg ikke synes, det er lidt svært, og at jeg føler mig en smule marginaliseret. Jeg er vant til at være alene og er glad for det, men den 24/12 kan føles lidt ensom, men jeg ved, det går over, og i morgen er det helt sikkert ovre. Det værste er den særlige julestilhed mellem 16:00 og 18:00. Men det overstås også.

Det er en fin aftes til at gøre status – hvorfor vente til den 31.?

Det har været et godt år.

Særligt har jeg glædet mig over mine mange trofaste læseres mange kommentarer til artiklerne her på siden. Det er en vældig god måde at være i kontakt med omverdenen på. Og det er et godt fællesskab om min særinteresse “Slægtsforskning”. Jørgen prøver tålmodigt at lære mig om magien ved lægdsrullerne og en eller anden dag, lykkes det mig vel at gennemskue metoden. Jeg kan godt lide læreprocessen, og jeg har i mange år været næsten flov over ikke at have gennemskuet dem. Nu skal det altså være.

En af mine mest trofaste læsere og kommentatorer (med 597 kommentarer) gennem 10 år, Henny Stewart, gik bort i september 2024. Især da jeg var syg, skrev Henny mange indsigtsfulde og til tider opmuntrende kommentarer. Tak for dem alle Henny!

I 2024 har jeg udgivet 260 artikler, hvis ellers koden vist til højre er rigtig, så det har også været et produktivt år. Hver artikel tager typisk et par timer alt inklusive herunder at finde illustrationer og give dem en passende størrelse plus to gange korrekturlæsning, og alligevel overser jeg altid noget.

Det svarer faktisk til 23,8 pct. af en fuldtidsstilling 🙂 Jeg nyder skriveprocessen og synes, emnerne står i kø. Jeg har altid noget at skrive om, og jeg nyder det. Når man øver sig, bliver man typisk også lidt bedre til det.

Jeg har fået lov at skrive et par artikler til bladet “Slægtsforskeren”, der udgives af Danske Slægtsforskere, og hvor vores redaktør Kathrine Tobiasen er meget inspirerende, og det er tydeligt, at hun gennemgår tilsendte udkast grundigt. Hun forholder sig virkelig til det, man skriver og foreslår ofte udvidelser, der kan gøre artiklen mere læseværdi. I næste nummer vil du finde en artikel om at bruge interviews som led i slægtsforskningen.

Jeg fik fem frieksemplarer af nr 4/2024, så hvis du (endnu) ikke er medlem, men gerne vil læse bladet, kan jeg sende et eksemplar til dig. Du skal selv betale portoen.

Oprydningen i slægtsdatabasen går godt. I år har jeg haft fat i 583 personer, for der er så mange muligheder nu. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan livet som slægtsforsker tog sig ud for 20 år siden.

Jeg har lavet et regneark, der hjælper mig med at holde styr på, hvem jeg har haft fat i. Det er faktisk ret velfungerende. Et udsnit af arket er vist næstnederst. Den vigtigste kolonne er ‘Stikord om “nyt”‘, som viser noget af alt det, man nu kan sidde hjemme ved skrivebordet og tilføje. De gule er aner.

Regnearket har også en rulleliste med de “lovlige” stikord, for ellers ville der ikke være konsistens. Jeg kan kun indsætte de stikord, listen viser. Udsnit af rullelisten er vist nederst.

Og så fik jeg malet! Det var virkelig tiltrængt efter 17 år uden, men det var en hård tid uden mine daglige sysler. Jeg var glad, da det var overstået, og jeg kunne vende tilbage til mit eget liv.

Endnu en gang: Glædelig jul!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

23. oktober 2024/i Generelt /af StegemüllerGenerelt

Som barn kunne jeg næsten ikke sove

De holdt to fødselsdage for mig

Som barn kunne jeg næsten ikke sove

Alt det nedenstående drejer sig om tiden til og med november 1972.

På en måde kan man sige, at jeg også er lidt ældre, end jeg er, idet mine forældre holdt to fødselsdage for mig, indtil min far døde – ergo kan der lægges 8 til, og altså bliver jeg også en smule 69. Årsagen til at de holdt to fødselsdage er:

Min egentlige fødselsdag
Den dag de hentede mig – den 25. november 1964, altså den dag, de syntes, de havde noget at fejre

Jeg har altid syntes, at det var så sødt af dem at fejre årsag nr. 2, fordi det siger noget om et barnløst pars glæde over endelig at få et barn i hjemmet. De havde været gift siden 1955, hvor min far var 33 år og undret sig over, at der ikke kom børn i ægteskabet. Men egl. vidste de det vel godt, eller de burde da have vidst det, eftersom han havde haft fåresyge som barn. Det er jo ikke lægevidenskab for viderekommende (tror jeg da).

Jeg husker stadig ret tydeligt følelsen den 22. oktober om aftenen. Jeg kunne simpelthen ikke sove, for jeg var så spændt på fødselsdagsgaverne. Der var dog et par ting, der var faste: der var altid noget fra misserne, hvordan de så end havde båret sig ad med at pakke så fint ind, og der var altid en tur ned på fabrikken med min far en aften den samme eller den kommende uge. Det var det største; pyt med det, der kunne købes for penge.

Til min dødsdag vil jeg huske gemmelegene i tørrerummene på Martensens Fabrikker i Brande, hvor man fik den krydrede lugt i næseborene, fordi klædet, der hang til tørre efter at have været testet i appreturen, afgav duften, som man måske kan kalde “noterne”. Det var ikke en grim lugt, den var mere sådan prikkende på en god og behagelig måde.

Gemmelegene endte uden undtagelse med, at han fandt mig. Tænk hvilken luksus det er at kunne tænke tilbage på de lege og den sikre bevidsthed om deres udfald. Det er jeg enormt glad for. Og det er der mange, der ikke har prøvet.

Tante Kis og onkel Sigvard kom altid

Det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning, men jeg synes, tante Kis (som i virkeligheden var en faster) og onkel Sigvard altid kom på besøg fra Aarhus til Brande. Det kan nok ikke passe, for han skulle da passe sit arbejde på Aarhus Kommunehospital.

Men hvis/når de kom, havde de selvfølgelig gaver med. De første år var det ikke så interessant, fordi de kom med dukker, som jeg jo ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. De andre piger legede de såkaldte “forestillingslege” med dem. Jeg havde ingen idé om, hvordan man gjorde, så jeg klædte dukkerne af og på, og det var så det.

Derefter blev tante Kis og onkel Sigvard klogere. Endelig forstod de, at de helst skulle komme med forskellige former for konstruktionslegetøj. De første år var det sådan noget som Bilofix og Lego; senere blev det til Meccano. Det var alt sammen legetøj, som gik ud på, at man skruede eller samlede dele sammen og fx byggede broer, togbaner, dampmaskiner eller kraner. Det lyder nok mærkeligt, men det kunne optage mig i “time og dag og uge …”.

Der var noget fantastisk over at begynde med en bunke skruer og nogle metalplader og metalstænger med huller i og så ende med fx en kran.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

12. oktober 2024/3 Kommentarer/i Generelt /af StegemüllerGenerelt

Da bogreolen blev et smykkeskrin

Smartphonen har ændret vores liv

Da bogreolen blev et smykkeskrin

Vi har fået et andet forhold til smartphonen, som altid ligger i lommen eller i hvert fald altid er inden for rækkevidde, for man jo aldrig, hvornår man skal bruge MitID, Apple-konto eller lignende. Eftersom telefonen altid er hos os, er det blevet uhyre nemt og hurtigt at slå hvad som helst op når som helst. Det plejede vi tidligere at bruge bøgerne til. Alle målinger viser, at vi nu bruger telefonen til at komme på nettet. Digitaliseringsstyrelsen skrev fx den 15. december 2023

86 pct. af de 15-89-årige anvender mobiltelefon eller smartphone til at komme på internettet. 63 pct. anvender bærbar computer, og 40 pct. går på nettet på tablet

Når vi nu har internettet i lommen, er bøgerne blevet som smykker, der fortæller os selv og andre, hvem vi er, og hvem vi gerne vil anses som værende. Jeg har ryddet kraftigt ud i mine bøger, selvom det var svært, fordi der var så meget af mit levede liv i de bøger. Men nu hvor det er overstået, elsker jeg mine bogreoler = smykkeskrinet mere end før. Jeg kan simpelthen godt lide smykkeskrinet med al dets luft.

Jeg kommer da aldrig til at læse Dea Trier Mørchs »Den indre by igen«, men jeg kan lide at have den. Jeg købte den i april 1982. Bogen slår helt af sig selv op på en tilfældig side (98), der følger de mange linoleumssnit, hvor der står »Ingen klassekamp uden kvindekamp – ingen kvindekamp uden klassekamp«. På linoleumssnittet på side 99 står »Frihed Lighed Moderskab«. Det er stadig rigtigt, men det var også dengang for 42 år siden. På en måde savner jeg det liv, jeg havde dengang, og som bogen minder mig om, og samtidig foretrækker jeg livet, som det er nu.

Det minder mig lidt om dengang mine unge naboer kom ind til mig, og hun udbrød »Gud – du har CD’er«. Dem har jeg foræret væk sammen med højtalerne, for jeg brugte dem jo alligevel ikke.

Hvordan rydder man op i bøger?

Flere har spurgt mig, hvordan jeg bar mig ad med at rydde op i bøgerne. Mit svar er »På den hårde måde«. Men det at folk overhovedet spørger viser, at det er et emne, de selv har beskæftiget sig med.

En fortalte om en veninde, der havde gemt en reol med bøger, og fra da af var hendes regel, at når hun købte en bog, skulle hun også smide en bog ud.
En anden havde lige som mig benyttet den hårde metode, fordi hun var flyttet til en bolig, der havde så mange vinduer, at der slet ikke var plads til reoler. De bøger, hun trods alt havde gemt, stod så i en velisoleret container, hun altid havde adgang til.

»Vinterbørn« er forsvundet

Dea Trier Mørchs »Vinterbørn« er forsvundet. Jeg ved med sikkerhed, at jeg har haft den, og jeg ved med lige så stor sikkerhed, at jeg ikke har lagt den i skraldebunken. Men jeg ved samtidig, at jeg aldrig kommer til at læse den igen. Der er også nogle forsvundne bøger, jeg faktisk skulle læse eller bare bruge som opslagsbøger. Det drejer sig blandt andet om Kresten Bjergs »Den digitale læsers hjerne«. Det er en meget sjov tanke, at netop disse to bøger begge er gået til skrald, eftersom de repræsenterer hver sin tid. Kresten Bjerg må jeg nok købe igen på et tidspunkt. »Vinterbørn« må forblive et dejligt minde.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Archive for category: Generelt

Her bor jeg