Det er svært at finde vej
At finde vej
Det er svært at finde vej.
Et lille skridt i den rigtige retning er det dog, at jeg har fået det til at fungere med telefonens Google Maps, KlickFix til iPhone 6 monteret på cykelstyret og det lille Jabra headset. Det lykkedes mig i går at finde vejen til egen læge – sådan en slags test af set-uppet, for det er ligeud hele vejen til Vanløse, og det kan jeg godt huske.
I dag lykkedes det mig at finde til Center for Specialundervisning for Voksne (CSV), der ligger i Husum. Et par gange sendte den mig ind ad stisystemer, og det var jeg ikke meget for, men tog den vej jeg selv var mere tryg ved. “Beregner ny rute” – smart.
I morgen vil jeg se, om jeg også kan finde til arbejde. Hvis jeg kan det, har jeg for alvor fået min frihed tilbage. Min forestilling er, at jeg kun behøver GPS’en en gang pr. destination, og så skulle den visuelle hukommelse gerne klare resten – men jeg tror, det er en drøm. Det er sygdommen i sig selv, der har skadet hukommelsen, ikke de mange ECT-behandlinger, for problemerne var tilstede allerede inden behandlingerne. Det kan jeg dokumentere ved hjælp af en mail fra den 21. august 2014, som er længe før jeg fik det første ECT-behandling.
Hukommelsesproblemer
Hukommelsesproblemerne mærkes især på arbejdet, hvor jeg konstant går rundt med et kollegiehæfte under armen. Jeg mangler bare træning i at få skrevet de rette noter. Fx fik jeg telefoniske instruktioner fra leverandøren i fredags, men jeg fik ikke noteret noget ned, fordi det var så logisk, men nu går jeg og er bange for, om jeg kan huske det. Det er ikke fedt at skulle ringe op og bede om gentagelse.
Jeg mangler kræfterne
Efter 2½ år i en eller anden form for vakuum, er der så meget, jeg gerne vil i gang med igen. Der er for meget, der flyder, og så mange ting, jeg gerne vil i gang med i mit hjem. Jeg troede, jeg kunne gå i gang med det hele uden videre, oprette to-do-lister og så gå i gang. Det kan jeg bare ikke. Jeg har ikke kræfterne. Når jeg har været på arbejde de sølle fem timer er jeg brugt. Psykologen siger, det er naturligt nok, og hende retter jeg mig efter, for hun er meget dygtig. Altså må jeg tage et skridt ad gangen og så vente på, at kræfterne vender tilbage. Jeg kunne bare godt tænke mig, at det gik hurtigere.
Møde i rehabiliteringsteamet
Kommunens sagsbehandling i relation til fleksjobbet udestår stadig. Jeg er tilsagt til møde i rehabiliteringsteamet den 11. april kl. 14:00, og jeg er død-nervøs. Heldigvis går erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden med mig, og hende føler jeg mig tryg ved efter et langt forløb hos dem. Min virksomhedspraktik udløber den 8. april, og jeg må ikke møde op igen, før kommunen har truffet sin endelige afgørelse. Det skyldes forsikringsforhold. Hverken jeg eller Folkekirkens Nødhjælp er interesserede i et “hul” i ansættelsen, så min sagsbehandler arbejder på en forlængelse af virksomhedspraktikken frem til afgørelsen. Hun er god nok, så det falder vel på plads. Men det er et blandt 100 usikkerhedsmomenter, og jeg trænger altså til vished i mit liv.
Rehabiliteringsteamet vil få forelagt speciallægeerklæringen, et langt skema, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, en frisk lægeattest og Psykiatrifondens rapport. De skal vurdere, om der er mere at gøre eller om jeg er der, hvor jeg kan lande. De skal endvidere vurdere, om jeg har fungeret godt nok i arbejdsprøvningen. Teamet består ikke af psykiatere men af en læge og en fysioterapeut, og hvad de andre kan, ved jeg så ikke. Selv synes jeg, det ville være mere relevant med en psykiater. Måske er de andre lægfolk?
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.