Indlæg

/8 Kommentarer/i /af

Drengen med cyklen

cykel

En svær kunstart

Til den ene side har jeg vinduer ud til Hvidovre torv, og til den anden side vender vinduerne ud mod en mikroparkeringsplads med plads til fem eller seks biler. I weekenden er den tom. En lille dreng trænede i dag på parkeringspladsen med at cykle. Jeg vil tro, han er fire år eller deromkring. Han cykler så fint uden støttehjul, kosteskaft eller noget, men det kniber med at komme op på sadlen.

Hans far, der ikke er dansk, og som jeg har talt med flere gange, spurgte om jeg ville hjælpe med at forklare den svære kunst. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg fik min sag for, for hvordan forklarer man, at der skal være en lille smule fart på cyklen, for at det kan lade sig gøre? Og at den smule fart kan man skabe ved at træde den ene pedal ned og så holde balancen, mens man svinger bagdelen op på sadlen. Den slags man “bare kan” er svært at sætte ord på.

Jeg prøvede flere gange, og drengen med cyklen var lærenem, for da jeg gik videre på min færd, sagde han, at han var træt, men han var bestemt kommet nærmere målet. Jeg tror, han kan om en uge. Heldigvis har han en tålmodig far, der orker at stå nede i solen og hjælpe sønnike.

Min egen debut

Jeg husker, at min far brugte mange lange aftner på at løbe bag mig og cyklen. Han må have været en tålmodig mand. Jeg cyklede imidlertid ikke selv, for op bag sadlen stak et kosteskaft, som han holdt i. Jeg var længe om at lære det, og det er der egl. ikke noget overraskende i set med mine nuværende briller, for med Aspergers Syndrom syndrom er man lettere klodset allerede fra barnsben.  Og det går aldrig over. Sådan er det bare.

Da jeg endelig havde lært det, var vores lange indkørsel i Brande mit favoritsted, for jeg kunne cykle op og ned og op og ned i timevis. Måske var indkørslen slet ikke så lang, men den føltes sådan, og jeg legede cykelløb. Jeg vandt altid, for jeg var eneste deltager på alle etaper. En sikker form for enkeltstart.

Jeg må tage mig sammen, men jeg tør ikke

Det er så let at fortælle en lille dreng, hvordan man kommer op på sadlen, når man ikke selv kan. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for da jeg sidst gjorde det, kunne jeg lige netop ikke lave den bevægelse. Balancen var gået til de evige jagtmarker, og jeg væltede midt på Hvidovrevej. Siden har jeg ikke forsøgt at cykle, for jeg tør ikke. Jeg hader bus og tog, der tager min frihed, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme over den hurdle igen. Jeg har cyklet 35 år i København, der er min by; pludselig tør jeg ikke. Det er nemlig meget ubehageligt ikke at kunne komme op på sadlen efter fx et lyskryds, som vi  har for hver 100 meter. Jeg har fornemmelsen af at være til fare for både mig selv og mine medtrafikanter.

Under seneste indlæggelse talte jeg med afsnittets fysioterapeut om problemet, så vi lånte cyklerne og cyklede en enkelt tur rundt om centeret på brandvejen, der er uden trafik. Det gik faktisk rigtig fint, men desværre havde hun kun 20 minutter til mig, så det blev kun til den ene tur. Den gjorde mig ikke ret meget tryggere.

Ergoterapeuten havde forslag om at “gå tur med cyklen” i en park eller lign. for at blive tryg ved den igen og måske få mod til at sætte mig op på den igen.  Det var et godt forslag. Men har jeg fået gjort noget ved det siden marts? Nej ikke et slag. Noget i mig har stor modstand på projektet, selvom jeg virkelig gerne vil ud at cykle igen. Nu har jeg ikke engang mod til at gå ned i kælderen og se, om cyklen stadig står der.

Sig det bare: “Du er en kylling!” <(“)

/i , /af ,

Barndommens fodbold

fodbold

En tur i Kvickly satte gang i minderne

I Kvickly i dag havde en dreng fundet en lækker læderfodbold, som han spillede med op og ned ad den lange gang mellem mejeri og gulerødder. Han måtte bare ikke få den, for den kostede 89 kr. Han blev henvist til en fodbold af plastik, og det satte gang i minderne.

Fodbold hos mormor

Jeg tilbragte mange sommerferier hos mormor, og som jeg husker det, var det tre uger ad gangen. I hvert fald var det dengang en sommerferie var meget lang. Pengene var små hos hende, men der var altid råd til en fodbold – af plastik. Det gjorde ikke noget, for jeg vidste ikke, at der fandtes andre. På tre uger kan man blive ret god til at drible, til at spille med et ben (jeg ved ikke engang, hvad det hedder), til at score mål osv. Der var ingen at spille med, men det generede mig ikke, for jeg har altid været en enspænder.

Mormor Mary Christensen

Mormor Mary Christensen

En plastikbold har en yderst begrænset levetid, for ryger den ind i hækken, får den nemt så store skader, at den punkterer og er færdig. Mormor var en dejlig mormor, for hun købte bare en ny fodbold. Jeg kunne jo ikke gøre for det. Hun boede i en periode lidt uden for Nykøbing Sj. overfor Nordstrand, så hos købmanden, hvor vi købte den nye fodbold, var der fyldt med turistragelse og ting til børn, de kunne tage med til stranden. Vi tog vist ikke på stranden, for jeg brød mig ikke om det. I det hele taget tog hun meget hensyn til mig.

Noget andet hun købte til mig hvert år var tre kulørte bolde, som det var meningen, jeg skulle jonglere med. Det lykkedes nogenlunde at lære at jonglere med den røde og den blå. Den grønne kom aldrig i spil. Jeg var for klodset. Hun elskede mig, selvom jeg ikke kunne finde ud af det.

Andre beskæftigelser hos mormor

Hun havde det så hyggeligt og var et kærligt menneske, så vi hyggede os utrolig meget gennem de tre uger. Noget af det, jeg husker, er, at når fodbolden var lagt til side for dagen, kom de gamle Familiejournaler frem sammen med en saks og noget papir. Så sad jeg og klippede ud og limede fast, mens hun så TV. Alt sammen uden noget formål; det var bare trygt og hyggeligt – og det kostede ikke noget.

Fodbold i Vollsmose

I min barndom boede jeg i Vollsmose fra januar 1974 til december 1975. Lejligheden var rigtig god og udendørsfaciliteterne for børn var suveræne. Lige nedenfor min opgang lå en kæmpe fodboldbane, og der blev spillet meget fodbold efter skoletid. I modsætning til rundbold og højdespring, som jeg overhovedet ikke kunne finde ud af, kunne jeg give drengene kamp til stregen her. Jeg var en suveræn målmand, og mig kom de ikke forbi med deres driblinger. Al træningen hos mormor viste sig ikke at være forgæves.

Har du den form for mindre fra dine bedsteforældres tid?

/i /af

Ruth og Jimmy

Ruth og Jimmy

Jeg var vild med Ruth og Jimmy

Pludselig en dag kom jeg bare til at tænke på disse to dejlige mennesker. Derfor får du fortællingen.

Ruth og Jimmy var revisorens søster og svoger, og revisoren var den første mand min mor traf via en kontaktannonce ca. seks måneder efter min fars død. Vi skulle jo have tag over hovedet, når nu fabrikken skulle have sin bolig tilbage… Hun havde ingen uddannelse og stod med et mindreårigt barn på 9½ år (mig). Gode råd var dyre.

Vi flyttede ind hos revisoren i Odense i ca. otte måneder (maj 1973 – januar 1974), og der lærte jeg Ruth og Jimmy at kende. Pragtfulde mennesker med overskud. De arbejdede begge på eksternatskolen i Svendborg; hun som lærer og han vist nok som en form for pedel. Hun var barmfager (barmsvær) og varm. At sidde på skødet af hende i deres køkken ved spisebordet var som at hapse en flig af himlen.

Psykologen spurgte, hvor gamle de var, men det har jeg ikke noget billede af andet end at de var nogle år ældre end min mor.

Hvad skulle hun stille op?

Det er måske forståeligt nok, at min mor ikke vidste, hvad hun skulle stille op med mig, så måske søgte hun efter en spiselig løsning? Under alle omstændigheder var det gennem et godt stykke tid på tale, at jeg skulle bo hos Ruth og Jimmy, og det ville jeg gerne.

Jeg havde allerede et værelse hos dem og følte mig tryg og velkommen dér. Der var harmoni, kærlighed og orden. Jeg husker ikke, at de gjorde nogen særlig stads af mig, når jeg var der, men der var masser af “væren”, bare være og føle sig tryg. Det er lidt svært at beskrive. Hvorfor planerne ikke blev realiserede, husker jeg ikke. Måske gik noget i ged mellem min mor og revisoren? I hvert fald rykkede min mor og jeg videre til Vollsmose.

Jeg kan dog ikke lade være at tænke på, at det er mærkeligt, at man henter et barn på et børnehjem og mindre end otte år efter, prøver man at slippe af med det i egen afmagt. Hun har haft det svært. Den senere del af historien viser også, at noget måske gik i stykker indeni hende, da min far døde, men mor med stort M var hun aldrig. Jeg skriver ikke for at være rasende men for at være neutral. Raseri ligger ikke til mig, og alting er grundigt bearbejdet.

Jeg kom bare til at tænke på Ruth og Jimmy – de skønne favnende mennesker!

PS: Billedet passer slet ikke, men det er det eneste jeg har fra min barndom: Min far og mig ca. 1966, hvor de lige har hentet mig. Fed unge 🙂

/2 Kommentarer/i /af

Løvsaven der kom tilbage

telefon

Efterdønningerne af telefonterroren

Jeg skrev tidligere om telefonterroren, der nu gudskelov synes at være hørt op. Mit system er ikke gearet til den slags lige p.t. Hun (kusinen) sagde bare sådan nogle mærkelige ting, som sætter tanker i gang hos mig blandt andet om en løvsav.

Tjenestemandspensionen

Psykopaten var jo (over-)lærer, og kusinen fortæller, at han blev afskediget med tjenestemandspension, fordi jeg i en stil skrev sandheden om nogle af de de seksuelle overgreb gennem seks år. Efter fyringen måtte han nøjes med at save i træ med sin elskede løvsav. Han og min mor producerede træsprællemænd i store mængder. De havde et firma, de kaldte ‘Trewa’ for tre gange Wagnholt, deres efternavn, underforstået at så var jeg ekskluderet fra det gode selskab. Det gjorde mig nu ikke noget, jeg hedder hellere Stegemüller – men det gør mig noget, at løvsaven dukker op igen. Jeg troede, jeg for bestandigt var forbi det punkt.

Kusinen husker bedre, end jeg gør, eller også ræsonnerer hun bare bedre. Alt dette ligger tilbage til perioden 1974 – 1980. Jeg burde selv have tænkt over det med tjenestemandspensionen. Psykopaten har haft en fed forretning af misbruget, og det var mig, der betalte prisen. Den pris der altid vil være for høj.

Stilen

I stilen fra skolen (hvilken skole? der er tre at vælge mellem: Vollsmose, Hårby, Aakirkeby) skulle jeg åbenbart have skrevet om det med tvangen til at kalde psykopaten for ‘far’ og om hans cerutlugtende åbentstående morgenkåbe. Jeg husker ikke stilen, men resten husker jeg ganske udmærket. Kusinen kalder det nedladende for ‘psykisk incest’. Jeg har korrigeret og fortalt, at der var tale om daglige fysiske overgreb. Hun kalder det lige så nedladende for ‘erindringsforskydninger’. Jeg ved ganske udmærket, hvad jeg har oplevet, og jeg husker udmærket den forbandede brun-orange morgenkåbe og hans ‘dikkeværk’. Jeg lider ikke af erindringsforskydninger! Det er sikkert få, der vil forstå mig, når jeg skriver tingene, som de var, men jeg gør det ikke desto mindre.

Det sorte lig

Engang i oktober 2018 fik jeg en mail fra en af psykopatens slægtninge om, at han var død ca. syv år før. Vedkommende skrev også, at psykopaten muligvis var død som en ret ensom mand, idet ingen ville tage sig af hverken begravelse eller bo. Jeg mener at huske, at jeg havde en samtale med den pågældende slægtning og i den forbindelse kom det på tale, at liget var sort, da det blev fundet, og det er vel ikke unaturligt, når det har ligget et godt stykke tid? Jeg videregav oplysningen om farven til kusinen, men det skulle jeg aldrig have gjort, for det kunne hun fabulere længe over.

Telefonsamtalen

Kusinen kom ind på den telefonsamtale, der blev den sidste mellem min mor og mig i 22 år. Jeg husker den som den samtale, hvor jeg fortalte om, hvad der var foregået gennem seks år. Kusinen mener, at de ‘slog hånden af mig’ fordi jeg ‘var til damer’, hvor hun så end måtte have sin viden om den samtale fra. Kusinen mente, min mor ikke vidste noget om noget.

Jow min mor vidste ganske udmærket alt om alting, for jeg fortalte det allerede, inden hun giftede sig med psykopaten. Der var stor opstandelse i to dage, hvorefter hun aldrig nogensinde fulgte op på det. Hun spurgte aldrig, om det var ‘gået over’ eller lignende. Da jeg traf hende igen i 2003 efter de 22 år uden kontakt, spurgte jeg hende direkte, om hun havde vidst, hvad der foregik. Det bekræftede hun. Jeg spurgte herefter, hvorfor hun så ikke gjorde noget. Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn.

Indhentet af fortiden?

Nej jeg er ikke indhentet af fortiden, men det chokerer mig, at underlige detaljer gør så stort et indtryk, at det er som at være der selv. Gudskelov har telefonen ikke ringet i dag.

PS: Så ringede den netop, og hjertet hamrer. Jeg tænder for ‘Debatten’ på DR2, måske får det pulsen på plads igen?