Morten Endahl, JobØst

Fleksjob Morten Endahl fra JobØst

Det er meget betryggende at lære Morten Endahl mere og mere at kende. Det er min oplevelse, at han er dygtig. Vi supplerer hinanden fint, for han er alt det ekstroverte, jeg er introvert.

Jeg synes, han respekterer mig, for den jeg er. Og jeg er jo lidt sær, det ved jeg udmærket godt.

Det er en helt anden fornemmelse, end når jeg taler med ham i kommunen. Han er flink nok, men der føler jeg mig mere som et nummer i rækken: En fleksjobmedarbejder der skal “anbringes”. Og det kan jeg ikke leve med. Det er godt nok et fleksjob, men jeg har altså kompetencer i behold!

Jeg skal ikke ud i en børnehave, for i min optik, er det sådan, at børn støjer og koster penge, og så kommer man (heldigvis) ikke langt i en daginstitution.

Morten og jeg mødtes et par timer her i formiddag og talte om, hvad vi hver især havde opnået siden sidst. Svarene var korte: Han havde holdt juleferie, og jeg var gået i stå.

Han holder gryden i kog hos et mega-firma, der har hyret et advokatfirma for at blive klar til den 25. maj 2018, hvor den nye EU-forordning om persondata træder i kraft. Hvis de ikke er gået i gang endnu, når de det ikke, uagtet hvor mange advokater, de betaler. I øvrigt er det jo ikke en opgave om jura men om data,  arbejdsgangsanalyser og det nødvendige software. Det, de betaler advokaten for pr. time, kunne de få mig for i en uge… Men sådan er der så meget.

Når de erkender det, har de formentlig senere en anden opgave med nogle data og nogle analyser af arbejdsgange. Det vil måske have et to-årigt sigte. Jeg ved ikke så meget mere, men jeg er klar… Den slags har jeg lavet masser af, og jeg tror, jeg vil kunne støve hjernecellerne af i passende omfang.

Jeg må dog sige, at det vil være i orden evt. at skulle ud i en praktik fra fire til 13 uger, men jeg vil ikke endnu engang skulle være på prøve i to år! Der går grænsen altså. Jeg har skånebehov, men indenfor disse er jeg faktisk stadig en ganske udmærket medarbejder bare på reduceret tid!

Perspektiver og strategier

Jeg havde opstillet en kort dagsorden:

  1. Tidsperspektiv.
  2. Strategi i form af at spille på flere heste.

Tidsperspektivet er ca. tre måneder. Det kan jeg leve med. Ordningen mellem Hvidovre Kommune og Jobøst er “No cure no pay”, altså ikke en krone i kassen, førend de leverer varen. Det er fint for mig.

Det at spille på flere heste er selvfølgelig lidt sværere, når mit CV primært er i datid. Det var Morten selv, der sagde disse bevingede ord, og hvor har han dog ret. Det er jo sådan, jeg længe har haft det med de der to tre sider – for ikke at tale om de syv sider. De beskriver, hvad jeg har kunnet, ikke hvad jeg kan nu. Heldigvis har jeg gennem to år i Folkekirkens Nødhjælp bevist, at jeg stadig kan arbejde. Ikke længere på så højt et abstraktionsniveau men alligevel…

Hjemmeopgaver til os begge

I mens vi talte sammen, fik jeg et par “kreative” idéer: nemlig at gå efter noget, hvor nogen må slå sig sammen om at finde opgaver og penge til 15 timer pr. uge.

Et område kan være provstier og stifter, der har mange kirker under sig, men hvor den enkelte sognemedhjælper (nu kaldet kirke- og kulturmedhjælper – det lyder også bedre 🙂 ) ikke har de rette kompetencer til webdesign, sociale medier, sprog osv. Det er jo en misforståelse, hvis man tror, at en hjemmeside bliver “færdig”. Det tager Morten sig af.

Et andet område er kontorfællesskaber/kontorhoteller. Her vil lejerne kunne købe mine services langt bedre billigere hos udlejer, end de ville kunne gøre det ude i byen. Min opgave er at prøve at finde en portal eller lignende, hvor man kan finde alle disse sære fællesskaber.

Flere tidsperspektiver

Vi skal ses igen om 14 dage den 16. januar. Jeg har inviteret mig selv på kaffe hos kommunen den 10. januar. Der skal vi tale om, hvorvidt mit CV, på det fantastiske Jobnet, er, som det skal være, eller om hans erfaring tilsiger en anden model. Han vil fx gerne have et “udsøgnings-cv”, men det står ikke helt klar for mig, hvad det går ud på. Men summa summarum: Jeg gør alt det, jeg kan, for at holde gryden i kog!

I forlængelse af mødet med Morten har jeg for mindst syvende gang beskrevet, hvad mit ønskejob er – det er den fil, der ikke kan lægges ind i Jobnets fritekstfeltet:


Fleksjob: Her er mine ønskejobs og jeg er ikke kræsen

Jeg har haft mange stillinger, hvor en stor del af tiden har været udfyldt af projektarbejde og projektledelse. Jeg er god til at opstille planer og sikre god kommunikation i en projektgruppe, ligesom jeg er god til at formidle projekternes resultater overfor omverdenen. Desværre kan jeg ikke længere påtage mig rollen som projektleder.

Jeg holder meget af at lave webformidling og synes det er både spændende og sjovt at formidle resultater via nettet. Jeg har både i mit arbejdsliv og i min fritid arbejdet med web og formidling, og det optager mig meget. Jeg er autodidakt på begge områder, men jeg vil ikke være bange for at give mig i kast med at bruge det på professionelt niveau. Jeg har erfaring med at kode hjemmesider fra bunden med HTML, men jeg har også stor erfaring i at anvende CMSer til indholdsstyring. Konkret har jeg erfaring med CMSerne WordPress, Sitecore og Microsoft Sharepoint Service.

Gennem de seneste to år har jeg været webmaster og skribent på siden ”letsupport”. Siden har rigtig mange brugere. Her får jeg ”afløb” for min hang til teknik, sikkerhedsaspekter, optimering af hastighed, korrekt sprog og webformidling i bred forstand.

Jeg er en glimrende korrekturlæser.

Samlet set ønsker jeg mig brændende et job, der rummer teknik, formidling, brugersupport og sproglige opgaver.

PS: Mine kolleger vil beskrive mig som hjælpsom.

2 Svar

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.