Indlæg

/16 Kommentarer/i , /af ,

Hvidovre Kommune yder omsorg

Hvidovre Kommune yder omsorg

Katastrofe

Hvidovre Kommune yder omsorg

(Overskriften er i høj grad ironisk ment. Denne post er rodet, men det var mødet også, og jeg har endnu ikke haft overskud til at sætte mig ned at høre lydfilen.)

Min bisidder og jeg har været til møde med Hvidovre Kommune i dag, og konklusionen er en katastrofe: De vil indhente en speciallægeerklæring og afhængig af konklusionen heri, vil de overføre mig til det, der hedder “jobafklaringsforløb”, hvor ydelsen er på niveau med kontanthjælp, og det kan jeg ikke leve af. Samtidig vil de sætte forløbet hos Psykiatrifonden i bero. Årsagen er, at de er bange for, at jeg ikke kan klare en virksomhedspraktik eller et fleksjob, når de ser tilbage på et forløb med mange indlæggelser. Flinke folk…

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Vi spurgte til forskellen på en virksomhedspraktik og et jobafklaringsforløb. Svaret var, at det var ordet. Det, jeg så ikke forstår, er, hvordan de kan være bekymrede for, om jeg kan klare en virksomhedspraktik men samtidig henviser mig til at jobafklaringsforløb.

Vi havde selv ønsket en speciallægeerklæring for at få en samlet og dækkende beskrivelse af forløbet fra 2003, hvor jeg havde den første depression, og frem til nu – altså en periode på 12 år, der ikke er dækket af diverse statusattester fra egen læge og Psykiatrisk Center Hvidovre. Statusattesterne giver netop en status altså et øjebliksbillede set med en psykiaters briller. Speciallægeerklæringen vil også omhandle min egen vurdering samt speciallægens subjektive vurdering.

Kampklar hos speciallæge Pia Glyngdal

Sagsbehandleren havde drøftet spørgsmålet om en speciallægeerklæring med kommunens lægekonsulent. Min opgave må så være at virke frisk og maksimalt kampdygtig den dag, jeg skal til speciallægen. Jeg skal have hende til at skrive, at det er hendes vurdering, at jeg kan klare både en virksomhedspraktik og et fleksjob. Hvis jeg kan det, kan forløbet hos Psykiatrifonden genoptages og sygedagpengene fortsætte. Jeg er så ked af at miste det samarbejde med Psykiatrifonden, som er det mest givende af alt det, jeg render til for øjeblikket. Psykologen kan få mig til at se helt anderledes på verden, og det har jeg brug for.

Jeg spurgte til, hvorfor forløbet med Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) så ikke også skulle stilles i bero? Svaret var, at det skulle forbedre min hverdag. Flinke folk…, men jeg forstår det ikke. Jeg synes, erhvervspsykologen i høj grad forbedrer min hverdag.

Jeg er så glad for, at jeg har Bodil. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre uden hendes kolde overblik over alt dette her.

Lige nu er jeg i en chokfase, fordi mødet udviklede sig så markant anderledes, end vi havde forventet. Jeg ved som sagt ikke, hvad jeg skal gøre.

 

Tilføjelse: Jeg er ikke i målgruppen for ressourceforløb, da jeg kun har ét problem, nemlig at jeg er blevet syg. For rehabiliteringsteamet er der derfor kun to muligheder:

  • Indstille til førtidspension
  • Indstille til fleksjob.

Førstnævnte er jeg på ingen måde interesseret i.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Møde i kommunen

Møde i kommunen

Et fint møde i kommunen

Bodil og jeg har været til møde med den kommunale sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og det gik godt. Scopet var det 15 sider lange skema i Word, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, og som kommer rundt om hele mit liv inkl. min karriere. Skemaet skal til sin tid forelægges for rehabiliteringsteamet, som skal indstille til kommunen.

Teamet har tre muligheder:

  1. Fleksjob,
  2. Ressourceforløb eller
  3. Pension.

Ressourceforløb vil være en økonomisk katastrofe

Sagsbehandleren nævnte, der kunne være en risiko for, at de vil indstille til ressourceforløb. Det vil være en katastrofe, for forsørgelsesgrundlaget er der svarende til kontanthjælp, og det kan jeg ikke leve af. Så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at håbe på, at de 13 ugers virksomhedspraktik vil gå godt, og at Psykiatrifonden derfor vil beskrive mig i relation til et fleksjob.

Det er meget belastende med al denne uvished, og det er belastende, at der vil gå så lang tid, inden uvished bliver til vished. Virksomhedspraktikken er nok ikke færdig før slutningen af oktober; så skal Psykiatrifonden skrive en rapport til kommunen med deres oplæg. Herefter skal kommunen samle alt materialet sammen og skippe det afsted til rehabiliteringsteamet, der har ventetid, så vi kan godt nå frem til årsskiftet, før der foreligger en endelig afgørelse.

Sagsbehandleren er både flink og dygtig, men desværre kun vikar

Sagsbehandleren er flink nok, og vi fik da også 1½ time i dag og kom rundt om mange ting. Hun er ikke alene flink, vi fik også indtrykket af, at hun er dygtig nok på sit felt. Derfor er det også trist, at hun kun er vikar og stopper midt i september. Vi er lige ved at lære hende at kende, og så stopper hun.

Hendes efterfølger bliver min 4. sagsbehandler, og det er simpelthen ikke godt nok. Jeg frygter at skulle starte forfra med den næste sagsbehandler. Heldigvis har jeg Bodil. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Et møde som det i dag har vi forberedt meget grundigt, og inden vi møder op, har vi konfereret alle væsentlige punkter på mail og i telefonen. Bodil husker alt det, jeg glemmer. Vi havde fx drøftet en hel masse emner, da hun var at besøge mig på Psykiatrisk Center Hvidovre, men det huskede jeg intet af, og så er det jo guld at få en mail om alle de punkter, vi havde drøftet.

Jeg har tænkt lidt på, om vedligeholdelses-ECT vil medføre, at jeg vil gå rundt med konstant ECT-hjerne? Det håber jeg virkelig ikke, men det er valget mellem pest eller kolera, og jeg har valgt at løbe risikoen.

Har jeg overhovedet kompetencer i behold?

I morgen skal jeg til møde med Anette Friis, der er min psykolog i Psykiatrifonden. Vi skal tale kompetencer og personlige egenskaber. Det bliver lidt spændende, for det var det skema, der var med til at sende mig til tælling i denne omgang. Afsnittet med de personlige egenskaber gik det fint med at udfylde, men det med kompetencerne gik virkelig dårligt.

Jeg sad foran det blanke papir, og følte pludselig ikke, at jeg kunne noget som helst længere. Af den årsag var jeg konstant grådlabil i to hele uger. Alt det, jeg kunne beskrive, var i datid, hvilket ikke lover godt for fremtiden. Anette må hjælpe mig med at komme videre med det.

Bjarne tog sit eget liv

En anden ting, der var med til at sende mig til tælling, var en nær ven og barndomskammerats selvmord. Det var en kende for “inspirerende”, og satte for mange dårlige tanker i gang hos mig. Jeg har det som om, jeg hver dag tager stilling til livet; det tror jeg ikke er sundt, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre det anderledes.

Det ville være godt, hvis alle tankerne ikke kørte så meget rundt i mit hoved, men jeg må erkende, at jeg er en tænke-type, og at det er mit sind at analysere alting ned i den mindste lillebitte detalje. Noget af det vil formentlig aftage den dag, jeg kommer i arbejde igen. Så kan jeg bruge kræfterne på at løse arbejdsopgaver og ikke på at analysere alting. Et job kan således være min redning.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/8 Kommentarer/i , /af ,

LÆ265 og Restless legs

LÆ265 og Restless legs

Min læge er fin: vi talte LÆ265 og Restless legs

LÆ265 er en lægeattest

LÆ265 er en lægeattest til det kommunale rehabiliteringsteam, som er det organ, der indstiller til kommunen, om den skal bevilge fleksjob, pension eller ressourceforløb. Vejen frem for mig er et fleksjob, og det ser jeg frem til. Jeg vil ikke have pension. Alle behandlere kigger lidt måbende på mig, når jeg siger det, for de er jo sikkert vant til, at alle vil have pension.

Der skal en mængde dokumentation til: helbredsoplysninger, status for relationen til arbejdsmarkedet og mit liv i det hele taget (det 15 sider lange Wordskema) mv. Jeg har været hos min læge i dag for sammen med hende at udfylde attesten. Jeg undrer mig lidt over, hvad hun nu kan udtale sig med vægt om, når hun kun har det hele på anden hånd via epikriser. Hun er jo ikke psykiater. Efter min opfattelse vil det være meget mere relevant med en speciallægeerklæring, og det vil Bodil og jeg fremføre overfor kommunen, når vi ellers får hul igennem til sagsbehandleren.

Jeg havde sammen med Bodil forberedt mig lidt: Attesten handler blandt andet om de relevante helbredsforhold, særlige hensyn, lægens kommentarer til patientens opfattelse af eget helbred mv. Med hensyn til det sidstnævnte talte vi om, at hun måske kunne skrive, at jeg har god sygdomsindsigt og har et realistisk billede af situationen.

Jeg forbereder mig altid til den slags møder, for så får jeg indflydelse på resultatet og har noget at byde ind med, inden det sidste punktum er sat. Vi tog udgangspunkt i det, jeg selv havde noteret, og hun var bare glad for, at jeg var velforberedt. For at være på den sikre side havde jeg også printet epikriserne ud til hende – det kunne jo være, hun ikke havde modtaget dem.

Restless legss

Jeg er ved at blive vanvittig af det. 80 pct. af nætterne er jeg oppe og vandre hvileløst rundt i timevis, for det er det eneste, der rigtig kan tage den intense smerte. Nogle gange sætter jeg mig ved computeren for at beskæftige tankerne med noget andet, men ikke engang det kan hjælpe. Natteroderiet er ikke godt for manierne, der kan udløses af kuk i søvnen, og det er heller ikke godt, den dag jeg skal til at gå på arbejde igen. Jeg skal jo kunne hænge sammen – og helst mere end bare det.

Jeg har snart prøvet alle præparater, men det er, som om de ikke hjælper ordentligt. Nu hvor jeg var hos lægen, fik jeg en recept på noget stærkere: Akineton, der er et stærkere parkinsonmiddel. Jeg håber sådan, det kan hjælpe, for jeg ved snart ikke mine levende råd.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jobparat?

Arbejdsprøvning

Forløbet hos Psykiatrifonden er det, der tidligere kaldtes arbejdsprøvning og som nu hedder… ja hvad er det nu? Pyt med hvad det hedder, det vigtigste er indholdet. I den kommende uge skal vi høre om “Arbejdslivet” og jeg har smugkigget lidt på slideshowet:

Et godt arbejdsmiljø kendetegnes ved:

  • Indflydelse – på eget arbejde
  • Mening i arbejdet – sammenhæng og formål
  • Relevante informationer – om vigtige ændringer
  • Støtte – fra ledelse og kollegaer
  • Belønning – løn, karriere, anerkendelse
  • Krav – passende kvantitativt/udfordrende kvalitativt

Det kan vi vist alle skrive under på – på den måde er mange af de slides, der bruges, lidt overflødige, men repetition er selvfølgelig altid godt, og jeg sætter mig ned og suger til mig, for jeg vil jo gerne videre. Jeg er spændt på, om Sisse også har en alternativ tilgang til dette modul. Det er spændende, når det er hende, der underviser, de andre er for monotome.

Jeg har talt med både min erhvervsrådgiver og min erhvervspsykolog om, hvorvidt jeg nu er “jobparat”. Når jeg trisser rundt i mine egne små cirkler, og kan tage pauser, når det passer mig, og hvile når det passer mig, føler jeg mig vældig parat og kan koncentrere mig i timevis; men når jeg tænker på et konkret job med udefrakommende krav, bliver jeg bekymret for ikke at kunne følge med, for ikke at være tilstrækkeligt oppe på beatet og for ikke at slå til. Jeg frygter at være blevet “udygtig”.

Jeg har indset, at jeg aldrig bliver projektleder igen, og at jeg sikkert heller aldrig bliver supporter igen. Det er rigtig ærgerligt, for det er jeg faktisk god til, og jeg kan godt lide de roller. Stressniveauet er bare for højt, og højt stressniveau er ikke godt for manierne – og sikkert heller ikke for depressionerne. Specifikt for projektledelse gælder det, at man skal kunne overskue mange opgaver/projektdeltagere/ledelser mv. på een gang, og det går nok heller ikke mere. Mit mål er jo at forblive så rask, som jeg nu kan blive og ikke ryge ud i en af de to poler igen, men at forblive med at balancere midt imellem dem.

Jeg spørger selvfølgelig mig selv, hvad jeg så egentlig kan, og der er dage, hvor konklusionen er, at jeg “ingenting” kan, og det er ret nedslående og gør mig bekymret. Andre dage – som i dag – synes jeg nu nok, jeg stadig er til noget.

Ro på: Det igangværende forløb skal jo netop belyse, hvad jeg så egentlig kan og ikke mindst hvor mange timer pr. uge, jeg kan levere.

Ovenstående skal afklares i en 13 ugers virksomhedspraktik, som jeg er meget spændt på. Den kommer desværre ikke i gang før til august, da de siger, at det er umuligt at få fat i ledere og HR-folk i juli. Det generer mig at skulle vente, men det er dem, der har erfaringerne, og det må jeg lytte til. Jeg er måske ved selv at have fundet praktikstedet, idet en tidligere forretningsforbindelse kontaktede mig i en helt anden anledning. Jeg greb chancen og tilbød ham gratis arbejdskraft i 13 uger. Han har inviteret til et møde, men det kunne vi (erhvervsrådgiveren og jeg) ikke med to dages varsel. Jeg har lagt besked på hans svarer og sendt ham en mail, og så håber jeg på, han vender tilbage.

Målet er et fleksjob, og alle de fagpersoner, der er involverede i sådan en sag, er enige i, at det er vejen frem. I Hvidovre Kommune skal man imidlertid passe på ikke at komme til at levere mere end 16-18 timers arbejde pr. uge, for så anses man for “for rask” til et fleksjob. Det er lidt paradoksalt, at man ikke må præstere, det man kan og så få suppleret op fra kommunen. En ting er da sikkert, og det er, at jeg ikke skal op over de 18 timer, for jeg vil ikke miste muligheden for at få tilkendt et fleksjob, når jeg nu ikke kan magte det normale arbejdsmarked mere. Erhvervsrådgiveren skyder på 15-16 timer, og det lyder jo meget fornuftigt.