Brev til borgmesteren
Inspireret
Brev til borgmesteren
Jeg blev så inspireret Erics kommentar til det foregående indlæg, at jeg satte mig ned og skrev til borgemesteren. Jeg har sendt det til høring hos min tidligere bisidder, der selv har været kommunal sagsbehandler i mange år, og som har været bisidder hos SIND i mange år. Hun har sikkert nogle rettelser, og det vil bare være fint. Hvis du også har nogle, er det kun godt.
Så er det jo spændende, om borgmesteren gider at svare:
13-01-2018
Hanne B. Stegemüller
Åstrupgårdsvej 4, 1. th.
2650 Hvidovre
Helle Adelborg
Borgmester i Hvidovre Kommune
Kære Helle Adelborg
Du hjalp mig ultimo 2017 med aktindsigt i de kommunale omkostninger til mit langvarige sygeforløb, og det skal du have mange tak for. Det er vigtigt for mit bogprojekt at kunne opgøre omkostningerne. Det vil naturligvis ende med at blive politisk, da et par millioner her og der er mange penge.
Jeg henvender mig igen, da jeg synes, jeg er løbet ind i lidt af en labyrint i Hvidovre Kommunes forvaltning, og jeg vil være glad, hvis du enten kan klargøre labyrinten eller måske endda løsne lidt op for den.
Min situation er:
- Jeg blev primo 2016 blev indstillet til fleksjob af rehabiliteringsteamet. Kommunen efterkom denne indstilling, og det er jeg intet mindre end lykkelig for. Den tilgrundliggende diagnose er: bipolar affektiv sindslidelse, som er en alvorlig sindslidelse.
- Mit største ønske er at arbejde de 15 timer, jeg kan, da jeg ellers er bange for, at ensomheden vil banke på. Og jeg vil hellere end gerne bruge de kompetencer og den erfaring, jeg har i behold. Jeg er ikke blevet hverken dum eller inkompetent af at blive syg.
- Adskillige (herunder min bisidder fra SIND, jeres meget søde og kompetente sagsbehandler i sygedagpengeafdelingen, min erhvervsrådgiver og min erhvervspsykolog fra Psykiatrifonden m.fl.) pegede på, at jeg måske hellere burde søge en førtidspension, da jeg muligvis kunne være berettiget selv efter reformen fra januar 2013. Jeg har dog fra dag 1 i hele dette system sagt, at jeg ikke kandiderede til førtidspension. Jeg vil arbejde!
- Jeg har haft to etårige kontrakter i Folkekirkens Nødhjælp, en for 2016 og en for 2017, som jeg har været glad for. Organisationen har imidlertid ikke længere opgaver eller økonomi til at forny kontrakterne. Af den grund er jeg ledig med ledighedsydelse med virkning fra 1. januar 2018. Jeg håber, at samarbejdet med Jobøst, der er jeres ”anden aktør”, hurtigt vil bære frugt, og det tror jeg på. Min konsulent, Morten Endahl, virker utrolig kompetent, og vi har en meget fin gensidig forståelse. Han kender til bipolar affektiv sindslidelse i sin nærmeste familie. Det betyder, at der er meget, vi ikke behøver sætte ord på. Og det er mig, der har bedt Morten ”spille på flere heste”, så jeg hurtigere kan komme tilbage til arbejdsmarkedet.
- Min private pensionskasse JØP (Juristernes og Økonomernes Pensionskasse) har vurderet, at jeg har mistet 2/3 af erhvervsevnen, hvorfor jeg siden august 2016 har oppebåret invalidepension derfra. JØP har – fra mig – modtaget helt de samme akter, som rehabiliteringsteamet fik forelagt.
Og hvad nu?
For det første er jeg i tvivl om, af hvilken grund jeg mødes med et væld af ”opfølgning”, som – efter min opfattelse – er et synonym for ”kontrol”, når mit største ønske er at finde et nyt job på de præmisser, der nu engang er, og hvor min pensionskasse allerede har afgivet deres udtalelse, nemlig at jeg, som allerede anført, har mistet 2/3 af erhvervsevnen.
Det virker på mig som om de aftaler, jeg træffer med Morten Endahl fra Jobøst, ikke har gyldighed overfor den kommunale medarbejder, og det undrer mig. Jeg er fuldt ud opmærksom på, at Hvidovre Kommune naturligvis har behov for jævnlige statusrapporter mv. fra en anden aktør for dermed blandt andet at sikre, at man får den ydelse, man betaler for. Alligevel må det vel være sådan, at de aftaler, jeg træffer med Morten, er gyldige også overfor den kommunale sagsbehandler. Der kan på ingen måde rejses tvivl om, at jeg ønsker at arbejde!
Jeg har eksempelvis meget svært ved at se, hvilken gavn, det kan gøre, at Morten og jeg mødes med den kommunale sagsbehandler ved et såkaldt koordinationsmøde. Pengene er langt bedre givet ud, når Morten og jeg mødes ved mit spisebord til en kop kaffe og drøfter strategi, næste skridt og tidsplan.
Jeg har en række kognitive problemstillinger, som er virkelige handicaps, og som jeg har gjort meget for at lære at kompensere for. Den største problemstilling er hukommelsen. Blandt andet har Hvidovre Kommune betalt et utrolig fint forløb hos CSV (Center for Specialundervisning for Voksne). Med andre ord: det er problemer, jeg kæmper med hver dag, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at omgås disse problemer. Derfor gør det ondt at høre en medarbejder sige minimum fem gange i en samtale på tre kvarter at ”det talte vi også om sidste gang”. Det er min opfattelse, at jeres medarbejdere bør have så megen viden om sagen, så megen indsigt og så megen empati, at den slags kan undgås. Når man er i den ydmygende situation at være ”indkaldt”, og underlagt al mulig ”opfølgning” alias ”kontrol”, skønt man altså selv har taget initiativet til mødet, er det svært at få sagt til og fra. Jeg synes ikke, det er et urimeligt ønske fra min side.
Jeg skal selvfølgelig nok opfylde alle krav i den relevante lovgivning; jeg er trods alt cand.jur., men jeg vil gerne mødes som det menneske, jeg nu en gang er, og det indebærer, at der ikke er noget, jeg hellere vil end at arbejde, og at der bliver taget adækvate hensyn til de handicaps, sygdommen har medført.
Samlet set kan jeg ikke undlade at synes, at det er forfærdeligt at være havnet i dette hamsterhjul, hvor der ikke er nogen af parterne, der gør hinanden noget godt.
Jeg hører meget gerne dine reaktioner (både de umiddelbare og de senere) på denne skrivelse.
Mange venlige hilsner
Hanne B. Stegemüller