Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Fleksjob: Møde med Morten

Det er meget betryggende at lære Morten Endahl mere og mere at kende. Det er min oplevelse, at han er dygtig. Vi supplerer hinanden fint, for han er alt det ekstroverte, jeg er introvert.

Jeg synes, han respekterer mig for den jeg er. Og jeg er jo lidt sær, det ved jeg udmærket godt. Det er en helt anden fornemmelse, end når jeg taler med ham i kommunen. Han er flink nok, men der føler jeg mig mere som et nummer i rækken: En fleksjobmedarbejder der skal “anbringes”. Og det kan jeg ikke leve med. Det er godt nok et fleksjob, men jeg har altså kompetencer i behold!

Læs mere
/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Backpacker 3

Lidt bøvlet plus Backpacker 3

Tingene er stadig lidt bøvlede i Folkekirkens Nødhjælp.

Kommunen må/kan/vil ikke hjælpe mig før 1. januar 2018, når jeg er blevet ledig. Jeg kan simpelthen ikke forklare dem, at det er en meget dårlig forretning for dem (og mig), og at da jeg for et år siden var i en helt tilsvarende situation, havnede jeg på psykiatrisk afdeling i 6½ uge.

Jeg kan heller ikke forklare dem, at retorik og termer kan være vigtige: De bliver ved med at sige og skrive, at jeg bliver opsagt 1. januar. Der er i min verden stor forskel på at blive opsagt og på at kontrakten udløber.

De har givet mig en licens til en database med firmaoplysninger og kontaktpersoner, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Uanset søgeord får jeg altid “0 hits”. Man skal bruge branchekoder og ikke stillingsbetegnelser.Et eller andet sted på nettet kan jeg sikkert sagtens finde en tabel over branchekoder, men det bliver jeg jo ikke meget klogere af. Jeg søger fx på webdesign, database og den slags, men det resulterer som nævnt i ingenting.

De er såmænd venlige nok, og nu har jeg inviteret mig selv på kaffe med den nye konsulent (omstruktureringer…) om et par uger. Det er altid godt at få sat ansigt på.

Så når alt det roder, kan jeg med god samvittighed kaste mig over et computerspil, for jeg kan alligevel ikke ændre en tøddel på noget af det. Resten af dette indlæg handler om spillet.

Backpacker: retrospektivt eller hvad?

Backpacker 3For ca. 10 år siden eller mere, spillede en kollega, Birgit, og jeg Backpacker i adskillige nætter på hendes computer i Charlottenlund. Jeg tror nok, hun omtalte sig selv som “spillefugl”. Det var simpelthen så hyggeligt, og vi fik da også et glas rødvin og/eller en god pilsner. Det reducerede på ingen måde hyggefaktoren. Så jeg ville finde spillet igen, og hygge mig lidt med det. Efter lang tids søgen lykkedes det at finde det i en version, der kan køre på en moderne maskine og med Windows 10. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er helt det samme som i fordums tider, for det foresvæver mig, at der også var stillbilleder. Jeg tror, jeg husker den store Kristusfigur i Sao Paolo – som jeg i øvrigt godt kunne tænke mig at se IRL. Nu er det alt sammen grafik, men den er flot og musikken er helt fin. Lige i sådan en situation er det altså rigtig fedt med en 32″ skærm og nogle gode højtalere.

Hvis du vil prøve Backpacker 3, begynder du her. Du skal først installere “BlueStacks 3” og derefter hente spillet.

Det går ud på, at man rejser rundt i verden og svarer på spørgsmål om byerne, man besøger. Man søger jobs i den fremlagte avis, der hver for sig byder på på nye spørgsmål, man overnatter på dyre hoteller eller på gadeplan med risikoen for overfald, man hjælper ældre damer over fodgængerovergange mv., hvorved man optjener bonusser og flybilletter.

Lige p.t. er jeg nærmest strandet i Auckland, som jeg intet ved om. Men det gør det jo bare mere udfordrende. De fleste spørgsmål er faktisk ret tricky, så der er masser af sjov i spillet. Jeg har kun haft ét “job”, hvor man skulle kombinere logoer med firmaer. Det var for nemt.

/12 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Ordmenneske

Man skal vide, hvad man kan

Når man søger nyt job, må man støve inventarlisten af, så man kommer i tanke om, hvad man egentlig kan. Inventarlisten er bare et andet ord for kompetencer.  Jeg er gået over til at kalde mig selv for et “ordmenneske”, for det er forståeligt for de fleste (arbejdsgivere). Jeg elsker ordene og sætningerne, og jeg kan godt lide at finde på pæne af begge slags.

Jeg kan af og til godt lide at lege med lidt gammeldags ord. I supportgruppen har jeg i guiden om Mozilla Firefox skrevet, at programmet “kerer sig” om brugernes privatliv. Jeg fik op til flere henvendelser om, at jeg havde stavet forkert 🙂

Hvis man ikke er ordmenneske, så er man vel noget andet? “Noget andet” kan måske være “humørikonmenneske”, som fx forfatteren af teksten til højre, som jeg har anonymiseret bedst muligt. Teksten stammer fra en Facebookgruppe, hvor de fleste medlemmer må være under 30 år eller måske endda under 25 år. Jeg kunne ikke lige finde et af de mere grelle eksempler, men dette illustrerer vist egentlig problemet nogenlunde.

Jeg er næsten ikke i stand til at læse en sådan tekst. Min hjerne fungerer altså ikke på det niveau. Alle de små figurer bliver for mig bare forstyrrende elementer, som jeg forgæves forsøger at hoppe over for at få mening i det sorte på det hvide, som vi typisk kalder bogstaver. Helt overordnet synes jeg, man skal kunne udtrykke sig med ordene i sig selv uden at skulle ty til små figurer.

En form for leg

Det med ordene er for mig en form for leg. En kollega beder ofte om hjælp til korrekturlæsning, og jeg siger altid ja med glæde. Det er typisk referater på seks eller syv sider, men det tager mig ikke ret lang tid. Af og til dukker der små sjove ting frem: Når “kutyme” bliver til “kostume”, og når “engagement” bliver til “arrangement”, kan jeg ikke lade være at smile med lyd på. Vi har kontor lige op ad hinanden, så hun kunne høre mit smil. Heldigvis har hun humor og kunne også selv se det sjove i det.

En del af legen er at bruge ordnet.dk. Jeg slår dagligt op for at være sikker på, at jeg ikke skriver noget vrøvl. Hvis man vil lege sprogrøgter, må man da starte med at feje for egen dør.

De stillinger, jeg p.t. kigger på og selv prøver at skabe, indeholder opgaver med sprog og tekster. Hvis jeg kan finde noget med udvikling og vedligeholdelse af websites, sociale medier, guides til software, tekster, korrektur mv. er min lykke gjort, for det er opgaver, jeg elsker, og som jeg synes, jeg er kompetent til. Nogle af de firmaer, jeg har kontakt med lige nu, tilbyder præcis disse opgaver. Jeg tror på det, men jeg tør alligevel ikke tro på det, før jeg står med en kontrakt med to underskrifter. Det er lidt det med en fugl i hånden og ti på taget.

Professionelle sprogbrugere

Psykiatrifonden har lavet et telefoninterview med mig i forbindelse med, at de skal skrive en artikel om “Det gode liv på arbejdsmarkedet med psykisk sygdom”. Jeg fik udkastet til høring og kunne komme med kommentarer. Der var nogle rent faktuelle fejl, fx var Hvidovre Kommune blevet til Rødovre Kommune, men der var også en del anden sproglig misk mask.

Jeg rettede artiklen igennem med Words korrekturværktøj og returnerede den til journalisten. Jeg blev faktisk helt glad, da han svarede, at han havde accepteret alle mine forslag til ændringer.

Det er altid svært at gå i rette med skribenter (både professionelle og private), for de kan blive kede af det, og det er jo ikke mit ærinde. Ærindet er at prøve at skrive en korrekt tekst. Der er en tendens til “Jamen du kan jo godt forstå, hvad meningen er” eller “Få dig dog et liv. Fokusér på noget andet”. De synspunkter kan jeg slet ikke forstå.

Vi har et fint sprog med mange udfordringer og muligheder. Dem skal vi bruge.

/2 Kommentarer/i , /af ,

I pengenød

Ja – altså ikke mig…

Firmaet er vendt tilbage med beskeden om, at de ikke er tvivl om, at jeg er kvalificeret og kan løse opgaverne. Problemet er, at de ikke har pengene. Som et udspil har jeg tilbudt dem samme favorable vilkår, som FKN har, dvs. betaling for én time og ikke de tre timer, som vi ellers har talt om. Det er selvfølgelig nemt for mig at forhandle for kommunens penge, men sådan er gamet nu engang. Hvis det kan lykkes med det nye udspil, er der tre glade parter: Hvidovre Kommune, firmaet og jeg. Udgiften ved en time pr. uge vil være 13.000 kr. på årsbasis plus feriepenge plus pension. Sidstnævnte er basseører.

Herudover har jeg foreslået dem en klippekortordning, hvor lejerne køber et klippekort hos moderselskabet, og der klippes så, når de har brugt nogle af mine ydelser. Belastningen for den enkelte lejer vil være minimal, og der vil stort set ikke være nogen udgifter for moderselskabet.

Jeg synes, jeg prøver at hjælpe processen på vej. Om det virker, ved jeg ikke. Antageligt ved jeg først noget efter deres bestyrelsesmøde den 13. september. Det er godt nok længe at vente. Jeg er rigtig hooked på det, men skulle der dukke noget andet op inden da, bliver jeg nødt til at sige “ja tak” til det, selvom firmaets opgaver er de bedste.