/7 Kommentarer/i , , /af , ,

Udtræk fra CPR-registeret

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg flytter aldrig igen

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg elsker tal, tabeller, data og præcision. Alt hvad der kan stilles op i Excel eller puttes i databaser, kan jeg more mig med i lang tid. Det var godt, jeg kom til at arbejde med økonomi og IT til trods for, at jeg er jurist. Den uddannelse var en fejltagelse, men da jeg blev klar over det tre år inde i studiet, havde jeg ikke råd til at starte på en anden uddannelse, der tydeligvis burde have været økonomi eller statskundskab. Jura er imidlertid “bredspektret” og åbner mange muligheder, så det gjorde ikke så meget. Arbejdslivet formede sig alligevel godt.

Tabellen i bunden er et udtræk fra CPR-registeret, hvor jeg bare har fjernet husnumrene. De to yderste kolonner er beregnede værdier, hvor man kan se, hvor længe jeg har boet på den pågældende adresse og hvor gammel jeg var, da vi/jeg, da jeg flyttede.

Jeg er klar over, at “normale mennesker” ikke beregner bopælsår med en decimal, men for det første er det nødvendigt for at vise de adresser, hvor jeg boede mindre end et år, for det andet kan jeg godt lide detaljerne og for det tredje er jeg jo ikke helt almindelig – men pyt med det.

Det sjove, og det man skal lægge mærke til, er, at jeg i starten flyttede meget, men da jeg selv fik ordentlig kontrol over livet efter indflytningen på Amagerkollegiet, blev der væsentlig længere mellem flytningerne. At cellen over tallet “44” er tom, skyldes, at jeg vist aldrig flytter igen. Jeg har flyttet nok og er glad for min nuværende lejlighed.

Forberedelse til psykologsamtale i morgen

Jeg har ikke lavet tabellen kun for morskabs skyld. Den skal bruges hos psykologen i morgen. Jeg er altid forberedt og har lavet en form for dagsorden, da det ikke er helt billigt, og jeg vil have mest muligt ud af det. En form for “optimering”. Jeg er gået over til dobbelt-sessioner, og det giver meget ro ikke at have den lille stress, der er knyttet til kun at have en enkelt time. Det er skønt ikke hele tiden at skulle kigge på uret.

Hvad jeg vil med det, er jeg ikke helt klar over: muligvis få hendes vurdering af, og en samtale om, hvad det betyder for et menneske at flytte så meget i barndommen. Det må da medføre et eller andet? Måske stor rodløshed? Men den har jeg jo altså selv “repareret på” og det er længe siden, så det er ikke specielt synd for mig. Jeg synes bare, det er tankevækkende at se nomadefamilien beskrevet på denne måde.

De mange skoler

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, hvilket helt sikkert ikke er godt for nogen børn, og da slet ikke for et barn med Aspergers syndrom, der primært profiterer af “ro, regelmæssighed og renlighed” for at skabe ro og stabilitet i hjernen. Altid var jeg det forkerte sted i læse- og/eller regnebogen, og oftest var det andre systemer på den næste skole.

Vanskelighederne med det sociale, der er helt almindelige for mennesker med Aspergers syndrom, blev forstørrede, fordi jeg aldrig nåede at skabe relationer, inden vi flyttede igen.

Tilbageskuende

Nogle vil måske mene, at det slet ikke er godt at være så tilbageskuende som dagens første artikel også peger på. For mig er tilbage imidlertid frem – og det har jeg det fint med.

Kan jeg tage fat i tingene og gennemdrøfte dem med psykologen, kommer jeg vel på et eller andet tidspunkt til målet: fuld frihed. Det kunne være rart. Var jeg mere føle-menneske, ville det helt sikkert gå meget hurtigere (det talte vi om forrige gang). Jeg skal bare ikke tegne, male, lave psykodrama eller noget af alt det andet, hun også kan. Heldigvis har hun aldrig nogensinde forsøgt at overtale mig til det.

Udtræk fra CPR-registeret

Beregnede værdier

Adresse

Min note

Kommune

Fra

Til

Bopælsår

Alder v. fraflytning
Åstrupgårdsvej Aktuel Hvidovre 2007-11-17 2022-04-27  14,5
Vanløse Allé 1. rigtige lejlighed København 1990-08-01 2007-11-17 17,3 44
Hovmålvej Amagerkollegiet København 1981-06-09 1990-08-01 9,2 26
Dagmarsgade Nørrebro København 1980-08-01 1981-06-09 0,9 17
Storegade Svaneke Bornholm 1978-12-11 1980-08-01 1,6 16
Vestermarievej 1. sted på Bornholm Bornholm 1978-07-12 1978-12-11 0,4 15
Nellemosevej Sydfyn Assens 1975-12-29 1978-07-12 2,5 14
Vollsmose Alle Vollsmose Odense 1974-01-31 1975-12-29 1,9 12
Prins Haralds Alle Revisoren Odense 1973-05-24 1974-01-31 0,7 10
Martensens Alle Forkert. Skjern mangler Ikast-Brande 1963-10-23 1973-05-24 9,6 9
/i , /af ,

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt?

Kan du se ligheden mellem min far og mig?

Er det ikke vildt? Prøv at se på billederne herover – min far i 1972 og mig ca. 2006 – der er ca. 34 år mellem de to billeder. Jeg synes selv, der er mange fællestræk. Og det er ikke en gang, fordi jeg gerne vil se fællestrækkene – helt objektivt synes jeg, de er der, selvom vi ikke er i biologisk forbundne. Billedet af ham stammer vist fra hans 50-årsdag i maj 1972; hans sidste fødselsdag.

Billedet af mig selv er vist fra nogle af mine første slægtsforskerdage i 2006 og er vist nok taget af min gode ven og kollega Leif Sepstrup. Man kan derfor sige, at det nærmest er et “ungdomsbillede” af mig. I hvert fald er det årevis tilbage, selvom rynkerne var der allerede dengang.

Jeg er nu 58 år; altså ældre end min far nogensinde blev. Jeg takker hver dag for det liv, jeg har fået efter min pensionering. Aldrig har jeg haft det så godt.

Alle svigtede

  • Er det ikke bare mærkeligt, at min fars søster (tante Kis) og hendes mand ikke træder i karakter?
  • Er det ikke bare mærkeligt, at mormor, som jo faktisk bor i samme by som os, heller ikke træder i karakter?
  • Hvorfor er der ingen lærere eller bare præsten (det var provst Boas), der træder ind og gør bare “noget”?
  • De efterlader alle barnet alene foran gravstenen. Jeg har det den dag i dag svært med det billede af et barn, der lige en måned før er blevet ni år og som sidder alene i vinterkulden foran en enorm gravsten. Jeg skal nok komme over det – men jeg synes, det er en brat opvågnen til det, man kalder livet. For pokker da…

Min første elektriske tandbørste: Min fars ungdomskæreste

På en eller anden måde, jeg husker ikke helt hvordan, får jeg i det/de første år i København (altså ca. 1980/1981) kontakt til Hanne og Vagn Rasmussen i Kgs. Lyngby. Hanne var min fars ungdomskæreste, inden hun giftede sig med Vagn i 1948, og min far selv giftede sig med Inge Theil Larsen i marts 1951.

Hanne og Vagn var helt fantastiske og bragte en masse normalitet ind i mit liv. De var pæne mennesker. Vagns far var fx kommunaldirektør i Gentofte Kommune, og de lærte mig en masse om, “hvordan man gør”. Hos dem lærte jeg fx, at man nu om dage brugte elektrisk tandbørste! Det havde jeg ikke prøvet før. Jeg var vildt betaget. Men jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg nu kunne håndtere tandbørsten rigtigt.

De tog mig med til Taarbæk, til Eremitageslottet osv. og alle andre steder, jeg slet ikke kendte. Jeg overnattede meget ofte på sønnen Jens Bos værelse, når han var ude med garderne; han var nemlig “garder-høj”. Når han var hjemme, puttede de mig i stedet på sofaen i stuen. Det var trygt og dejligt at være hos dem – og der var ikke isblomster på indersiden af ruderne.

Hvordan der blev etableret en kontakt mellem dem og mig, kan jeg simpelthen ikke greje. Jeg mener at huske, at de på et tidspunkt var på besøg på Bornholm. Måske var det sådan, forbindelsen blev skabt? På den anden side skulle min mor og psykopaten jo have taget sig voldsomt sammen for at have besøg af så pæne mennesker? Der skulle gøres rent og ryddes op mv. – men det havde de jo mig til. Kender du fx nogen, der fik vasket bil hver uge? Sådan så mit liv ud.

Den ugentlige vinduesvask hørte dog op, da vi flyttede fra Sydfyn. Om der var nogen, der tog over, ved jeg ikke.

Der var gode nedslag og gode mennesker i mit liv. På en eller anden måde fadede de desværre ud. Det kan jeg være ked af i dag, det er ikke længe siden. jeg fandt Vagns dødsannonce på nettet – men det var naturligt at flytte til kollegiet og få jævnaldrende venner,

/2 Kommentarer/i /af

Barnet der var til overs

Barnet der var til overs

Det er fortsat ikke synd

Barnet der var til overs

Eller jo – måske er det synd? Det er synd for et barn, der er til overs, men man må som voksen handle på en måde, der gør, at man kommer videre. Der er kun en vej, og det er fremad. Jeg glæder mig dagligt over, at det ikke længere er opad bakke, men mere ligeud, måske nærmest nedad? Her er ordet nedad positivt.

Jeg er virkelig dårlig til at håndtere mennesker, der ikke handler. Handlemuligheder er selvfølgelig forskellige; det er fx ikke enhver, der har råd til at frekventere en psykolog. Det er heller ikke alle (ret mange?), der i årevis har den samme dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien osv.

Idéen til posten kommer fra psykologen

Jeg har en lille Accessdatabase, hvor jeg noterer store og små opgaver for ikke at glemme dem og for at få dem prioriteret. Allerede den 4. september 2021 foreslog psykologen en post med titlen “Barnet der var til overs”. Jeg har ikke rigtig kunnet få fyldt indhold i idéen. Derfor har opgaven ligget uløst hen så længe.

Gamle billeder

I forbindelse med at jeg ryddede op i nogle gamle billeder, dukkede disse tre fra børnehjemmet “Dear Home”, som jeg besøgte sammen med min “mor” den 26. februar 2006, pludselig op.

Adressen er Sofievej 26 i Hellerup. Der er nu en vuggestue. Jeg var der fra straks efter fødslen og 2½ år frem, fratrukket det halve år, børnehjemmet indlagde mig på Rigshospitalet, fordi de troede, jeg var

fysisk og psykisk retarderet.

Det troede de, idet jeg

lå så underligt sløvt og slapt hen.

Citaterne stammer fra adoptionssagen.

Tænk om jeg kunne huske noget fra den tid; det ville være interessant, men det kan jeg ikke. Og det har ikke været muligt at finde arkivalier fra “Dear Home”. Men lidt til overs er man vel, når man bliver placeret på et børnehjem straks efter fødslen? For Herrens mange år siden (mere end 32) havde jeg en smule kontakt til min biologiske mor, der fortalte, at hun fødte bag et blåt klæde på Usserød Sygehus og aldrig så mig. Får man først barnet op på maven, er den efterfølgende planlagte adskillelse selvfølgelig endnu sværere.

Jeg har så tit tænkt på det flotte og imponerende i at gennemføre graviditeten, når man ved, man ikke skal beholde barnet. Strikkepindene og/eller den brune sæbe havde været lettere løsninger. Tænk at gennemgå en fødsel, vel sunde sig lidt og derpå rejse sig og gå uden barnet og uden det udspilede maveskind. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

Så var der de gode år

Årene efter børnehjemmet og frem til november 1972, hvor min far døde, var rigtig gode. Af adoptionssagen fremgår fx

Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne.

“Andragerinden” og “andrageren” er gamle ord for ansøgere; personer der andrager/ansøger om noget. At de beskrives sådan skyldes, at de i starten kun får plejetilladelse, da “det vil være blodig synd, hvis der alligevel er noget galt med barnet”. Der var jeg bestemt ikke til overs.

Barnet der var til overs

Min far var en dygtig danser. Eksempelvis har jeg et eller andet sted hans nål fra Terpsichore-unionen. Altså skulle jeg også gå til dans hver mandag kl. 17:00 på Hotel Dalgas midt i Brande By. Jeg må sige, at jeg ikke brød mig om det med at være stadset ud i kjole og røde Scala-sko. Dem, der kender mig nu, har nok også svært ved at forestille sig det. Det hørte ret hurtigt op med danseundervisningen, der blev udskiftet med træklatring og lignende.

Scala-skoene var datidens fodformede, idet jeg altid har haft bøvl med fødderne. Historien er, og hvorfor skulle den nu ikke være sand?, at de på børnehjemmet gav børnene for små sko på, så tæerne kom til at ligge henover hinanden, fordi knoglerne blev klemt. Nu er jeg snart 60 år, så der er ikke så mange “overliggertæer” tilbage efter mange år i fodformede.

Jeg pjækkede fra timerne

I månederne efter min fars død, forlod jeg Dalgasskolen i frikvartererne og tilbragte en eller flere af de efterfølgende timer på (familie-)gravstedet. Det står ret klart i erindringen: jeg ser mig selv sidde foran den enorme gravsten med foreløbigt kun et navn på. Det var vinter, og det var koldt (han døde i november). Jeg ved ikke, hvad psykologen ville sige til det, men selv tror jeg, det var udtryk for en vældig sorg og ensomhed, som min “mor” ikke så, ikke kunne håndtere eller bare ikke hjalp med. Hun havde sikkert nok i sin egen sorg og spekulationer over, hvad hun skulle gøre, når vi ikke kunne bo i fabrikkens bolig i mere end seks måneder efter dødsfaldet, og hun hverken havde uddannelse eller arbejde. Uanset hvad, kan man godt sige, jeg var lidt til overs der?

Revisoren

Jeg har ofte tænkt på, at hun løste problemet på en måde, der kan kaldes en pæn form for prostitution ved at svare på en kontaktannonce, så vi kunne flytte fra heden til et velhaverkvarter i Odense hos en revisor, inden de seks måneder var udløbet. Jeg kunne faktisk godt lide revisoren, der havde stort selvstændigt revisionsfirma midt i Odense. Det er mig lidt en gåde, hvordan det kunne blive til, at vi skulle flytte igen efter ret kort tid, fordi jeg “ikke kunne med” revisoren. Jeg var ni år – et barn på ni kommer da ikke til “ikke at kunne med” sin mor forelskelse, eller hvad det nu var… og dermed være ansvarlig for en flytning.

Der boede vi i ca. otte måneder. Jeg var enormt glad for Sanderumskolen og husker mig selv fortælle hende, at

her lærer man virkelig noget.

Revisoren havde en skøn søster og svoger i Svendborg. Dem var jeg af en eller anden grund ofte hos. De havde ikke selv børn, så de var meget glade for mig, og det var gensidigt. Søsteren var en (barm-)fager og hjertevarm kvinde, der arbejdede på eksternatskolen i Svendborg, og de boede også på skolen. Svogeren var vist pedel på skolen. Det betød, at udendørsmulighederne var ubegrænsede, masser af plads til fodbold, basketball mv. I hvert fald var jeg hos dem, da min “mor” og revisoren var en uge i London; da var jeg til overs. Hun talte om turen resten af livet.

Revisorens og søsterens forældre boede også i Svendborg i en ret lille lejlighed. Dem blev jeg også af og til passet hos, men der var et eller andet ved dem, jeg ikke brød mig om. Måske at jeg skulle sove på sofaen? På Torvet i Svendborg lå TorveCaféen. Alle de voksne mødtes stort set hver lørdag på TorveCaféen for at hygge sig. Det var ikke så sjovt, der var jeg til overs, så jeg brugte meget tid på at spille på spilleautomaten. Om man kan blive “god” til den slags, ved jeg ikke, det er vel mest af alt randomiseret, men i hvert fald var det ikke TorveCaféen, der tjente på automaten de lørdage.

Psykopaten kommer til

Vi flyttede til Vollsmose. Min “mor” startede med at arbejde hos “Billenstein”, der var en stor læderhandel i Odense City. Der gik nogle måneder, hvor vi faktisk havde det ganske hyggeligt bare hun og jeg. Jeg hadede godt nok fritidshjemmet “Pyramiden” med alt dets støj og larm, men et eller andet sted skulle jeg jo være, når hun først havde fri kl. 17:30. Der var jeg til overs.

Vollsmose var nok noget andet dengang, end det er nu; i hvert fald var der mange gode muligheder for børn, fx enorme fodboldarealer, og jeg startede til både skydning (med salonriffel) og bordtennis. Og så var der den søde Fru (måske endda Frk.?) Christensen på skolebiblioteket, hvor jeg elskede at gå til hånde, fordi der var roligt; bare hun og jeg.

Psykopaten træder ind på scenen i løbet af ikke så lang tid, de lærer hinanden at kende, ved at hun svarer på endnu en kontaktannonce. Overgrebene begynder stort set med det samme, i hvert fald inden de er blevet gift i Rønne Kirke i april 1975. Jeg blev passet hos min mormor, mens de var på Bornholm for at blive gift. Nu om dage ville man da tage sine børn med til sit bryllup? Min følelse er i hvert fald, at der var jeg også til overs. Det skulle foregå på Bornholm, fordi psykopaten havde boet der under russernes besættelse af øen fra 1945 til 1946. Noget der sidder dybt i enhver bornholmer.

Overgrebene begynder i det små, men eskalerer konstant i de ca. 5½ – 6 år, vi bor under samme tag. Det første meget konkrete, jeg husker, er, at han tilbyder mig penge for at gå i bad med sig. Jeg afslår, og selvom jeg kun er 11 år, er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min “mor”, der bliver kaldt hjem fra arbejde. Der er et par dages opstandelse, hvor jeg bliver forhørt ved køkkenbordet, og så sker der aldrig mere.

Eftersom hun alle årene er klar over, hvad der foregår uden at agere, kan man vel også sige, at det er en form for at være til overs. I hvert fald er hun ikke en rigtig mor. I mine øjne er hun et skvat, og mit mål er at blive ligeglad. Målet er ikke at tilgive, for det var utilgiveligt, og så rummeligt et menneske er jeg simpelthen ikke. Mange andre ville sikkert arbejde på tilgivelse, men det har jeg ingen intentioner om. Hvorfor skulle jeg det? Det er ikke et tilfælde, at begrebet “mor” står i citationstegn. Jeg læser og hører tit om modne kvinder, der fortæller om, hvordan deres mor har fulgt dem hele livet og om den store sorg, det er, når hun går bort. Jeg læser og lytter; jeg prøver at forstå, men jeg forstår det ikke. Er jeg misundelig? Næh, det synes jeg ikke, og i øvrigt er det jo ikke en pæn følelse. Jeg kan bare slet ikke forestille mig, hvordan det må være.

Var psykopaten karakterafviger?

Psykologen har nævnt muligheden af, at psykopaten var karakterafviger. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, der er om snakken. Det viser sig fx i følgende:

  • Han var udspekuleret nok til at tage mig i stedet for den pige, han havde i sit første ægteskab, selvom vi vist var stort set lige gamle. Sådan noget gør man ikke ved “eget kød og blod”.
  • Han var udspekuleret nok til konstant at bevæge sig på grænse af at kunne blive opdaget i aktion, men samtidig vide, at det ville han ikke blive. Der var generelt noget skummelt over ham.
  • Nomadefamilien (altså os) flytter hver gang, der har været så meget eskalation, at de sociale myndigheder kunne være vågnet op til dåd. Der er en grund til, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.
  • Ydmygelserne eskalerer hele tiden. Nedværdigelserne bliver værre og værre. Det er ret sikkert, at der skal mere og mere til, før han får noget ud af det.

Friheden den 1. august 1980

Jeg pakkede en kuffert, jeg var 16 år, de kørte mig til natfærgen i Rønne den 31. juli 1980, og jeg glemmer aldrig nogensinde fornemmelsen af at stå på Kongens Nytorv den 1. august og at være fri! Vel var København en stor by, når man kom fra Svaneke, og jeg havde aldrig været her før, men det var en berusende følelse at kunne trække vejret frit.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud ad Nørrebrogade, stå af ved Runddelen, finde frem til mit lejede værelse ud til baggården i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal og starte på rengøringsjobbet i De Gamles By. Pyt med at der var lokum på bagtrappen og pyt med at bad måtte foregå i De Gamles By. Pyt med at de sendte mine få ejendele pr. efterkrav.

Jeg var fri. Og jeg var kompetent.

/i , , /af , ,

Menneskebiblioteket er en mulighed

Menneskebiblioteket er en mulighed

Jeg følger de råd, jeg får

Menneskebiblioteket er en mulighed

Min utrolig dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien nævnte “Menneskebiblioteket“, som et sted, jeg måske kunne lave noget meningsfuldt frivilligt arbejde, når “Livslinjen” ikke kunne bruge en bruger og jeg på ingen måde skal stå i en genbrugsbutik. Jeg ville slet ikke passe ind med de “damer”, der står der og finder mening i at sælge tiloversblevet porcelæn mv. Sjovt nok siger folk altid “Genbrugsbutik”, når jeg nævner frivilligt arbejde. De kender mig så for lidt.

Lysten til et stykke frivilligt arbejde stammer fra, at fokus ikke altid behøver at være på mig, mig, mig og mine egne behov. Jeg tænker, jeg har noget at give andre mennesker, og det vil jeg gerne under de rette konditioner.

Jeg har kontaktet Menneskebiblioteket

De virker utrolig professionelle. Først udfyldte jeg et spørgeskema men tog en snak med en af dem forud for det. Da de havde set det, syntes de, jeg muligvis kunne være en interessant “bog” at låne ud til “Events”, og derefter kom der link til et supplerende spørgeskema.

De spørger meget til, hvilke fordomme jeg har oplevet. Som jeg forstår deres hjemmeside, går deres arrangementer typisk ud på at afkræfte fordomme mod alt muligt forskelligt. Og den idé er rigtig god. De har eksisteret i årevis og er repræsenterede i 80 lande. Jeg kendte ikke til dem.

Det ville være forståeligt, hvis jeg havde oplevet fordomme i forbindelse med den psykiske sygdom, men det synes jeg faktisk ikke, jeg har. For så vidt angår Aspergers syndrom er det muligvis en fordom, der kommer i spil, hvis jeg sammen med den diagnose også nævner, jeg er medlem af Mensa. Så sidstnævnte holder jeg som oftest mund med. Men hvis jeg nævner det, er det ofte som om, folk der finder en indre forklaringsmodel på, at jeg er ret “skæv, anderledes og sær”; en særlig aha-oplevelse. Der er måske nok noget om det, og måske er det en fordom. Det er jeg ikke klar over.

Den største fordom: at være djøffer

Da jeg sad og besvarede spørgeskema nummer to, kom jeg til at tænke på, at den største fordom, jeg har mødt, i virkeligheden går på at være djøffer. Derfor skrev jeg følgende til dem:

“Den mest markante fordom er i virkeligheden knyttet til det at være medlem af djøf (Danmarks Jurist -og Økonomforbund). Som djøffer anses man typisk som et ondt menneske, der i hvert fald løser nogle opgaver, der er helt uden mening og i det mindste er overflødige. Jeg er SÅ træt af, og ked af, at folk ikke forstår, at mange af os er ansat i centraladministrationen og løser de opgaver, politikerne sætter os til: typisk at forvalte gældende lovgivning. Det er eksempelvis ikke embedsværket, der har “opfundet” Udlændingelovens § 7, stk. 3 (bestemmelsen der gør, at flygtninge kun får midlertidigt ophold og at Danmark ikke længere arbejder på integration men på hjemsendelse). Men jeg har nok ikke kræfter til at hjælpe jer med/mod denne fordom og hvis folk ikke kender til forvaltningsstrukturer, bliver samtalen sikkert let for (parti-)politisk.”

Det var faktisk lidt af en aha-oplevelse for mig selv, at det er denne fordom, jeg har mærket mest til, når man tager i betragtning, at de andre fordomme, der kunne være udfoldet, måske ville ligge forrest på tungen.

Screeningssamtale på Zoom den 16. december

Efter de har modtaget spørgeskema nummer to, er jeg inviteret til en screeningssamtale den 16. december. Vi mødes på Zoom, og det er fint i disse Coronatider. Jeg er vældig spændt på det.

Mit forbehold angår det med “Events”, hvor der er mange mennesker til stede. Jeg er ikke ret god til at skulle forholde mig til mange mennesker på en gang. Det trætter ganske enormt, og jeg er nødt til at holde en “fridag” (i citationstegn idet jeg jo har fri hver dag) dagen efter.

Jeg er bedre i 1:1-relationer, og det har jeg fortalt dem. Vi skal ikke bruge tid og kræfter på hinanden, hvis jeg på forhånd kan vurdere, at deres arrangementer overstiger mine kompetencer.

I mit arbejdsliv har jeg holdt masser af foredrag og gang på gang stillet mig op foran en stor forsamling, og det er gået rigtig fint. Men for det første er det otte år siden, jeg forlod det “normale” arbejdsmarked, så jeg ved ikke, om jeg ville kunne gøre det i dag, og for det andet forholder man sig jo ikke til 50 tilhørere til et foredrag; man leverer sit budskab, fortæller sin “historie”, som er tilrettelagt, så den fx passer ind på Økonomistyrelsens årlige forvaltningskonference.

Man besvarer eventuelle spørgsmål inden for rammen, men man forholder sig jo ikke til tilhørerne som mennesker. Min veninde sagde ganske vist “det er ligesom at køre på cykel. Det glemmer man heller aldrig”. Hrm tjah… jamen jeg kan jo (vist) heller ikke cykle mere. I hvert fald er det mere end et år siden, jeg solgte min spritnye cykel til cykelhandleren. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne cykle, for jeg tør ikke prøve igen efter det med Parkinsonismen. Det har jeg rodet tilstrækkeligt rundt på Hvidovrevej til. Det var ikke sjovt. Og nu gør jeg jo per definition kun det, jeg synes er sjovt. Livet er blevet herligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.