Tag Archive for: Internet

, ,

Firefox 4.0 er her

Der var engang, jeg troede, at Internettet var lig med Internet Explorer.

Det var dengang jeg heller ikke anede, hvordan pokker man fik uploaded en fil til internettet, og før det gik op for mig, at en browser bare var et stykke software, man brugte til at bladre med. Ergo troede jeg, at Internettet var lig med Microsofts Internet Explorer. Der er løbet meget vand i stranden siden, og jeg har siden 2005 benyttet mig af Firefox som browser, fordi den er sikrere og nu i version 4.0 meget hurtigere. Den skulle være op til 3,6 gange hurtigere end sin egen forgænger version 3,6.

Der er noget fantastisk over et helt nyt stykke software! I starten – altså inden man får det tildænget med alle sine personlige tilføjelser – er Firefox 4.0 et paradis for purister. Alting gemmer sig bag den orange Firefox-knap, og der er kun den ene. Man kan selvfølgelig vha. højreklik vælge at få menuer og bogmærker vist, men hvis man tilhører puristerne, er der noget fantastisk over en næsten blank skærm, hvor der kun er det, man aktuelt bruger.

En af de fantastiske ting ved Firefox er, at man kan gå i gang med at få den til at se ud og fungere helt, som man ønsker det. Der findes et hav af tilføjelser, som man bare kan vælge og vrage i blandt, og der findes rigtig mange “personas”, der handler om, hvordan Firefox skal se ud. Sædvanlig findes der også en masse temaer, der også handler om, hvordan Firefox skal se ud, men lige nu er der kun et – de rare udviklere skal jo lige have tid til at skrive dem om til den nye version.

Man kan også konfigurere Firefox helt om ved i adresselinjen at skrive “about:config” så får man en liste over alle konfigurationsmulighederne. Jeg vil dog ærligt tilstå, at jeg aldrig har haft mod til at ændre på nogle af disse konfigurationer. Jeg gider ikke sidde tilbage med en browser, som jeg selv har vandaliseret.

Hvis du stadig hænger i Internet Explorer, vil jeg gerne opfordre dig til at prøve den nye Firefox, for her er virkelig mange muligheder. Hvis du bruger Bullguard som sikkerhedspakke, skal du være opmærksom på, at lige her i den første tid skal du slå tilføjelsen BullGuard Safe Browsing Toolbar fra. Toolbaren får nemlig Firefox til at holde op med at svare på Google-søgninger.

 

, , ,

På nettet igen

Jeg er på nettet igen!

Fredag ankom min TDC HomeBox med posten. Jeg læste den 19 siders fyldige vejledning, og gav op på forhånd, og ringede i stedet til en ven, der bor lige om hjørnet, og klagede min nød. Heldigvis havde han tid til at komme og hjælpe mig lørdag formiddag, og hans tilgang til problemet var meget bedre end min. Jeg var bange for at ødelægge et eller andet, medens hans tilgang var: “Det kan ikke blive værre!”

Det var lige det, der skulle til, for efter en times tid var vi på nettet og det med en forrygende fart. Det eneste, der ikke virkede var telefonen. Jeg ringede til TDCs hotline, som kunne se, at der var fuld power på, men ikke uden videre kunne løse det med telefonen. Det måtte vente til mandag, hvor en TDC-tekniker i forvejen ville ringe og følge op på sagen. Nå pyt, mobilen kunne tage over, det vigtigste var internettet.

Jeg gik i gang med at pakke alle ledningerne sammen i kabelboksen og glædede mig over alle de strømforsyninger, der pludselig var blevet overflødige, fordi HomeBox indeholder det hele (modem, router, switch, firewall samt trådløst net). Jeg hader hele det lednings-mareridt og glæder mig til den dag, alle enheder er trådløse. Det tager mig altid flere timer at få arrangeret kablerne i kabelboksen, og jeg starter altid med at ville gøre det så godt med et kabel ad gangen, og det ender altid med, at jeg bare er lykkelig over bare at få det hele stoppet ind.

Pludselig kom jeg til at tænke på, hvor selve telefonen egentlig fik sin strøm fra? Vi havde fået sparet lidt vel rigeligt på strømforsyningerne, og da jeg havde fået etableret strøm til telefonen, virkede den sandelig. Jeg var egentlig ret tilfreds med mig selv.

Det kræver bare én uges nedetid, så er man lykkelig over at få sit internet igen. Ganske vist har jeg det lille mobile bredbåndsmodem, så jeg har været i forbindelse med omverdenen, men det lille modem virker kun på min notebook, hvor de ergonomiske forhold er elendige Modemmet burde naturligvis virke på enhver pc, men min tekniske indsigt rakte ikke langt nok. Jeg glæder mig nærmest til TDC ringer og følger op på sagen (hvilket jeg synes er en rigtig god service), og hvor jeg så kan sige “Alt virker!”

,

Uden internet

Pludselig stod forbindelsen af.

Paradoksalt nok kommer det første indlæg i lang tid på et tidspunkt, hvor jeg i realiteten er afskåret fra omverdenen.

Jeg sad helt fredeligt i aftes og surfede lidt rundt på internettet, og pludselig var det slut. “Siden kan ikke vises” sagde den, uanset hvilken side jeg prøvede at komme ind på. OK man genstarter computeren som det første; det hjalp ikke. Næste skridt var at nulstille modemmet ved simpelthen at slukke det, vente 10 sekunder og så tænde igen. Det hjalp heller ikke. Nogle gange hjælper det at gå i seng og så håbe på, at det er gået over af sig selv dagen efter – men det er ikke gået over.

Windows’ fejlfindingsværktøj foreslog som det sidste at kontakte udbyderen. Da problemet i langt de fleste tilfælde findes lokalt hos en selv, orkede jeg næsten ikke at kontakte TDC, men gjorde det alligevel. Der var gevinst i den forstand, at der er en fejl hos TDC, som gør, at mit modem ikke “kan trække IP-adressen”. Det siger mig ikke så meget, men jeg er næsten glad for, at fejlen ikke er hos mig selv, for jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle udbedre den efter at have forsøgt de almindelige høker-løsninger. Hvad jeg ikke kan forstå er, at min telefon virker. Det er jo IP-telefoni, så enten kan man vel trække IP-adressen eller også kan man ikke?

De starter med at reparere på sagerne på tirsdag mellem 08:00 og 10:00, og det kan man vel ikke forlange bedre. I mellemtiden glæder jeg mig så over at have et mobilt bredbåndsmodem fra OiSTER, så jeg ikke er helt afskåret fra omverdenen. Når man ikke kan komme på nettet, går det pludselig op for en, hvor afhængig man er af det. Ingen e-mails, ingen netbank, ingen ruteplanlægger, ingen rejseplan, ingen noget som helst.

I lang tid har jeg ellers tænkt, at det var en unødig luksus at betale 159 kr. til OiSTER hver måned, når jeg næsten aldrig bruger det mobile bredbånd, men pludselig sidder jeg her og er så glad for at have muligheden.