Indlæg

/1 Kommentar/i , /af ,

Jeg elsker behovet for logisk sans

Jeg elsker behovet for logisk sans

Jeg skulle finde mormor i Kalundborg 1930

Jeg elsker behovet for logisk sans

Det blev lidt trivielt at gennemgå slægtsbogen for Schiøtt-familien, for den handler mest om efterkommere, der skulle jo være nogen til at betale, og deres data er for nye til at kunne verificeres, så jeg har lagt opgaven lidt til side, og jeg mangler da også kun 72 ud af 372 personer. Så der er sket en hel del allerede.

Hvor var mormor i 1930?

Der blev holdt folketælling den 5. november 1930, og på baggrund af bidragssagen mellem mormor og den udlagte barnefader Hans Petersen Jørgensen Juhl i april 1931, har jeg grund til at tro, at hun blev “optalt” i Kalundborg. Jeg vil gerne se, om hun står som husbestyrerinde (som ved vielsen i 1933) eller om hun tjener på “Jernbanehotellet”. Ved Onkel Hans’ dåb i april 1931 står der i Kalundborg kirkebog:

Holbæk amt, Ars, Kalundborg – Vor Frue, 1925-1939, KM, Fødte – opslag: 115 af 272 opslag

Nr. 0x. 1931 11te April. Starup By, Starup Sogn, Vejle Amt. Hans Juhl Christensen. Søn af ugift Mary Christensen født 8 Februar 1910. Døbt 1931 26de April af Sognepræst Bårris i Starup Kirke. I.h.t. Skr. af 29 Juli 1931 fra Kalundborg Forsørgelsesværn har Barnet Fødehjemstedsret her, da Moderen paa Timånedersdagen før Nedkomsten havde et havde et til Forsørgelsesrets Erhvervelse egnet Ophold her i Kommunen.

Jeg har allerede gennemgået Øster Starup, hvor hun nedkom med Hans, og Blaahøj, hvor hun gifter sig med morfar i 1933. Der er hun ikke. Så må hun vel være i Kalundborg. Det er det med den logiske sans og udelukkelsesmetoden. Kalundborg Købstad er bare ganske enorm, så jeg må tage det i småbidder. Indtil videre er hun i hvert fald ikke i hverken Adelgade (bare første bogstav i alfabetet) eller Skibbrogade lige nr. (hvor Jernbanehotellet lå i nr. 2).

Kapelmester eller omrejsende musikant?

Det er sjovt at tænke på, at mormor altid kaldte den udlagte barnefader for kapelmester – det gjorde hele familien, for vi vidste ikke bedre. Jeg har kigget på nogle af mine tidligste fund, der for længst var glemt. Her er noget, jeg vil forfølge, hvis jeg ellers kan finde ud af det, for det er sådan noget, der gør slægten levende. Det følgende vedrører “kapelmesteren”:

“Holbæk Amt, Journalsager, 1931, 14-61 (alimentationssag (på nutidigt dansk: sag om børnebidrag)):

Opholdssteder siden det fyldte 18. år:
Haderslev til Marts Maaned 1928
Fra Marts 1928 til Februar 1929 Nyborg Straffeanstalt (Tuberkulosesanatoriet)
Haderslev til Marts 1929
Fra Marts Maaned 1929 ernæret sig som Musiker og kun opholdt sig kortere tid, de forskellige Steder
Fra 1′ Februar 1931 til Dato i Holbæk.

Dateret 19/3 1931 Holbæk Politistation.
Sign.: H. Juhl

Ved Sønderjyllands Genforening med Danmark opholdt han sig i Haderslev og blev dansk Statsborger. Forældrene er født i Tyskland, Faderen den 21/4 og Moderen 26/7, hvilket Aar huskes ikke.

Hans Petersen Jørgensen Juhl var ikke i Militærtjeneste. Kasseret.
Han blev i 1929 i Haderslev straffet med 18 Maaneders Forbedringshus for Bedrageri.”

På baggrund af dette, tror jeg mest på den omrejsende musikant!

Hvis han kommer til afsoning umiddelbart efter forbedringshusstraffen i 1929, passer det ret godt med, at han bliver sluppet løs og kort efter gør mormor gravid ca. i juli 1930. Det må være muligt at finde noget om både forbedringshusstraffen og tiden i Nyborg Straffeanstalt.

Mormor forelsker sig altså i en 7½ år ældre kriminel, omrejsende musikant.

Det kunne være sjovt at finde ud af, hvordan det gik ham senere i livet fx om der er efterkommere, men det er ikke sådan lige til, når data er så nye, og en omrejsende musikant kan jo være hvor som helst i landet. Forældrene er heller ikke så enkle, når oplysninger skal findes fra før genforeningen i 1920. Musikanten selv er fra 1902.

Onkel Hans’ svigermor Jenny havde 11(!) søskende.

Onkel Hans gifter sig med tante Inge. Slægtsskabet tante Inge og mig er vist grafisk her. Jeg er ikke klar over, om jeg nogensinde har truffet hendes forældre Jenny og Martin. Det er lidt mærkeligt hvis ikke, for de døde med 14 dages mellemrum i april 1978, hvor jeg var 15 år, så jeg kunne let have truffet dem. Men jeg har i hvert fald hørt dem omtalt mange gange.

Jenny var nr. 10 ud af en søskendeflok på 12. Det er helt vildt, og jeg er vist aldrig stødt på det tidligere i det, man vel kan tillade sig at kalde for nyere tid. Første barn er fra 1884 og det sidste er fra 1907 – altså et tidsspand med fødsler på 23 år. Familien bor på Ellinge Lyng/Ellinge Kongepart i Højby Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt gennem hele perioden. Man skal bare vende et par blade i kirkebogen, så har man en ny “rigtig” Jensen.

Det er her den logiske sans kommer ind igen. Hvis børnene ikke er i folketællingerne, er de muligvis døde, og ganske rigtigt. De er døde. Det er hurtigt at gennemgå selv et stort sogn og selv et navn som Jensen, for de skal have de rigtige forældre, det rigtige fødested og være under 10 år. Desværre står der ikke noget om dødsårsagen, men det er helt vildt. Jeg har ingen grund til at tro, at familien skulle være speciel fattig, for faderen Jens Peter Jensen er hhv. husmand, parcellist og murer på Lyngen eller Kongeparten gennem hele perioden. En parcellist drev et jordstykke, der var større end et husmandslod men mindre end et gårdbrug.

I slutningen af maj 1888 må forældrene på Højby kirkegård for at begrave døde børn med tre dages mellemrum. Hvad mon det gør ved mennesker? Det står ikke i arkivalierne. Man må tænke selv. Det eneste, jeg kan forestille mig, er, at det gør umådeligt ondt. Selvom børn havde en helt anden stilling i 1888, der var masser at tage af, var de vel alligevel elskede?

De store børneflokke går nærmest i arv

Jeg har ikke nået at kigge ret meget på Jennys mange (formentlig syv overlevende) søskende bortset fra Hans Oluf Jensen (1889 – 1976). Det tager sin tid, når kilderne skal med. Han bliver far 10 gange i perioden 1911 – 1929! Også hans hustru Karen Kristine Madsen må have haft et noget slidt underliv for nu at sige det mildt.

Jeg er begyndt at vise navne – men ikke andet – på potentielt nulevende. Datatilsynet har udtalt, at det må man gerne trods GDPR mv. Det kunne være så sjovt at komme i kontakt med nogen efterkommere. Også dem er der nok at tage af.

/1 Kommentar/i , /af ,

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Det er så sjovt at gennemgå slægtsbogen

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Sikkert kun andre genealoger (finere ord for slægtsforskere) vil forstå, hvordan man kan elske store sammenhængende datamængder. Slægtshistorie er ikke bare en samling datoer. Det er også de nulevendes erindring om fortiden, der skal skrives for at kunne blive overleveret til vores efterkommere. Derfor er det fx altid dejligt at få fat i gamle billeder, for de gør mennesker til det, de var engang og ikke bare tørre facts i en database. Datoerne er en forudsætning for den sande historie – de danner det nødvendig rammeværk. Det er op til os at fylde rammen ud.

Men tilbage til husbestyrerinderne. Hvad lavede de egentlig? Hvad bestod opgaverne af? Det kan man finde meget validt materiale om på nettet. En god side er Danmarks Radios side her, hvor de blandt andet fortæller, at “Barn ingen hindring” i et jobopslag i fortiden var en “kode” for, at der nærmere var tale om en kontaktannonce. Formuleringen gjorde, at mange enlige mødre søgte de stillinger. De kunne være enlige, fordi de aldrig havde været gift (altså havde “uægte børn”), var fraskilte eller enker efter afdøde ægtemænd.

Ca. 1950 fandtes omkring 150.000 husbestyrerinder! Det er mange, men deres historie er vist ikke fortalt, så den kan høres og ses.

I aftes sad jeg med Sofus Harald FRIIS og Alvilde KNUDSEN, f. ANDERSEN. De bliver viet af sognefogeden i Grindsted den 5. november 1926. Han er 16 år ældre end hende, og hun er fraskilt og husbestyrerinde hos ham, for de har samme adresse ved vielsen. Altså passer hun helt perfekt ind i husbestyrerindernes historiebog. Jeg er spændt på at se, om hun medbringer et barn i pladsen.

Og så kom jeg til at tænke på mormor

Jeg elskede min mormor overalt på jorden. Det er ingen hemmelighed.

Trods temmelig små kår var hun rig på kærlighed, overskud og påklædningsdukker – med tøj – klippet ud af mandagenes FamilieJournal. Hun var ude at tjene allerede som 14-årig, men hun bor dog hjemme ved folketællingen 1925, hvor hun er 15 år. Da hun som 23-årig bliver gift med min 11 år ældre morfar i Blaahøj Kirke i november 1933, har hun allerede to “uægte” børn med to forskellige mænd. Og hun er husbestyrerinde! Desværre ved jeg ikke hos hvem, hvor længe forholdet har varet, eller om hun svarede på en annonce. Gad vide om man kan finde ud af det? Det må vel kræve studier af gamle aviser?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at pigen fra 1928 er sat i pleje (ikke bortadopteret for hun vedbliver at hedde Christensen), men også, at hun har drengen fra 1931 med sig i pladsen. Og en anden sikker ting, jeg selv husker er, at hun efter skilsmissen fra morfar altid kaldte ham for “den gamle”. Det var ikke ret pænt.

Præsten skriver ved vielsen mellem de to:

Ungkarl Arbejdsmand Carl Frederik Kristensen. Født i Skærlund, Brande Sogn, Vejle Amt, den 13. September 1899. Søn af Husmand Bertel Kristensen og Hustru Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt af Skærlund og Ungpige, Husbestyrerinde af Blaahøj Mary Christensen, født i Ellinge Kongepart, Højby Sogn, Holbæk Amt, d. 8. februar 1910. Datter af Maler Niels August Christensen og Hustru Anna Caroline Marie Carlsen af Højby Sogn. Forloverne: Arbejdsmand Andreas Marinus Lindsted og Arbejdsmand Anders Kristen Jensen. Viet af sognepræsten i Blaahøj Kirke. Anmærkninger: Den borgerlige Myndigheds Attest udstedt af Sognefoged Niels Møller, Omvraa 20. oktober 1933.

Hvad var der med Marinus?

Der er noget med navnet “Marinus”, der optræder blandt forloverne. Jeg kan svagt huske, hun talte om en Marinus. Gad vide om hun (også) havde et forhold til ham? Var det ham, hun var husbestyrerinde hos? En søgning i folketællingen 1930 kunne måske give svaret. Den er endnu ikke tastet for Blaahøj, så jeg har selv bladret. Den er ikke ret omfattende og er ret let at læse, så det tror jeg, jeg vil melde mig til at gøre. Hvis vi ikke hjælpes ad, kommer der jo aldrig mere søgbart i Dansk Demografisk Database.

Folketællinger er fortidens CPR. Fra 1845 rummer de også fødested, og jo længere, vi kommer op i tid, jo mere kan man stole på, hvad de udsendte tællingskommissærer noterede i skemaerne, når de gik fra hus til hus og noterede, hvem der befandt sig på matriklen, deres stilling i hustanden, fødselsdato osv. Folketællingerne er et rigtig godt input og det er utrolig værdifuldt, at så mange mennesker har brugt tid på at taste millioner af skemaer.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor mormor befinder sig den 5. november 1930. Jeg kan ikke finde hende i Blaahøj. Til gengæld fandt jeg til min store overraskelse morfar som “Tjenestekarl” i Hallundbæk med den interessante tilføjelse, at han året før var i Kastrup, hvilket bekræftes af hans egen fortælling om sit liv. Han tog til København for at arbejde – og hans sjak turede byen rundt i nattelivet.

Og jeg får absolut ingen resultater, når jeg prøver de mere avancerede søgemetoder blandt de indtastede data i 1930. Drengen, Hans Juhl CHRISTENSEN, fra 1931 er født i Øster Starup Sogn, som ligger i Brusk Herred, Vejle Amt. Selv hedder hun Mary CHRISTENSEN og er født i Højby, som det også fremgår af kirkebogsudskriften ved vielsen. Min mor blev født i Blaahøj i 1935.

Tankerne ledes hen på “Fødselsanstalten i Jylland” – Fij

Længe før aborten blev fri (sidstnævnte er jeg selv vældig tilfreds med at den ikke var i 1963), oprettedes i Aarhus i 1910 FiJ, der førte egne kirkebøger. FiJ står for “Fødselsanstalten i Jylland”, der var pendanten til, at man kunne føde på Fødselsstiftelsen i København, evt. som “Hemmeligt fødende”, hvis man nægtede eller bare ikke kunne oplyse faderens navn.

Museum KØN har en rigtig spændende og oplysende artikel om anstalten her. Både gifte og ugifte kunne føde på FiJ. De ugifte kunne her skjule skammen over det uægte barn, men de fik en markant dårligere behandling end de gifte kvinder: eksempelvis fik de dårligere kost. Man tror næppe sine egne øjne, når man læser om det. Men sådan var virkeligheden.

Forleden fandt jeg tilfældigt et menneske, der var født på Fødselsanstalten i Jylland. Moderen var fra Blaahøj. Jeg medtager altid inskriptionerne sammen med kildeangivelserne, så du kan se blandt kilderne (nr. 2), at moderen var surprise: Husbestyrerinde, da hun fire år senere gifter sig.

På en eller anden måde hænger historierne sammen. I hvert fald i mit hoved 🙂

/i /af

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

Det er en rejse gennem barndommen

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

Det er så fantastisk at have tiden og lysten til at trille gennem diverse kirkebøger. Jeg har en (meget) lang list over det, jeg skal indledningsvist, men indimellem bliver jeg afledt fra listen, idet jeg synes, jeg genkender et navn, så her kunne måske være noget til min egen database. Og sørme jo, det lykkes indimellem at fylde nogle overraskende huller ud. I går fandt jeg fx. den rigtige Jens Jensen i Holstebro efter at have gennembladet adskillige årgange. Det er stort. En Jens Jensen finder man ikke bare lige sådan. Og det hele skal passe sammen, ellers er der noget galt enten hos præsten eller hos mig. Jeg elsker at få det til at passe sammen! Man skal muligvis være en anelse “nørdet” for helt at forstå det. Gudskelov er “nørdet” ikke længere (kun) et skældsord.

 

Sprog-ting og det store puslespil

Der er noget særligt over Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt

Jeg har arbejdet meget med det sogn og har adskillige helt “uvedkommende” personer i databasen, men de hører jo alligevel til på en eller anden måde. Og hvis de findes, skal de også “slås ihjel”, hvilket ofte kan lade sig gøre, nu hvor man kan se døde på Arkivalier Online helt op til 31/12-1969.

Det særlige ved sognet er, at jeg genkender så mange navne fra min barndom og fra før verden gik af lave, og det er jo nærmest forhistorisk tid:

  • Der er fx “Ulbrictsen”, som mormor boede til leje hos ovenover radio- og fjernsynsforretningen midt på Brande Hovedgade. Hun var nok, hvad man i dag ville kalde fattig, men jeg oplevede hende som rig på menneskelig varme og empati. Jeg kan godt være lidt trist over, at jeg end ikke blev “inviteret” til hendes begravelse i 1994, når hun nu havde betydet så meget for mig. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra, der var ikke styr på noget som helst…
  • Der er fx. et navn som “Midtgård” som jeg husker fra en indlæggelse på Give Sygehus ca. 1970, fordi hun lå i den midterste seng ud af tre. Hun var derfor let at huske. Jeg var indlagt med blindtarmsbetændelse og fik fjernet blindtarmen. Dengang var det en stor operation, og jeg har da også stadig et kæmpe ar. Det var længe før, man tænkte på forældreindflydelse og hospitalsklovne. “Damerne” med fru Midtgård i spidsen og en anden dame passede på mig. Og de gjorde det godt.
  • Der er et navn som “Schnedler”. Jeg tror sådan set ikke, vi havde nogen forbindelse til dem og jeg har ikke navnet i min database, men navnet dukker op gang på gang, når man triller gennem Brande Kirkebog, og jeg husker, at det var et navn, vi omtalte som mennesker, der havde gjort en god karriere. Mange i Brande Sogn var “Fiskeribestyrere”, som vist bestod i, at de bestyrede et dambrug. Familien Schnedler havde drevet det videre. Jeg er ikke klar over til hvad.
  • Vi boede selv på Martensens Allé nr. 2, da min far døde. På den anden side af hovedgaden boede familien Hedegård. Faderen var underdirektør på fabrikken (Martensens Fabrikker), og var altså under min far. De havde en søn ved navn Niels, der ofte blev inviteret over for at lege med mig. Han var vist et par år yngre. Da det ikke var mig, der havde inviteret ham, foretrak jeg at lege med min fantasiven Jens ude i haven. Så måtte min mor underholde Niels indendørs imens. Det står skarpt i erindringen. Det er sjovt at tænke over, hvad man husker, og hvad der er glemt.

Baptistkirken

Midt på Brande Hovedgade blev Baptistkirken bygget. Vi passerede den, når vi skulle i Brugsen. Jeg kan ikke se, om den i dag ligge samme sted.

Vi syntes vist, det var lidt mærkeligt. Hvad skulle vi nu med en frikirke midt i det hele, når vi havde Brande Kirke også midt i det hele ned mod Dalgasvej, hvor mormor også boede, da hun havde sit lille hus, med Provst Otte, der havde været præst og provst der i mere end 40 år? Jeg finder ham i kirkebøgerne fra slut 40’erne, og det var såmænd også ham, der begravede min far i november 1972. Jeg glemmer det aldrig.

Baptisternes bygning er måske mere speciel end køn. Nu til dags kan jeg nu godt lide den og deres glade formidling af kristendommen. Ud fra det jeg kender til Den Danske Folkekirke, tror jeg, den har lært en del af baptisterne: Glad kristendom! Det skal være en glæde at gå i kirke. Men det er altså også mange år siden, man prædikede syndefaldet om søndagen. De, der tror det, kommer for lidt i kirke.

/i , , , /af , , ,

Sprog-ting og det store puslespil

Sprog-ting og det store puslespil

Jeg har samlet nogle “sprog-ting”

Sprog-ting og det store puslespil

“bedari”. Den er sød. Det varede lidt, før jeg regnede ud, at det betyder “batteri”

“univervistet”. Den er også sød, idet man jo bliver undervist på et universitet og har man valgt det rette studie, drejer undervisningen sig om universet.

“soldatekamarater”

“kolaraa”

Nyhedsbrev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet den 22. november 2021: “Udfordringerne med at finde lærepladser til unge med ikke-vestlige rødder er desværre en problematik, mange genkender…” Hvorfor skal “problemer” erstattes af “udfordringer” og hvorfor er en “problematik” finere end et “problem” i moderne dansk sprogbrug?

https://www.radio-danmark.dk/podcasts/p4-radioavisen: “Lyt til den sidste episode:” Det håber jeg virkelig ikke, for det er en god udsendelse. Mon ikke de mener “den seneste episode”?

Det helt store puslespil

Sprog-ting og det store puslespil

Jeg gav alle mine fysiske puslespil til præsten, da hun holder meget af at lægge sådanne. Det blev aldrig rigtig noget for mig, og jeg var ikke videre god til det. Når man er en hel formiddag om at lægge fire brikker, går gassen af ballonen hos mig. Jeg har behov for fremdrift.

Hvor det med sproget mest er en form for irritationsmoment, er puslespillet med slægtsdata en utrolig stor glæde og fornøjelse. Åh hvor jeg dog elsker at finde en person i en kirkebog eller en anden primær kilde og kontrollere om alle de nye informationer passer med det, jeg har i forvejen, for det hele skal passe sammen, ellers har jeg fumlet med det foregående. Det sker en sjælden gang imellem, at det er kirkebogsføreren, der har fumlet eller skrevet forkert af efter en af sine kolleger.

Jeg elsker det lille gib, det giver, når jeg finder en, jeg har ledt efter. Sådan en form for “Yes”. Det samme gib fremkommer, når det lykkes at slå direkte ned på den rigtige kirkebogsside og konstatere, at her stod vedkommende lige præcis, hvor vedkommende burde stå.

Når man er vild med kontrol og detaljer, har man det sjovt

Det er sjovt at kontrollere slægtsbogen fra 1977. Jeg er heldigvis kun nået til nr. 158 af 372.

For 44 år siden tog man det ikke helt så højtideligt, hvem der var far til børnene. I går havde jeg et eksempel, hvor jeg for flere år siden havde undret mig over, at faderen hed Willy ANDREASSEN og moderen Ellen Margrethe NIELSEN men en datter hed HANSEN? Hvordan kunne hun komme til det?

Slægtsbogen oplyste ganske vist, at moderen havde været gift før, men det spor havde jeg aldrig tidligere forfulgt. Det gjorde jeg nu og ganske rigtigt: Datteren hed HANSEN, fordi hendes far hed Helge Rosendahl HANSEN. Det var med ham, Ellen Margrethe NIELSEN indgik det første ægteskab.

Der var også en datter født tidligere end hende med Hansen til efternavn, og hun hed NIELSEN ANDREASSEN til efternavn. Det kunne jo ikke passe nogen steder. Ganske rigtigt: Hun var født uden for nogen som helst ægteskaber; før både det med Willy og før det med Helge, og hendes far var Kristian Finnemann WIUFF.

Hun er altså født med efternavnet “Wiuff”, men hun ændrer navn til “Nielsen Andreassen” med hjemmel i Lov nr. 131 af 7. Maj 1937 om Børn uden for Ægteskab § 2, stk. 3.

Stk. 3. Har Moderen indgaaet Ægteskab med en anden en Barnets Fader, kan Stiffaderen med Moderens Samtykke, for saa vidt hun har Forældremyndigheden over Barnet, tillægge dette sit Familienavn ved Anmeldelse til vedkommende Ministerialbog ( Personregister ). Hvis Barnet har faaet Faderens Navn, kan Stiffaderen dog ikke tillægge Barnet sit Navn, medmindre Faderen giver sit Samtykke, eller Overøvrigheden på Barnets Opholdssted, efter saa vidt muligt at have indhentet Erklæring fra Faderen, meddeler Tilladelse dertil. Er Barnet over 18 Aar, kan Stiffaderen med Barnets Samtykke tillægge dette sit Familienavn.

Alt det står der ikke et ord om i slægtsbogen, så det er sjovt at grave frem. Alting bliver i bogen på en måde finere og bedre, end det var i virkeligheden. Det er som om, folk selv har skrevet bogen og har beskrevet verden, som de ønskede, den så ud og ikke, som den så ud i virkeligheden.

Sjove erhverv

Man bør altid medtage erhvervene, som jo er brikker i det store puslespil og som fortæller noget om menneskene bag de tusindvis af databidder, der udgør brikkerne i puslespillet, som kan kaldes slægtens liv.

Af og til dukker helt nye erhverv op. Den omtalte Ellen Margrethe NIELSEN var “Linierske” i Kolding. Jeg troede, jeg tydede det forkert, men ODS kom til hjælp:

“Linierer, en. den, hvis virksomhed det er at liniere (forretningsbøger olgn.), som er ansat i ell. indehaver af en linieranstalt”, jfr.: ODS: https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=linierer

Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad hun lavede. Sad hun mon og tegne linjerne i forretningsbøger og lignende i Kolding i både 1944 og 1948? Nå – det gør heller ikke så meget. Det er bare en sjov detalje sammen med loven om børn født uden for ægteskab, som jeg medtager her for at vise, hvad slægtsforskning også er.