De skjulte talenter med Aspergers syndrom
De skjulte talenter
De skjulte talenter med Aspergers syndrom.
Det var en god aften på TV i går, for DR viste første udsendelse af en ny omgang “De skjulte talenter”. Jeg er fascineret af mennesker, der har en diagnose i autismespektret. Du milde hvad de kan under de rette betingelser. Jeg mener, det blev sagt, at lige knap en procent af befolkningen hører under spektret.
Vi så Louise, der arbejder på Novo Nordisk, og som ikke blev ramt af en fyringsrunde, og som – halvandet år efter første udsendelse – stadig kunne huske de 36 tilfældige tal. Det er slet ikke til at begribe. Bemærkelsesværdig var det, at hun performede glimrende på jobbet, men hjemme var der ikke styr på noget som helst; faktisk vil jeg kalde det for “kaotisk”.
Vi så også en Christina Sommer, der underviste i, hvad det vil sige at falde indenfor spektret, og hvorfor man gør det. Hvilke forhold i hjernen bestemmer dette? Jeg googlede hende og fandt frem til “Psykologisk Ressourcecenter” Navnet lugter som om nogle prøver at slå plat på tvivl og/eller nysgerrighed.
På siden ligger to tests, som jeg selvfølgelig tog, da den slags jo er sjovt. Jeg bonner ret kraftigt ud på dem begge, hvilket ikke er nogen overraskelse.
Her ligner jeg en med Aspergers syndrom
Det vanskelige i sociale relationer, behovet for ro og fordybelse evnen til at se detaljer, evnen til fordybelse og fascinationen af tal. Hvem bruger ellers timevis på at komme ud i Excels afkroge og finder det morsomt og udfordrende? Selvfølgelig kan man være glad for Excel uden at være autist, men det, der interesserer mig, er den samlede sum af indicier, eller hvad vi nu skal kalde dem.
Hvad jeg vil med det, ved jeg ikke, men jeg har kontaktet ressourcecenteret og bedt om at blive ringet op. Efter mange års “fornemmelse”, må jeg nu have “vished”. Der er så mange ting, der peger i den retning, og psykologen sagde så ofte “asperger-træk”. Min egen oplevelse er, at det med årene bliver mere end “træk”. Det bliver mere og mere udpræget, hvilket formentlig er meget naturligt, for sådan er det jo med mange ting.
Jeg har så ofte tænkt på, at jeg måske slet ikke skulle være blevet så vred på overlægen på akutmodtagelsen i Glostrup, der sagde “Aspergers syndrom, autisme, personlighedsforstyrrelser”? Måske så han bare meget mere klart end resten af “systemet”? Måske var han bare dygtigere – på kun 45 minutter?
Legetøj
Det er muligvis lidt sært, men jeg motiveres af tal, procenter og grafer. Endvidere morer det mig at følge onlinekurset i Excel, som jeg har købt hos Proximo (til halv pris). Det er faktisk bedre end godt. Pyh hvor har jeg spildt meget tid gennem årene ved at lave beregningerne på en tåbelig måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg antager, at jeg er undskyldt – og i øvrigt glemt.
Jeg har – efter lang tids arbejde/udfordringer/sjov fået lavet et regneark, som jeg vil prøve at følge mit vægttab ved hjælp af. Jeg gør ikke rigtig fremskridt, selvom jeg går en masse skridt. Men det kommer vel…
Psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdomme
DR2 sendte i aftes et afsnit af “Lægen flytter ind”. Lægen er Charlotte Bøving, der på sin Facebookside delte en video samt denne tekst:
Marion kender hospitalerne inde- og udefra gennem et utal af indlæggelser. Hun lider af sukkersyge og overvægt, der forstærkes af psykiske problemer, så Charlotte Bøving opdager, at det ikke er så ligetil at komme igennem med gode råd om en sundere livsstil – alligevel er motivationen til at spore hos Marion!
Marion er borderliner og forfærdeligt selvskadende. Jeg har mødt mange mennesker, der skar i sig selv men sørme aldrig nogen, der skar sig så dybt i maven, at kniven fandt vej til de indre organer. De piger/kvinder, for det er oftest kvindekønnet, jeg har mødt, “nøjedes” med at skære sig i armene. Arrene talte deres eget tydelige sprog.
Jeg ved absolut intet om diagnosen borderline, og følgende kan lyde nedsættende, men er bestemt ikke ment sådan: er borderline psykiatriens svar på somatikkens fibromyalgi? Altså en diagnose, man tyr til, når man kan se, at patienten har haft det virkelig skidt/rædsomt/forfærdeligt gennem flere år, men lægestanden alligevel ikke helt kan få symptomer og sygehistorie til at passe ind andre steder?
Marion har sukkersyge, er overvægtig, ryger 30 smøger om dagen og spiser den forkerte mad (for meget mayonnaise, slik, cola osv.). Charlotte Bøving kommer med et centralt statement: mange psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdommene end af den tilgrundliggende diagnose. Hun konfererer det med Marions læge på afdelingen, der er enig.
Jeg selv har fået at vide, at man som bipolar dør gennemsnitligt 14 år før raske mennesker, men jeg har ikke været opmærksom på den anden del af det!
Marion har været tilmeldt et diabetesambulatorium, kurser i diabetes mv. Nu er “diabetessystemet” imidlertid holdt op med at kontakte hende, for hun møder jo alligevel aldrig op. Det svarer helt til SMS’erne fra tandlægen… Hun kommer ikke, fordi hun dels er for dårlig, dels fx ikke magter at tage bussen de fem km hen til ambulatoriet.
Charlotte vender følgende med lægen: der er mange diabetikere i psykiatrien, så kunne man under indlæggelserne sørge for at der, fx en gang om ugen, kom en diabeteslæge på afdelingen? Hvis indlæggelsen kun varer en uge eller to, kan der selvfølgelig ikke flyttes bjerge, men mange psykiatriske patienter er jo indlagt i månedsvis. Og for så vidt angår de korte indlæggelser kunne man måske tegne og fortælle samt skabe opmærksomhed om, at det er pokkers vigtigt, at komme på ambulatoriet, kurset mv., og måske tale om, hvad der kunne gøre, at man magtede at komme derhen? Kunne mormor eller en anden følge på vej?
Efter at have set udsendelsen er jeg ikke i tvivl om, at psykiatrien har vendt det blinde øje til disse problemstillinger – måske på grund af den meget kemiske tilgang vi i Danmark har til behandling af psykiske lidelser. Jeg har intet mod medicinen, spiser den nærmest med glæde, men den kan altså ikke stå alene!
Højinteressant
Det var slående for mig, at jeg i aftes var i stand til at se TV i 2 * 45 minutter, eftersom det var højinteressant. Jeg kan jo dårligt se TV-avisen 18:30, som, når man skærer alt det ligegyldige fra, vel varer omkring 18 minutter. Jeg var helt udmattet bagefter, men det var særdeles tilfredsstillende at opleve det.
