Væggelus

Min lejlighed har fået væggelus, og de er koncentreret om min seng. De kravler på mig om natten og ødelægger min nattesøvn. Det er bare ulækkert. Det har nu stået på i ca. 14 dage, hvor det har været slemt, men jeg ved ikke, hvor længe, de har været her.

Jeg vidste ikke, hvad det var, og har derfor været i gang med Google, men det er altså svært, når man ikke ved, hvad man leder efter. Jeg fandt “bed bugs”, men vidste ikke, hvad det svarede til på dansk – jeg skulle selvfølgelig have spurgt Ellen. Noget af det jeg fandt frem til var, at man ville vågne forbidt, men det gør jeg ikke, så jeg forkastede det igen. Jeg har kogt alt sengetøj og gjort så meget rent, som jeg overhovedet kan, men det har ikke hjulpet overhovedet.

Da det bare bliver værre og værre, ringede jeg i dag til et skadedyrsbekæmpelsesfirma, og beskrev, hvad jeg oplever. Den flinke dame var ikke et sekund i tvivl: Det er væggelus. Hun kunne også oplyse, at det er en sag for udlejer, når jeg nu bor til leje. Jeg ringede dernæst til viceværten, der tog det meget alvorligt og tog affære med det samme. Han kontaktede ejendommens skadedyrsbekæmpelsesfirma, som kommer på fredag kl. 11:00. Det ser jeg frem til. For pokker hvor er det ulækkert.

De forskellige instanser spørger, om jeg har været ude at rejse og har fået dem med hjem i kufferten. Det har jeg jo ikke, så jeg undrer mig over, hvor de kommer fra, måske inde fra naboen? I hvert fald er det ikke kun min lejlighed, der skal behandles men også naboernes. Det kan sikkert blive en længerevarende proces.

Kilde og øvrige informationer: Absolut Skadedyrsservice A/S, Amagerbrogade 206 A, 2300 København.

Øv. Jeg synes, jeg har problemer nok.

 

23 replies
  1. Keld Jensen
    Keld Jensen siger:

    Kiggede lige forbi din blog, da jeg også har fået væggelus. Ved du om firmaet også tilbyder giftfri behandling ? Jeg kunne se på http://væggelus.dk at der findes alternativer til gift, da jeg ikke ønsker at få en mand ud, der skal sprøjte gift i hele huset. Jeg har småbørn – og ønsker ikke at de skal blandes med gift.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Keld

      Velkommen til min blog og tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, da det er første gang, du er her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg føler mig fuldstændig sikker på, at mit firma ikke bruger giftstoffer, for vi har talt om, at ellers skulle den unge mand jo gå i giftdampe altid, og det holder jo ikke. Det han sprøjter med er vandbaseret. Jeg mener, at firmaet hedder Dansk Skadeservice. Jeg ønsker dig held og lykke med at få has på krapylet. Det er noget djævelskab at få inden for.

      Svar
  2. Donald
    Donald siger:

    Jeg er spændt på hvordan det gik! Jeg kan næsten ikke tro at huset har fået væggelus! Det har jeg aldrig mødt før, selv på et lille usselt hotel, som jeg besøgte med min mor for 50 år siden og hvor vi var bange for at der var masser af væggelus, var der ikke insekter. Måske fordi man brugte DDT ret uhæmmet dengang.

    Men jeg har til gengæld boet på Sønder Boulevard, Knud Lavardsgade (var det ikke nr.1?) hvor vi sommer/efterår kunne få myg ind gennem vinduet, jeg gætter det var fra en tagrende. Sådan nogle størrelser kan godt klække i en fugtig tagrende. Da jeg fortalte det til en kollega blev hun bange for at jeg havde lus! Men det kan jo bekæmpes. Vi havde fået lus på en ferie-vandretur i Brasilien og det var væk efter en hårvask med det lokale apoteks luse-shampoo. – 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Donald

      Der kommer et indlæg nr. 2 om de pokkers væggelus. Han har smidt sedler ind hos alle naboer og overboer om, at de skal være opmærksomme, hvis de ser noget. Væggelus i mit omfang skal bekæmpes over lang tid. De kan leve op til 12 måneder… Han sagde, at det var noget af det værste, han havde set. Pu ha hvor er det væmmeligt.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Søren

      Mange tak for det gode link, det er meget oplysende og jeg vil studere det nærmer i morgen.

      Ja det var godt, jeg fik det anmeldt.

      Svar
  3. Pollyanna
    Pollyanna siger:

    Åh din stakkel. Vi har prøvet at have væggelus, som jeg samlede op på et hotel i London. Det er slet ikke så usædvanligt at få væggelus hjem fra ferie mere – en af globaliseringens følger… Der gik lang tid inden vi fandt ud af hvad det var – det var for eksempel kun mig, der blev bidt ikke min mand og væggelus var ikke lige noget jeg havde overvejet mine kløende stik kunne skyldes. Der gik lang tid inden vi fandt ud af hvad synderen var og det er i sig selv en lang historie, men det har betydet at der ikke kommer en feriekuffert ind hos mig med mindre den er blevet sprøjtet… I sin tid fik vi skadedyrsbekæmpere ud, de kom 2 gange – vist med ca en uges mellemrum. De sprøjtede det angrebne rum (i vores tilfælde var det kun et rum) Jeg gjorde ikke rent bagefter. Som jeg har forstået det skal “giften” blive liggende som en hinde og væggelusene dør så, når de bevæger sig i den, hvorfor det selvsagt er vigtigt man ikke fjerner den skadedyrsbekæmpende hinde (det lyder lidt pænere end gift..) Jeg fik at vide det ikke var skadeligt for mennesker. Vi har aldrig mærket noget til væggelus siden – heldigvis 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pollyanna

      Mange tak for dine fine informationer! Nej man tænker slet ikke, at det kan være den slags skadedyr, og i mit tilfælde bliver jeg jo næsten ikke bidt, så det gjorde, at jeg afviste dem som årsag. Jeg tror, jeg ligger helt inde under dynen, så der ikke er noget, der stikker ud og er offer.

      Jeg har læst mig til, at væggelus er i fremmarch efter ellers at have været væk i mange år. Der var mange af dem i 50’erne, men så forsvandt de, men er nu kommet igen som følge af globaliseringen som du skriver.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Det har du selvfølgelig ret i, på den måde står det lidt i kontrast til alle de andre problemer.

      Svar
  4. kisser
    kisser siger:

    Addr, hvor klamt.
    Min kære, rare og søde far elskede at drille os – og en af historierne gik nemlig på væggelus. I hans barndomshjem (på Godthåbsvej) var væggelus meget almindelige, og når de vandrede hen over spisebordet, brugte de en negl til at knække dem med. Det er endnu mere klamt, og det var han ikke i tvivl om, da han hørte vores bemærkninger…
    Godt de kunne komme så hurtigt…

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Jeg har også knækket nogle med en negl, men det skal man ikke, da de er sprængfyldt med blod, og det er bare ulækkert. Jeg er som sagt lidt i tvivl hvor længe, de har været her, men de har generet voldsomt om natten i 14 dage, men de har været her længere, det er jeg ikke i tvivl om.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Inge

      Ja det er en super-udlejer jeg har. Min ejendom ejes af min pensionskasse jøp; det borger nok lidt for kvaliteten.

      Svar
  5. Ellen
    Ellen siger:

    Aaaddddr. Dem er der vist ingen, der har lyst til at samle på. Vi må da håbe, at de finder kilden, for med din rejseaktivitet kan de jo næppe stamme fra dig. Det var bemærkelsesværdig hurtig udrykning – godt at se.
    God jagt!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen

      Ja Aaaddddr, det er vist det bedste udtryk for denne situation. Og ja hurtig udrykning; jeg tror, jeg bor i en god ejendom.
      Tak!

      Svar
  6. Madonna
    Madonna siger:

    Hvordan med naboer, genboer, måske kommer generne derfra?!

    En af beboerne længere henne i min blok, havde for nogle år siden et lign. problem, pga. en samlersjæl nedenunder af gamle, brugte sager opbevarede alverdens brugte ting i hjemmet, på altan osv., og bagefter solgte noget af det på kræmmermarkedet, så de fik desinficeret det hele oppe hos dem på 1. sal, og måtte gøre hovedrent bagefter pga. lugten……

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Madonna

      Jeg forestiller mig, at det kommer fra naboen. Det falder jo ikke ned fra himlen, så hvor skulle de ellers komme fra? Måske har naboen været ude at rejse?

      Jeg forestiller mig også, at alting skal gasses eller lign. og at jeg skal vaske alting – det bliver et mareridt, men jeg er glad for, at jeg har fået taget de nødvendige skridt. Det er da i det mindste ansvarligt.

      Svar
  7. Eric
    Eric siger:

    Hvor træls, men det er da godt, at udlejer reagerede prompte. For mange år siden, hvor vi boede i lejlighed, kom der kakkelakker, og det stod på længe, før udlejer snøvlede sig sammen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja det er godt nok træls.

      Jeg er faktisk ret imponeret af min udlejer. Der gik ikke to timer, fra jeg havde ringet til viceværten, til jeg havde skadedyrsbekæmpelsesfirmaet i røret mhp. at lave en aftale om, hvornår de kunne komme. Jeres udlejer var da under al kritik.

      Svar
  8. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Ja, det var da et træls problem, men heldigvis et, der kan gøres noget ved. De skadedyrsbekæmpere har sikkert noget meget, meget effektivt gift at gøre godt med.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Ja hammertræls! Jeg ser meget frem til, at firmaet kommer og hjælper mig, og jeg er indstillet på, at vaskemaskinen skal køre et par dage derefter.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *