God påske

Påske

Hele påsken er lang ikke kun langfredag

Jeg ønsker alle mine læsere en god påske og siger tak for, at I indimellem læser med på mit vindue mod verden. Til orientering er billedet fra Notre Dame

For mig er hele påsken lang. Jeg vil hellere på arbejde, for jeg har en chef og kollega, der er glad, bare jeg møder op. Vi er et genialt team, og jeg er så umådeligt glad for at være der.

Ugen efter  påske skal jeg på kursus i Aarhus hos Michael, som er vores faste samarbejdspartner. Jeg har kendt Michael i fire år, men det er først nu, jeg skal mødes ham. Jeg glæder mig vildt meget til at træffe ham.

For at påsken ikke skal blive alt for lang, har jeg lidt projekter i gang:

  1. En længere gåtur med J. i morgen
  2. At søgemaskineoptimere nogle af alle de gamle indlæg.
    1. Jeg er begyndt med de 20, der tåbeligt nok hedder “Bisser”, som ingen vil søge på. Tak Eric og min ven B. Det er sært at sidde at læse om de første mange besøg hos tandlægen, hvor jeg slet ikke kunne lide at åbne munden. Det er som om, det er lysår siden.
    2. Jeg kommer aldrig til vejs ende med de 1.400 indlæg; men det gør måske heller ikke noget? Pdas. hvis jeg nu fikser bare tre pr. dag, er jeg home free efter 1 år og ca. 4 måneder.
  3. Som et forsøg har jeg sat reklamer på siden. Det koster penge at drive en side, og tænk hvis jeg kunne få bare lidt af dem ind igen. Jeg har valgt de automatiske, og jeg må sige, at Google rammer ret godt. Der er både mad fra Aarstiderne, slægtsforskning og tandimplantater. Både Eric og Jørgen har skrevet om deres reklamer på siderne, så nu vil jeg også prøve vel vidende at alle moderne mennesker bruger en ad blocker – mig selv inklusive. Indtil videre har jeg vist tjent den nette sum af fire øre i dag. Men lidt har også ret 🙂
  4. Det gør alt sammen, at den nye handicapmus bliver udforsket. Den er slet ikke tosset, men den kræver noget øvelse. Og jeg er langsom til sådan noget.
  5. At forsøge kunsten at pausere. Alt det ovenstående kunne let få mig til at arbejde igennem; blive færdig, komme videre, se resultater osv. Nu prøver jeg i stedet at holde pauser, og i pauserne sætter jeg mig i min fantastiske kuglestol fra Protac. Den er virkelig genial.

På den måde når jeg nogle fornuftige ting i påsken.

 

,

Hvad med min replik?

De nye telefoner snupper min replik

De nye telefoner afslører (naturligvis) hvem det er, der ringer op. Er det en smart phone kan den nok også logge, hvor opkaldet sker fra, hvor længe det varer osv. Alt sammen herlige informationer, som måske endda kan bruges til noget nyttigt.

Hvad med min replik?

Problemet er, hvor min replik bliver af? Fx ringer jeg til Yvonne, der siger “Hej Hanne” – men jeg forventer, at hun siger “Hej det er Yvonne”, hvorefter jeg forventer at kunne sige “Hej det er Hanne”. Altså har Yvonne stjålet min replik, og jeg ved ikke, hvad jeg nu skal sige. Jeg oplever det rigtig ofte.

Selvfølgelig stjæler Yvonne ikke rigtigt, og selvfølgelig gør ingen dette af ond vilje, men det efterlader mig en smule usikker på hvordan jeg skal fylde kommunikationsbristen ud. Gad vide hvor længe “tyveriet” har stået på?

Dør telefonsamtalerne ud?

En anden ting man kan spørge om er, hvorvidt telefonsamtalerne er ved at dø ud til fordel for fx beskeder på Messenger eller andre beskedtjenester? Det, vil jeg synes, er synd. Der er intet så godt som en god solid telefonsamtale, hvor man “når” hinanden, så det ikke gør så meget, at det er længe siden, man har setes. Den slags samtaler er vist ved at dø ud, da flere mennesker siger, de hader at tale i telefon. Damn… For jeg elsker det, da det er en god måde at holde de sociale kommunikationskanaler åbne.

,

Åbne kontorfællesskaber

Videndeling mig her og der

Jeg har altid været arg modstander af åbne kontorfællesskaber, fordi jeg har tænkt, at jeg ikke kunne arbejde og koncentrere mig. Argumenterne for disse uhyrer har altid været den øgede videndeling, det lettere samspil med kollegerne osv. Jeg har altid kæmpet for at have mit eget kontor! Og jeg har vundet disse kampe.

I dag har Djøfs nyhedsmail en længere artikel om emnet. En forsker opfordrer ganske enkelt til, at man dropper de åbne kontorfællesskaber. Årsagen er, at det i åbne storrumskontorer er sværere at være glad for sit arbejde, jo flere man sidder sammen.

Storrumskontorer hænger sammen med dårligere velvære og mindre arbejdsglæde. Og det fremmer ikke nødvendigvis videndeling og samarbejde, at vi sidder mange og arbejder i det samme rum. Kilde: Djøfs nyhedsmail, 5. april 2019

Jeg ville da heller aldrig kunne sidde i et storrum med folk, der uvægerligt taler i telefon, taler med hinanden osv. Det er jo netop det, videndelingen går ud på, men jeg ville ikke få lavet ret meget. Det er et Aspergertræk, men jeg synes ikke, man behøver have Aspergers for at hade det.

Der er en nær sammenhæng mellem antallet af kolleger i det åbne kontorlandskab og éns arbejdsglæde, velbefindende, og hvor enkelt det er at samarbejde med kollegerne. På trods af det bliver åbne kontorlandskaber mere og mere populært på både private og offentlige arbejdspladser. Derfor er det relevant at få yderligere viden. Det er et meget debatteret emne. Kilde: lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

Det lille kontorfællesskab

På den anden side har jeg nu erfaret, at der kan være en kæmpe styrke i at dele kontor med blot en enkelt kollega. Vi smider spørgsmål over bordet, kan let kigge på hinandens skærm, læner os tilbage og snakker tre minutter osv. Den slags ville være noget sværere med enkeltmandskontorer. På den måde vi gør det, fungerer videndelingen optimalt til glæde og gavn for os begge.

Jeg stortrives med situationen, som den er nu; men stort, åbent kontorfællesskab: aldrig i livet.