Valentins dag

Det er på fredag, det er den 14. februar

Firmaet står på den anden ende på grund af Valentins dag, så alt disponibelt mandskab er indkaldt. Selv skal jeg arbejde 32 timer i denne uge, og det, synes jeg, er lige rigeligt, når man tænker på, at det er et fleksjob, hvor jeg er godkendt til 15 timer. Men jeg har sagt ja, fordi jeg jo så gerne vil fastansættes.

Jeg ved stadig ikke noget om fremtiden i firmaet. Prøvetiden udløb den 21. januar, uden at jeg har hørt noget af den grund, og kontrakten løber kun til 1. april. Jeg forestiller mig derfor, at jeg ved noget i slutningen af denne måned eller senest i starten af marts. Jeg synes, jeg har ventet længe så. Trods bump på vejen er jeg stadig rigtig glad for at være der, og jeg håber, de er glade for mig.

Dovenkrop

Da jeg senest var i distriktspsykiatrien, mente min kontaktperson, at jeg skulle prøve at få noget mere motion og gå noget senere i seng. Jeg retter mig altid efter hende, så nu prøver jeg at gå bare 30-35 minutter pr. dag endda i dag, hvor det var regn, rusk og torden. De dage, jeg arbejder til kl. 17:00, kan det endnu ikke lade sig gøre, da min rute går gennem en park, men om et par uger kan det nok.

Min lille rute giver ca. 4.500 skridt. Der er selvfølgelig langt til de 10.000 skridt, man helst skal gå pr. dag, men nu er jeg da kommet i gang. Og det føles godt at bruge kroppen. Det ville også være nærmest pinligt at komme til hende igen efter fem uger og sige, at jeg ikke havde rokket mig ad af stedet.

Søvnen

Det er sværere med søvnen, fordi jeg er nødt til at indrette mig efter naboen. Enten skal jeg gå ret tidligt i seng for at få stilhed, eller også skal jeg vente, til han er gået til ro omkring midnat. Det er sygt ikke at kunne gå i seng når det passer en. Jeg drømmer om at flytte i hus og ikke have nogen naboer. Han gør ikke noget, man ikke må. Han er bare, og går rundt og åbner og lukker skuffer og skabe. Og så har han en skabsdør eller lignende, der hviner helt vanvittigt, hver gang den bliver åbnet/lukket. Jeg har tænkt på at forære ham en dåse WD40 🙂

 

Artikel nummer 6

Der er nu noget over det

De dage, hvor jeg ved, min redaktør har sat en af mine artikler på er det særligt spændende at vågne op og gribe iPadden.

POV sætter artiklerne flot op, så de er langt fra de par A4-ark, man selv sad med på skærmen. De er bl.a. rigtig dygtige til at lave mellemrubrikker (underoverskrifter), hvilket jeg simpelthen ikke kan finde ud af. I det hele taget synes jeg alt med rubrikker er svært, men så er det jo dejligt med en god og tålmodig redaktør, der hjælper med den slags.

For jer, der har læst med i flere år, er der måske ikke så meget nyt i dagens artikel, men jeg håber, I har lyst at læse med alligevel, for der er en ny vinkel: nogle af os fødes som psykisk sårbare men ender som psykisk syge under de forkerte betingelser.

,

Debat på Facebook

Hvis man nu keder sig

Facebook kan meget. Der er også meget, det ikke kan.

Jeg synes, styrkerne er:

  • bringe mennesker sammen igen, fx for længst glemte skolekammerater og tidligere kolleger,
  • muligheden for debat,
  • muligheden for at være ajour ved overfladen af nyhederne, fx linkes der ofte til Ritzaus telegrammer. Bevares det er ikke dybdeborende journalistisk, men det kan give et fingerpeg i retning af, hvad der kommer i TV-Avisen i aften, eller hvad avisen skriver i morgen,
  • underholde.

Hvis jeg keder mig lidt, går der let et par timer ved Facebook. Det er en fredelig hobby, som ikke generer nogen. Bortset fra debatørerne.

I kølvandet på statsministerens nytårstale

POV.International bragte artiklen “Statsministeren skal passe på, hun ikke baner vejen for en fremtidig undskyldning” af Steffen Groth selvfølgelig med henvisning til statens undskyldning til Godhavnsdrengene og statsministerens nytårstale, hvor hun gør sig til fortaler for flere tvangsanbringelser og tvangsbortadoptioner. POV lagde linket på deres Facebookside som vanligt.

Min kommentar var nr. fem, og jeg skrev for to dage siden følgende: “Jeg bakker statsministeren op i hendes tanker om flere tvangsfjernelser. Jeg er selv fra et hjem, hvor det offentlige burde have grebet ind dengang i 70’erne, og det bedste for mig havde helt sikkert været at komme hjemmefra og væk fra daglige seksuelle overgreb, fra jeg var 10, til jeg var 16.”

Og så var fanden løs i Laksegade

Mange kommentatorer

  • forsvarer forældrene/familierne,
  • finder fejl i  kommunernes sagsbehandling, og bruger det som argument for, at der ikke skal ske fjernelse
  • mener at den kommunale sagsbehandling ikke er veldokumenteret
  • henviser til at problemet er autisme…

Jeg har argumenteret med arme og ben, men er ingen vegne kommet. Jeg begriber ganske enkelt ikke, at folk ikke kan indse, at det konstant er barnet, der er taberen, når man vil være åh så hjælpsom overfor forældrene. Nu har man villet hjælpe familierne de seneste 40-50 år, men hvad har man fået ud af det? Intet. Der vil ikke ske noget på området, før man begynder at give begrebet ‘barnets tarv’ et reelt indhold, også selvom det koster i familien. Hidtil er barnet ikke blevet prioriteret. Det vil statsministeren ændre på.

Jeg tror simpelthen ikke på, at den kommunale sagsbehandling skulle være så dårlig. Forvaltningen må forventes at være befolket med medarbejdere, der, ligesom alle andre, ønsker at gøre deres job godt. Det er højst tænkeligt, at børne- og ungeområdet mangler ressourcer, men de må så tilføres. Det er her, man kan sige, at statsministerens nytårstale manglede indhold. Hun beskrev ikke, hvordan målene skulle blive til virkelighed og dermed skulle finansieres.

Det er uklart for mig, hvordan flere får problemet drejet over på autisme. Skulle det at et barn lider omsorgssvigt være et udslag af autisme? Det giver ganske enkelt ikke mening, ligesom det omvendte heller ikke giver mening. Man bliver ikke autist af at have været udsat for omsorgssvigt.

Spilder jeg bare tiden?

Nogle vil mene, at jeg bare spilder min tid på sådanne debatter. Det synes jeg selvfølgelig ikke, så længe de giver bare en anelse mening. Jeg svarer ikke på hvad som helst, og begynder debatten at blive for irriterende, stiger jeg bare af.

Så længe debatten er sober og nogenlunde forstandig, er det sjovt at være med, også selvom jeg undrer mig over folks argumentationer.