Indlæg

/i , /af ,

Tab jeg aldrig kommer over

Tab jeg aldrig kommer over

Måske skal jeg bare acceptere det?

Tab jeg aldrig kommer over

Billedet foroven: Min farmor Karen Stegemüller, f. Sørensen, min tante Kirsten Stegemüller, min farfar Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller og yderst til højre sidder min far Jørgen Stegemüller. Jeg vil tro, han er omkring seks år, så billedet må være fra ca. 1928. Jeg beklager vandmærket, der delvist ødelægger billedet, men det er desværre nødvendigt.

På søndag den 21. november er det 49 år siden, min far døde på Kolding Sygehus efter en fejlslagen transplantation af hovedpulsåren og “chocknyre”. Hvordan det hænger sammen, er jeg ikke helt klar over. Det er måske unaturligt stadig at savne/sørge efter så mange år, og jeg har da også gjort alt for at komme over det, men jeg synes ikke at “rykke”. Nu har jeg besluttet at henføre tabet til et tab, jeg aldrig kommer over i stedet for at gå og slå mig selv oveni hovedet over ikke at “komme videre”.

Jeg tænker ofte på Johannes Møllehave, der i “På myrens fodsti” skrev “der er ikke noget galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted”. Det passer fint her.

Værdifællesskabet

Vi havde hinanden i 6½ år, og selvom det er kort tid set over en livsbane, plantede han alligevel grundlæggende værdier i mig. Det var værdier som ordentlighed, traditioner og næstekærlighed. Dem tog jeg med mig og stod fast på, alt imens min mor i sit ægteskab med psykopaten bevægede sig væk fra dem. Jo mere hun bevægede sig væk, jo mere stod jeg fast og jo mere hadede hun værdierne og dermed mig. Det er faktisk logik for perlehøns. Hun stod som 37-årig enke uden uddannelse og uden job med et barn, hun aldrig havde ønsket sig. Det har heller ikke været let.

Havde han overlevet operationen, havde mit liv set anderledes ud; han havde beskyttet mig og måske havde jeg overtaget hans stilling på fabrikken. De følgende seks års fornedrelser havde i hvert fald været ikke-eksisterende og psykopaten måtte have fundet andre at lade sine tilbøjeligheder gå ud over.

For flere år siden sagde psykologen, som så ofte før og efter, noget klogt: Det var frygteligt for mig at miste ham, men hvordan har det været for ham at vide, han skulle dø fra mig?

Jeg gik på kirkegården og ikke i skole

Brande Østre kirkegård ligger/lå lige op ad Dalgasskolen (vi er i Vestjylland ihukommende hedens opdyrkere). Efter hans død og begravelse gik jeg i en periode ikke i skole men på kirkegården og sad på gravstedet. Det kan jeg faktisk huske lidt af, selvom det er så mange år siden. Det siger noget om, at traumet har været stort.

I en eller anden anledning var jeg i Brande engang i 90’erne og gik hen på kirkegården for at se, om gravstedet stadig fandtes. Det gjorde det, men det var misligholdt, for der var ikke betalt i mange år. Hjemkommen førte jeg en lang korrespondance med Ribe Stift for at få det nedlagt, da jeg ikke selv havde råd til en genopretning på det tidspunkt. Misligholdelsen hang ikke sammen med vores værdier om ordentlighed. Jeg kunne ganske enkelt ikke leve med, at det så sådan ud. Så var det bedre at fjerne det. Efter mange breve frem og tilbage med dokumentation for, at det faktisk var min fars gravsted, fik jeg lov at få det nedlagt. Jeg tror, jeg brugte adoptionssagen som bevis.

Noget om forskellige begravelser

Begravelsen fandt sted fra Brande Kirke den 26. november 1972. Det var pastor Otte, der stod for det. Jeg sad i venstre side af kirkeskibet i en stopfyldt kirke. Der var “sanghæfter” (eller hvad de hedder) og en af salmerne var “Nu falmer skoven”. Jeg synger den aldrig uden at tænke på den dag.

Diskrepansen til min mors udsyngning fra Højby Kapel mellem jul og nytår 2006 er enorm. Der var intet af det, der hører til en bisættelse. Der manglede al ordentlighed og alle traditioner. Der var ingen præst, der var ingen salmer, der var kun lige med nød og næppe en afdød.

Sengeambulancen

Det er helt skørt, men jeg mindes klart, at vi kørte de 48 km. mellem Give og Kolding bagefter en sengeambulance som nedenstående. Den var sort og jeg var bange.

 

Tab jeg aldrig kommer over

/i , /af ,

Børnene på Blågårdsplads

Børnene på Blågårdsplads

Et meget smukt portræt og nogle erindringer

Børnene på Blågårdsplads

Da jeg ser meget lidt TV, fordi jeg er optaget af andre ting og har svært ved at holde koncentrationen, når jeg er passiv, har jeg aldrig udforsket, hvad der kan ses på DR > Kategorier > Dokumentar. Jeg fik anbefalet “Børnene på Blågårdsplads”, der varer 1 time og 12 minutter. Jeg så den i aftes. Hvis du har ro i maven og tid til overs, bør du se den, fordi det er et smukt og indlevende portræt af en gruppe børn og en enkelt ung mand.

De har alle en anden etnisk herkomst end dansk. Det er en anden type barndom, end min og end den i Gentofte, der skildres, men det er en god barndom, for de har hinanden, en legeplads og en fodboldbane, fortæller Ulveungen “Barasingh”, der er stolt af sin uniform med de påsyede duelighedstegn. Vurderet på hans lidt “skæve øjne” har han asiatisk herkomst.

De har ikke værelser fyldt op med playstations, men de har hinanden. De har ikke hylder fyldt med legetøj, men de har hinanden. Det minder mig af en eller anden grund om en af psykoserne tilbage i 2018: På det tidspunkt var børnene på Sjælsmark Kaserne meget i vælten og blev vist hver aften i TV Avisen. Børnene havde ikke noget legetøj, og de blev konstant portrætteret stående i en gruppe på 10 -12 stykker presset op mod hegnet ud til friheden. De flyttede ind i min hjerne. Sammen med noget andet, jeg ikke husker, så og hørte jeg de legetøjsløse børn døgnet rundt. Deres skæbner flyttede ind i mit hjerte og min hjerne. Det var meget ubehageligt.

Når man ikke kan sproget

Den unge mand på 21 har aldrig haft et forhold, hvilket hans far finder højst mærkværdigt. Han ville gerne have blå øjne i stedet for brune, og det ville også være rart, hvis næsen ikke buede udad. Med andre ord: han vil gerne assimileres. Nu går han i stedet med cowboyhat, rider midt på pladsen, spiller guitar og passer faderens kiosk på Blågårdsplads.

Hans mor er iraner, og da han var 8 – 9 år, bosatte de sig for en periode i Iran. Han måtte prøve at lære sproget for ikke at blive mobbet og for at komme ind i et fællesskab med de øvrige børn. Men han forstod vitterligt ikke, hvad de sagde.

Der er vældig langt fra Iran til Vestermarie på Bornholm, men egne minder dukker op: fra juli 1978 til december 1978 var min “mor” og psykopaten (og dermed også jeg) naboer til en fiskerfamilie i Vestermarie. Jeg var 14/15 år. Det er typisk, at en fisker virkelig taler “indfødsk” hvor end i landet, man er, og det gjaldt også Jesper her. Jeg forstod intet af, hvad han sagde. Han kunne lige så godt have talt polsk. Det var rigtig ubehageligt, så jeg har stor forståelse for den unge mand, der ikke klarede sig ret godt i Iran. Det er faktisk også vældig svært at lære “rigtig” bornholmsk. Selv har jeg vist højst lært at tale “Rønne-fint”.

Vær venlig at fokusere på de reelle problemer

De skildrede børn fra dokumentaren vil være dem, der bliver voksne og skal bære det multikulturelle samfund videre. Jeg tror, de vil gøre det godt, for de er gode børn. Mange brokker sig over, at vi er blevet et multikulturelt samfund, men hvad er problemet? Så længe alle opfører sig ordentligt og bidrager til fællesskabet, passer arbejdet og står for nogle ordentlige værdier, må det nok kunne fungere. Generer det mig, at nogle/mange kvinder bærer tørklæde? Næh ikke rigtigt bare jeg slipper.

Jeg bor på Vestegnen (Hvidovre), og vi er mange med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har boet her lidt over 14 år og har virkelig aldrig oplevet noget ubehageligt fra mennesker med nogen som helst etnicitet (dansk/ikke-dansk).

Det er et langt større problem, at lige knap 76.600, svarende til 7,6 pct., af de unge mellem 15 og 29 år ikke er i hverken arbejde eller uddannelse. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her. Det kan være, mange af dem har en anden etnisk baggrund end dansk. Det kan også være, mange af dem aldrig har oplevet forældrene gå på arbejde, og så er forældrenes etnicitet uinteressant. Det viser AEs analyse ikke, og det er også ligegyldigt. Det, der derimod fremgår af analysen, er, at der er en klar social slagside: Har forældrene en (evt. lang videregående) uddannelse, er der langt færre, der ikke er under  uddannelse eller i arbejde, end hvis forældrene er ufaglærte. Det er ikke raketvidenskab; fordommene ville tilsige det samme, alligevel er det rart at få sat ordentlige tal på i en tilbundsgående analyse.

Argumenter mod  “Paradigmeskiftet”

Jeg er klar over, at tankerne løber lidt løbsk, men i hvert fald kan jeg selv se en sammenhæng.

Deltager man i debatter på de sociale medier, leverer mange mennesker fordomme contra viden. I min verden er viden magt, og skal man argumentere, må man gøre det baseret på fakta og ikke fup. Derfor blev jeg i går begejstret, da jeg fandt Refugees Welcomes syv sider lange høringssvar i forbindelse med “Paradigmeskiftet” fra foråret 2019. Her er al den viden og alle de fakta, man behøver for at forstå udlændingeloven før og nu. Problemerne ridses tydeligt op. Det er et fantastisk stykke arbejde. Hvis du behøver argumenter overfor de faktaresistente peronager, er dette høringssvar et godt sted at starte.

Michala Bendixen indleder høringssvaret med følgende triste besked. Det kan Folketinget simpelthen ikke tillade sig:

At lovforslaget allerede blev fremsat flere dage før høringsfristen udløb, viser desværre, at man ikke har i sinde at tage de relevante organisationers svar til efterretning. Men vi skriver nu alligevel.

 

/i , , , /af , , ,

Man kunne jo også blive jægersoldat…

Man kunne jo også blive jægersoldat...Hanne B. Stegemüller

Hvem har ikke drømt de vilde drømme?

Hovedrengøring

Når man har Aspergers syndrom, tager man som hovedregel alting meget bogstaveligt. Et eksempel kunne være “Der er ingen ko på isen” – nej da der er netop ingen ko ude på isen, se selv. Eller “stik en finger i jorden”, nej hvorfor skulle man dog stikke en finger i jorden? Det vil da være en meget vanskelig stilling at stå i.

Og altså når jeg nu skal foretaget en “hovedrengøring” på onsdag, er det så en rengøring af hovedet? Hvilket i mit tilfælde ellers kunne være være ret fornuftigt. Det kunne måske nok være nødvendigt, men det er altså bare en almindelig hovedrengøring, fordi vi har fået nye vinduer, og håndværkerne har boret i alle de røde mursten, så der er murstens-støv overalt, næsten også inde i køleskabet. Og det er vokset mig over hovedet og jeg kan ikke overskue at få gjort noget ved det. Hvor jeg dog glæder mig, til nogen har gjort noget ved det.

Men drømmene?

Jeg drømte måske ikke lige frem om at blive jægersoldat, men så om noget andet end at blive skibskok hos Mærsk (eller det rederi, der dengang lå i Svendborg; jeg kan ikke lige huske, hvad det hed), apoteksassistent på Nexø Apotek eller andre ting, jeg heller ikke lige kan huske.

Jeg endte med at massere gulve mv. et år i De Gamles By på Nørrebro i København, inden jeg kunne flytte på Amagerkollegiet og starte på Statens Kursus til Studentereksamen i 1981, hvorfra jeg blev nysproglig student i 1983. Og det var alletiders.

Tilbage til jægersoldaterne

Jeg har altid været fascineret af TV-udsendelserne om de unge mænd (der er aldrig nogen kvinder med), der har besluttet, at de vil søge ind på den 60 år gamle uddannelse som jægersoldater. De ved virkelig, hvad de vil. De har en en vilje af stål og nerver af lige så fastsat stål. De vil bestå prøven til en af verdens hårdeste optagelsesprøver, der er næsten umenneskeligt hård, de vil, de vil, de vil. Tænk at have en sådan vilje. Jeg er imponeret af dem. De fortjener en medalje, også selvom de ryger hjem i første hug.

TV har også tidligere beskæftiget sig med sådanne aspiranter, men de plejer at gøre det bedre, end de gjorde her til aften kl. 20:30. Der plejer at være mere følelse med i det. Måske kan man sige, at der plejer at være mere lidelse i det – og det er skønt at se andre mennesker lide?

Det er sjældent, jeg tænder for en udsendelse; denne ville jeg dog se, men jeg blev skuffet. Det animerer ikke til at tænde endnu en gang.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Stemme fra den fine fortid

Stemme fra den fine fortid

Internettet er fantastisk til at opnå kontakt

Stemme fra den fine fortid.

Jeg sad med mine fantastiske stedkoder, hvor jeg er nået til “Nørre Herlev Sogn, Lynge-Frederiksborg Herred”, så det går fremad i strålende tempo, da der kom en besked via kontaktformularen på hjemmesiden. Det sker ikke så tit, og når det sker, er det ofte spam, men i dag var den fra et menneske, jeg har kendt, mens jeg læste. Altså nærmest i forhistorisk tid.

Af gode grunde husker jeg ikke ham, men han husker fint mig, og kan fortælle en masse herlige detaljer, der bevirker, at der alligevel er noget, der dæmrer. Gamle kærester, kollegiet, min tid som “svigerdatter” på Sydfyn. Vi har åbenbart også mødtes, mens jeg var i Udenrigsministeriet, hvilket vil sige mellem 2005 og 2008.

Han var kæreste med en af mine studiekammerater tilbage i ca. 1984/85. Vi besøgte alle tre en fjerde studiekammerat i Luxemburg. Det kan jeg dog slet ikke huske, men det er naturligt nok, for der er gået ca. 36 år 🙂 Hans daværende kæreste har drevet det vidt og er blevet stinkende rig med ejerskab af adskillige lejligheder. Selv er han mere på det jævne (lige som mig). Vi sendte en 10-15 mails frem og tilbage, og blev til sidst enige om at drikke en kop kaffe en dag ved lejlighed, da vi vist på en række politikområder har en fælles forståelse. Det vil jeg vældig gerne.

Nyhedsbrevet

Han har også været så venlig at tegne abonnement på mit beskedne nyhedsbrev, så jeg nu har samlet 56 abonnenter, hvilket jeg er helt godt tilfreds med. Det kan du også gøre uden at blive overrendt af mails. Der kommer ganske beskedent én mail pr uge – mandag morgen til morgenkaffen. Så slipper du for selv at følge med og får det hele serveret. Hvis vi er på Facebook sammen, er der selvfølgelig ikke meget idé i det.

Jeg skal have undersøgt, hvordan/om jeg på min Facebookprofil kan inkludere et link til tilmeldingen til nyhedsbrevet. Det kunne sikkert give yderligere nogle abonnenter. Man må “sno sig” i den vidunderlige virtuelle verden, der har så meget at byde på.

Hav en god dag!