Indlæg

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Adoptionssagen

Ombygningen

Det er helt sjovt at se de gamle sider med slægtsforskning igen. Hold da op hvor har jeg været flittig dengang, men jeg brugte også ti år på det, og det var det eneste, der optog mig. Jeg blev vist helt habil til sidst

I mange af historierne har jeg indsat billeder fra protokoller osv. Dengang kunne jeg læse den gotiske skrift fra bladet, men det er en færdighed, man skal holde vedlige, og det har jeg ikke gjort, så nu forstår jeg intet af det.

Jeg døjer noget med menuerne: fordi der netop er så meget indhold, løber det “ud over kanten” og jeg kan ikke lige finde ud af at bryde en kolonne op. Det kommer nok.

Jørgen havde problemer med at have sendt en kommentar, og jeg havde også svaret, men pludselig blev de ikke vist. Jeg har testet på en ny testpost, og der lykkedes det fint. Jeg vil være glad, hvis du vil prøve at lægge en kommentar eller to til dette indlæg. Det skal virke!

Jeg kom med posten?

En af de sider jeg var lidt overrasket over at læse igen er denne: Jeg kom med posten, hvor min adoptionssag er beskrevet.

Pludselig kunne jeg se, at jeg gennem de første 2½ år havde været indlagt seks måneder på Rigshospitalets børneafdeling, fordi man troede, jeg var “psykisk og motorisk retarderet”, fordi jeg var så underligt sløv og slap. I første omgang fik mine adoptivforældre da også kun plejetilladelse, fordi det “vil være blodig synd for adoptanterne, hvis det (altså jeg, red.) er retarderet”. Heldigvis var der en socialrådgiver hos Mødrehjælpen, der mente, at “det barn bare trængte til et almindeligt hjem og nogle forældre efter så langt et ophold på en institution.”

Alt det havde jeg lykkeligt glemt, og det er såmænd nok også meget godt.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Ligheder

Gamle StegemüllerHanne B. Stegemüller

Vi ligner hinanden

I min entré har jeg dette billede hængende, indrammet i mahogni og på en fremtrædende plads. Det forestiller min farfar, min far og jeg.

Det er fremstillet ved hjælp af lidt Photoshop, og jeg er rigtig glad for det. Det, der altid glæder mig allermest, er når folk siger, at min far og jeg ligner hinanden enormt meget. På en eller anden måde er jeg stolt over at ligne ham. Det er de samme kindben og det samme smil, sagde psykologen forleden. Men det er jo alt sammen snyd og bedrag, for jeg er ikke hans barn, da jeg er adopteret. Men det er vildt, så meget vi ligner hinanden.

Han døde, da jeg var ni år gammel, men han nåede at give sine værdier videre til mig. Værdier og morale grundfæstes i alderen 0 – 3 år. De første 2½ år var jeg nu godt nok på børnehjemmet “Dear home” i Hellerup, da jeg er resultat af et one-night-stand mellem en for ung mor og en vist nok lidt usympatisk far, der på et tidspunkt forsøgte at tage livet af sig selv ved hjælp af rottegift. Det er svært ikke at tænke, at han muligvis havde en psykisk sygdom, og at den del måske er arveligt, men der er gætterier.

Jeg har truffet begge mine biologiske forældre, men det var ikke succesfuldt. Den ene havde for travlt med at løbe maraton og den anden ville styre min dispositioner. Jeg er glad for, at jeg har mødt dem, men det var så også det. Vi havde (naturligvis) intet til fælles. Det var alt sammen en illustration af arv contra miljø.

Forvirring

Min far Jørgen Stegemüller var født 17. maj 1922 og døde 21. november 1972. Jeg har en stor mængde billeder af ham, jeg har nogle lærebøger fra “Den danske væveskole” “Bindingslære” i to bind osv. Det er klenodier for mig. Uanset hvor meget jeg rydder op, vil jeg aldrig nogensinde skille mig af med disse ting.  I bøgerne er stemplet “Jørgen Stegemüller, Brede pr. Lyngby, Telf. 439”. Jeg havde også hans salmebog, men jeg gav den til min mor, da hun var død i 2006. Jeg syntes, hun skulle have den med til det hinsides som en hilsen fra min far og jeg. Et lille aber dabei var, at jeg ikke turde lægge den på hendes bryst, men måtte have en krematoriebetjent til det.

Forvirringen går på, at min far var meget feminin, gik op i sit udseende og han broderede i sin ungdom. Jeg har en hel bunke af de dækkeservietter, han broderede – har jeg arvet noget fra ham? Har vi et yderligere fællesskab? Er min forvirring til at forstå?

Selv har jeg i mange år tænkt ordet “androgyn”. Og jeg tænker stadig, at det er der noget rigtigt i. Arven fra min far er stærk og på mange måder en udfordring.

Og nu til noget helt andet andet

  1. Hos øjenlægen: Jeg skal bare have nye briller. Men det har jeg ikke råd til, når jeg også skal betale de månedlige rater på 3.000 kr. hos tandlægen.
  2. Jeg har fået tid hos min læge til en drøftelse af “Mundtørhed”. Hun er så sød og altid rede til en snak. Det er sjældent, jeg ser hende (hun er jo ikke psykiater), men når det endelig sker, er det godt. Det var hendes eget forslag, at vi skulle ses. Jeg er nødt til at sikre, at mine tænder ikke bliver ødelagt igen. Jeg har kun 103.600 kr. én gang.
  3. Der kommer en ny medarbejder i Second Hand Unit på mandag. Jeg skal referere til hende – jeg er lidt utryg ved det. Hun er jo sikkert OK, men jeg skal lige finde ud af det med hende.
/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Morfar

Der var så dejligt ude på landet

Egentlig tilhører denne tekst H. C. Andersen i “Den grimme ælling”: “Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk …”

Nu har Helle Juhl imidlertid udgivet en bog med denne titel, og jeg har bestilt den, for den handler om “det 20. århundredes bondeland. Fra tiden omkring første verdenskrig til slutfirserne og med vægten lagt på de mennesker, der fødtes, levede og døde i det”. Min overlæge i Distriktspsykiatrien foreslår, at jeg læser en bog for at se, om jeg kan huske handlingen; nu kan jeg så parre det nyttige med det behagelige. Jeg synes, det er meget spændende at læse om den tid, mine aner levede i; det giver kød på slægten. Slægtsforskning, der består af lutter datoer og lokaliteter, er temmelig kedelig.

Min morfar Carl Frederik Kristensen var husmand i Skærlund, der er en lillebitte lokalitet i Brande sogn.

“Carl Frederik Christensen uddannedes ved landbruget hjemme, overtog 1918 efter moderen fødehjemmet med et tilliggende på 54 tdr. land, drev dette indtil 1925, arbejdede derefter ved forskelligt, blandt andet ved skærveknusning og tørvegravning, var 1944-1949 formand for Stakroge Tørvefabrik, havde en kort tid en ejendom på 11 tdr. land i Blåhøj og virkede derefter i mange år ved Specialbeton i Odense”.

Sådan er han beskrevet i den slægtsbog, der blev udarbejdet af firmaet Dansk Slægtsforskning, Fredericia i 1977 “Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, møllejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800.” Der står i bogen ikke noget om, at morfar gik på tvangsauktion med den lille ejendom, fordi han – for at mekanisere sit landbrug – havde forgældet sig op over skorstenen med køb af moderne maskiner. Hans far havde drevet landbruget på gammeldags vis med heste til at spænde for, og ham selv gående bagved for at så. I 1925 var gælden 1½ gang værdien af ejendommen, og panthaverne havde reelt ikke længere nogen sikkerhed.

Hvad der heller ikke står noget om i slægtsbogen er, at han på betonvarefabrikken sled sig selv op, så ryggen til sidst ikke kunne mere, og hørelsen var ødelagt af larmen fra de mange maskiner. Da han havde 25 års jubilæum, fik han et elektrisk vækkeur … Alle årene i Odense boede han i verdens mindste lejlighed “over gården”– den var vel ca. på størrelse med et kollegieværelse.  Han havde fx ikke en ovn, for det var der ikke plads til i det mikroskopiske køkken, men han kunne som ingen andre stege en flæskesteg i en gryde, og den var med sprød svær!

Da han holdt op med at arbejde på betonvarefabrikken og gik på pension, købte han en større kolonihave og opførte nyt hus på grunden. Det gik bare ikke, for helbreddet var blevet for dårligt. Han solgte den så til min mor. Han kom til at bo i en ældrebolig, men han var meget ensom der, for der var jo ingen, han kendte.

Han kom så til at bo hos os på Bornholm, og det gjorde ikke situationen bedre. De installerede ham i et nordvendt baglokale til et butiksareal, og der sad han så dag ud og dag ind – ensomheden var ikke blevet mindre. Han var nærmest en pestilens for familien. Han kunne ikke mere, kroppen var stået af. Han kunne fx end ikke komme ud i haven med sit gangstativ. Jeg giver ikke ret meget for tanken om, at de gamle og børnene skal bo sammen, jo måske hvis der er flere humane ressourcer og reel kærlighed til den gamle, men det var der ikke i dette tilfælde. Han endte sine dage på plejehjemmet i Svaneke, og det var måske bedst sådan.

Mine bedsteforældre blev skilt omkring 1956. Jeg har altid haft det godt hos både morfar og mormor; de var begge meget nærværende, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg som ca. 5-årig gik med mormor i haven i Brande og såede, og under dette spurgte jeg hende, om hun nogensinde havde været gift. Hun svarede, at hun da havde været gift med morfar. Det kunne jeg slet ikke forestille mig, for hun talte altid så grimt om ham.

På billedet herunder – som jeg kalder “Morfar høster” – er det morfar siddende bag aflæggeren (maskine som skærer kornet af og lægger det i neg) og hestene. Hvem den stående mand er, ved jeg ikke, men kvinden er hans søster Thora Karoline.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Diverse

Lidt af hvert

Photo Tangler Collage Maker, som kan hentes her, har jeg nu testet lidt yderligere:

  • Kan ikke indsætte tekstblokke, der indeholder æøå, hvilket er en klar svaghed, når man nu er dansker. Jeg har prøvet, om tegnækvivalenterne fra html virker, men det gør de ikke.
  • Det ser ud som om, man mister resultatfilen, hvis man sletter kildefotos. Endnu en svaghed.
  • Men bortset herfra virker det fortrinligt. Jeg har fx lige opdaget, at man kan “trække” billederne ind fra stifinder, og det er meget nyttigt, da man så med det samme kan se, hvilket billede man arbejder med.

Leif Sepstrup er den der tager alle de billeder på Landsarkivet i Viborg, vi skal bruge til at levere beretningerne i kriminalhistorie.dk. Han har også taget en del supplerende fotos af fangefotos, der oprindeligt er optaget mellem maj 1853, hvor fængslet åbnede og så frem til 1906. For ikke så længe siden læste jeg “Forbrydelsens ansigt” der på 250 sider fortæller om bland andet “opfindelsen” af forbryderbilledet. Vi fik den første egentlige straffelov i 1866. Før denne lov havde man hang til død og lemlæstelse som straffe. Den nye lov lagde i stedet vægt på, om det var en førstegangsforbrydelse eller om der var tale om gentagen kriminalitet. Til at fastslå sidstnævnte kom fotografiet naturligt nok til at spille en væsentlig rolle, man skulle jo kunne genkende forbryderne. De første forbryderbilleder blev optaget i Roskilde, Grenå og Skive i 1866. 1867 kom Odense til, mens Københavns Amts Nordre Birke først kom til i 1871.

Alphonse Bertillon introducerede det vi i dag kender som det “rigtige” forbryderbillede, nemlig et fra siden og et forfra. For at effektivisere sin metode opfandt han et særligt spejl med en udskæring, som forbryderen skulle sætte skulderen imod; på denne måde behøvede man kun at trykke på udløseren en gang.

Der kommer to collager herunder, hvor det ikke ser ud til, at det særlige spejl har været i brug – husk at de kan klikkes større. Der er to, fordi jeg mistede det første pga. det med kildefilerne, men det kunne stjæles fra en afsendt mail.

En slægtning: Min farfar havde otte søskende, den ene – Rigmor Margrethe Stegemüller – døde kun to måneder gammel, og så var der syv tilbage. Nu til dags er der i følge Danmarks Statistik kun 14, der hedder Stegemüller. Jeg har aldrig truffet min farfar, da han døde allerede i 1952, længe før der var tænkt på mig.

Ad snirklede veje kender jeg dog to af min farfars brødres børnebørn. Den ene af dem inviterede mig til jul, hvor jeg så skulle noget andet, og så forleden dag kom der endnu en invitation til at komme og spise sådan: “Søndag laver jeg en culotte med bearnaisesovs og hele dynen. Hvis du har lyst til at spise med, skal du være velkommen “. Vi kender næsten ikke hinanden bortset fra en enkelt gang, hun kom og besøgte mig i Vanløse. Sikke et hjerterum og husrum! Jeg er ikke så god til det med en masse mennesker, og da slet ikke hvis jeg ikke kender dem på forhånd, så derfor takkede jeg nej, men vi har så i stedet aftalt, at hun kommer her hos mig til kaffe og kage senere i denne måned. Det kan jeg overskue og det glæder jeg mig til. jeg glæder mig også til at give hende en masse slægtsoplysninger vedrørende hende farfar,  som jeg tror vil være nye for hende.