/6 Kommentarer/i , /af ,

Julen har englelyd eller har den?

Folk har julestress

Julen har englelyd eller har den?

Julen vækker noget forskelligt i os alle. For nogle er den fyldt med glæde, traditioner og fællesskab, mens den for andre kan være en tid, der mest handler om at navigere forventninger, tomme stole og de mange sociale fortællinger om, hvordan en “rigtig jul” bør se ud. Jeg oplever hvert år, hvordan december sætter tempoet op omkring mig, samtidig med at jeg selv søger ro, enkelhed og plads til eftertanke. Denne artikel er et lille blik ind i den særlige blanding af tradition, travlhed og personlig fred, som julen kan være – alt efter hvor man står i livet.

Jeg holder meget af Grundtvigs “Julen har Englelyd”, der findes her i en fin version med Vor Frue Kirkes Drengekor. Min far og hans søster kunne godt lide den, og så blev jeg indoktrineret. Både melodien og teksten er smuk. Og jeg kan begge dele udenad.

Jeg har slet ikke noget imod julen, men jeg har det lidt svært med den, da jeg ikke har nogen at holde den med. Jul er for familier, og når man ikke har familie, mangler “automat-samværet”. Men sådan er det. Jeg hverken vil eller skal begrædes. Den familie, jeg muligvis er i besiddelse af, er vist ikke lige noget for mig.

  • Jeg kunne tilslutte mig et af de mange arrangementer for “juleløse”, men jeg har ikke lyst, da jeg ville føle mig stigmatiseret.
  • Jeg kunne være frivillig ved et af disse arrangementer, men næh det er heller ikke lige noget.
  • Faktisk foretrækker jeg at være mig selv og læse nogle 300 år gamle kirkebøger på min drøm af en ny skærm, og det er alt sammen gået over den 24. kl. 23:59.

Når jeg taler med folk, kan jeg mærke, de er stressede. De skal nå så meget. Der er så mange forventninger, der skal indfries på kortest mulig tid. December fungerer næsten som et kollektivt piskeris: Der er kun 24 dage, og dem skal man åbenbart bruge effektivt – også når det gælder hygge. Hygge må ikke være spontan i december, den skal planlægges, koordineres, fordobles og helst fotograferes.

Hyggen er trængt sammen. Man skal nå at hygge sig maksimalt i december. Har man venner, skal man se dem alle i løbet af julemåneden. Det virker næsten som om, folk er bange for, at relationerne forsvinder, hvis ikke de bliver plejet intensivt lige netop i denne måned. Det bliver et projekt i sig selv. Jeg har bekendte, der synes, jeg skal puttes ind i deres decembertravle kalender, selvom vi ikke har talt sammen i månedsvis. Det kan de godt glemme. Vi ses i februar …

Man skal være sammen med familien, selvom man måske ikke bryder sig om den. Man skal spise ufattelige mængder af mad, selvom man måske ikke er sulten. Jeg kender mennesker, der allerede nu glæder sig til gåsen, de brunede kartofler og den brune sovs. Den slags mad hører jo traditionen til, og derfor kan man ikke springe over – heller ikke selvom kroppen råber “stop”.

Børnene afleverer ikke ønskelister men “bestillingslister”. Budgetterne sprænges. Gavekulturen er accelereret i en grad, så selv voksne taler om ønskelister, som var de kontrakter. Det er som om, december er økonomiens værste måned forklædt som årets hyggeligste.

NGO’erne fortæller hvert år, at antallet af mennesker, der søger julehjælp, er større end året før. De sædvanlige diskussioner om, hvorvidt det er i orden, at også muslimer henter en julekurv vil blusse op helt som sidste år og forrige år og året før. Jeg kendte engang en præst, der sagde noget klogt: “Vi hjælper, fordi vi er kristne”. Det kaldes næstekærlighed.

Jeg var hos frisøren forleden. Han var helt anderledes, end han plejede. Det var utrolig dejligt, at han ikke snakkede en vis herre et øre af, men forskellen var bare markant. Min vinhandler og jeg plejer at slå en sludder af, men han havde ikke tid, for juletravlheden havde indfundet sig.

Flere, jeg møder, beskriver en følelse af, at december skal “overstås”. Det er egentlig tankevækkende, at en måned, der markedsføres som varm, lys og traditionsrig – helt som “Peters Jul” – for mange ender med at være udmattende. Måske burde man i stedet spørge sig selv: Hvem har egentlig besluttet, at julen skal være sådan? Og hvad ville der ske, hvis man bare gjorde den til sin egen?

Jeg glæder mig allerede, til det bliver januar, og verden bliver normal igen. Januar har et dårligt ry, men for mig er det en måned uden forventningspres. En måned, hvor tempoet falder, og hvor man må finde tilbage til det almindelige – med plads til pauser, spontane tanker og måske en lille smule stilhed.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem

/2 Kommentarer/i , /af ,

Dommen over Henrik Sass Larsen – Da jeg startede på studiet, ville jeg være dommer

Godt jeg ikke blev dommer

Dommen over Henrik Sass Larsen – Da jeg startede på studiet, ville jeg være dommer

Der er i dag faldet dom i Københavns Byret over Henrik Martin Sass Larsen. Jeg er glad for, at jeg aldrig blev dommer, for hvordan udmåler man en sådan straf? Det må være ufattelig svært. Hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Byretten idømte ham fire måneders ubetinget fængsel. Han er dømt for besiddelse af mere end 6.200 overgrebsbilleder og 2.200 videoer med sex med børn. Han vil under sin afsoning rangere under de nederste af de nederste i fængslet. Ingen kan acceptere det, han er dømt skyldig i. Heller ikke dem vi mener, er de mest kriminelle.

Der har været skrevet meget om, at han skulle være straffri, da der var tale om det, der på juridisk hedder “materiel atypicitet”, som faktisk er et rigtig spændende begreb. Dommeren i Københavns Byret hoppede bare ikke på den.

Materiel atypicitet er et begreb inden for strafferetten, der beskriver en situation, hvor det gerningspersonen har gjort, faktisk opfylder de objektive krav i straffebestemmelsen, men hvor handlingen er så afvigende fra det, lovgiveren ville straffe, at der ikke bør rejses strafansvar. Loven er altså ikke “brudt” i den forstand, lovgiveren forestillede sig det, selvom gerningsindholdet er realiseret.

Ingen lovgiver har tænkt sig, at det ikke var tilladt at gennemgå 6.200 overgrebsbilleder for at finde billeder af overgreb begået mod sig selv. Dommeren afviste uden videre den forklaring. Han fandt den utroværdig – og det forstår jeg godt.

Dukken

Der har været talt rigtig meget om en modbydelig dukke, som politiet fandt under ransagningen af Henrik Sass Larsens hjem. Dukken havde en åbning mellem benene og kunne – i følge de rystede billeder – fjernbetjenes. Dens arm og ben og var stive, og det var tydeligt, at de var af plastik. Dukken havde en seksuel karakter.

Henrik Sass Larsen blev ikke dømt for forhold vedr. dukken. Og det er også rigtigt sådan, for politiet fumlede i det. Det skal han selvfølgelig ikke dømmes for. De tog et billede af dukken, men de burde have beslaglagt den. Det var ikke godt politiarbejde. Det burde de simpelthen have gjort bedre.

De frygteligst overgreb

Jeg kan ikke forestille mig værre forbrydelser end overgreb på børn. Jeg vil aldrig komme til at forstå, at den voksne, der burde være en omsorgsperson, forsøger at opfylde sine egne sære behov på barnets bekostning.

Jeg har det rigtig svært med den slags sager, da jeg selv i min barndom var udsat for overgreb i seks år. Jeg ville uden tvivl være inhabil i en sag som Henrik Sass Larsens.

Lige p.t. kan man også se to udsendelser med Anders Agger med titlen “Børnehuset”. Jeg har set den første, og i aften vil jeg se den næste. Den første rørte mig inderligt, da en pige fortalte, at hun havde været udsat for overgreb i seks år. Det kunne jo have været mig selv. Da jeg var barn, havde man bare ikke opfundet sådan noget som “Børnehuset” – og jeg var egl. lidt chokeret over at høre, at børnehusene først kom til i 2013.

Kære Danmark: Vi har været længe om det!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Føler jyder sig underlegne?

Regionale forskelle

Føler jyder sig underlegne?

Det er egentlig pudsigt: jeg hører ofte mennesker, der bor i Jylland, sige noget om, at de jo bor der, og derfor gør eller tænker de noget bestemt. Jeg har aldrig lagt mærke til, at det samme gør sig gældende for fynboer eller sjællændere. Det har fået mig til at tænke på, om jyder føler sig underlegne?

Jeg har to dugfriske eksempler fra i formiddag:

Eksempel 1:

Jeg har bedt min bankmand spærre et af mine kort for at sikre, at et firma ikke (længere) uberettiget trækker penge på kortet. Det er kortet, der hører til budgetkontoen. Jeg har ikke hørt fra banken, selvom det var i sidste uge, jeg skrev til bankmanden. Jeg skal til Jylland i slutningen af ugen, og der vil det være enormt upraktisk ikke at kunne betale for diverse ting og sager.

Jeg ringede til banken og forklarede mit problem og spurgte, om de evt. kunne vente med at bestille eller afsende det nye kort. Det kunne de ikke, for kortet havde allerede status “sendt”. Det viste sig, at mit almindelige Visakort bevarer sin oprindelige kode, så der er intet problem. Det er jeg selvfølgelig glad for.

Kvinden, jeg talte med, følte sig så foranlediget til at oplyse mig om, at “I Jylland bruger vi også kontanter”. Jeg svarede, at det er flere år siden, jeg er gået bort fra kontanter, og at jeg har bedre overblik over min økonomi på den måde.

Jeg gad ikke forklare hende om min budgetopfølgning, eftersom hun allerede var i færd med at grine af mig. Hæver jeg 500 kr. i kontanter, ved jeg jo ikke, hvad pengene bliver brugt til. Og hvad kommer min økonomistyring hende ved? Hun er ansat i en bank og skal egl. bare sørge for, at jeg får tilsendt et nyt kort, når jeg beder om det, og at det gamle bliver spærret. Punktum.

Eksempel 2:

Facebook har fundet på, at man kan ændre sin konto eller profil til en “Professionel”, og det må jeg vel så have accepteret i et anfald af vanvid. Hvad jeg ikke vidste var, at det ville medføre, at jeg ændrede titel til “Digital kreatør” – jeg er overhovedet ikke kreativ, så jeg var glad, da en af mine Facebookvenner oplyste, at han havde fundet ud af, hvordan man slap af med det igen.

Jeg spurgte, om han kunne guide mig, og da han venligt havde gjort det, skrev jeg “Tusind tak for din guidance”.

En læser skrev så “guidance” er det vi andre (jyder) kalder vejledning”. Jeg svarede: “Hvad er egentlig årsagen til, at du går i rette med mig?” Han mente ikke, at humor skadede, hvortil jeg replicerede, at jeg bare ikke syntes, det var sjovt.

Vedkommende har efterfølgende slettet sine kommentarer. Det ville jeg også have gjort.

Hvorfor har nogle behov for at betone deres bopæl?

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor nogle har behov for at fortælle, hvor de bor. Jeg kan kun finde en årsagsforklaring, og det er en form for underlegenhed, som der jo slet ikke er nogen grund til.

Jeg siger da ikke, jeg bor på Sjælland, så jeg foretrækker at betale med kort, for det er et meningsløst udsagn.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Utilfreds med tilfredshedsmålinger og phonere

Kundetilfredshed

Utilfreds med tilfredshedsmålinger og phonere

1) Bare man henter en pakke, får man efterfølgende tre SMS’er og måske en e-mail, hvor man skal redegøre for, hvor tilfreds man var med “forløbet”? Det er desværre ikke muligt at svare, at jeg er utilfreds med, at jeg selv skal bære pakken hjem. Jeg er fra en tid, hvor postbuddet kom med mine pakker, men det er tiden løbet fra. Nu skal jeg selv løse halvdelen af opgaven, men prisen er ikke halveret – tværtimod.

Det er som om, de ligefrem forventer, at noget i “forløbet” er utilfredsstillende, for ellers behøvede de ikke så aggressivt at “markedsføre” tilfredshedsundersøgelserne.

Hvis jeg er utilfreds, skal de nok høre fra mig 🙂 

2) Jeg sendte podcasten “Genstart” på P1 en mail, og tilbød dem at medvirke i en episode om en positiv oplevelse med psykiatrien. Det var ikke så overraskende, at jeg ikke fik svar, for selvfølgelig skal de tage emner op om kritisable forhold eller om ting, der bare burde være anderledes. Og min henvendelse faldt jo ikke i nogen af de to kategorier. Så jeg hørte altså aldrig noget.

Ikke længe efter modtog jeg en spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Radio. Der var bare tre spørgsmål, og det første lød “Hvor tilfreds var du med svaret?” Der var ikke mulighed for at krydse af i “Jamen jeg fik aldrig et svar” eller lignende. Derfor sendte jeg dem bare tre gange en stjerne. Og det er måske helt urimeligt, for jeg hører faktisk mange fine podcasts i DR Lyd (og i parentes bemærket vil jeg savne “Hjernekassen på P1”).

Og det var der, jeg besluttede, at nu gider jeg simpelthen ikke mere. Det er slut med at svare på tilfredshedsundersøgelser, for der kommer alligevel aldrig noget ud af dem. Jeg kan alligevel aldrig læse den seneste rapport nogen steder. Og lur mig om jeg er den eneste? Mit gæt er, at jo flere tilfredshedsundersøgelser der kommer, jo færre svar får de.

Er jeg den eneste, der er træt af phonere?

Jeg skrev under på en af nødhjælpsorganisationernes protester mod de frygtelige forhold i Gaza. Jeg tror, det var hos Mellemfolkeligt Samvirke. Der gik ikke fem dage, før jeg havde en phoner (en phoner er en af dem, der er ansat til at tage telefonisk kontakt til folk) i røret, der indledte med at bukke og takke for min underskrift. Jamen det var da så lidt. Og så kom der en længere redegørelse, som jeg afbrød ved at sige “Og nu vil du så gerne have nogle penge?”. “Ja”, det ville vedkommende jo gerne, helst et fast månedligt beløb, og det er der ikke noget at sige til.

Jeg skal imidlertid nok selv finde ud af, hvem og hvornår jeg vil støtte. Det gik unødigt ud over det stakkels menneske i telefonen, for jeg fik sagt noget i retning af “Jeg er simpelthen så træt af efterfølgende at blive ringet op, når jeg har skrevet under på et eller andet. Så nu er det slut med at skrive under på diverse godgørende ting og sager”.

Nødhjælpsorganisationerne skyder sig selv i foden med deres fremgangsmåde. Heller ikke her tror jeg, at jeg er den eneste, der er blevet træt af det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.