Impostor-syndrome

Jeg må bare fortælle om det!

På en eller anden måde kom Sune (der også er Mensaner) og jeg i går ind på temaet:

  • Vi kan være bange for, at vi bliver afsløret af omverdenen i i virkeligheden ikke at være særligt kvikke. At det bare er noget, vi har bildt dem ind. At det bare er held.
  • Når jeg er indlagt, er jeg konstant bange for, at “de” pludselig skal finde ud af, at jeg i virkeligheden ikke fejler noget som helst men selv har digtet det hele.
  • Og talrige andre situationer hvor jeg føler, jeg snyder.

Der er et ord for det: “Impostor-syndrome” – det var jeg slet ikke klar over. Der er masser af engelske artikler om det på nettet, men jeg er ikke så god til at læse engelsk, så jeg har fundet noget på dansk.

Artikel i dagbladet Information 2010

Information kalder det “Bedragersyndromet” i denne glimrende artikel. De skriver blandt andet:

Bedragersyndromet er altså en ekstraordinær udgave af præstationsangsten, hvor de ramte presser sig selv til det yderste i alle sammenhænge, arbejder usædvanligt hårdt, læser og sikkert overlæser, hvorefter de end ikke tør tro på deres eget glimrende resultat. Ida Koch pointerer, at det akademiske miljø med dets abstrakte og ukonkrete succeskriterier særligt kan befordre denne altoverskyggende selvusikkerhed og angst for afsløring.

 

Såkaldte high-achievers med flotte karakterer, gode job og udmærkelser, der frygtede den store afsløring på trods af omverdenens åbenlyse anerkendelse. De frygtede den dag, hvor omverdenen ville indse, at deres straight As ikke var egen fortjeneste, men rent og skært held. Tilbage var de blot sølle løgnere, der i årevis havde kæmpet for at opretholde facaden som de kloge og dygtige kvinder.

Testen på Potentialefabrikken

Der er også en anden interessant dansk side: Potentialefabrikken. Siden rummer en konkret test, som jeg selvfølgelig tog.

Resultatet var:

“Du har en score over 80, og det betyder, at du ofte har en intens oplevelse af impostor-fænomenet. Jo højere score, desto oftere og mere alvorligt vil impostor-fænomenet forstyrre dit liv.”

Det er fuldstændig rigtigt. Det passer perfekt på mig. Tænk jeg har da aldrig vidst, at fornemmelsen af hele tiden at snyde/bedrage min omverden havde et navn.

Jeg sender et link til denne blogpost til min psykolog, for det kunne egentlig være interessant at tale med hende om det.

 

9 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Jeg havde hørt om dette syndrom før. Når jeg læser dine overvejelser, kommer jeg til at tænke på, at dette er en fin illustration af vores ualmindeligt magtfulde indre dialog. Glæd dig over, hvis det lykkes skrue lidt ned for den i denne forbindelse.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Termen “Indre dialog” kender jeg slet ikke, så det vil jeg sætte mig ned og læse om. Tak for at du gjorde mig opmærksom på det. Ja – jeg tror det vil være godt, hvis jeg kan skrue ned. I hvert fald har jeg sendt linket om Impostor-syndrome-indlægget til min psykolog og sagt, at det vil jeg gerne tale med hende om. Hun plejer at være ret god at tage den slags overvejelser op med.

      Rigtig glædelig jul til dig og din familie.

      • Deborah
        Deborah siger:

        Den indre dialog er alt det, du siger til dig selv. Meget magtfuldt, og vi har en tendens til at sige grimme ting. Prøv at være tilgivende, forstående og god ved dig selv. Der gør en forskel. Hvis du vil have kan jeg sende dig titler på bøger der gennem tiden har hjulpet mig, men skal lige hjem fra ferie.

        For nu håber jeg, du får en rigtig glædelig Jul og ønsker dig et lykkebringende Nytår.

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Deborah

          Jeg tror. du har benyttet et nyt brugernavn, siden din kommentar skulle godkendes? Du skal bare benytte det samme brugernavn hver gang, så stryger du lige igennem. Under alle omstændigheder er du velkommen!

          Det er rigtig sødt af dig, at du vil hjælpe med bogtitler, men jeg kan ikke læse længere pga. de kognitive problemstillinger. Så du skal ikke bruge din tid på det.

          Fra mig kommer også de allerbedste ønsker om en dejlig højtid og et godt nytår.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg havde i mange år et gentagent mareridt om, at jeg skulle tage min lærereksamen om igen. Det var ganske forfærdeligt. I virkeligheden var jeg ikke specielt eksamensforskrækket. Men jeg tænker, at det er en afart af impostor-syndromet.

    Jeg havde en kollega, der helt klart led af det. Han spurgte sommetider, hvornår “de” mon fandt ud af, at det var bluf det hele fra hans side. Det skal lige understreges, at han bestemt var meget velkvalificeret.

    Når man somme tider er bange for at udtale sig i forsamlinger, er det vel ikke kun generthed, det er også, at man er bange for, at andre skal synes, man er dum.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du har forstået det hele! Tak!

      Jeg er altid lidt bange for at sige noget til menighedsrådsmøderne. Jeg er nemlig lige præcis bange for, at de alle synes, jeg er dum. Og vi har så en eller anden mærkelig kultur, hvor det kun er magthaverne (tre stk.), der siger noget. Resten er en mur af tavshed. Og det nærer jo lige præcis det med, at man kan føle sig dum.

      Ja ja! Det lyder klart som en afart at være angst for at tage sin eksamen om.

      Ja og det om kollegaen… ja ja da, det er helt klart dette syndrom.

      Jeg er faktisk glad for at finde ud af, at det er “noget”, for så kan man evt. gøre noget ved det. Selv har jeg altid bare skudt det ind under et meget lavt selvværd.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.