/17 Kommentarer/i /af

En tur i Ikea

Fyren fra skadedyrsbekæmpelsesfirmaet var her i går. Ung, sød og effektiv var han. Han sagde, at angrebet her hos mig, var noget af det værste, han havde set! Jeg er rystet. Han mener, dyrene har været her 4-5 måneder, og jeg begriber ikke, at jeg ikke har opdaget noget. Han forklarede, at der simpelthen er nogle mennesker, der ikke får rødmen og hæver op, og til dem hører jeg så. Det er jo en tæge, så de har levet af mit blod, men jeg har ikke opdaget det, for havde jeg det, havde jeg selvfølgelig reageret med det samme. Han løftede madras og topmadras og sagde, at det kunne jeg godt smide ud – jo før jo bedre. Sengerammen skal også smides ud – jo før jo bedre. Intet af det står til at redde. Han gik alle rum igennem, men det er “kun” soveværelset, der er ramt, hvilket er et mirakel. Han sprøjtede gift i alle sammenføjninger (hvor vægge støder sammen), alle paneler, alle lofter, under sengen. Han lavede også en bræmme af gift ud til entreen, mellem entreen og køkkenet og mellem entreen og spisestuen. Det er forbudt at vaske gulve foreløbigt.

I morgen har min nabo tid til at hjælpe mig med at smide springmadrassen ud, for den er for tung til, at jeg kan bære den selv. Han hjælper mig med at skille sengerammen ad og bære det ned. Jeg føler mig frygtelig upraktisk, men jeg kan ikke klare det selv. Herefter er det ideen, at jeg skal sove på den nye madras på gulvet inde i stuen, indtil den unge mand har været her og sprøjte anden gang om ca. 14 dage. Den nye seng kan selvfølgelig ikke stilles op, førend alt er væk, for så kunne jeg jo bare begynde forfra. Hvor mange gange, han skal komme, er endnu uvist. Dyrene kan leve op til et år, hvis de har gemmesteder, hvor giften ikke kommer ind.

Jeg er lettet over, at han ikke sagde, at jeg skulle koge hele min garderobe. Han bad heller ikke om adgang til klædeskabet, som ellers danner en af sammenføjningerne.

Det er et mareridt!

Da jeg fra i morgen ikke har nogen seng eller madras, måtte jeg en tur i Ikea og købe nyt. Det var lige før, det var over min formåen. Jeg er ikke god til steder med mange mennesker, og det er lige, hvad der er en lørdag formiddag. Jeg synes, jeg spurgte mig for tusind gange om hvad som helst. Folk er flinke og hjælpsomme. Jeg følte mig bare hjælpeløs og fik det rigtig dårligt. Jeg fandt en flink medarbejder i sengeafdelingen, der guidede mig igennem valget. Egentlig var jeg ligeglad, jeg skulle bare have en seng, en madras og en topmadras. Han fandt noget, der kunne bruges, og jeg fik papirer om, hvor jeg kunne finde det på lageret, hvilken reol og hvilken plads.

Så ned på lageret da jeg endelig fandt derned efter at have spurgt mig for og finde frem og bugsere op på en vogn. Tungt som bare pokker var det, og det var overhovedet ikke nemt at køre rundt med den fuldt lastede vogn. Den slags er meget svært alene, men jeg har ikke nogen, der kan hjælpe.

Gennem kassen hvor man scanner det hele selv. Hvor sidder stregkoderne? Hvordan virker scanneren? Der kom heldigvis en medarbejder, og jeg så sikkert hjælpeløs ud, så hun tilbød at hjælpe. Jeg tog med kyshånd imod tilbuddet. Betalingen klarede jeg dog selv.

Selve madrassen skulle udleveres i vareudleveringen på den anden side af bygningen. Lang køretur med den svært styrbare vogn. Ny kø, ny venten, de var dog hurtige. De kunne også oplyse, hvordan jeg kom hjem: 3*42, der kom hurtigt og var meget hjælpsomme. Chaufføren hjalp også med at bære tingene op til 1. sal selvfølgelig mod betaling, men pyt med det. Jeg ville ikke have vidst, hvad jeg ellers skulle gøre, når jeg nu ikke kunne bære det selv.

Resultatet er lige nu, at min stue er fyldt (overdrivelse) med papkasser, der rummer en seng. Madras og topmadras er pakket ud, da de skal bruge 72 timer, før de er rigtigt foldet ud fra den sammenrullede tilstand. Det blev ikke til en springmadras i denne omgang. Jeg håber, den jeg i stedet har købt er OK. Den var såmænd dyr nok.

Om 14 dage må jeg prøve at finde en, der vil hjælpe mig med at samle den nye seng, for jeg kan ikke bakse med det alene. Måske kan jeg overtale min søde nabo?

/23 Kommentarer/i /af

Væggelus

Min lejlighed har fået væggelus, og de er koncentreret om min seng. De kravler på mig om natten og ødelægger min nattesøvn. Det er bare så ulækkert. Det har nu stået på i ca. 14 dage, hvor det har været slemt, men jeg ved ikke, hvor længe, de har været her.

Jeg vidste ikke, hvad det var, og har derfor været i gang med Google, men det er altså svært, når man ikke ved, hvad man leder efter. Jeg fandt “bed bugs”, men vidste ikke, hvad det svarede til på dansk – jeg skulle selvfølgelig have spurgt Ellen. Noget af det jeg fandt frem til var, at man ville vågne forbidt, men det gør jeg ikke, så jeg forkastede det igen. Jeg har kogt alt sengetøj og gjort så meget rent, som jeg overhovedet kan, men det har ikke hjulpet overhovedet.

Da det bare bliver værre og værre, ringede jeg i dag til et skadedyrsbekæmpelsesfirma, og beskrev, hvad jeg oplever. Den flinke dame var ikke et sekund i tvivl: Det er væggelus. Hun kunne også oplyse, at det er en sag for udlejer, når jeg nu bor til leje. Jeg ringede dernæst til viceværten, der tog det meget alvorligt og tog affære med det samme. Han kontaktede ejendommens skadedyrsbekæmpelsesfirma, som kommer på fredag kl. 11:00. Det ser jeg frem til. For pokker hvor er det ulækkert.

De forskellige instanser spørger, om jeg har været ude at rejse og har fået dem med hjem i kufferten. Det har jeg jo ikke, så jeg undrer mig over, hvor de kommer fra, måske inde fra naboen? I hvert fald er det ikke kun min lejlighed, der skal behandles men også naboernes. Det kan sikkert blive en længerevarende proces.

Kilde og øvrige informationer: Absolut Skadedyrsservice A/S, Amagerbrogade 206 A, 2300 København.

Øv. Jeg synes, jeg har problemer nok.

 

/26 Kommentarer/i , /af ,

Nytårsaften

Nytårsaften siger mig ikke rigtig noget, alligevel var jeg glad, da en veninde foreslog, at vi skulle hygge os sammen, se dronningens nytårstale, spise noget god mad og skåle kl. 24:00. Det er trods alt lidt trist slet ikke at gøre noget ud af det. Vi fyrer ikke af, da vi begge er lidt bange for det. Udsigten fra mine stuevinduer ned på torvet, som er en stor affyringsrampe, er fin nok. Jeg har købt en rigtig lækker champagne, så det skal nok blive godt.

Det er sæson for at se tilbage. Jeg kan kun sige, at mit 2015 har været anno horribilis med adskillige indlæggelser på psyk. Faktisk har jeg ikke tal på dem; den længste varede to måneder. 2016 kan kun blive bedre, og mit mål er at undgå indlæggelser i det nye år, men selvfølgelig hvis det bliver nødvendigt, må det være sådan.

I december mistede jeg en veninde, jeg har haft i 34 år – altså ikke sådan at forstå, at hun er død, men venskabet er dødt. Det er lidt underligt, og det er sorgfuldt. Men hun har svigtet mig rigeligt, så nu måtte det slutte. Jeg har blokeret hende på telefonen, så hvis hun ringer, får hun telefonsvareren. Endnu er der ingen besked, så måske er vi enige om, at det måtte slutte her.

Umiddelbart ser jeg frem til den 13. januar, hvor jeg skal starte i en virksomhedspraktik hos Folkekirkens Nødhjælp. De har for flere år siden købt et IT-system til HR-området, som de aldrig har fået implementeret, fordi de havde planlagt for mange integrationer. Ambitionerne oversteg evnerne og den tid, de havde til rådighed. Jeg bilder mig ikke ind, at det kan gennemføres på de tre måneder, jeg har til rådighed, men måske kan jeg skitsere processen for dem og producere noget undervisningsmateriale. Så vil jeg være glad.

Jeg skal starte med 12 timer om ugen, og meningen er så, at det tal langsomt skal sættes op. Psykiatrifonden siger, at målet må være 15 timer, men min egen målsætning er 18 timer. Nu må vi se, hvordan det går. En ting er helt sikker, og det er, at jeg vil være træt i starten; jeg har trods alt gået sygemeldt siden juni 2014 altså 1½ år. Spørg mig ikke, hvad jeg har lavet i al den tid, for jeg ved det ikke, bortset fra at jeg selvfølgelig har været indlagt en del af tiden.

Jeg vil ønske alle mine dejlige læsere et rigtig godt nytår med tak for alle jeres gode kommentarer i det forløbne år. Kommentarerne er det der giver liv til bloggen. Vi “ses” næste år. Hvis I skal fyre af, så gør det med omtanke og pas godt på liv og lemmer.

 

/28 Kommentarer/i /af

Jul

Når man ikke har nogen familie er julen en svær tid. Det er jo den tid, hvor folk kryber sammen om familien og hygger sig. Har man ingen familie, mangler “autosamværet”, og man skal finde på noget andet. Ensomheden æder en op. Selve juleaften er det sværeste tidspunkt og der skal findes en løsning på timerne mellem 16:00 og 23:00. Allerede tilbage ultimo oktober lavede jeg en aftale med en veninde på Orø om, at jeg kunne være sammen med dem juleaften. Det er en vigtig aften, og det var vigtigt for mig at få styr på det så tidligt som muligt. Det skal i parentes bemærkes, at jeg elsker jul og alt, hvad der hører til. Jeg kan slet ikke få klejner, gaver og hygge mv. nok. Det er bare svært, når man ikke har nogen at fejre den med.

Sidste torsdag ringede hun og meldte fra, men foreslog, at vi i stedet kunne være hos mig, da hun ikke kunne overskue, at jeg kom hos dem. Det skulle jeg lige sove på, men jeg ringede tilbage næste formiddag og sagde, at de var velkomne inkl. hund. Det kunne hun så heller ikke overskue, og så stod jeg pludselig uden en aftale, og det var for sent at genoptage en aftale/et tilbud jeg havde sagt nej til.

Jeg har prøvet at være alene to juleaftener, og det er overhovedet ikke rart. Jeg føler mig udstødt og marginaliseret og som det ensommste menneske i verden. Tankerne melder sig, at det jo bare er et billede på mit liv. Julen er i virkeligheden det mindste af det. Jeg har brugt tiden på at arbejde og har ikke plejet personlige relationer. Nu er jeg 52 og uden relationer – det skal man godt nok lige sluge. Jeg har et stort virtuelt netværk, men det kan ikke afhjælpe en juleaften.

Sammen med min psykolog gennemgik jeg de muligheder, der er. Vi talte om relationerne fra kirken, men der er ikke rigtig noget brugbart. Det er bekendtskaber, og de er fine nok, men at spørge om en juleaften kan jeg ikke få mig selv til. På nettet fandt jeg et opslag fra folkekirken, og jeg tog mod til mig og ringede til Frederiksberg Kirke. Alt var selvfølgelig optaget, men jeg kom på venteliste som nummer otte – så det troede jeg ikke på. Som ved et mirakel ringede de tilbage dagen efter og sagde, at de havde en plads. Det er jeg meget glad for – problemet er løst.

Hvem er de andre? Jeg vil ikke sidde sammen med dem “nede fra bænken”. Jeg vil ikke være marginaliseret og udstødt. Jeg er bare et ganske almindeligt menneske, der ikke har nogen at holde jul med; det er svært nok i sig selv. Jeg håber, at møde nogen i samme situation som mig selv. Setuppet i Frederiksberg Kirke lyder rigtig fint, og jeg håber, det bliver godt. Om end ikke andet har jeg handlet på problemet og forsøgt at finde en løsning.

Venskabet med veninden på Orø må stoppe her. Hvad skal man med venner, der ikke er der, når livet er svært? Vi har kendt hinanden siden 1981, altså 34 år, men i mange år har jeg ikke syntes, at jeg kunne stole på hende. Min psykolog siger, at jeg selv bliver for rummelig og påtager mig for meget ansvar. Jeg tror, hun har ret. I hvert fald har jeg ikke mere at give af lige for tiden. Venner er nogen man skal kunne læne sig op af, når livet er svært, og jeg må konstatere, at den slags har jeg ikke.

Det har været svært at skrive dette indlæg, for der er noget skamfuldt over ensomhed. Det er overhovedet ikke “in” at erkende, at man er ensom. Jeg håber, I trods alt tager godt imod det.