Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Barnet der var til overs

Barnet der var til overs

Det er fortsat ikke synd

Barnet der var til overs

Eller jo – måske er det synd? Det er synd for et barn, der er til overs, men man må som voksen handle på en måde, der gør, at man kommer videre. Der er kun en vej, og det er fremad. Jeg glæder mig dagligt over, at det ikke længere er opad bakke, men mere ligeud, måske nærmest nedad? Her er ordet nedad positivt.

Jeg er virkelig dårlig til at håndtere mennesker, der ikke handler. Handlemuligheder er selvfølgelig forskellige; det er fx ikke enhver, der har råd til at frekventere en psykolog. Det er heller ikke alle (ret mange?), der i årevis har den samme dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien osv.

Idéen til posten kommer fra psykologen

Jeg har en lille Accessdatabase, hvor jeg noterer store og små opgaver for ikke at glemme dem og for at få dem prioriteret. Allerede den 4. september 2021 foreslog psykologen en post med titlen “Barnet der var til overs”. Jeg har ikke rigtig kunnet få fyldt indhold i idéen. Derfor har opgaven ligget uløst hen så længe.

Gamle billeder

I forbindelse med at jeg ryddede op i nogle gamle billeder, dukkede disse tre fra børnehjemmet “Dear Home”, som jeg besøgte sammen med min “mor” den 26. februar 2006, pludselig op.

Adressen er Sofievej 26 i Hellerup. Der er nu en vuggestue. Jeg var der fra straks efter fødslen og 2½ år frem, fratrukket det halve år, børnehjemmet indlagde mig på Rigshospitalet, fordi de troede, jeg var

fysisk og psykisk retarderet.

Det troede de, idet jeg

lå så underligt sløvt og slapt hen.

Citaterne stammer fra adoptionssagen.

Tænk om jeg kunne huske noget fra den tid; det ville være interessant, men det kan jeg ikke. Og det har ikke været muligt at finde arkivalier fra “Dear Home”. Men lidt til overs er man vel, når man bliver placeret på et børnehjem straks efter fødslen? For Herrens mange år siden (mere end 32) havde jeg en smule kontakt til min biologiske mor, der fortalte, at hun fødte bag et blåt klæde på Usserød Sygehus og aldrig så mig. Får man først barnet op på maven, er den efterfølgende planlagte adskillelse selvfølgelig endnu sværere.

Jeg har så tit tænkt på det flotte og imponerende i at gennemføre graviditeten, når man ved, man ikke skal beholde barnet. Strikkepindene og/eller den brune sæbe havde været lettere løsninger. Tænk at gennemgå en fødsel, vel sunde sig lidt og derpå rejse sig og gå uden barnet og uden det udspilede maveskind. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

Så var der de gode år

Årene efter børnehjemmet og frem til november 1972, hvor min far døde, var rigtig gode. Af adoptionssagen fremgår fx

Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne.

“Andragerinden” og “andrageren” er gamle ord for ansøgere; personer der andrager/ansøger om noget. At de beskrives sådan skyldes, at de i starten kun får plejetilladelse, da “det vil være blodig synd, hvis der alligevel er noget galt med barnet”. Der var jeg bestemt ikke til overs.

Barnet der var til overs

Min far var en dygtig danser. Eksempelvis har jeg et eller andet sted hans nål fra Terpsichore-unionen. Altså skulle jeg også gå til dans hver mandag kl. 17:00 på Hotel Dalgas midt i Brande By. Jeg må sige, at jeg ikke brød mig om det med at være stadset ud i kjole og røde Scala-sko. Dem, der kender mig nu, har nok også svært ved at forestille sig det. Det hørte ret hurtigt op med danseundervisningen, der blev udskiftet med træklatring og lignende.

Scala-skoene var datidens fodformede, idet jeg altid har haft bøvl med fødderne. Historien er, og hvorfor skulle den nu ikke være sand?, at de på børnehjemmet gav børnene for små sko på, så tæerne kom til at ligge henover hinanden, fordi knoglerne blev klemt. Nu er jeg snart 60 år, så der er ikke så mange “overliggertæer” tilbage efter mange år i fodformede.

Jeg pjækkede fra timerne

I månederne efter min fars død, forlod jeg Dalgasskolen i frikvartererne og tilbragte en eller flere af de efterfølgende timer på (familie-)gravstedet. Det står ret klart i erindringen: jeg ser mig selv sidde foran den enorme gravsten med foreløbigt kun et navn på. Det var vinter, og det var koldt (han døde i november). Jeg ved ikke, hvad psykologen ville sige til det, men selv tror jeg, det var udtryk for en vældig sorg og ensomhed, som min “mor” ikke så, ikke kunne håndtere eller bare ikke hjalp med. Hun havde sikkert nok i sin egen sorg og spekulationer over, hvad hun skulle gøre, når vi ikke kunne bo i fabrikkens bolig i mere end seks måneder efter dødsfaldet, og hun hverken havde uddannelse eller arbejde. Uanset hvad, kan man godt sige, jeg var lidt til overs der?

Revisoren

Jeg har ofte tænkt på, at hun løste problemet på en måde, der kan kaldes en pæn form for prostitution ved at svare på en kontaktannonce, så vi kunne flytte fra heden til et velhaverkvarter i Odense hos en revisor, inden de seks måneder var udløbet. Jeg kunne faktisk godt lide revisoren, der havde stort selvstændigt revisionsfirma midt i Odense. Det er mig lidt en gåde, hvordan det kunne blive til, at vi skulle flytte igen efter ret kort tid, fordi jeg “ikke kunne med” revisoren. Jeg var ni år – et barn på ni kommer da ikke til “ikke at kunne med” sin mor forelskelse, eller hvad det nu var… og dermed være ansvarlig for en flytning.

Der boede vi i ca. otte måneder. Jeg var enormt glad for Sanderumskolen og husker mig selv fortælle hende, at

her lærer man virkelig noget.

Revisoren havde en skøn søster og svoger i Svendborg. Dem var jeg af en eller anden grund ofte hos. De havde ikke selv børn, så de var meget glade for mig, og det var gensidigt. Søsteren var en (barm-)fager og hjertevarm kvinde, der arbejdede på eksternatskolen i Svendborg, og de boede også på skolen. Svogeren var vist pedel på skolen. Det betød, at udendørsmulighederne var ubegrænsede, masser af plads til fodbold, basketball mv. I hvert fald var jeg hos dem, da min “mor” og revisoren var en uge i London; da var jeg til overs. Hun talte om turen resten af livet.

Revisorens og søsterens forældre boede også i Svendborg i en ret lille lejlighed. Dem blev jeg også af og til passet hos, men der var et eller andet ved dem, jeg ikke brød mig om. Måske at jeg skulle sove på sofaen? På Torvet i Svendborg lå TorveCaféen. Alle de voksne mødtes stort set hver lørdag på TorveCaféen for at hygge sig. Det var ikke så sjovt, der var jeg til overs, så jeg brugte meget tid på at spille på spilleautomaten. Om man kan blive “god” til den slags, ved jeg ikke, det er vel mest af alt randomiseret, men i hvert fald var det ikke TorveCaféen, der tjente på automaten de lørdage.

Psykopaten kommer til

Vi flyttede til Vollsmose. Min “mor” startede med at arbejde hos “Billenstein”, der var en stor læderhandel i Odense City. Der gik nogle måneder, hvor vi faktisk havde det ganske hyggeligt bare hun og jeg. Jeg hadede godt nok fritidshjemmet “Pyramiden” med alt dets støj og larm, men et eller andet sted skulle jeg jo være, når hun først havde fri kl. 17:30. Der var jeg til overs.

Vollsmose var nok noget andet dengang, end det er nu; i hvert fald var der mange gode muligheder for børn, fx enorme fodboldarealer, og jeg startede til både skydning (med salonriffel) og bordtennis. Og så var der den søde Fru (måske endda Frk.?) Christensen på skolebiblioteket, hvor jeg elskede at gå til hånde, fordi der var roligt; bare hun og jeg.

Psykopaten træder ind på scenen i løbet af ikke så lang tid, de lærer hinanden at kende, ved at hun svarer på endnu en kontaktannonce. Overgrebene begynder stort set med det samme, i hvert fald inden de er blevet gift i Rønne Kirke i april 1975. Jeg blev passet hos min mormor, mens de var på Bornholm for at blive gift. Nu om dage ville man da tage sine børn med til sit bryllup? Min følelse er i hvert fald, at der var jeg også til overs. Det skulle foregå på Bornholm, fordi psykopaten havde boet der under russernes besættelse af øen fra 1945 til 1946. Noget der sidder dybt i enhver bornholmer.

Overgrebene begynder i det små, men eskalerer konstant i de ca. 5½ – 6 år, vi bor under samme tag. Det første meget konkrete, jeg husker, er, at han tilbyder mig penge for at gå i bad med sig. Jeg afslår, og selvom jeg kun er 11 år, er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min “mor”, der bliver kaldt hjem fra arbejde. Der er et par dages opstandelse, hvor jeg bliver forhørt ved køkkenbordet, og så sker der aldrig mere.

Eftersom hun alle årene er klar over, hvad der foregår uden at agere, kan man vel også sige, at det er en form for at være til overs. I hvert fald er hun ikke en rigtig mor. I mine øjne er hun et skvat, og mit mål er at blive ligeglad. Målet er ikke at tilgive, for det var utilgiveligt, og så rummeligt et menneske er jeg simpelthen ikke. Mange andre ville sikkert arbejde på tilgivelse, men det har jeg ingen intentioner om. Hvorfor skulle jeg det? Det er ikke et tilfælde, at begrebet “mor” står i citationstegn. Jeg læser og hører tit om modne kvinder, der fortæller om, hvordan deres mor har fulgt dem hele livet og om den store sorg, det er, når hun går bort. Jeg læser og lytter; jeg prøver at forstå, men jeg forstår det ikke. Er jeg misundelig? Næh, det synes jeg ikke, og i øvrigt er det jo ikke en pæn følelse. Jeg kan bare slet ikke forestille mig, hvordan det må være.

Var psykopaten karakterafviger?

Psykologen har nævnt muligheden af, at psykopaten var karakterafviger. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, der er om snakken. Det viser sig fx i følgende:

  • Han var udspekuleret nok til at tage mig i stedet for den pige, han havde i sit første ægteskab, selvom vi vist var stort set lige gamle. Sådan noget gør man ikke ved “eget kød og blod”.
  • Han var udspekuleret nok til konstant at bevæge sig på grænse af at kunne blive opdaget i aktion, men samtidig vide, at det ville han ikke blive. Der var generelt noget skummelt over ham.
  • Nomadefamilien (altså os) flytter hver gang, der har været så meget eskalation, at de sociale myndigheder kunne være vågnet op til dåd. Der er en grund til, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.
  • Ydmygelserne eskalerer hele tiden. Nedværdigelserne bliver værre og værre. Det er ret sikkert, at der skal mere og mere til, før han får noget ud af det.

Friheden den 1. august 1980

Jeg pakkede en kuffert, jeg var 16 år, de kørte mig til natfærgen i Rønne den 31. juli 1980, og jeg glemmer aldrig nogensinde fornemmelsen af at stå på Kongens Nytorv den 1. august og at være fri! Vel var København en stor by, når man kom fra Svaneke, og jeg havde aldrig været her før, men det var en berusende følelse at kunne trække vejret frit.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud ad Nørrebrogade, stå af ved Runddelen, finde frem til mit lejede værelse ud til baggården i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal og starte på rengøringsjobbet i De Gamles By. Pyt med at der var lokum på bagtrappen og pyt med at bad måtte foregå i De Gamles By. Pyt med at de sendte mine få ejendele pr. efterkrav.

Jeg var fri. Og jeg var kompetent.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

To timer hos psykologen

To timer hos psykologen

Glædet mig helt vildt

To timer hos psykologen

Det, vi prøver at gøre noget ved nu, er temmelig “tungt”, eller hvad man skal kalde det, og sidste gang oplevede jeg, hvor skønt det var med en dobbelttid, fordi hun havde et afbud efter mig og jeg så fik den efterfølgende time. Nu har jeg simpelthen draget konsekvensen og bestiller dobbelttider – og det var det, jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne drage fuldt ud nytte af at vide på forhånd for første gang. Fravær af stress – og mere kaffe med mælk, der letter det, der må siges at være  en form for “hårdt arbejde”.

Gensidig respekt

Jeg har altid lavet en “dagsorden”, så jeg er sikker på at få fat på de ting, jeg har tænkt over siden sidst. Det fungerer rigtig godt. Jeg har en fornemmelse af, at psykologen godt kan lide mig, og det er jo selvfølgelig vældig rart. Ellers havde hun vel også fundet en form for undskyldning for ikke at ses efter 2015, hvor jeg lærte hende at kende i Psykiatrifonden; jeg mener, hun har haft syv år til det, hvis det var det, hun ville.

I dag måtte jeg sige til hende, at jeg tænker, at jeg “sætter hende på arbejde”, fordi jeg ganske enkelt er hjernestyret fremfor følelsesstyret. Hun bliver nødt til at forklare sig med ord, der hænger sammen og er logiske, for ellers forstår jeg det ikke. Og jeg ville slet ikke få noget ud af lydfilerne, som jeg altid hører mindst en gang. Hvis jeg nu kom og havde følt en masse siden sidst, havde mærket en masse, var det vel nemmere at være psykolog? Men sådan er det bare ikke. Heldigvis svarede hun, at hun følte sig udfordret, og at det kan hun godt lide.

Lige en indskudt sætning: at jeg har tænkt noget relevant siden sidst, er trods alt et udtryk for, at der har været en følelse. For tanker kommer efter følelser. Det giver god mening; det har jeg bare aldrig tænkt over før.

Det ville også være nemmere at være mig, for så var “alting” ikke kapslet så godt inde, at der gik næsten et halvt århundrede, før jeg kom til at tænke på det værste. Der er uhyre mange ting, der billedligt talt er ryddet op i, som er lagt på hylder, er sat brædder for og slået søm i siden 2015. Det er jo blandt andet derfor, jeg har fået det så godt. Der mangler bare lidt. Jeg synes, hun er enormt dygtig, hun er teoretisk velfunderet og er i stand til at vende mine tanker, hvilket jeg sætter stor pris på. Det er det, der rykker. Jeg er ikke offer. Det er ikke synd for mig. Jeg har bare stadig en vigtig opgave at løse.

Jeg tænker således, at der er tale om gensidig respekt og anerkendelse.

ECT er faktisk et valg: Jeg kunne jo gå min vej

En af de ting, vi vendte (og mere end bare det, da “vendte” lyder som noget kortvarigt, og det var det ikke) var ECT. Der er en tydelig sammenhæng mellem angsten for ECT og de(t) værste overgreb i marts 1976. Følelsen af at være fastholdt/fastspændt, at være ude af kontrol, at være magtesløs mv. Dengang kunne jeg ikke i rokke mig ud ad stedet, vel faktisk dårligt rokke med ørerne.

Nu kunne jeg faktisk sige “jeg vil ikke” og så rejse mig og gå. Det ville have nogle konsekvenser, ja, men det har alle vores valg her i livet. Jeg ville formentlig skulle tilbage til medicinen, hvad jeg på ingen måde vil, da jeg er færdig med Parkinsonismen, der var et sandt helvede.

Jeg har på en eller anden måde fået gjort ECT til noget, nogen mener, jeg skal. Det er som om, nogen tvinger mig til det. Derfor kommer det til at ligne overgrebene. Derfor kommer følelsen af at skulle på skafottet, når jeg ikke lukker et øje natten før og om morgenen går op ad Kamgangen i Glostrup, som er meget lang. Men det er det ikke.

Det er noget, jeg selv af egen fri vilje har valgt for snart længe siden (november 2020), fordi det er effektfuldt. Det er den bedste behandling, systemet kan tilbyde mig. Det har professor Poul Videbech og overlæge Kasper Thybo Reff hjulpet med at finde ud af! Det er også mennesker, jeg respekterer og anerkender.

Dette er centralt i relation til ECT – og jeg vil huske mig selv på det inden næste gang.

Sidste gang holdt jeg selv iltmasken (man skal fylde lungerne grundigt med ilt inden narkosen), og det var faktisk en hjælp. Hvis vi nu siger, det plejer at være “100 ubehageligt” på en skala fra 0 – 100, var det kun “95 ubehageligt”, og altså bestemt et skridt i den rigtige retning. De har hver gang tilbudt mig selv at holde masken, men jeg har afslået det, fordi jeg ikke har syntes, jeg kunne koncentrere mig om det. Næh det er jo klart, når alle sanser er skærpede og al fokus er på, om de nu har styr på det, de laver, hvilket de selvfølgelig har, for de laver ikke andet tre formiddage hver uge. Jeg har prøvet det over 100 gange nu, og jeg er jo altså vågnet op hver gang. De har styr på skidtet, og jeg er klar over, at det er farligere at krydse Gammel Kongevej eller Hvidovrevej.

Jeg har på fornemmelsen, at dagens samtale er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er spændende, om det går bedre onsdag den 23. marts end sidst, hvor jeg var så anspændt, at jeg lagde mig på briksen og tudede – og følte mig som en idiot.

Lidt som folk med PTSD

Jeg siger ikke, jeg lider af PTSD, og det siger psykologen heller ikke. Der er bare noget i det med, at 46 år gamle overgreb dukker op som en form for flashbacks, når de aktiveres af nutidige hændelser. Jeg husker alt for godt, hvad der skete den pågældende værste dag. Jeg husker glimrende “forhørene” ved køkkenbordet i Vollsmose, den åbentstående morgenkåbe, cerutrøg-lugten og meget andet ubehageligt.

Nu håber jeg ikke, jeg siger noget helt forkert om PTSD og skader mennesker med det syndrom, eller gør psykologen uret, for jeg ved ikke nok om det og har kun hørt lydfilen en enkelt gang. Jeg har bare ofte set mennesker på TV med syndromet, typisk tidligere udsendte fra forsvaret, og har uden videre kunnet sætte mig ind i, hvad de mente, uden dog at tænke at det kunne have noget med mig at gøre.

Var der slet ingen protester?

Hun spurgte blandt andet, om der slet ikke var nogen form for “protester”. Det tog mig lidt at finde ud af, hvad hun mente, men kom frem til, at der var i hvert fald to protester:

  1. Jeg havde indgående fantasier om at skære kønsorganet af psykopaten med en stor kniv. Det husker jeg faktisk ret tydeligt, for fantasierne var persistente.
  2. Jeg nægtede at kalde ham for “far”, da jeg ikke mente, han var værdig til en så fin titel, og jeg havde haft en far. Det var der en del opstandelse over. Men jeg ville ikke, uanset hvad de sagde.

I relation til 1: I forbindelse med drabet på den unge kvinde i Aalborg for kort tid siden, skrev medierne meget om, at (kvinde-)drab ofte er kulminationen på lang tids psykisk (og/eller fysisk) terror. Jeg har så gået og tænkt på, om jeg også kunne være blevet dræbt? Det mente psykologen ikke. Var der noget, der var endt med drab, var det mig, der havde dræbt ham. Det forekommer lidt “far fetched” og som lidt af en tankekonstruktion, men ved nærmere eftertanke kan jeg faktisk godt se, at der er noget i det. Og om man bruger en stor kniv til det ene eller det andet er vel også næsten ligegyldigt? Nu er jeg nok bare ikke typen, der slår nogen ihjel, selvom enhver vel kan blive drevet derud, hvor drab synes at være den eneste mulighed.

Intet var gennemtænkt

Jeg må indse, at jeg til dels voksede op et sted, hvor intet på forhånd var gennemtænkt med “pros and cons”. To korte eksempler er:

  1. Da vi boede i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, fik jeg faktisk en hundehvalp: “Bamse”. En dejlig gul labradorhvalp. “Bamse” måtte imidlertid lade livet hos dyrlægen, idet han gøede, når min halvbror skulle sove i barnevognen under kastanjetræet. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp gør. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp ikke opdrager sig selv. Der skal være nogen, der tager ansvar for det. Men ingen tog ansvar.
  2. Min stakkels gamle morfar flytter ind i baglokalet i Svaneke. Ingen har tænkt på, at han er ret dårlig og har svært ved at gå på trapper, men hvis han skal spise med os, skal han op ad trappen til første sal. Ergo må han spise alene nede i baglokalet i løbet af kort tid, for han kan ikke forcere trappen. Ingen har gennemtænkt det. Det burde ellers ikke have været så vanskeligt at regne ud, at han næppe blev “raskere” med alderen.

Det strider mod alt, hvad jeg selv står for nu – og rent faktisk også stod for dengang. For pokker da, man må da tænke sig om, inden man træffer så vidtgående beslutninger. Men det gjorde de altså ikke.

Der er mere

Vi nåede at tale om mere, men jeg orker ikke at skrive mere lige nu. Det kommer, for den efterfølgende skriftlige bearbejdning er vigtig for mig. Har jeg nogle læsere til disse poster om et vanvid, er det godt. Har jeg ikke, har jeg da selv haft fornøjelsen, eller hvad man nu skal kalde det.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Barndom runde to

Barndom runde to

Forsøg på at gøre noget ved gammelt had

Barndom runde to

Da min hukommelse er meget dårlig, optager jeg alle sessioner med psykologen. Jeg har stor glæde af disse optagelser, som jeg rent faktisk hører. Derfor ved jeg, at da jeg forrige gang gik ud ad hendes dør, jokede vi lidt med, at hvis jeg skulle få det bedre med min mor, der er død for mange år siden, skulle jeg vedblive at komme i flere år. Det er vist ikke kun en joke. Men vi joker, drikker kaffe og hygger samtidig med, at vi arbejder ret hårdt. Ellers er alt dette ikke til at udholde. Og jeg skal jo igennem det på en eller anden måde.

Jeg har besluttet at tage det, man kunne kalde “Barndom runde to” med fokus på min mor. Jeg tror, langt det meste angående psykopaten er lagt på hylder, der er sat brædder for og slået søm i. Det er færdigt. Med hensyn til hende er der meget gammelt had og det er aldrig godt – det behøver man ikke være psykolog for at kunne se.

Igen: føler du noget? Tænker du noget efter at have læst følgende? Jeg vil være glad for din kommentar. Helst her på siden, da den jo så forbliver i den rette sammenhæng i modsætning til kommentarer på Facebook, der lynhurtigt forsvinder og rives ud af sammenhængen. Og igen: dette er ikke et forsøg på at fortælle en offer-historie, for dem er der allerede nok af.

Årsagen til hadet til min mor

Igen: det behøver man ikke være psykolog for at regne ud. Jeg hader hende, fordi hun lod stå til fra før 26. april 1975 (vielsen mellem hende og psykopaten) til jeg flytter/flygter den 31. juli 1980, hvor jeg tager min kuffert og om natten sejler med bornholmerbåden til København. Jeg er 16 år. Jeg står af på Kongens Nytorv og selvom kulturchokket er stort, når man kommer lige fra klippeøen, er det samtidig en ubeskrivelig lettelse. Pludselig kan jeg trække vejret, her er ikke “noget” i min mund, her er ingen åbentstående morgenkåbe og ingen lugt af cerutter.

Jeg flytter ind på et lejet værelse på Nørrebro med udsigt til en baggård fra femte sal, og jeg gør rent på deltid i De Gamles By, så pengene er små, men det er jeg vant til. Alligevel sender de efter kort tid mine ting (jeg aner ikke, hvad det er, jeg har) pr. efterkrav. På en eller anden måde får jeg betalt fragtmanden. Transport fra Bornholm er ellers ikke helt billig.

Brevet jeg havde glemt

Tilbage til årsagen: Min mor og jeg har ikke kontakt fra 1981 til 2003 – altså 22 år.

I 1981, hvor jeg lige er flyttet på kollegiet, ringer jeg og vil tale med hende som opfølgning på et brev, jeg har skrevet med alle sandhederne, men som jeg ikke har fået den ringeste respons på. Psykopaten tager telefonen og siger “Den slags svineri vil vi ikke have her”. Og det var så den samtale. Det brev havde jeg glemt. Jeg tror, det er skrevet med hjælp fra en veninde på kollegiet eller i hvert fald efter hendes råd.

I 2003 kan jeg se i en telefonbog, at min mor og psykopaten ikke længere har samme adresse (de er fortsat på Bornholm), og jeg ringer hende op. Jeg kan ikke huske samtalen.

I løbet af et års tid flytter hun til Nykøbing Sjælland, hvor vi ses nogle gange. Jeg spørger hende den første gang, om hun vidste, hvad der foregik fra før april 1975 til ultimo juli 1980? Det bekræfter hun. Jeg spørger dernæst “Hvorfor gjorde du så ikke noget?” Hun svarer “Det kunne jeg ikke overskue med to børn.” Jeg ved 100 pct. sikkert, at sætningerne er sådan. På en eller anden måde er samtalen ikke længere. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal sige, men det bringer mig i hvert fald ikke tættere på hende.

Det er det ultimative svigt, og jeg kommer aldrig til at tilgive det, men måske kan jeg komme til at forstå det? Det er vist det, vi skal i “Barndom runde to”?

Vi holder op med at ses

Som nævnt ses vi nogle gange, efter hun er flyttet til Sjælland. Jeg slæber hende til forskellige kulturarrangementer i København, hvilket hun godt kan lide, og det lykkes mig vist nok at holde en nogenlunde tale til hendes 70-årsdag i maj 2005. Det vanskelige er at komme udenom de 22 år, vi ikke havde kontakt, uden at det er for påfaldende. Talen kan ses her i sektionen “Notater”, hvis nogen skulle have interesse i den.

Kontakten ophører igen, idet jeg ikke kan holde ud, at hun vedbliver at relatere til psykopaten i vores samtaler. Psykopaten dit og psykopaten dat. Jeg kan simpelthen ikke holde til det. Jeg kan ikke få det sagt, og hun forstår det helt åbenbart ikke af sig selv.

Hendes død julen 2006

Jeg bliver ringet op af en kusine 20 minutter efter min mor er død 1. juledag 2006 på Holbæk Centralsygehus. Jeg tager derop medbringende min fars konfirmationssalmebog, så hun kan få et minde om ham og mig med i kisten på den sidste rejse. Han har da været død i 34 år. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg føler eller om jeg i det hele taget føler noget. Det eneste jeg ved, jeg ikke føler, er sorg eller savn.

En anden følelse er dog frygt for, at når jeg lægger den lille salmebog på hendes bryst, vil hun rejse sig op, lige som det sker i en film af Ole Bornedal, vist nok “Nattevagten”. Så det tør jeg ikke men får medarbejderen, der passer “lighuset”, eller hvad det hedder, til at gøre det for mig. Hun rejser sig ikke.

Hun bliver bisat uden gejstlig medvirken fra Højby Kapel i Odsherred den 29. december. Jeg møder selvfølgelig op, og kommer til at stå lige overfor psykopaten (vi står på hver sin side af kisten), som jeg da ikke har set i 25 år. Efter den noget underlige ceremoni, der hverken er fugl eller fisk, forlader jeg kapellet. Jeg skal ikke til begravelseskaffe med dem. Jeg har ikke noget at gøre der, men jeg har opført mig så anstændigt, jeg kunne, ved at møde op til ceremonien.

Og det var så det. Det var det liv, eller hvad man nu skal kalde det, og det var den relation. Jeg har ikke savnet hende.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Bastet og bundet – et brev til psykologen

Bastet og bundet – et brev til psykologen

Jeg har fået lov at skrive til psykologen

Bastet og bundet – brev til psykologen

Brev til psykologen: Jeg er på forhånd klar over, at der måske ikke kommer den ringeste respons på følgende, selv om jeg frygteligt gerne vil have det, idet jeg ikke er interesseret i at bringe en “offer-historie”. Ingen skal synes, det er “synd for mig”, men alle må mere end gerne tænke.

Jeg har fået lov at skrive til psykologen, selvom om hun jo har selvfølgelig sit liv at passe. Herunder kommer historien alligevel.

Tænker du noget? Føler du noget?

“Det vanskelige ved/med ordene

Det vanskelige er ordene, hvordan finder jeg nogle, der er til at holde ud at bruge, men som alligevel beskriver situationen så klart og præcist, at jeg ved, at du ved, hvad jeg mener? Det er med vilje, jeg bruger ord, der nærmer sig det kliniske. For det første er jeg nok ikke typen, der bruger de ord, de fleste ville vælge og for det andet ville ”dagligdags-ordene” bringe mig for tæt tilbage på begivenheden, der jo ellers er 46 år gammel, men står meget tydeligt i erindringen. Der er meget, jeg har glemt, men dette er er forblevet.

Diverse detaljer

Du får nogle detaljer med også. Du kan springe dem over, hvis de er uvæsentlige/uinteressante. Jeg prøver bare at give dig det fulde billede, som jeg husker det.

Marts 1976

Min halvbror (som jeg ikke kender nu, men som jeg passede meget, da han var lille, selvom om jeg egl. ikke brød mig om ham) er født 30. marts 1976. Derfor ved jeg, at følgende finder sted i den 14-dages periode i slutningen af marts 1976, hvor min mor er indlagt for at få kejsersnit. Der var noget med, at barnet havde navlestrengen et par gange om halsen, og derfor kunne hun ikke føde almindeligt. Jeg ved ikke andet om det. Men derfor ved jeg, jeg var 12 år (jeg blev 13 i oktober 1976, da jeg er født i 1963).

Alt er facts.

Bundet og magtesløs

Jeg kan ikke huske optakten og jeg husker intet om, hvordan jeg kom fri. Jeg husker udelukkende, at jeg var bundet på en stol til højre for det runde spisebord i stuen i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, som vi flyttede til fra Vollsmose i julen 1975. Der var orange plastikvoksdug forestillende store blomster på bordet. Stolene omkring bordet var af typen med træryglæn og flettede sæder.

Snorene, jeg blev bundet med, var af den type, man bruger på halmballer – sådan noget sisallignende noget. Jeg var bundet og magtesløs og psykopaten stoppede sit erigerede lem ind i min mund efter først at have stået foran mig og masturberet en tid. Faktisk havde han vist problemer med at få rejsning. Herefter kunne jeg ikke rigtig trække vejret, og jeg var ved at kaste op. Jeg husker det, som at han fik udløsning i min mund, i hvert fald var der ”noget”, jeg var nødt til at synke, da der ikke var plads til, at jeg kunne spytte dette ”noget” ud. Pladsen i munden var fyldt ud af hans organ.

Hvad der herefter skete, ved jeg ikke. Jeg husker intet. Måske er det dissociation?

Vil ikke kalde ham ”far”

Inden vi flytter til Bornholm i juli 1978, er der lidt opstandelse over, at jeg ikke vil kalde ham for ”far”. Dette er efter det med at være bundet og magtesløs, for min halvbror er der. Jeg husker tydeligt tanker og følelser af, at jeg har haft en far og at der ikke er nogen anden, der kan indtage den plads; de kan ikke engang få lov at smykke sig med titlen, der for mig er noget særlig fint og ærefuldt. På en eller anden måde er jeg bevidst om, at en mand, der gør de ting, ikke kan have den titel. Det hænger ganske enkelt ikke sammen for mig, allerede da jeg er 12 år.

Jeg har vist i øvrigt aldrig fortalt dig, at han er ”far” fire gange tidligere i sit første ægteskab med en kvinde, der var medlem af en eller anden frikirke (ikke Jehovas Vidner men noget lignende). Der var en pige og tre drenge i det ægteskab. Pigen var yngst og hun og den yngste dreng kom på besøg allerede i Vollsmose, vist hver anden weekend. Jeg forventedes at lege med dem men brød mig egl. ikke om dem.

Betaling for at gå i bad med ham

Allerede i Vollsmose, altså inden julen 1975, og allerede inden de er blevet gift den 26. april 1975 i Rønne Kirke, tilbyder han mig penge for at gå i bad med ham. mens min mor er på arbejde i Odense centrum. Han er jo lærer og har tidligt fri og er tidligt hjemme. Han sidder hver dag i stuen ved sofabordet i morgenkåbe og lægger kabale.

Jeg afslår selvfølgelig pengene og badet. På en eller anden måde er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min mor. Herefter er der i en weekend stor opstandelse, og jeg bliver ”forhørt” ved spisebordet i køkkenet. Jeg ved ikke, hvad udfaldet bliver; jeg tror, det bare fader ud, og jeg ved, at hun aldrig nogensinde følger op på det ved fx at spørge, om det er ”gået over”, fortsat finder sted eller lignende. Aldrig, aldrig, aldrig.

Morgenkåben og lugten

De røg begge cerutter af mærket ”Minigolf”, og alt stank af røgen fra dem. Det var virkelig ulækkert. Hans morgenkåbe var brunlig (lidt lysebrun) med nedadgående orangegule striber, og den lugtede selvfølgelig også. De stærkeste minder om den stammer fra to ting i Svaneke, som vi flyttede til efter Sydfyn, og efter fem måneder i Vestermarie (som er en flække fem km. fra Aakirkeby):

1. Huset er i i alt tre etager. Deres soveværelse og mit værelse er begge på 1ste sal. Der er vel 5 – 7 meter i fugleflugtslinje fra deres dobbeltseng til min seng. Hvis jeg overhører vækkeuret, der ringer kl. 6, kommer han ind på mit værelse, står ved min seng lige ud for mit ansigt og masturberer. Morgenkåben står selvfølgelig åben, og der lugter af cerutter. Af samme grund er det sjældent, jeg overhører et vækkeur (både dengang og stadig).

2. I stueetagen er et forretningslokale, hvor min mor forsøger sig med en skobutik (jeg har solgt mange par træsko til tyske turister, når hun var for beruset til selv at gå ned og ekspedere), der er et baglokale, hvor min stakkels gamle morfar bor, og der er badeværelset. Når jeg er færdig med at bade og skal ud af badeværelset, står han der og spærrer for døren, der er smal, så jeg ikke kan komme ud. Morgenkåben står åben, der lugter af cerutter, og han masturberer. Om han nogensinde får noget ud af det, husker jeg ikke. Jeg husker heller ikke, hvordan jeg på en eller anden måde kommer forbi ham, men det er jo sket, da ”Askepot” skal forberede morgenmaden. Dette sker næsten hver dag.

3. Pludselig kommer jeg i tanke om en tredje ting: Når jeg står i køkkenet og skal nå nogle ting i et overskab til at dække bord med, trænger han sig ind på mig bagfra. Jeg er påklædt, han er i morgenkåben, der står åben. Jeg kan ikke komme væk. Cerut-lugten er påtrængende. Dette sker også næsten dagligt.”