/8 Kommentarer/i , /af ,

Se nærmere til

Gammel musik?

Jeg ses jævnligt med en tidligere medpatient. Hun er rigtig sød og ca. 32 år. En dag nævnte jeg “Regnvejrsdag i november” af Pia Raug, og jeg fik tilføjet, at den kendte hun nok ikke. Jo jo hun kendte den skam godt, for hun havde deltaget i en kirkelig aktivitet, hvor der blev spillet “gammel musik” 🙂  Jeg kunne ikke lade være med at grine både af hende og mig selv.

Albummet “Hej lille drøm” er fra 1978 – og det er en stor del af min ungdom i 1980’erne.

Er det en single?

På en væg i stuen har jeg min egen gamle “Karius og Baktus”-plade rammet ind i mahogni sammen med coveret. Hun spurgte en dag, “Er det en single?” Det siger sørme meget om de år, der er gået.

Regnvejrsdag i november

En dag gik jeg hjem fra stationen i øsende regnvejr og kom pludselig til at tænke på “Regnvejrsdag i november”, og det specielle var, at jeg kunne huske stort set hele teksten. Det var jeg meget overrasket over. På den anden side har jeg jo en hørt den LP minimum 5.000 gange dengang…

Se nærmere til

Den smukkeste sang på pladen er “Se nærmere til”. Sangen er et digt, som en sygeplejerske på et engelsk alderdomshjem fandt i en afdød gammel dames sengeskuffe. Den kan jeg stort set også udenad. Jeg læste et eller andet sted, at den sang burde være pensum for enhver SOSU- og sygeplerskestuderende. Det, synes jeg egentlig, giver god mening.

God weekend!

 

/9 Kommentarer/i /af

Impostor-syndrome

Jeg må bare fortælle om det!

På en eller anden måde kom Sune (der også er Mensaner) og jeg i går ind på temaet:

  • Vi kan være bange for, at vi bliver afsløret af omverdenen i i virkeligheden ikke at være særligt kvikke. At det bare er noget, vi har bildt dem ind. At det bare er held.
  • Når jeg er indlagt, er jeg konstant bange for, at “de” pludselig skal finde ud af, at jeg i virkeligheden ikke fejler noget som helst men selv har digtet det hele.
  • Og talrige andre situationer hvor jeg føler, jeg snyder.

Der er et ord for det: “Impostor-syndrome” – det var jeg slet ikke klar over. Der er masser af engelske artikler om det på nettet, men jeg er ikke så god til at læse engelsk, så jeg har fundet noget på dansk.

Artikel i dagbladet Information 2010

Information kalder det “Bedragersyndromet” i denne glimrende artikel. De skriver blandt andet:

Bedragersyndromet er altså en ekstraordinær udgave af præstationsangsten, hvor de ramte presser sig selv til det yderste i alle sammenhænge, arbejder usædvanligt hårdt, læser og sikkert overlæser, hvorefter de end ikke tør tro på deres eget glimrende resultat. Ida Koch pointerer, at det akademiske miljø med dets abstrakte og ukonkrete succeskriterier særligt kan befordre denne altoverskyggende selvusikkerhed og angst for afsløring.

 

Såkaldte high-achievers med flotte karakterer, gode job og udmærkelser, der frygtede den store afsløring på trods af omverdenens åbenlyse anerkendelse. De frygtede den dag, hvor omverdenen ville indse, at deres straight As ikke var egen fortjeneste, men rent og skært held. Tilbage var de blot sølle løgnere, der i årevis havde kæmpet for at opretholde facaden som de kloge og dygtige kvinder.

Testen på Potentialefabrikken

Der er også en anden interessant dansk side: Potentialefabrikken. Siden rummer en konkret test, som jeg selvfølgelig tog.

Resultatet var:

“Du har en score over 80, og det betyder, at du ofte har en intens oplevelse af impostor-fænomenet. Jo højere score, desto oftere og mere alvorligt vil impostor-fænomenet forstyrre dit liv.”

Det er fuldstændig rigtigt. Det passer perfekt på mig. Tænk jeg har da aldrig vidst, at fornemmelsen af hele tiden at snyde/bedrage min omverden havde et navn.

Jeg sender et link til denne blogpost til min psykolog, for det kunne egentlig være interessant at tale med hende om det.

 

/13 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Hos psykologen

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer.

Jeg har været hos psykologen Anette Friis, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det. Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.

Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig ramme de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes:

  • Der er styr på økonomien,
  • jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet,
  • jeg får meldt mig til højskole i julen,
  • jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808,
  • jeg bliver mere sikker på mine værdier osv.

Så noget sker der da.

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig rammer de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har erkendt 50 gange, men alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egentlig passer det mig fint med de fem!

Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse, overblik og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.

Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity“, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til af det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.

Alt i alt en dejlig formiddag.

Nye visitkort – også en slags forfra

Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.

De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.

Apropos Syrien og Aleppo

Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværelse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.

Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fællesskab

Billedet herover kalder jeg altid “Morfar høster”, da det er morfar der sidder på høstmaskinen. Negene samles med håndkraft, og der rives efterfølgende med håndkraft.

Opdatering: Maskinen, morfar sidder på, hedder/hed en “aflægger”. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en aflægger “Maskine, som skærer Kornet af og lægger det i Neg.”

Henny skrev Grundlovsdag til dette indlæg: Præsteindsættelse:

Men jeg er nok bare et produkt af vores individualiserede, fragmenterede virkelighed.

Det har fået mig til at tænke på vigtigheden af fællesskaber. Morfar (1899 – 1982) og hans far (1859 – 1917) var med på datidens klassiske højskoler (vist nok Rødding), og de var med i andelsbevægelsen med de par køer, de nu havde. De var begge “småkårshusmænd”, og alligevel drev de det vidt. Jeg regner med, at de drog nytte af fællesskaberne.

Selv vil jeg gerne noget, der er større end den “individualiserede, fragmenterede virkelighed.”

  • Der er et fællesskab i kirken, og det holder jeg meget af. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og langt de fleste er enormt søde mennesker.
  • Der er et fællesskab på arbejdet. Nogen at sige godmorgen til, nogen at spise frokost med og nogen at sige farvel til. Michelle og jeg joker lidt om, hvis tur det nu er til at lave kaffe, men ellers passer vi hver især vores egen butik. Produktivitetskravene fra det offentlige findes også i NGO-verdenen. Der skal præsteres/produceres hver dag. Man skal hver dag være i topform. Og husk nu, at produktivitet bare er et andet ord for besparelse.
  • Da jeg stod udenfor arbejdsmarkedet, følte jeg mig meget ensom. Bare det at kunne sige “jeg har været på arbejde” øger chancerne for fællesskab i samfundets hamsterhjul.
  • Der vil måske vise sig et fællesskab i mit nye parti. Jeg har meldt mig ind (og de fleste kan sikkert regne ud hvor, men det er nu heller ingen hemmelighed), og jeg har læst det tilsendte materiale. Først da jeg havde betalt gebyret for det første år, kom jeg til at tænke på, at her måske er en chance for at lære nogen at kende, som jeg har noget til fælles med.
  • Psykiatrifonden har på deres hjemmeside skrevet meget om ensomhed. Fx at det er lettere at gå ud at mødes med nogen, man har en interesse til fælles med, end at gå ud med det formål at lære nogen at kende. Det klinger godt i mine ører, og jeg vil gerne prøve det.
  • Der er også et fællesskab i Cyberspace og i Blogland. Det er mennesker, jeg kender temmelig godt, skønt jeg stort set aldrig har mødt dem. Jeg tror, de ville bemærke, hvis jeg pludselig ikke var her længere.
  • Til Danmarkskanonen skrev jeg følgende, der også handler om fællesskab: “Folkekirken har i mange, mange år været et samlingspunkt for alle danskere. Kirken har den dag i dag budskaber til os alle, og vi kan blive rigere på ånd ved at komme i kirken. Derfor skal den danske folkekirke med.”

Fællesskab har en styrke, der er vigtig i livet, og uden fællesskab lever man næsten ikke.