/9 Kommentarer/i /af

Impostor-syndrome

Jeg må bare fortælle om det!

På en eller anden måde kom Sune (der også er Mensaner) og jeg i går ind på temaet:

  • Vi kan være bange for, at vi bliver afsløret af omverdenen i i virkeligheden ikke at være særligt kvikke. At det bare er noget, vi har bildt dem ind. At det bare er held.
  • Når jeg er indlagt, er jeg konstant bange for, at “de” pludselig skal finde ud af, at jeg i virkeligheden ikke fejler noget som helst men selv har digtet det hele.
  • Og talrige andre situationer hvor jeg føler, jeg snyder.

Der er et ord for det: “Impostor-syndrome” – det var jeg slet ikke klar over. Der er masser af engelske artikler om det på nettet, men jeg er ikke så god til at læse engelsk, så jeg har fundet noget på dansk.

Artikel i dagbladet Information 2010

Information kalder det “Bedragersyndromet” i denne glimrende artikel. De skriver blandt andet:

Bedragersyndromet er altså en ekstraordinær udgave af præstationsangsten, hvor de ramte presser sig selv til det yderste i alle sammenhænge, arbejder usædvanligt hårdt, læser og sikkert overlæser, hvorefter de end ikke tør tro på deres eget glimrende resultat. Ida Koch pointerer, at det akademiske miljø med dets abstrakte og ukonkrete succeskriterier særligt kan befordre denne altoverskyggende selvusikkerhed og angst for afsløring.

 

Såkaldte high-achievers med flotte karakterer, gode job og udmærkelser, der frygtede den store afsløring på trods af omverdenens åbenlyse anerkendelse. De frygtede den dag, hvor omverdenen ville indse, at deres straight As ikke var egen fortjeneste, men rent og skært held. Tilbage var de blot sølle løgnere, der i årevis havde kæmpet for at opretholde facaden som de kloge og dygtige kvinder.

Testen på Potentialefabrikken

Der er også en anden interessant dansk side: Potentialefabrikken. Siden rummer en konkret test, som jeg selvfølgelig tog.

Resultatet var:

“Du har en score over 80, og det betyder, at du ofte har en intens oplevelse af impostor-fænomenet. Jo højere score, desto oftere og mere alvorligt vil impostor-fænomenet forstyrre dit liv.”

Det er fuldstændig rigtigt. Det passer perfekt på mig. Tænk jeg har da aldrig vidst, at fornemmelsen af hele tiden at snyde/bedrage min omverden havde et navn.

Jeg sender et link til denne blogpost til min psykolog, for det kunne egentlig være interessant at tale med hende om det.

 

/13 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Hos psykologen

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer.

Jeg har været hos psykologen Anette Friis, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det. Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.

Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig ramme de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes:

  • Der er styr på økonomien,
  • jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet,
  • jeg får meldt mig til højskole i julen,
  • jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808,
  • jeg bliver mere sikker på mine værdier osv.

Så noget sker der da.

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig rammer de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har erkendt 50 gange, men alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egentlig passer det mig fint med de fem!

Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse, overblik og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.

Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity“, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til af det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.

Alt i alt en dejlig formiddag.

Nye visitkort – også en slags forfra

Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.

De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.

Apropos Syrien og Aleppo

Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværelse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.

Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fællesskab

Billedet herover kalder jeg altid “Morfar høster”, da det er morfar der sidder på høstmaskinen. Negene samles med håndkraft, og der rives efterfølgende med håndkraft.

Opdatering: Maskinen, morfar sidder på, hedder/hed en “aflægger”. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en aflægger “Maskine, som skærer Kornet af og lægger det i Neg.”

Henny skrev Grundlovsdag til dette indlæg: Præsteindsættelse:

Men jeg er nok bare et produkt af vores individualiserede, fragmenterede virkelighed.

Det har fået mig til at tænke på vigtigheden af fællesskaber. Morfar (1899 – 1982) og hans far (1859 – 1917) var med på datidens klassiske højskoler (vist nok Rødding), og de var med i andelsbevægelsen med de par køer, de nu havde. De var begge “småkårshusmænd”, og alligevel drev de det vidt. Jeg regner med, at de drog nytte af fællesskaberne.

Selv vil jeg gerne noget, der er større end den “individualiserede, fragmenterede virkelighed.”

  • Der er et fællesskab i kirken, og det holder jeg meget af. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og langt de fleste er enormt søde mennesker.
  • Der er et fællesskab på arbejdet. Nogen at sige godmorgen til, nogen at spise frokost med og nogen at sige farvel til. Michelle og jeg joker lidt om, hvis tur det nu er til at lave kaffe, men ellers passer vi hver især vores egen butik. Produktivitetskravene fra det offentlige findes også i NGO-verdenen. Der skal præsteres/produceres hver dag. Man skal hver dag være i topform. Og husk nu, at produktivitet bare er et andet ord for besparelse.
  • Da jeg stod udenfor arbejdsmarkedet, følte jeg mig meget ensom. Bare det at kunne sige “jeg har været på arbejde” øger chancerne for fællesskab i samfundets hamsterhjul.
  • Der vil måske vise sig et fællesskab i mit nye parti. Jeg har meldt mig ind (og de fleste kan sikkert regne ud hvor, men det er nu heller ingen hemmelighed), og jeg har læst det tilsendte materiale. Først da jeg havde betalt gebyret for det første år, kom jeg til at tænke på, at her måske er en chance for at lære nogen at kende, som jeg har noget til fælles med.
  • Psykiatrifonden har på deres hjemmeside skrevet meget om ensomhed. Fx at det er lettere at gå ud at mødes med nogen, man har en interesse til fælles med, end at gå ud med det formål at lære nogen at kende. Det klinger godt i mine ører, og jeg vil gerne prøve det.
  • Der er også et fællesskab i Cyberspace og i Blogland. Det er mennesker, jeg kender temmelig godt, skønt jeg stort set aldrig har mødt dem. Jeg tror, de ville bemærke, hvis jeg pludselig ikke var her længere.
  • Til Danmarkskanonen skrev jeg følgende, der også handler om fællesskab: “Folkekirken har i mange, mange år været et samlingspunkt for alle danskere. Kirken har den dag i dag budskaber til os alle, og vi kan blive rigere på ånd ved at komme i kirken. Derfor skal den danske folkekirke med.”

Fællesskab har en styrke, der er vigtig i livet, og uden fællesskab lever man næsten ikke.

 

/11 Kommentarer/i /af

Brok

Det er slet ikke let at være godkendt til fleksjob. Der er frygtelig mange administrative ting, der skal bringes på plads, og der skal kommunikeres med alle mulige instanser.

Egentlig havde jeg optjent 25 feriedage, mens jeg var på sygedagpenge, men de suste ud i det blå, da jeg startede i fleksjobbet. Både kommunen og a-kassen henviste til Udbetaling Danmark for oplysninger om, hvad man så gør for at holde ferie. Udbetaling Danmark henviste til kommunen og a-kassen – og så var jeg lige vidt.

Jeg prøvede så endnu engang min “fleksjobkonsulent” i kommunen, der pludselig kunne oplyse, at jeg kunne holde 15 dage, og at jeg i disse dage ville have ret til ledighedsydelse. Det betyder, at jeg ikke kan holde ferie i år, for det har jeg ikke råd til på den ydelse. Nuvel, jeg er selvfølgelig ikke så “ferietrængende” efter ikke at have lavet noget i to år og nu kun arbejder 15 timer om ugen. Men alligevel…

Fredag aften frameldte jeg mig fleksydelsen (navnet på den form for efterløn man kan opnå, når man er i fleksjob). Mandag fik jeg en kvittering for, at jeg var tilmeldt. Man kan ikke se på borger.dk, hvad status er, så jeg frameldte mig i dag endnu en gang på nettet og ringede til dem for at få bekræftet, at jeg var frameldt. Det er jeg. Fint nok. I e-boks kom der kort efter en kvittering med denne overskrift: “Bekræft/afkræft tilmeldelse til fleksydelsesordningen”. Ubehjælpsom formulering og ordet “afkræft” har ved Gud aldrig haft den betydning. Derudover tyder formuleringen på, at man skal foretage en handling, som man allerede har foretaget.

Jeg har været hos lægen og fået svar på en masse blodprøver. De ser som hovedregel rigtig fine ud, men der er lige det med kolesteroltallet. Det vidste jeg egl. godt, for det har psyk. også nævnt alle de gange, jeg har fået taget blodprøver forud for ECT. Min læge er god og ansvarlig, så nu er jeg i behandling for forhøjet kolesterol. Hvis man ikke gør noget, er der øget risiko for blodpropper. Årsagen til de høje tal kan være fed mad eller genetisk:

  • Jeg spiser ikke fed mad og har aldrig gjort det. Frokosten i FKN består som oftest af kød i form af kylling eller kalkun og mange forskellige grøntsager, og det er jo ikke fedt. Jeg bruger godt nok sødmælk i kaffen, og jeg er gået over til sødmælksyoghurt til morgenen, men det er jo små mængder. Jeg spiser ikke kødpålæg men fisk.
  • Genetikken er ukendt, da jeg er adopteret.

Sundhed.dk rummer en masse oplysninger. Man kan fx se sin journal. Jeg ledte efter hvad Distriktspsykiatrien har skrevet. Det opgav jeg at finde. Til gengæld fandt jeg journalen fra sidste ECT-behandling. Jeg har tænkt mig at opponere, for det, der er skrevet, er det rene vrøvl. Der står fx, at jeg er “ikke venlig” (det ved jeg, at jeg er), at jeg har “god kontakt til venner” (jamen jeg har ingen), at jeg “ikke denne gang har haft svimmelhed og hovedpine efter ECT” (det har jeg aldrig haft). Om den slags kan rettes, ved jeg ikke. Det, der står skrevet, skal være korrekt!

Hvor det irriterer mig, at man skal holde øje med, hvad der bliver skrevet. Det er lidt som de blanketter, der skal laves til kommunen i forbindelse med fleksjobbet. Jeg tror, vi sendte 15 mails frem og tilbage i går, inden der kom til at stå noget, som jeg ville skrive under på. Jeg erkender, at jeg er kritisk, men det skal være i orden.

Jeg glæder mig over, at jeg lige p.t. har det rigtig godt. Havde det været en dårlig periode, havde jeg slet ikke kunnet overskue alt det, jeg har omtalt her. Jeg tænker også på, hvad alle de med færre ressourcer egentlig stiller op? Hvem hjælper dem igennem alt dette?