,

Hvad med min replik?

De nye telefoner snupper min replik

De nye telefoner afslører (naturligvis) hvem det er, der ringer op. Er det en smart phone kan den nok også logge, hvor opkaldet sker fra, hvor længe det varer osv. Alt sammen herlige informationer, som måske endda kan bruges til noget nyttigt.

Hvad med min replik?

Problemet er, hvor min replik bliver af? Fx ringer jeg til Yvonne, der siger “Hej Hanne” – men jeg forventer, at hun siger “Hej det er Yvonne”, hvorefter jeg forventer at kunne sige “Hej det er Hanne”. Altså har Yvonne stjålet min replik, og jeg ved ikke, hvad jeg nu skal sige. Jeg oplever det rigtig ofte.

Selvfølgelig stjæler Yvonne ikke rigtigt, og selvfølgelig gør ingen dette af ond vilje, men det efterlader mig en smule usikker på hvordan jeg skal fylde kommunikationsbristen ud. Gad vide hvor længe “tyveriet” har stået på?

Dør telefonsamtalerne ud?

En anden ting man kan spørge om er, hvorvidt telefonsamtalerne er ved at dø ud til fordel for fx beskeder på Messenger eller andre beskedtjenester? Det, vil jeg synes, er synd. Der er intet så godt som en god solid telefonsamtale, hvor man “når” hinanden, så det ikke gør så meget, at det er længe siden, man har setes. Den slags samtaler er vist ved at dø ud, da flere mennesker siger, de hader at tale i telefon. Damn… For jeg elsker det, da det er en god måde at holde de sociale kommunikationskanaler åbne.

,

Åbne kontorfællesskaber

Videndeling mig her og der

Jeg har altid været arg modstander af åbne kontorfællesskaber, fordi jeg har tænkt, at jeg ikke kunne arbejde og koncentrere mig. Argumenterne for disse uhyrer har altid været den øgede videndeling, det lettere samspil med kollegerne osv. Jeg har altid kæmpet for at have mit eget kontor! Og jeg har vundet disse kampe.

I dag har Djøfs nyhedsmail en længere artikel om emnet. En forsker opfordrer ganske enkelt til, at man dropper de åbne kontorfællesskaber. Årsagen er, at det i åbne storrumskontorer er sværere at være glad for sit arbejde, jo flere man sidder sammen.

Storrumskontorer hænger sammen med dårligere velvære og mindre arbejdsglæde. Og det fremmer ikke nødvendigvis videndeling og samarbejde, at vi sidder mange og arbejder i det samme rum. Kilde: Djøfs nyhedsmail, 5. april 2019

Jeg ville da heller aldrig kunne sidde i et storrum med folk, der uvægerligt taler i telefon, taler med hinanden osv. Det er jo netop det, videndelingen går ud på, men jeg ville ikke få lavet ret meget. Det er et Aspergertræk, men jeg synes ikke, man behøver have Aspergers for at hade det.

Der er en nær sammenhæng mellem antallet af kolleger i det åbne kontorlandskab og éns arbejdsglæde, velbefindende, og hvor enkelt det er at samarbejde med kollegerne. På trods af det bliver åbne kontorlandskaber mere og mere populært på både private og offentlige arbejdspladser. Derfor er det relevant at få yderligere viden. Det er et meget debatteret emne. Kilde: lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

Det lille kontorfællesskab

På den anden side har jeg nu erfaret, at der kan være en kæmpe styrke i at dele kontor med blot en enkelt kollega. Vi smider spørgsmål over bordet, kan let kigge på hinandens skærm, læner os tilbage og snakker tre minutter osv. Den slags ville være noget sværere med enkeltmandskontorer. På den måde vi gør det, fungerer videndelingen optimalt til glæde og gavn for os begge.

Jeg stortrives med situationen, som den er nu; men stort, åbent kontorfællesskab: aldrig i livet.

Ruth og Jimmy

Jeg var vild med Ruth og Jimmy

Pludselig en dag kom jeg bare til at tænke på disse to dejlige mennesker. Derfor får du fortællingen.

Ruth og Jimmy var revisorens søster og svoger, og revisoren var den første mand min mor traf via en kontaktannonce ca. seks måneder efter min fars død. Vi skulle jo have tag over hovedet, når nu fabrikken skulle have sin bolig tilbage… Hun havde ingen uddannelse og stod med et mindreårigt barn på 9½ år (mig). Gode råd var dyre.

Vi flyttede ind hos revisoren i Odense i ca. otte måneder (maj 1973 – januar 1974), og der lærte jeg Ruth og Jimmy at kende. Pragtfulde mennesker med overskud. De arbejdede begge på eksternatskolen i Svendborg; hun som lærer og han vist nok som en form for pedel. Hun var barmfager (barmsvær) og varm. At sidde på skødet af hende i deres køkken ved spisebordet var som at hapse en flig af himlen.

Psykologen spurgte, hvor gamle de var, men det har jeg ikke noget billede af andet end at de var nogle år ældre end min mor.

Hvad skulle hun stille op?

Det er måske forståeligt nok, at min mor ikke vidste, hvad hun skulle stille op med mig, så måske søgte hun efter en spiselig løsning? Under alle omstændigheder var det gennem et godt stykke tid på tale, at jeg skulle bo hos Ruth og Jimmy, og det ville jeg gerne.

Jeg havde allerede et værelse hos dem og følte mig tryg og velkommen dér. Der var harmoni, kærlighed og orden. Jeg husker ikke, at de gjorde nogen særlig stads af mig, når jeg var der, men der var masser af “væren”, bare være og føle sig tryg. Det er lidt svært at beskrive. Hvorfor planerne ikke blev realiserede, husker jeg ikke. Måske gik noget i ged mellem min mor og revisoren? I hvert fald rykkede min mor og jeg videre til Vollsmose.

Jeg kan dog ikke lade være at tænke på, at det er mærkeligt, at man henter et barn på et børnehjem og mindre end otte år efter, prøver man at slippe af med det i egen afmagt. Hun har haft det svært. Den senere del af historien viser også, at noget måske gik i stykker indeni hende, da min far døde, men mor med stort M var hun aldrig. Jeg skriver ikke for at være rasende men for at være neutral. Raseri ligger ikke til mig, og alting er grundigt bearbejdet.

Jeg kom bare til at tænke på Ruth og Jimmy – de skønne favnende mennesker!

PS: Billedet passer slet ikke, men det er det eneste jeg har fra min barndom: Min far og mig ca. 1966, hvor de lige har hentet mig. Fed unge 🙂