Indlæg

, ,

Irritationsmomenter

Irritationsmomenter

Internettet er fyldt af irritationsmomenter

Irritationsmomenter

Så længe to millioner mennesker i Gaza er ved at dø af sult, mens Israel dræber børn, fordi staten Israel har “ret til at forsvare sig” (jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan det hænger sammen), Ukraine har mistet omkring en million soldater, og jeg stort set hver morgen vågner op til Trumps vanvid, burde jeg ikke være irriteret.

Det er evigt ligegyldigt set i den store sammenhæng. Her får du alligevel et udpluk af irritationsmomenterne. Kender du dem – eller bare nogle af dem?

Digitale afbrydelser

Mange mennesker vil gerne have, at man forbliver på deres hjemmeside. Derfor sørger de for, at et eller andet popper op, når man enten scroller op eller ned eller er på vej til at forlade  siden. Ofte drejer det sig om, at man kan tilmelde sig et nyhedsbrev.

Jeg skal nok selv finde ud af, om en side er så interessant, at jeg ønsker deres nyhedsbrev, og hvor det i givet fald er.

I det hele taget er jeg træt af at forholde mig til ligegyldige “ting”, eksempelvis “reals” på Facebook, som jeg kraftigt overvejer at forlade, da der er for få søde mennesker tilbage på platformen, da 99 pct. af venneanmodningerne er falske, og der deles hjernedøde beskeder til Meta om, at man ikke ønsker, at de må anvende ens billeder mv. Herre Jemini. Selv mennesker, jeg anser for mere end kloge, har i den forløbne uge delt sådant indhold.

Når jeg alligevel stadig er der, er det fordi, jeg bruger platformen til at informere om eksempelvis denne nye artikel. Og hvem vil ikke gerne have læsere?

Overflødige klik og “Clickbait”

Hvis man vil slette indhold, trykker man på “slet”. Man mødes af en besked om fx “Vil du vil slette dette?” Ja, jeg trykkede jo på “Slet”. Tror de, jeg er helt idiot? Der er millioner af overflødige klik. Måske kunne vi lave en sammenslutning til bekæmpelse af dem?

“Clickbait” er en betegnelse for sensationelle eller iøjnefaldende overskrifter, der bruges online for at tiltrække klik og generere mere trafik til en side. Overskrifterne er typisk designede til at pirre læserens nysgerrighed og få dem til at klikke på et link, selv om indholdet kun uhyre sjældent lever op til forventningerne.

Netikette

Jeg begyndte at lave hjemmesider i 2005, og da jeg ikke anede en brik om, hvordan man gjorde, købte jeg en række bøger om det. Dengang var nettet jo dårlig opfundet, så man kunne ikke blive ret meget klogere der. Dengang kunne man ikke finde indhold med – ikke på – Google.

Du får lige en af mine mange yndlingsaversioner: Google har jo ikke selvstændigt indhold, og alverdens hjemmesider ligger selvfølgelig ikke Google. Google er et værktøj, man bruger til at finde indhold med.

Min bibel var  – og er – Jørgen Farum Jensens “Webdesign”; jeg har desværre mistet den. Han skrev fx om læsbarhed, der blandt andet indebar at lave afsnit. Og han skrev om, at man vha. title=”hvad sker der her” bør informere brugeren om, hvad der vil ske, når man klikker på et link, og at man bør sørge for, at siden, man gerne vil se, åbner i et nyt link. Det er vanvittigt irriterende at blive ført væk fra siden, man oprindeligt var på.

Information om noget jeg allerede ved

Jeg er så træt af mails – og især tre bippende SMS’er – om alt det, der allerede står i min kalender. Det drejer sig fx om beskeder fra tandlægen, frisøren, optikeren m.fl. om, at jeg har en tid. Det ved jeg da godt, for jeg skrev det i kalenderen, da vi indgik aftalen. Den form for beskeder har aldrig nogensinde oplyst mig om noget, jeg ikke ved i forvejen. Jeg har bare bøvlet med at slette alt det overflødige indhold her og der.

Hos Distriktspsykiatrien kan man heldigvis sige, at man ikke gider have de tåbelige beskeder.

Andel Energi sender en mail og tre SMS’er om, at min regning er blevet betalt. Ja, det havde jeg da så sandelig også forventet, eftersom jeg har tilmeldt mig Betalingsservice. Herudover er de så “kvikke”, at de sender en mail om, at man skal sørge for at oplyse sin mail-adresse, da de ellers ikke kan sende mails. Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.

Ændring af aftaler

Lidt i forlængelse af ovenstående: Min frisør klipper godt, og han er sød at slukke for muzakken, så jeg kan holde ud at være der, men jeg er træt af, at han altid ringer og laver om på mine aftaler. Når jeg ser ham igen, vil jeg spørge, om han også ændrer på alle de øvrige kunders tider, eller om det kun er mine?

Hvad er det mon, der får ham til at tro, at jeg kan ændre aftalerne? Kan han ikke styre sin kalender?

Herudover overvejer jeg konsekvent at sige “nej” til enhver ændring. Så kan det være, det “går over”.

Når jeg ikke allerede har fundet en anden frisør, skyldes det, at det er meget svært at finde en, der vil slukke for baggrundsstøjen. Men når man er på autismespektret, er det utrolig udmattende at skulle bruge kræfter på at prøve at ignorere det. Det går simpelthen ind i ens hjerne, og det kan tage meget lang tid, at få det til at forsvinde igen.

Tåbelige svar

Tåbelige svar kan fx være:

  • Så er det din PC, der er noget galt med (nej, der er overhovedet ikke noget galt med min PC)
  • Så er det din browser, der er noget galt med (fx DSB, når man ikke kan købe billetter via deres hjemmeside vha. Firefox, som er en anerkendt browser)
  • Har du tjekket dit spam-filter? (Ja, jeg har styr på mit spamfilter, som jeg tømmer hver dag), når man spørger, hvorfor man ikke har fået svar på en e-mail. Jeg begyndte naturligvis med at tjekke dette filter.
Døde links på min side

Folk og firmaer ændrer links lige så ofte, som jeg skifter undertøj (og det sker ret tit) , ergo er jeg indehaver af sider, der henviser til en 404-side. Når man linker til en side, er det jo faktisk udtryk for, at man mener, siden har noget at byde på, så det er venligt ment og godt for deres SEO. 

(SEO står for Search Engine Optimization, som på dansk betyder søgemaskineoptimering. Det handler om at optimere en hjemmeside, så den får en højere placering i søgeresultaterne på søgemaskiner som Google. Dette kan gøres gennem tekniske ændringer på hjemmesiden, optimering af indhold og ved at opnå links fra andre hjemmesider.)

En 404-fejl er en fejlkode på en hjemmeside. 404-fejlkoden angiver, at den side, du ønskede at besøge, ikke kan findes eller ikke længere eksisterer. En 404-fejl er også kendt som ‘404 ikke fundet’, ‘HTTP 404-fejl’ eller ‘404-fejlkode’.

Jeg er ved at være så træt af døde links, at jeg overvejer helt at holde op med at linke til andre sider end mine egne, for de bliver, hvor de er.

Tak er kun et fattigt ord

I forskellige grupper og på Facebook generelt efterspørges ofte hjælp til det ene og det andet. Bag det barske ydre er jeg i virkeligheden et venligt og hjælpsomt menneske, så jeg bruger ofte tid på at besvare sådanne opslag eller finde information frem til spørgeren, hvis der nu skulle være et eller andet, jeg ved noget om.

Jeg overvejer at holde op med at spilde min tid på det, for det sker meget ofte, at der ikke en gang returneres et “tak for hjælpen”.

Manglende respekt for min tid

Manglende respekt for min tid er ikke bare irriterende; det gør mig rasende.

Jeg tilbyder – i øvrigt gratis og omfattende – support til oprettelse af TNG-sider. TNG står for The Next Generation of Genealogy Sitebuilding. Det vil sige, at jeg assisterer med at oprette hjemmesider, hvor man kan vise sine slægtsdata. Det er tydeligt beskrevet, hvordan man får hjælp. Det kan du fx se her. Det er starten på en længerevarende proces, hvor du lærer en masse om at generere en dynamisk hjemmeside til dine data. Det er ikke gjort på en for- eller eftermiddag. Er det ønsket, er MyHeritage nok en bedre løsning.

Jeg vil enormt gerne hjælpe, men det er altså på mine betingelser. Man kan booke en tid i min kalender via hjemmesiden, og hvis jeg overhovedet har mulighed for det (og det har jeg som oftest), besvarer jeg straks forespørgslen og accepterer aftalen.

Det er ingen hemmelighed, at jeg konsekvent ikke besvarer hverken e-mails, SMS’er eller henvendelser via Messenger.

Alligevel sker det meget ofte, at jeg bliver kontaktet via disse kanaler. Jeg besvarer simpelthen ikke sådanne henvendelser. Det er ikke for at være et væmmeligt menneske, men spørgeren bliver nødt til at acceptere den support-form, jeg har valgt, for jeg skal jo også lave noget selv.

Besvarede jeg fx en SMS, ville brugeren (helt berettiget) have et nyt spørgsmål fem minutter senere. Og så er jeg fanget i en fælde. Det gider jeg ikke. Derfor tager vi en 60 minutters samtale om det, der driller. Og det kan vi gøre et fuldkommen ubegrænset antal gange. Det er sgu da god kundeservice.

Der er flere

Jeg kunne liste adskilligt flere irritationsmomenter, men jeg stopper her for ikke at skræmme (endnu) flere læsere væk. For det er jo egentlig ikke hensigten.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Da kineserne overtog min annoncekonto hos Facebook

Da kineserne overtog min annoncekonto hos Facebook

Flot support fra Meta

Da kineserne overtog min annoncekonto hos Facebook

I søndags begyndte jeg at få mails, hvor en enkelt linje var på kinesisk. De drejede sig om, at der nu var trukket 200 kr. på min annoncekonto hos Facebook/Meta, et par timer efter var der trukket yderligere 250 kr. osv.

Jeg tjekkede kontoen, og det kort, der er knyttet til den, har jeg ikke brugt i årevis. Ergo kunne de ikke malke min konto, men alligevel var det utrolig ubehageligt. Jeg forstår ikke, hvordan de kan få adgang til kontoen, når jeg altid bruger meget sikre kodeord. Nu har jeg selvfølgelig lukket annoncekontoen, og fra nu af bruger jeg 2-faktor-login på alt!

Jeg lavede annoncekontoen i 2018 og brugte den lidt dengang, men siden har der ikke været aktivitet på kontoen, som jeg da lykkeligt havde glemt. Jeg skrev til supporten og efter at være kommet igennem alle de tåbelig svar fra en robot, kom jeg igennem til et rigtigt, levende menneske. Jeg vedblev at fortælle dem, at jeg ikke havde brugt kontoen i syv år, og efter det havde gentaget sig nogle gange, stolede de åbenbart på mig og skrev, at det så ud som om, kontoen var kompromitteret, og at de nu havde gjort det nødvendige for at sikre kontoen.

Jeg synes, jeg fik en meget fin hjælp fra Metas Support:

Da kineserne overtog min annoncekonto hos Facebook

Der er så meget skidt på Facebook/Meta p.t.

Da kineserne overtog min annoncekonto hos FacebookJeg synes efterhånden, Facebook/Meta er et utrygt sted at færdes.

Mens jeg havde kontakt til Metas fine kundesupport, kom der selvfølgelig adskillige mails med beskrivelser af, hvad jeg skulle gøre. Jeg sad med hver af dem og var faktisk bange for, at den var falsk, og at den i stedet var fra svindlerne. Sådan skal det jo ikke være.

Mandag fik jeg sandelig en besked på Messenger fra “Meta Business Support” – igen med lidt kinesiske krydderier. På den hårde måde har jeg lært, at Meta nok ikke skriver til mig på Messenger men alligevel …

Og jeg bryder sammen og tilstår, at jeg for et par uger siden faldt i den fælde, hvor de kriminelle på Messenger skrev, at min konto var deaktiveret, fordi nogle brugere havde rapporteret, at jeg havde voldeligt indhold (eller sådan noget lignende).

Der faldt jeg altså i fælden, og også det var meget ubehageligt, for pludselig kunne jeg se, at de kriminelle overtog min konto. Her blev hurtigt sat 2-faktor-login på.

Da kineserne overtog min annoncekonto hos FacebookNår jeg ser på det igen, er det selvfølgelig klart, at jeg var dum, men jeg blev forskrækket og læste det ikke grundigt nok – og de spiller på folk angst. Man vil skynde sig at løse problemet, men man får bare et større!

  • For det første skriver Meta IA ikke til mig på Messenger
  • For det andet staves security med “s” ikke med “c”.

Alle de venneanmodninger, der kommer om natten er svindel og humbug. Jeg kan snart ikke huske, hvornår jeg har godkendt en ægte venneanmodning. Og kommer der endelig en, der ser ægte ud, tjekker jeg vedkommendes profil meget grundigt. Har vedkommende kun tre “venner”, ingen informationer, intet billede, ingen opslag osv., er profilen selvfølgelig falsk.

Min hjemmestrikkede regel er, at vil man være venner med mig, skal vi have minimum 100 “venner” tilfælles. Og når jeg selv anmoder om venskaber, skal vi også have minimum 100 “venner” tilfælles. På den måde undgår jeg det meste skrammel herunder folk hvis politiske anskuelser, jeg overhovedet ikke deler.

Når man færdes på Facebook/Meta, skal man efterhånden regne med, at det meste er falsk, og man skal have antennerne ude for at afsløre det.

Sådan skal det jo ikke være.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Sådan bliver vi venner på facebook

Sådan bliver vi venner på Facebook

Jeg kan godt lide facebook

Jeg kan godt lide facebook, så jeg kæmper lidt af en ihærdig – og måske også dum – kamp for at platformen bliver ved at være et trygt og rart sted at færdes.

Sådan bliver vi venner på facebook

Hovedregel: Vi skal som minimum have 100 fælles venner, fordi det er mit kriterium for, at vi nok har noget til fælles. Der kan selvfølgelig være undtagelser fra denne hovedregel.

Du skal kommunikere ved hjælp af ord ikke ved hjælp af hoppende og dansende figurer/emojis. Hvis din kommunikation ikke foregår ved hjælp af ord, er der en stor risiko for, at jeg ikke forstår dig. Og jeg gider ikke bruger ressourcer på at prøve at afkode diverse figurer.

Har jeg eksempelvis skrevet en kommentar til dig eller en anden, og reagerer du med en grinende smiley, bliver jeg ret så træt af dig og den, for det er jo temmelig umuligt helt præcist at forstå, hvad det er, du finder så morsomt. Forleden var der syv personer, der fandt en af mine kommentarer morsom. Da jeg spurgte til, hvad det sjove var, fik jeg ingen svar. Jeg er godt klar over, at min kommunikationsform er forældet, men den er i hvert fald klar og svær at misforstå.

Du skal mene noget om noget, og du skal give din mening til kende. Hvis det eneste, du selv foretager dig, er at opdatere dit coverbillede, profilbillede – eller andre billeder – med jævne mellemrum, bliver du ikke lukket ind, for så kan jeg ikke vide, hvad du er for en person. Stammer din viden primært fra denkorteavis.dk, har vi nok heller ikke meget til fælles.

Du skal kende og bruge dansk grammatik nogenlunde rigtigt.

Tidens trends på facebook

Sådan bliver vi venner på facebookLige p.t. er der også en gruppe kvinder, der kæmper for, at facebook kommer tilbage til stedet, hvor vi kan dele almindeligheder så som hunde- og kattebilleder, madopskrifter mv.

Jeg forstår dem godt, for det skal nærmest ses som en modvægt til de endeløse, tåbelige »politiske« diskussioner, man skal holde sig langt fra på facebook, da ingen af parterne alligevel har lyst at lytte, og debatniveauet er uendeligt lavt.

Man skal også holde sig langt fra at mene noget om krigen i Mellemøsten. Mener man, at H@mas var nogle svin, da de den 7. oktober 2023 kørte ind i Israel på motorcykler og begik de frygteligste forbrydelser, beskyldes man for at være zionist. Mener man, at Benjamin Netanyahus regering og politik er fuldkommen vanvittig, beskyldes man i løbet af ingen tid for at være jødehader. Den såkaldte »debat« rummer ingen nuancer overhovedet.

Jeg synes, jeg læser om flere og flere mennesker, der har besluttet at holde sig ude af debatten, hvilket jo i virkeligheden er dybt problematisk og også meget trist, for facebook var jo egentlig et fint sted at udveksle synspunkter.

Når politikere slår noget op, svines de i løbet at ingen tid til. Det er især markant, når Mette Frederiksen slår noget op. Man kan være uenig med statsministeren i den førte politik, men derfor kan man jo godt tale/skrive ordentligt til hende.

Sådan bliver vi venner på facebook

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Links til materiale bag betalingsmure

Links til materiale bag betalingsmure

Jeg er træt af betalingsmure

Om links til materiale bag betalingsmure

Links er et effektivt signal til Google om, at her er læseværdigt indhold og er en reklame for en hjemmeside. Det gør jeg selvfølgelig også selv. Realiteten er bare, at mange linker til indhold, der er gemt bag betalingsmure. Det har aldrig nogensinde været idéen bag internettet – som ikke er det samme som World Wide Web – at vi skulle betale for at se, hvad der gemmer sig bag et link. Links skal være til alle.

Da Sir Tim Berners-Lee opfandt internettet i starten af 90’erne, var det for at sikre, at store datamængder ikke skulle befinde sig i et hjem på harddisk, der har en begrænset og ukendt levetid. Data skulle fordeles på store servere mange steder, og de skulle kunne tilgås af alle, der ejede en computer.

Dengang var der ikke noget, der hed hverken tablet eller smartphone. Man skulle bruge en computer. Det er svært at forestille sig i dag, hvor antallet af brugere nærmer sig de fem milliarder og hvor alt inkl. kattelemmen, vaskemaskinen og lyset i badet styres af noget netværksbaseret.

Hvem husker ikke tiden, hvor der skulle ringes op med et modem, der stod og sagde “ring, ring”, indtil man kom igennem. Jeg kan huske, at omkring 2004, hvor jeg begyndte at slægtsforske, kunne man godt droppe at bruge nettet fra kl. 20 og frem, for der ledte alle de andre nørder også efter deres aner, og det var billigere efter kl. 20.

Det er længe siden, jeg holdt op med at klikke på links til Politiken, Berlingske m.fl. De fører nemlig altid til ca. 100 ord, og vil jeg læse resten, må jeg til lommerne. Og det vil jeg ikke, for jeg vil aldrig nogensinde få læst alt det, jeg betaler for i dyre domme. Jeg har prøvet.

Min pointe: Journalister skal ikke arbejde gratis

Selvfølgelig skal journalister ikke arbejde gratis, og selvfølgelig skal aviserne overleve, selvom papir-aviserne måske vil uddø. Duften af tryksværte til morgenægget om søndagen vil måske være en saga blot om få år.

Da jeg for kort tid siden skrev noget på Facebook om det tilgængelighedsproblem, som betalingsmurene udgør, fik jeg en journalist på nakken, fordi han troede, jeg mente, han skulle arbejde gratis. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Hans påstand var, at et link til en artikel bag en betalingsmur er erstatningen for den fysiske avis på dørmåtten, og det kan der være noget om.

Min pointe er bare, at fx privatpersoners klummer, gratis kronikker (nogle aviser betaler for kronikker), læserbreve og hvad det ellers hedder, som ikke har kostet avisen en krone, ikke burde ligge bag betalingsmure. Privatpersonerne har arbejdet gratis og kunne opnå en større udbredelse af deres budskaber, hvis de ikke lå bag betalingsmure. Hvorfor skal aviserne tjene på andres gratis arbejde?

Det kræver ikke meget teknisk snilde at lave en åben og en lukket del af Politiken, Berlingske, Zetland og alle de andre steder, hvor privatpersoner kan komme til orde. Aviserne m.fl. har selvfølgelig udgifterne til serverplads, webhotel, tidsforbruget for den, der skal lægge materialet på nettet osv., men mon ikke de klarer det, og serverpladsen og webhotellet har de jo alligevel til det journalistiske indhold, som udgør langt størstedelen af avisen.

Flere tager en omvej på informationsmotorvejen

Adskillige flittige skribenter, der leverer indhold til aviserne, har taget konsekvensen og gør eget indhold tilgængeligt på egne hjemmesider, samtidig med at en avis publicerer det. Jeg kan ikke lige komme i tanke om eksempler, men de er utallige.

Det kan undre, at aviserne accepterer det, da antallet af klik på deres sider uvilkårligt må falde. På den anden side set har skribenten ophavsretten til eget materiale og kan gøre med det, hvad han/hun vil, så længe avisen har fået det gratis. Har de betalt for indholdet, foreligger en kontrakt, og i den kan de selvfølgelig opstille vilkår om, hvor og hvornår indholdet må publiceres.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.