, ,

Facebook 10 år

Jeg bruger Facebook rigtig meget, og jeg henter mange af mine aktuelle nyheder der, da jeg abonnerer på DR.dk og TV2s nyheder. Jeg abonnerer også på nyhedsstrømmen fra diverse arkiver og Statens arkiver, og der er virkelig meget at hente. Jeg bruger også Facebook til at holde øje med ledige jobs, og der er det et meget nyttigt redskab. Jeg ser mine nyheder på Facebook på min iPad om morgnen, inden jeg er stået op, så jeg er orienteret om, hvad der måtte være sket i nattens løb. Jeg abonnerer også på nyheder fra to grupper angående slægtsforskning, for der er meget at lære af de mere erfarne slægtsforskere.

Jeg laver ikke selv statusopdateringer, bortset fra at jeg bruger Facebook som reklamesøjle for min blog, dvs. at når jeg har skrevet en blogpost, poster jeg den på min statuslinje, for jeg vil jo gerne have læsere. Hvis jeg har ‘venner’, der poster ligegyldige statusopdateringer så som hvad de skal have til aften mv., melder jeg dem fra som ‘venner’ da den slags opdateringer ikke interesserer mig. Det er sjældent at jeg deler noget, da jeg synes, det der deles om hovedregel er uinteressant.

Jeg har 192 ‘venner’ på Facebook og de er samlet sammen over en lang årrække og det er mennesker, jeg synes, jeg har noget til fælles med. Når jeg får venneanmodninger, accepterer jeg dem som regel uden videre, og bagefter er jeg kritisk angående deres statusopdateringer. Hvis de er uinteressante efter en måneds tid, melder jeg dem fra igen.

Det har været fremme, at de unge allerede er begyndt at vælge Facebook fra, og at det efterhånden kun er for ‘ældre’ mennesker; det kan jeg fint leve med. Der var nu også forleden dag en artikel om, at gymnasieelever  bruger Facebook meget til at koordinere skolearbejde og lektier, og det er en utrolig god ting, at Facebook kan hjælpe med det.

Jeg får tit anmodninger om at spille diverse spil, men dem ignorerer jeg bare – jeg gider ikke spille spil på Facebook, hvorimod jeg gerne spiller Wordfeud på min iPad med mennesker, jeg kender godt fra real live.

Samlet set synes jeg at Facebook, hvis det er rigtigt sat op, og man abonnerer på de rigtige og relevante sider, er et meget værdifuldt medie, som jeg nødigt ville undvære. Så tillykke til Facebook med de første ti år – jeg håber, du forbliver

,

Mit og dit

Jeg bliver så eddikesur, når folk ikke kan kende forskel på mit og dit.

Endnu engang har jeg fået stjålet en cykel. Den stod nede ved hoveindgangen og den var selvfølgelig låst med en godkendt lås. Jeg begynder at tænke på, om jeg bor i et rabarberkvarter, hvor folk virkelig ikke kan kende forskel på mit og dit, for det er ikke et halvt år siden jeg fik stjålet min dejlige røde racer. Det er simpelthen for ringe. Jeg håber, at tyveknægtene får et farligt mas med at få låsen brudt op. Men de er jo sikkert i træning.

Cyklen var 13 år gammel og meget velholdt; den kørte lige så godt, som var den ny, netop fordi jeg har holdt den godt vedlige i alle årene. Jeg ved, at den var fra år 2000, for jeg købte den præcis til at køre til Høje Tåstrup, hvor min tidligere arbejdsplads lå. Jeg vil ikke få så meget som en krone fra for forsikringen, netop fordi, den er så gammel, så jeg anmelder ikke tyveriet. Chancen for at den bliver fundet er minimal. Jeg forestiller mig, at de samler til hobe på en lastvogn, og at de derefter kører det hele til østlandene, hvor der sikkert er et fint marked for brugte cykler.

Jeg har så været ude og kigge på en ny cykel, for jeg kan simpelthen ikke undvære en cykel (jeg bryder mig ikke om at køre i bus, og jeg vil også gerne holde mig lidt i form). Jeg kørte ud til Heino på Roskildevej 527 og kiggede lidt på, hvad de havde, og jeg fandt også det, jeg mangler, nemlig en sund og solid hverdagscykel med 8 udvendige gear. Billeder følger mandag, når jeg har hentet cyklen. Jeg fik den for 5.397 kr, og det, synes jeg, er en meget rimelig pris, bortset fra, at der overhovedet ikke stod ny cykel på mine penge. Nu er der ikke andet at gøre at bære den ned i kælderen og sætte den i mit aflåske kælderrum, hver eneste gang, jeg kommer hjem. Så kan jeg vel regne med at have min cykel i fred.

, ,

Nyt job

Det var rigtig dejligt at komme på arbejde i Moderniseringsstyrelsen i dag, for alle kollegerne kom for at ønske tillykke med det nye job, og jeg kunne mærke, at de virkelig glædede sig med mig. Jeg er så lettet over at det er lykkedes at skaffe et nyt job. Det der letter mest er at slippe for angsten om kontanthjælpen.

Det er blevet afklaret, at jeg skal starte i Økonomisystemer den 11. marts. Jeg glæder mig virkelig meget.

Løntilbuddet er kommet og det skal nu drøftes mellem tillidsrepræsentanten, HR-afdelingen og mig. Umiddelbart synes jeg, det ser fint ud, men jeg har også den holdning, at man skal kæmpe for at få det så stort som muligt i udgangssituationen, fordi det efterfølgende er vanskeligt at få basislønnen justeret i opadgående retning.

, ,

Diskplads

Jeg manglede diskplads

Jeg advarer: dette er et nørded indlæg.

Ved et tilfælde opdagede jeg, at både mit C-drev og mig D-drev var ved at løbe over med data, og at det var kritisk, og jeg ringede derfor til min forhandler og fik dem til at komme og installere et G-drev. Nu har jeg fået 1000 GB på G-drevet og det er rigtig dejligt. C-drevet skulle der lige tænkes over. På C har jeg kun Windows og så de filer, der automatisk bliver placeret der ved installationer. Jeg installerer aldrig selv noget på C.

Efterfølgende: Backuppen, der kørte på D-drevet, kunne ikke køre færdig, fordi drevet var fuldt, men programmet spurgte selv, hvilket drev det i stedet skulle sende data til. Jeg valgte bare mit fine nye G-drev, og så var der ingen problemer med den. Jeg valgte at slette de gamle backupfiler fra D-drevet, og det frigjorde oceaner af plads, faktisk så meget, at jeg slet ikke havde behøvet at købe det nye drev. Jeg var godt klar over at backupfiler fyldte meget, men at det var meget, var jeg ikke klar over. Nu er status således, at jeg har 348 GB ud af 500 ledig på D og 1000 GB på G. Det er helt vildt, og jeg glæder mig bare over det. Jeg kan lagre data helt uden at tænke over det i flere år frem i tiden.

Da jeg slettede de gamle backupfiler fra D-drevet, frigjorde det af mærkelige årsager også plads på C-drevet. Der var ellers under 2 GB tilbage af de oprindelige 60 GB, nu er der pludselig 11 GB ledige. Jeg forstår ikke helt, hvordan det hænger sammen. Nu kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal aflyse min ordre på en ny solid state disk på 256 GB. Gode råd modtages gerne. Hvis jeg køber den nye disk, er jeg fremtidssikret i flere år, og jeg får en hurtigere disk, men det er spørgsmålet, om jeg i det hele taget har brug for det? Jeg er faktisk godt tilfreds med min nuværende solid state disk, og det var kun pladsproblemet, der fik mig til at overveje en ny.

Bonus: Da de installerede det nye G-drev, fik jeg dem til at støvsuge min pc indvendigt, så nu har jeg igen en dejligt lydsvag pc. Bare jeg turde udføre den slags operationer selv; det ser så let ud, når de gør det, men jeg tør ikke. Jeg er sikker på, at det går galt, hvis jeg selv forsøger mig.