, ,

Morfar

Der var så dejligt ude på landet

Egentlig tilhører denne tekst H. C. Andersen i “Den grimme ælling”: “Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk …”

Nu har Helle Juhl imidlertid udgivet en bog med denne titel, og jeg har bestilt den, for den handler om “det 20. århundredes bondeland. Fra tiden omkring første verdenskrig til slutfirserne og med vægten lagt på de mennesker, der fødtes, levede og døde i det”. Min overlæge i Distriktspsykiatrien foreslår, at jeg læser en bog for at se, om jeg kan huske handlingen; nu kan jeg så parre det nyttige med det behagelige. Jeg synes, det er meget spændende at læse om den tid, mine aner levede i; det giver kød på slægten. Slægtsforskning, der består af lutter datoer og lokaliteter, er temmelig kedelig.

Min morfar Carl Frederik Kristensen var husmand i Skærlund, der er en lillebitte lokalitet i Brande sogn.

“Carl Frederik Christensen uddannedes ved landbruget hjemme, overtog 1918 efter moderen fødehjemmet med et tilliggende på 54 tdr. land, drev dette indtil 1925, arbejdede derefter ved forskelligt, blandt andet ved skærveknusning og tørvegravning, var 1944-1949 formand for Stakroge Tørvefabrik, havde en kort tid en ejendom på 11 tdr. land i Blåhøj og virkede derefter i mange år ved Specialbeton i Odense”.

Sådan er han beskrevet i den slægtsbog, der blev udarbejdet af firmaet Dansk Slægtsforskning, Fredericia i 1977 “Slægtsbog for efterkommere efter JOHANNES FREDERIK SCHIØTT, møllejer i Hastrup Mølle, Thyregod Sogn, født 1800.” Der står i bogen ikke noget om, at morfar gik på tvangsauktion med den lille ejendom, fordi han – for at mekanisere sit landbrug – havde forgældet sig op over skorstenen med køb af moderne maskiner. Hans far havde drevet landbruget på gammeldags vis med heste til at spænde for, og ham selv gående bagved for at så. I 1925 var gælden 1½ gang værdien af ejendommen, og panthaverne havde reelt ikke længere nogen sikkerhed.

Hvad der heller ikke står noget om i slægtsbogen er, at han på betonvarefabrikken sled sig selv op, så ryggen til sidst ikke kunne mere, og hørelsen var ødelagt af larmen fra de mange maskiner. Da han havde 25 års jubilæum, fik han et elektrisk vækkeur … Alle årene i Odense boede han i verdens mindste lejlighed “over gården”– den var vel ca. på størrelse med et kollegieværelse.  Han havde fx ikke en ovn, for det var der ikke plads til i det mikroskopiske køkken, men han kunne som ingen andre stege en flæskesteg i en gryde, og den var med sprød svær!

Da han holdt op med at arbejde på betonvarefabrikken og gik på pension, købte han en større kolonihave og opførte nyt hus på grunden. Det gik bare ikke, for helbreddet var blevet for dårligt. Han solgte den så til min mor. Han kom til at bo i en ældrebolig, men han var meget ensom der, for der var jo ingen, han kendte.

Han kom så til at bo hos os på Bornholm, og det gjorde ikke situationen bedre. De installerede ham i et nordvendt baglokale til et butiksareal, og der sad han så dag ud og dag ind – ensomheden var ikke blevet mindre. Han var nærmest en pestilens for familien. Han kunne ikke mere, kroppen var stået af. Han kunne fx end ikke komme ud i haven med sit gangstativ. Jeg giver ikke ret meget for tanken om, at de gamle og børnene skal bo sammen, jo måske hvis der er flere humane ressourcer og reel kærlighed til den gamle, men det var der ikke i dette tilfælde. Han endte sine dage på plejehjemmet i Svaneke, og det var måske bedst sådan.

Mine bedsteforældre blev skilt omkring 1956. Jeg har altid haft det godt hos både morfar og mormor; de var begge meget nærværende, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg som ca. 5-årig gik med mormor i haven i Brande og såede, og under dette spurgte jeg hende, om hun nogensinde havde været gift. Hun svarede, at hun da havde været gift med morfar. Det kunne jeg slet ikke forestille mig, for hun talte altid så grimt om ham.

På billedet herunder – som jeg kalder “Morfar høster” – er det morfar siddende bag aflæggeren (maskine som skærer kornet af og lægger det i neg) og hestene. Hvem den stående mand er, ved jeg ikke, men kvinden er hans søster Thora Karoline.

12 replies
  1. Farmer
    Farmer siger:

    Det har været barskt i Brande dengang før kunstgødning og -vanding rigtig slog an. Det antydes også af, at 54 tdrl. gav titlen husmand. Et husmandsbrug havde maksimalt 1 tønde hartkorn.
    Da der jo som bekendt skal 5 1/7 tdrl takst-24 jord til en tønde hartkorn (eller skov til 16 svins oldens værdi), har ejendommens bestået af jord med gennemsnitlig takst 2-3, hvilket er helt umanerligt ringe jord; men det fandtes virkelig så ringe på de egne.

    Det har været helvede på jord at vride føden ud af sådan en ejendom. Intet under at han i den unge alder faldt for fristelsen til at mekanisere. Ideen var god nok; men dårlig timing. Tiden lige efter 1. verdenskrigs slutning var dårlig for landbruget.
    Min morfar købte ejendom efter en ruineret forgænger i 1919.
    -Og det var endda god jord. Over 2 tønder hartkorn på 18 tdrl.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Farmer

      Du har sørme styr på de gamle mål – imponerende. Jeg har af og til forsøgt at lære dem i forbindelse med slægtsforskning, men det er aldrig rigtig blevet til noget, der kunne bruges ti noget.

      Ja jeg ved godt det med de dårlige jorde, som måske i særlig grad gjorde sig gældende i Skærlund, hvor min morfar var fra. Jeg har besogt stedet indenfor de seneste 10 år, og mit indtryk var, at jorden var meget sandet.

      Der er ingen tvivl om, at han knoklede. Han kunne ikke klare det alene, men havde sin søster Thora til hjælp. Han skriver i sine erindringer, at han troede, han kunne “køre igennem”, men det kunne han altså ikke.

      Svar
  2. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det er en fin historie du her skriver om livets gang og ugang i ikke så fjerne tider. Jeg håber en del mennesker finder teksten og læser med om en virkelighed mange unge ikke kender, men som det givet er godt at få fornemmelse af.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Du har ret i, at det ikke så pokkers længe siden. Min morfar var født i 1899, og har været et ungt menneske, da 1. verdenskrig brød ud. Jeg har tit tænkt over, hvorfor han ikke var udkommanderet som soldat.

      Svar
  3. Pia
    Pia siger:

    Der var og er stadig dejligt ude på landet, men for en almindelig lille arbejder, der ikke havde tjenestefolk og karle til at knokle for sig, har det altid været et hårdt slid.
    Da jeg læste om det elektriske vækkeur, tænkte jeg om du virkelig havdefundet ud af det ved at slægtsforske, men kan så forstå at du også har en masse selvoplevet viden om dine bedsteforælde.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Ja det var et hårdt slid, og der er ikke noget at sige til, at han – da han endelig blev pensioneret – ikke kunne holde til ret meget mere.

      Nej – vækkeuret kom nu ikke fra slægtsforskningen 🙂 Jeg var meget hos dem begge som barn, og det har jeg kun gode minder fra.

      Svar
  4. Eric
    Eric siger:

    Du fortæller historien godt, der er både kød og nerve i den fortælling.
    I gamle dage måtte man knokle, hvis man ikke var født med en sølvske i munden. Det er bedre nu, men der er stadig folk, der knokler, og ved at fjerne efterløn og hæve pensionsalderen sikrer man sig, at de stadig bliver slidt ned, så intet går til spilde.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Tak skal du have! Måske er det, der giver kød og nerve, min kærlighed til min morfar, som jeg virkelig holdt meget af. Jeg var tit hos ham i den lille kolonihave – den han havde før den nye, som han satte nyt hus på – og det var tider. Vi hyggede os med leg og havearbejde, og ikke mindst med at høste bærrene på alle hans stikkelsbærbuske. Mærkelige ting, der er prentet ind i hukommelsen.

      Du har ret; der er stadig masser af mennesker, der bliver slidt ned, til de slet ikke kan mere. Jeg synes, det er en skændsel.

      Svar
  5. Ellen
    Ellen siger:

    Skønt gammelt billede.
    Der var/er godt nok dejligt ude på landet, men dem der boede der dengang, levede et hårdt liv. Jeg må vist hellere læse bogen, du nævner, så jeg kan vurdere, om Helle Juhl har overromantiseret bondelivet 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen

      Jeg holder også meget af “Morfar høster”, som jeg ikke på nogen måde har manipuleret med – det er lige som det kom ud på filmen.

      Der er nok ingen tvivl om, at livet var hårdt for landboerne. Jeg er også meget spændt på at læse bogen.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *