Juleaften

I ønskes alle en glædelig og velsignet jul.

Min juleaften forløb perfekt, lad det være sagt straks!

Jeg startede med at gå i Hvidovre Kirke kl. 13:00, hvor der selvfølgelig var overfyldt – vi er jo den gamle landsbykirke fra 1100-tallet med et tilbygget sideskib fra 1600-tallet. Folk sad sågar på knæfaldet, det plejer de dog ikke. Inge-Hanne holdt en rigtig god prædiken, der blandt andet rummede historien om en gammel bedstemor, der var i Magasin for at købe julegaver. Pludselig kom hun forbi den skønneste julekrybbe med så mange dejlige figurer: Engle, konger, hyrder, kameler, Maria, Josef, stald mv. Hun standser op og beder om at få den pakket ind. Den flinke unge ekspedient går i gang med at pakke alle figurerne ind enkeltvis i flot silkepapir. Pludselig opdager damen, at Jesusbarnet mangler. Ekspedienten svarer: Det gør da ikke noget, der er da så mange andre figurer! Det siger lidt om den jul, vi holder – vi har måske hver især fjernet os lidt fra det det egl. handler om. Ikke for at lyde hellig, bare til eftertanke.

Ved 15-tiden var det tid at tage bussen for at komme til den næste gudstjeneste (og få en plads) i Frederiksberg Kirke kl. 16:30. De havde nu ikke samme pladsproblemer som os i Hvidovre. Det var en udmærket prædiken, men der er ikke noget, der har sat sig fast.

Så var kl. stort set blevet 17:30 og det var på tide at indfinde mig på Pile Allé 3, hvor det hele skulle løbe af stablen. Det var supergodt organiseret med otte borde med otte personer ved hvert bord, heraf en “bordværtinde”, som sørgede for bordet. Lokalet var pyntet flot op, der stod et kæmpe – flot pyntet – juletræ og der lå en enorm dynge gaver. Til bords fik jeg en vidunderlig gammel dame Ulla på 78, som ikke havde børn eller børnebørn; hun rummer alt det gå-på-mod, som jeg mangler, fx havde hun sidste år holdt jul i Den Grå Hal på Christiania. Hun har hjerte for de uledsagede flygtningebørn og tænker på at henvende sig til en af organisationerne for at tage et af dem til sig og lære dem dansk sprog og kultur (hun har undervist i sprog i mange år), som hun sagde, er det jo også en måde at skaffe sig nogle børnebørn på, når man nu ikke selv har nogle. Sådan!

De andre, jeg traf, var også søde. Fælles for alle var, at alternativet havde været at sidde derhjemme alene. Flot at folk handler i stedet.

Maden var perfekt, sværen var sprød og de brunede kartofler var, som de skulle være. I risalamanden var der to mandler og der udspandt sig en vis kamp om at finde en af dem. I øvrigt smagte det godt. Menighedshusets køkken var på størrelse med eller måske endda mindre end det vi har hos os, så jeg spurgte lidt til, hvordan de havde håndteret mad til 64 mennesker. Hemmeligheden var, at det var leveret af Frederiksberg Diner Transportable. Så ved man det, dem kan man godt bruge en anden gang.

Ved hver kuvert lå et sanghæfte, og vi sang en del, for min skyld kunne vi have taget dem alle sammen, for jeg elsker at synge, og julesalmerne kan man da.

Butikkerne på Frederiksberg sponserer gaverne, og de er flotte. Det er kvinden bag det hele Dorith Grinderslev fra menighedsplejen, der har kontakten med de erhvervsdrivende og får dem til at spøtte i bøssen. Jeg fik fx en pynteting til juletræet fra Alessi forestillende en mellemting mellem en konge og en nisse. Det er lige min stil. Det er sjette år i træk, de holder dette her, og det er en succes. Dorith og hendes mand Alfred lægger et enormt arbejde i det. En juleaften for 64 mennesker med et helt team i køkkenet arrangerer altså ikke sig selv.

Vi dansede også om juletræet. Det var nu en lille smule kaotisk, da der måtte være flere kredse, og hvem skulle nu gå hvilken vej? Men det lykkedes da.

En eller anden sindssyg rig gammel dame sponserer hjemtransport i taxa, for dem der har brug for det (der var en del ældre). De kørte kl. 22:00 og kl. 22:15 var det hele ovre. Ulla og jeg havde aftalt, at vi gerne ville til midnatsgudstjenesten kl. 23:30, så vi blev og gav en hånd med oprydningen, og da det var overstået – imponerende hurtigt – fik vi et glas vin sammen med teamet bag det hele. Et imponerende arrangement.

Midnatsgudstjenesten var OK, men ikke noget at skrive hjem om, men den bidrog til den gode og lidt højtidelige stemning. Jeg lod mig distrahere af, at præsten konstant stod med hænderne i lommerne på præstekjolen. Det synes jeg altså ikke, man kan.

Ulla og jeg byttede visitkort, og jeg drikker gerne en kop kaffe med hende på en café en dag.

Da jeg stod og ventede på taxaen, slog tanken ned i mig: Herregud var det det? Er det dette som alting har drejet sig om i 1½ måned – dybest set er det en dejlig middag tilsat en gave eller to. Når maden er spist, gaverne pakket er op er det “overstået”. Er det dette jeg har været så bekymret for? Jeg var lykkelig for at skulle “noget”, jeg har slet ikke psyke til at sidde hjemme alene, men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er lidt opreklameret. Jeg er fuldt ud klar over, at juledagene med julefrokosterne skal tages med ind under samme hat, når der skal vurderes – men alligevel. Jeg er inviteret ud til julefrokost i morgen, og det glæder jeg mig meget til, så varer julen længere, og det er indbegrebet af jul at samles, og det måske også med mennesker, man ikke har set længe.

Jul

Når man ikke har nogen familie er julen en svær tid. Det er jo den tid, hvor folk kryber sammen om familien og hygger sig. Har man ingen familie, mangler “autosamværet”, og man skal finde på noget andet. Ensomheden æder en op. Selve juleaften er det sværeste tidspunkt og der skal findes en løsning på timerne mellem 16:00 og 23:00. Allerede tilbage ultimo oktober lavede jeg en aftale med en veninde på Orø om, at jeg kunne være sammen med dem juleaften. Det er en vigtig aften, og det var vigtigt for mig at få styr på det så tidligt som muligt. Det skal i parentes bemærkes, at jeg elsker jul og alt, hvad der hører til. Jeg kan slet ikke få klejner, gaver og hygge mv. nok. Det er bare svært, når man ikke har nogen at fejre den med.

Sidste torsdag ringede hun og meldte fra, men foreslog, at vi i stedet kunne være hos mig, da hun ikke kunne overskue, at jeg kom hos dem. Det skulle jeg lige sove på, men jeg ringede tilbage næste formiddag og sagde, at de var velkomne inkl. hund. Det kunne hun så heller ikke overskue, og så stod jeg pludselig uden en aftale, og det var for sent at genoptage en aftale/et tilbud jeg havde sagt nej til.

Jeg har prøvet at være alene to juleaftener, og det er overhovedet ikke rart. Jeg føler mig udstødt og marginaliseret og som det ensommste menneske i verden. Tankerne melder sig, at det jo bare er et billede på mit liv. Julen er i virkeligheden det mindste af det. Jeg har brugt tiden på at arbejde og har ikke plejet personlige relationer. Nu er jeg 52 og uden relationer – det skal man godt nok lige sluge. Jeg har et stort virtuelt netværk, men det kan ikke afhjælpe en juleaften.

Sammen med min psykolog gennemgik jeg de muligheder, der er. Vi talte om relationerne fra kirken, men der er ikke rigtig noget brugbart. Det er bekendtskaber, og de er fine nok, men at spørge om en juleaften kan jeg ikke få mig selv til. På nettet fandt jeg et opslag fra folkekirken, og jeg tog mod til mig og ringede til Frederiksberg Kirke. Alt var selvfølgelig optaget, men jeg kom på venteliste som nummer otte – så det troede jeg ikke på. Som ved et mirakel ringede de tilbage dagen efter og sagde, at de havde en plads. Det er jeg meget glad for – problemet er løst.

Hvem er de andre? Jeg vil ikke sidde sammen med dem “nede fra bænken”. Jeg vil ikke være marginaliseret og udstødt. Jeg er bare et ganske almindeligt menneske, der ikke har nogen at holde jul med; det er svært nok i sig selv. Jeg håber, at møde nogen i samme situation som mig selv. Setuppet i Frederiksberg Kirke lyder rigtig fint, og jeg håber, det bliver godt. Om end ikke andet har jeg handlet på problemet og forsøgt at finde en løsning.

Venskabet med veninden på Orø må stoppe her. Hvad skal man med venner, der ikke er der, når livet er svært? Vi har kendt hinanden siden 1981, altså 34 år, men i mange år har jeg ikke syntes, at jeg kunne stole på hende. Min psykolog siger, at jeg selv bliver for rummelig og påtager mig for meget ansvar. Jeg tror, hun har ret. I hvert fald har jeg ikke mere at give af lige for tiden. Venner er nogen man skal kunne læne sig op af, når livet er svært, og jeg må konstatere, at den slags har jeg ikke.

Det har været svært at skrive dette indlæg, for der er noget skamfuldt over ensomhed. Det er overhovedet ikke “in” at erkende, at man er ensom. Jeg håber, I trods alt tager godt imod det.

, ,

10 år

“I dag er det bloggens fødselsdag, hurra hurra, hurra…”. Så blev bloggen 10 år, og måske endda en lille smule mere, for jeg startede i sin tid med to blogs: en til slægtsforskning og en til “resten”. Så blev de – så vidt jeg da husker (men det skal man ikke altid tage for gode varer) – slået sammen via en masse importer fra de to databaser, og i disse importer er der gået meget galt, fx er der masser af gamle “døde links” og der mangler billeder, hvor de så end er blevet af. En tid bloggede jeg på WordPress.com, men fandt så ud af, at det ville være sjovere at have bloggen på mit eget domæne, som jeg jo allerede havde. Men WordPress.com er rigtig godt, og jeg anbefaler det ofte til folk, der gerne vil i gang med at blogge.

Som et lille kuriosum kan det nævnes, at dengang for 10 år siden kaldte man det en “weblog”; det er der stort set ingen, der siger mere.

Her er den første post, som ser ud til at være importeret, da der mangler et billede oppe i venstre hjørne. Det fremgår, at bloggens formål skulle være at fungere som et nyhedsbrev i min slægtsforskning. Dengang levede og åndede jeg for slægtsforskning. Det fascinerer mig stadig, men jeg har fået så meget andet at tænke på.

Gennem de seneste 1½ år har bloggen udviklet sig til mest at handle om “Sundhed & Sygdom”, og det har I – kære læsere – taget pænt imod, og det er jeg glad for. Jeg prøver at holde en balance mellem at være 100 pct. ærlig og så at “krænge sjælen ud”. Det sidste er jeg sådan set ikke interesseret i, men balancen er hårfin. Det kan være lidt mærkeligt at møde nogen og så ville fortælle et eller andet, og de så siger, at det ved de allerede, fordi de har læst det her. Mit liv ligger på nettet, men det har jeg så valgt. Jeg har ikke så mange at tale med IRL (In real life), og så må bloggen holde for, og det ser jeg egentlig som en fordel. Her kan jeg få lov at vende og dreje ordene, at lede efter det rigtige ord og at bruge tid på at komme tanke om begivenheder. Det kan være svært i en samtale IRL.

Jeg prøver at holde et ordentligt sprog (ingen eder og forbandelser her), jeg prøver at stave ordentligt (i den forbindelse er jeg meget begejstret for ordnet.dk) og at sætte nogle fornuftige kommaer alt sammen for at øge læsbarheden. I bruger jo ikke nær så lang tid på at læse et indlæg, som jeg bruger på at skrive det, derfor skulle det gerne kunne glide ned med det samme. Jeg læser altid korrektur i det, der hedder “forhåndsvis”, og jeg finder altid en masse, der skal rettes til.

Jeres kommentarer betyder rigtig meget. Her kommer en form for dialog. Det er sjovest at skrive, når der er nogen, der læser det. Jeg ved, jeg har flere, der læser med, end der kommenterer – og det er selvfølgelig dejligt. En kommentar er bare sådan en god kvittering for, at indlægget er læst, og at det måske har været godt eller bare tankevækkende. Nogle skriver lange kommentarer, andre fatter sig i korthed. Både de lange og de korte kommentarer er yderst velkomne. Jeg har sat bloggen op således, at den første kommentar fra en læser skal godkendes. Det skyldes kampen mod spam. Når først den første kommentar er godkendt, stryger man lige igennem.

I skrivende stund ligger der 1.435 indlæg og 8.269 kommentarer. Da jeg i 99,9 pct. af tilfældene svarer på kommentarer, er halvdelen altså mine egne, og 4.134,5 er fra mine kære læsere. Det synes jeg slet ikke er ringe.

Der er lidt “give and take” over det med kommentarerne. Hvis man vil have nogle kommentarer, må man også selv kommentere hos andre bloggere. Jeg har 27 blogs i min min Sage Feed-reader, og dem følger jeg fast, når de ellers har noget på hjerte. Jeg kan godt lide at følge med i folks liv, hvad det end måtte bringe af stort og småt.

Jeg har mødt nogle af de dejlige mennesker, der følger min blog, og det har alle gangene været en succes. Det er lidt spøjst at træffe folk første gang, og så allerede kende hinanden ganske godt, hvilket man jo gør, hvis man har fulgt hinandens blogs gennem flere år. Man kan sige, at man ved, hvad man går ind til 🙂

Nogle kan finde inspiration til et indlæg hver dag – hatten af for det – det kan jeg slet ikke. Jeg er tilfreds med 2-4 indlæg pr. uge; mere sker der ikke i mit liv. Lige i øjeblikket skal jeg så sørge for at holde “indlægsfrekvensen” ellers tror I bare, jeg er indlægt igen igen. En passant vil jeg nævne, at mit beskedne mål er at holde mig ude af psykiatrisk afdeling i et år…

Det var lidt opsamling på de seneste 10 år. Jeg kunne godt tænke mig, at de kommende år blev noget festligere end de seneste 1½ år.