Indlæg

,

Kage

Feriekage

Pigen oppe i kantinen/frokoststuen skal holde fem ugers ferie fra på fredag, så hun havde fået sin søster, der er konditor, til at lave en kæmpe kage til os. Den smagte utrolig godt bortset fra de sukrede pynteroser på kanten. Den var vældig sund med alle grøntsagerne ovenpå 🙂

End ikke Inger Støjberg kunne præsentere så fin en kage.

Excel

Dagen i Securitas har budt på en ret triviel opgave: “Lav en opgørelse over hvor mange leads hver vagt har sendt ind.” Basis var 67 e-mails, hvor der bare skulle laves copy paste af initialer, navn, stednummer og dato. Det, der gjorde den sjov, var, at bruge nogle af de funktioner, jeg har lært via mit medlemskab hos Proximo: TÆL.HVISSER er en genial funktion, som er dejligt logisk at bruge.  For fremtiden skal vi – og det er nok mest mig – bare taste stamdata, så klarer Excel resten næsten uberørt af menneskehånd.

Arrays

Jeg er gået lidt i stå med Excelkurset. Jeg er nået til Arrays, som blev lidt for langhåret en sen aften. Men nu skal det være: jeg skal i gang igen, for det er jo dybest set både sjovt og nyttigt. Jeg kan se nytten af at få Securitas til at mene, at jeg kan noget med regneark. Jo mere jeg kan få skrabet sammen, jo større en chancen for at kunne blive også efter september.

 

 

Medicinstyringsprogram

I små stumper

Det, der engang skulle have været en bog, udkommer nu i små stumper på min side. Og det fungerer egentlig meget godt. Med Google Analytics kan jeg se, at siderne bliver flittigt brugt, og det er jo rart, når jeg har glæde af at skrive dem. Det er sjovest at skrive, når man har læsere.

I de dele, der skulle have været en bog, prøver jeg at give praktiske anvisninger, fx har jeg et kapitel, jeg kalder “Hjælpemidler”, hvor jeg har prøvet at samle alt det, der hjælper mig. Muligvis kan det også hjælpe andre?

Medicinstyringsprogrammet

Jeg lavede alle basisfunktioner i medicinstyringsprogrammet før nytår. Formålet med programmet er: Sikre at jeg aldrig løber tør for noget af min medicin, og giv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien (DPC) en rimelig chance for at kunne lægge recepterne på serveren i tide.

I tiden inden programmet kom jeg konstant med “ups-ordrer” til Gitte, fordi jeg ikke havde et ordentligt overblik. Jeg er ikke i stand til at sammenholde “data” om antal i skabet, antal i doseringsæskerne og antal på serveren, trække fx syv dage fra, så DPC har en rimelig frist, og også indregne forbrug pr. dag. .

Det var psykologen, der fik sat mig i gang med at lave programmet, fordi hun kunne overskue, at det var uoverskueligt.

Jeg begyndte på det allerede inden årsskiftet og fik alle basisfunktionerne på plads. Eric har været inde over det med en makro og en second opinion (“regner det virkelig rigtigt?”). Det har faktisk fungeret fint, men det var lidt dumt, at programmet ikke selv kunne sende en mail, og at jeg derfor skulle taste de vigtigste datoer ind i et andet program.

Der er jo mange skønne fora på nettet, og jeg har fundet Dansk Regneark Forum, herligt nørdet sted med mange hjælpsomme mennesker. En af dem hjalp mig med noget kode (VBA, som jeg ikke kan), der bevirker, at Excel kan sende en mail, når der er mindre end otte dages forbrug tilbage. Det er jo interessant nok, men der manglede stadig “et eller andet”, der fik Excel til at åbne og derved aktivere funktionen. Der er jo ikke meget fidus i at skulle huske at åbne det. Så er idéen ligesom gået fløjten. For at det skal være godt, skal det være uberørt af menneskehånd.

Løsningen er “Opgavestyring”, der er en del af Windows – helt tilbage til Vista. Det har drillet mig lidt, men nu burde der være styr på det. Det, der drillede, var, at jeg gemte opgaven på et forkert niveau. Det var der sørme ikke meget vejledning om…

Prøv det selv

Jeg har opdateret kapitlet “Hjælpemidler” og hele molevitten kan hentes her i sektionen for avancerede brugere. Der ligger:

  1. En guide
  2. Programmet
  3. En video om Opgavestyringen.

God fornøjelse

Jeg hører gerne om fejl og mangler, og selvfølgelig også om det modsatte 🙂

, ,

Sund med Excel i timevis

Legetøj

Det er muligvis lidt sært, men jeg motiveres af tal, procenter og grafer. Endvidere morer det mig at følge onlinekurset i Excel, som jeg har købt hos Proximo (til halv pris). Det er faktisk bedre end godt. Pyh hvor har jeg spildt meget tid gennem årene ved at lave beregningerne på en tåbelig måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg antager, at jeg er undskyldt – og i øvrigt glemt.

Jeg har – efter lang tids arbejde/udfordringer/sjov fået lavet dette regneark, som jeg vil prøve at følge mit vægttab ved hjælp af. Som det fremgår, gør jeg ikke rigtig fremskridt, selvom jeg går en masse skridt. Men det kommer vel…

Den opmærksomme læser vil naturligvis se, at ugenumrene i fanen “Rapporter” er tastet ind manuelt. Sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men hvis jeg ikke gjorde det her, ville der jo ikke være ret mange data om en uge.

Hvad dør vi af?

DR2 sendte i aftes et afsnit af “Lægen flytter ind”. Lægen er Charlotte Bøving, der på sin Facebookside delte en video samt denne tekst:

Marion kender hospitalerne inde- og udefra gennem et utal af indlæggelser. Hun lider af sukkersyge og overvægt, der forstærkes af psykiske problemer, så Charlotte Bøving opdager, at det ikke er så ligetil at komme igennem med gode råd om en sundere livsstil – alligevel er motivationen til at spore hos Marion!

Marion er borderliner og forfærdeligt selvskadende. Jeg har mødt mange mennesker, der skar i sig selv men sørme aldrig nogen, der skar sig så dybt i maven, at kniven fandt vej til de indre organer. De piger/kvinder, for det er oftest kvindekønnet, jeg har mødt, “nøjedes” med at skære sig i armene. Arrene talte deres eget tydelige sprog.

Jeg ved absolut intet om diagnosen borderline, og følgende kan lyde nedsættende, men er bestemt ikke ment sådan: er borderline psykiatriens svar på somatikkens fibromyalgi? Altså en diagnose, man tyr til, når man kan se, at patienten har haft det virkelig skidt/rædsomt/forfærdeligt gennem flere år, men lægestanden alligevel ikke helt kan få symptomer og sygehistorie til at passe ind andre steder?

Marion har sukkersyge, er overvægtig, ryger 30 smøger om dagen og spiser den forkerte mad (for meget mayonnaise, slik, cola osv.). Charlotte Bøving kommer med et centralt statement: mange psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdommene end af den tilgrundliggende diagnose. Hun konfererer det med Marions læge på afdelingen, der er enig.

Jeg selv har fået at vide, at man som bipolar dør gennemsnitligt 14 år før raske mennesker, men jeg har ikke været opmærksom på den anden del af det!

Marion har været tilmeldt et diabetesambulatorium, kurser i diabetes mv. Nu er “diabetessystemet” imidlertid holdt op med at kontakte hende, for hun møder jo alligevel aldrig op. Det svarer helt til SMS’erne fra tandlægen… Hun kommer ikke, fordi hun dels er for dårlig, dels fx ikke magter at tage bussen de fem km hen til ambulatoriet.

Charlotte vender følgende med lægen: der er mange diabetikere i psykiatrien, så kunne man under indlæggelserne sørge for at der, fx en gang om ugen, kom en diabeteslæge på afdelingen? Hvis indlæggelsen kun varer en uge eller to, kan der selvfølgelig ikke flyttes bjerge, men mange psykiatriske patienter er jo indlagt i månedsvis. Og fsva. de korte indlæggelser kunne man måske tegne og fortælle samt skabe opmærksomhed om, at det er pokkers vigtig, at komme på ambulatoriet, kurset mv., og måske tale om, hvad der kunne gøre, at man magtede at komme derhen? Kunne mormor eller en anden følge på vej?

Efter at have set udsendelsen er jeg ikke i tvivl om, at psykiatrien har vendt det blinde øje til disse problemstillinger – måske pga. den meget kemiske tilgang vi i Danmark har til behandling af psykiske lidelser. Jeg har intet mod medicinen, spiser den nærmest med glæde, men den kan altså ikke stå alene!

De skjulte talenter

Det var en god aften på TV i går, for DR viste også første udsendelse af en ny omgang “De skjulte talenter”. Jeg er fascineret af mennesker, der har en diagnose i autismespektret. Du milde hvad de kan under de rette betingelser. Jeg mener, det blev sagt, at lige knap en procent af befolkningen hører under spektret.

Vi så Louise, der arbejder på Novo Nordisk, og som ikke blev ramt af en fyringsrunde, og som – halvandet år efter første udsendelse – stadig kunne huske de 36 tilfældige tal. Det er slet ikke til at begribe. Bemærkelsesværdig var det, at hun performede glimrende på jobbet, men hjemme var der ikke styr på noget som helst; faktisk vil jeg kalde det for “kaotisk”.

Vi så også en Christina Sommer, der underviste i, hvad det vil sige at falde indenfor spektret, og hvorfor man gør det. Hvilke forhold i hjernen bestemmer dette? Jeg googlede hende og fandt frem til “Psykologisk Ressourcecenter” Navnet lugter som om nogle prøver at slå plat på tvivl og/eller nysgerrighed.

På siden ligger to tests, som jeg selvfølgelig tog, da den slags jo er sjovt. Jeg bonner ret kraftigt ud på dem begge, hvilket ikke er nogen overraskelse.

Helt overordnet: Det vanskelige i sociale relationer, behovet for ro og fordybelse evnen til at se detaljer, evnen til fordybelse og fascinationen af tal. Hvem bruger ellers timevis på at komme ud i Excels afkroge og finder det morsomt og udfordrende? 🙂 Selvfølgelig kan man være glad for Excel uden at være autist, men det, der interesserer mig, er den samlede sum af indicier, eller hvad vi nu skal kalde dem.

Hvad jeg vil med det, ved jeg ikke, men jeg har kontaktet ressourcecenteret og bedt om at blive ringet op. Efter mange års “fornemmelse”, må jeg nu have “vished”. Der er så mange ting, der peger i den retning, og psykologen sagde så ofte “aspergertræk”. Min egen oplevelse er, at det med årene bliver mere end “træk”. Det bliver mere og mere udpræget, hvilket formentlig er meget naturligt, for sådan er det jo mange ting.

Jeg har så ofte tænkt på, at jeg måske slet ikke skulle være blevet så vred på overlægen på akutmodtagelsen i Glostrup, der sagde “Asperger, autisme, personlighedsforstyrrelser”? Måske så han bare meget mere klart end resten af “systemet”? Måske var han bare dygtigere – på kun 45 minutter?

Højinteressant

Det var slående for mig, at jeg i aftes var i stand til at se TV i 2 * 45 minutter, eftersom det var højinteressant. Jeg kan jo dårligt se TV-avisen 18:30, som, når man skærer alt det ligegyldige fra, vel varer omkring 18 minutter. Jeg var helt udmattet bagefter, men det var særdeles tilfredsstillende at opleve det.