,

Jeg savner en hobby

Engang slægtsforskede jeg

Og det gjorde jeg nærmest nat og dag i de perioder, hvor jeg var sygemeldt – det kan jeg faktisk godt huske. Jeg var med i flere store projekter blandt andet et, hvor vi ville digitalisere alle Danmarks gravsten. Idéen var at tage et billede af samtlige gravsten, taste informationer om navne, dødsdatoer mv. ind i en database og lægge den på nettet, så slægtninge, slægtsforskere og andre interesserede kunne søge på navnet og så få gravstenen vist. Vi kaldte det Dansk KirkegårdsIndex.

Når jeg tænker tilbage på det projekt, tænker jeg, at det var præget af mani fra min side. På ingen tid tastede jeg navne mv. ind fra mere end 18.000 gravsten og var med til at fotografere adskillige andre kirkegårde. Siden jeg stoppede med at slægtsforske i 2013, har projektet haft megen knopskydning, og det lever vist i bedste velgående bare under andre navne. Konceptet kan der imidlertid ikke stilles spørgsmål ved. En gravsten er en gravsten.

Fællesskabet

Slægtsforskerne mødtes på Landsarkivet på Jagtvej tidligt lørdag morgen eller stod i kø på trappen i Viborg fredag eftermiddag. Venskaber blev knyttet på læsesalen og i rygepauserne. Vi fulgte interesseret med, når de andre fandt en spændende historie eller en ane, som havde været længe savnet.

Nu til dags er det hele digitaliseret, så man kan sidde hjemme og søge alle basale oplysninger på Statens Arkivers hjemmeside, idet alle kirkebøgerne er scannet og lagt på nettet. Det er en æra, der er slut både for mig og for arkivvæsenet.

Jeg savner min slægtsforskning, kan jeg begynde at mærke. Jeg kunne begynde igen, men kan ikke længere læse det gotiske alfabet. Det er en færdighed, der skal holdes vedlige.

Det, jeg vil gøre, er at give mine slægtssider på nettet en overhaling, så de får et mere tidssvarende layout og bliver mobilvenlige. Jeg har købt et template 🙂

Support PC og andet

Gennem et par år var jeg webmaster og skribent for IT-gruppen Support PC og andet, hvor jeg fik en hjemmeside op at køre og skrev omkring 100 guides til software.

letsupport.dk

Sammen med et par af gutterne fra supportgruppen stiftede jeg letsupport.dk, men vi kan ikke rigtig få det til at rulle. Vi får simpelthen ikke nogle nye brugere, hvilket undrer os meget, for vores koncept svarer til den oprindelige supportgruppes. Vi har forsøgt med Facebookreklamer osv., men der sker simpelthen ikke noget. Selv er jeg nået dertil, hvor siden ikke længere interesserer mig, og det er faktisk ærgerligt, for siden rummer mange af de gode gamle guides, som bare burde blive opdateret, men hvem gider det, når siden ikke har nogen brugere?

En masse websites

En periode lavede jeg mange udkast til websites, men det blev ved udkastene, så det gider jeg ikke længere.

Og hvad så nu?

Hvad skal jeg foretage mig, når jeg kommer helt på plads med jobbet, som jeg p.t. bruger flere timer på, end jeg skal,  (men sådan er det at være ny, og jeg elsker det)? Jeg lægger i øjeblikket mange puslespil, men det kan jeg jo ikke fylde min tid ud med, selvom de driller. Jeg synes, jeg står lidt i et vakuum, samtidig med at jeg glæder mig over at have det så godt, som jeg har det lige nu. Det er ca. tre måneder siden, jeg sidst blev udskrevet, og jeg rider højt på en bølge af lykkefølelse.

Men hvad med en hobby?

PS: Med billedet afslører jeg, hvad B’et i mit navn står for

Så er der lyd

Nyt headset

Det har været en lidt nervepirrende 1½ uge på arbejdet, idet kunderne ikke kunne høre mig i telefonen, og jeg ikke kunne høre dem. Det gav mig ondt i maven for hvert opkald, og det er jo ikke lige frem meningen med et arbejde, hvor småt det end måtte være. Jeg har knoklet sammen med leverandøren med at fejlsøge. Intet gav rigtig nogen mening. Og med en hjemmearbejdsplads har man jo ikke lige en IT-afdeling at kontakte.

Nogle mente, det var Linux, der bar skylden, nogle, heriblandt mig selv, mente det måtte være headsettet, da det var det eneste, der rigtig gav mening.

Da vi ikke kunne finde på flere måde at teste på, tog jeg sagen i egen hånd og investerede i et overlækkert gamerheadset (se billedet til højre) med den bedste lyd i højtalerne og den bedste lyd i mikrofonen. Da det blev koblet til, var problemerne ovre, og jeg var glad.

En sideeffekt er, at jeg nu kan sidde ved min Pc og høre høj musik i de fem cm store kopper uden at genere naboerne.

Min arbejdsgiver godtgør naturligvis udgiften til headsettet, som ikke var af de billigste (et Havit Hydra 2260 USB 7.1 Gaming Headset til 389 kr.) Det er lækkert. Nu er der musik fra Spotify alt det gode gamle fra 80’erne.

Mit liv med Aspergers

En lydbog

Det er altså ikke mit liv med Aspergers men titlen på en lydbog på 1½ time, jeg har lyttet til i dag, mens jeg gik i gang med et helt umuligt puslespil. Tænk jeg troede ikke, jeg kunne det med delt opmærksomhed. Men det gik faktisk helt godt.

Forfatteren er svensk og hedder Jerker Jansson. Bogen kan findes på Nota. Nota er et bibliotek og videncenter, der beskæftiger sig med bøger og læsning for mennesker med syns- og læsehandicap. Det er en institution under Kulturministeriet.

Genkendelsens glæde

Alt det han skriver om, genkender jeg. Det er som om, jeg kunne have skrevet bogen selv.

Fx det utroligt vanskelige og trættende ved at være sammen med andre mennesker, selvom man gerne vil. Eller det med kærlighed og forelskelse, hvor han fortæller om indledningen, hvor parterne er som svejset sammen, men det kan han ikke holde ud. Jeg har det nøjagtig lige sådan. Jeg kan ikke holde ud, at man hele tiden skal være sammen og dele alting.

Han fortæller om barndommen, hvor alle syntes, han var noget sær. Det syntes man også om mig. Han fortæller om det at være klodset. Det synes man også om mig.

En stor del af det at have Aspergers er, at man ikke kan se på folk, hvad de tænker… Med andre ord kan man ikke aflæse kropssprog videre godt. Neurotypiske mennesker (mennesker, der ikke har Aspergers) kan tolke kropssprog og på den baggrund fx udvise passende empati i en given situation. Jeg er ikke helt dårlig til det, men min tanke er, at det let bliver noget gætværk, og at folk lige så godt kan sige, hvordan de har det.

Ude i den virkelige verden har jeg truffet to mennesker med Aspergers, og der var også mange lighedspunkter. Det var en meget speciel oplevelse.

Samtaler med psykiateren

Før en psykiater stiller diagnosen Aspergers Syndrom (AS) gennemfører hun en række samtaler, hvor hun i særlig grad spørger til, hvad man husker fra sin barndom, som kunne pege enten for eller imod AS.

Min psykiater spurgte fx meget til sådan noget som mad og smag: var der noget jeg ikke kunne lide og hvorfor? Det gik op for mig, at jeg hadede ting, der var rodet sammen, og at jeg bedst kunne lide, hvis ingredienserne kunne deles op på tallerkenen: kødet i det ene hjørne, kartoflerne i det andet osv.

Hun spurgte også til, hvordan jeg har det med at høre andre mennesker spise. Uden at jeg nogensinde har tænkt over det, gik det op for mig, at det er noget, jeg bryder mig meget lidt om.

Tests

Herefter gennemfører hun en række tests, der er virkelig sjove:

  • AQ: Autism Quotient – i hvilken grad er man evt. autist/har Aspergers (Aspergers hører  til på autismespektret)
  • EQ: Empati Quotient – i hvilken grad kan man udvise empati og aflæse kropssprog mv.
  • SPQ: Systemizer Profile Questionnaire, som delvist er et sammendrag af de ovenstående tests

Normalt er alle tre tests tilgængelige på Psykologisk Ressource Center, men p.t. er kun SPQ-testen i drift. Den er til gengæld også sjov.

Min psykiater havde flere tests, og jeg havde selv medbragt en fra psyk i Glostrup, men hun mente ikke, der var behov for mere materiale, da resultatet var soleklart: mit liv med Aspergers.